En flugt over muren og skråtobak i gave. Fattiggårdens jul var en hård nyser

I gamle dage kom man på fattiggård, når man var fattig eller enlig ældre, og her var juletiden en særligt hård tid. Men i arkiverne på Danmarks Forsorgsmuseum findes tegn på, at julen for præcis 100 år siden kan have været ret magisk for fattiglemmerne

Det ældste fotografi, som findes af indlagte på fattiggården i Svendborg, er taget i 1880’erne eller i begyndelsen af 1890’erne og viser tre fattiglemmer. Deres navne kendes ikke. Hvem ved, måske har de tre kendt sejlmager West og sømand Sørensen, som stak af fra fattiggården anden juledag 1880? – Foto: Privateje.
Det ældste fotografi, som findes af indlagte på fattiggården i Svendborg, er taget i 1880’erne eller i begyndelsen af 1890’erne og viser tre fattiglemmer. Deres navne kendes ikke. Hvem ved, måske har de tre kendt sejlmager West og sømand Sørensen, som stak af fra fattiggården anden juledag 1880? – Foto: Privateje.

Pølse, juleskinke og sylte. En dåse snus til Alfreds farfar. Den hjertegode Emil fra Lønneberg bringer fattiglemmerne julegaver i Astrid Lindgrens fortællinger fra 1880’ernes landlige Sverige. For til jul er det ikke kun de velbemidlede, der skal have det godt, mener Emils mor, Alma. Så mens Emils far, Anton, tænker på fuglene og sætter neg op i haven, pakker Alma hvert år en kurv med julegodter og lader sønnen stikke over på fattiggården med den.

This article is part of a theme:

Julens traditioner

Go to the themes page

Hvad hun ikke ved er, at fattiggårdens hjerteløse bestyrerinde, ”kommandusen”, æder det hele selv. Men da Emil finder ud af det, tager han og karlen Alfred sagen i egen hånd. Det ender med masseflugt fra fattiggården og et storslået julegilde på Katholt. Og en hylende ”kommandus” fanget i en ulvefælde.

Selvom den er fiktiv, giver scenen et ganske realistisk indblik i datidens skandinaviske socialpolitik. ”Sikkerhedsnettet” bestod også her i Danmark i, at mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kunne forsørge sig selv, eller var blevet for gamle til at arbejde uden at have nogen til at tage sig af sig, blev indlagt på fattiggårde.

Nordens bedst bevarede fattiggård ligger i Svendborg og huser i dag et museum, Danmarks Forsorgsmuseum. Stedet blev grundlagt i 1880’erne og virkede som fattiggård frem til 1961 og herefter som forsorgshjem til 1974. Her var julen for mange en hård tid, fortæller museumsinspektør Jeppe Wichmann Rasmussen.

”Julen er barsk, når man har det skidt: når man ikke har en familie at komme hjem til og er på en institution. Det bringer mange følelser frem hos folk i udsatte positioner,” siger han.

I nutiden ses mange former for julehjælp til udsatte mennesker: Organisationer uddeler julekurve og julegaver til fattige enlige forsørgere, og caféer eller restauranter serverer julemad for hjemløse på selve juleaften.

Den slags var der efter alt at dømme, ikke ret meget af før i tiden. Fattighjælpen blev en grundlovssikret ret i 1849, og var man ”subsistensløs”, som det hed, altså uden mulighed for at sørge for sig selv økonomisk, kunne man lade sig indlægge på fattiggården. Her fik man mad og en seng at sove i, men betalte ved at give afkald på en række grundlæggende rettigheder. Man måtte arbejde hårdt for føden 9-11 timer om dagen, og man kunne ikke bare sådan forlade stedet. Der krævedes udgangstilladelse, også hvis man eksempelvis ville besøge sin familie til jul, og den tilladelse var kun ganske få forundt, forklarer Jeppe Wichmann Rasmussen.

”Indtil 1961 er en indlæggelse på en fattiggård lig med, at man spærres inde. Med det at være fattig følger et tab af en række borgerrettigheder, og blandt andet var det sådan, at kønnene var adskilt. Ægtefolk måtte ikke bo sammen, så du kan forestille dig et julescenarie, hvor far sidder i mændenes afdeling, mor i kvindernes og børnene et helt tredje sted, i pleje eller på et børnehjem.”

På fattiggården i Svendborg skrev inspektøren dagbog, og dagbøgerne er i dag en af de historiske kilder, man kan se til, hvis man vil vide noget om, hvordan julene på stedet gennem tiden har udfoldet sig. Det er dog ikke specielt udbyggede beskrivelser.

Langt de fleste år i juledagene er der noteret én enkelt ting sætning: ”Ekstrabespisning i henhold til reglement”. Det betyder, at de indlagte sandsynligvis har fået lidt mere af det, der allerede var på ”menuen”, som i øvrigt var godkendt fra højeste sted af Folketingets embedsmænd.

”Det kan for eksempel have været, at man kunne få et ekstra stykke flæsk til de gule ærter,” siger Jeppe Wichmann Rasmussen.

Den tidligste ”julenotering”, han har gravet frem, er fra 1880, og der er faktisk ganske meget Emil fra Lønneberg over den. Det er en disciplinærsag, hvor fattiginspektøren har noteret, at der anden juledag det år var to indlagte, i dagbogen benævnt ”sejlmager West” og ”sømand Sørensen”, som havde held med at kravle over fattiggårdens mur. De kom ud i friheden ved hjælp af en stige, de havde taget i forsørgelsesafdelingen. Flugten varede dog kun kort: De to var stukket af iført fattiggårdens tøj, mærket ”SF”, og blev hurtigt spottet i Svendborgs byliv, hvorefter de blev ført tilbage bag murene af politiet.

Julen 1920 for præcis 100 år siden skiller sig markant ud i dagbogsbeskrivelserne.

Her er det beskrevet, at de indlagte har fået ”risengrød, flæskesteg, kaffe og kager”. Det står ydermere noteret, at de indsatte har sunget sange omkring juletræet, og at der er blevet uddelt ”tobak, konfekt og appelsiner”.

”Set med nutidens øjne lyder det jo virkelig traditionelt. Det passer godt med de ting, mange af os forbinder med jul,” siger Jeppe Wichmann Rasmussen.

Han har ikke selv nogen god forklaring på, at det netop er i 1920, julen ser sådan ud. Både året før og året efter står der nemlig blot det vanlige ”ekstrabespisning” i julen.

”Det kan selvfølgelig være, det er sket før, og man bare ikke har registreret det. Men dette år har der – åbenbart – været et behov for at beskrive fejringen. Måske fordi den ikke har været helt, som den plejer,” siger han.

Flæskestegen kan meget vel være af egen avl, for fattiggården havde grise, fortæller Jeppe Wichmann Rasmussen. Stegen blev tilberedt af stedets kogekone. Juletræet donerede det lokale Hvidkilde Gods i en årrække til fattiggården, men det vides ikke, om det også var herfra, træet kom i julen 1920.

Ellers kender Jeppe Wichmann Rasmussen kun til ét eksempel på, at omverdenen har gjort noget lignende det, Emils mor gør, for fattiglemmerne – nemlig en mundtligt overleveret historie om, at der på et tidspunkt blev leveret kage til fattiglemmerne ved døren, sat der af en anonym giver.

Det, museumsinspektøren bider mest mærke i, er julegaverne.

”Det er ret bemærkelsesværdigt, at der blev uddelt julegaver. De har fået tobak, noget, man ikke måtte have på sovesalene til daglig. Men til jul har de altså fået lov at ryge en pibe, og det har været stort for mange,” siger han.

I 1920 står det noteret, at i alt tre indlagte fik udgangstilladelse anden juledag.

”Det med udgangstilladelsen er egentlig ret sjældent i julen. Der er så også det ved det, at de indlagte kan forbryde sig mod den udgang. Det sker, at nogen har været ud og vifte med ørerne i juledagene og kommer døddrukne hjem. Det kan man ikke fortænke dem i, men der følger en straf med,” siger Jeppe Wichmann Rasmussen.

Straffen bestod for eksempel i ekstraarbejde ud over de daglige 9-11 timer, fattiglemmerne allerede var indlagt til. Det kunne også være, at man fik mindre at spise eller blev nægtet udgangstilladelse en anden gang.

Op gennem 1920’erne og 1930’erne har Jeppe Wichmann Rasmussen ikke kunnet se nogen særlige bemærkninger omkring julen. Men – under Besættelsen i 1942 dukker en beskrivelse lignende den fra julen i 1920 op. Og de mange kommende år er julene på stedet beskrevet i detaljer:

”Man ændrer procedure her og beskriver alt, hvad der foregår i julen, fremefter. Man noterer, at der er juletræ, juletale fra forvalteren, og at der er en organist, der kommer udefra og spiller et par julesange. Alle indlagte får en pakke med julegodter, skrå og tobak,” fortæller han.

Fattiggården har haft et kirkerum, hvor der frem til 1930’erne blev afholdt gudstjeneste én gang månedligt, fortæller museumsinspektøren, og også julegudstjenester. Én af dem, der kan have haft brug for en julegudstjeneste, er præstesønnen ”Vilhelm”, som var ind og ud af fattiggården i en årrække i 1940’erne.

Danmarks Forsorgsmuseum har i sit arkiv en bunke breve, ”Vilhelm” har skrevet og fået, blandt andet fra familien og gårde, han har været ude og tjene på. En jul skriver Vilhelm til sin søster, at han håber, de har det godt. Han har været hos hende året før til jul og spørger i brevet, om han må komme igen:

”Beskeden, han får tilbage, er hverken uvenlig eller ukærlig, men budskabet er: ’Det har vi ikke plads til’. Det er tydeligt, at han er familiens sorte får, idet alle hans søskende klarer sig godt og flere af dem er blevet teologer,” fortæller Jeppe Wichmann Rasmussen.

”Han skrev meget og var nok sådan en, man på fattiggården ville kalde en kværulant. Han brokkede sig til højere instanser og klagede over opsynsmændene, når han mente, der fandt uretfærdighed sted. Han var meget skrivende, nok fordi han kom af en familie med akademikere.”

Ud over kværulanteri har druk været noget af det, der truede ordenen på fattiggården: Gennem årene kan Jeppe Wichmann Rasmussen se det beskrevet, at politiet indimellem tilbageleverer et fordrukkent fattiglem på udgang. Og selvom alkohol har været forbudt inden for murene, er det indimellem lykkedes nogle af de indlagte at få skabt en ulovlig fest:

”Navnlig i juledagene er beruselserne tiltaget i et sådant omfang, at indgriben nu findes påkrævet,” lyder beskrivelsen i en disciplinærsag fra 1954, hvor seks fordrukne klienter opfører sig larmende og ubehageligt over for fattiggårdens personale.

Opsynsmanden på fattiggården hed i en årrække Ove Skytte Christiansen, og hans hustru, Inger Christiansen, var økonoma på stedet fra 1940’erne og frem til 1970’erne, hvor fattiggården blev nedlagt og overgik til at være museum. Hun blev på et tidspunkt interviewet og fortalte om julen på stedet, at mange søgte udgangstilladelse, og ”der var ofte en tåre i øjenkrogen, når der blev tænkt på andre og måske lysere tider.”

Fattiglemmernes liv har ikke været let, og et julegilde som det på Katholt har været et fjernt drømmescenarie. Men der har alligevel været en almindelig forståelse af, at selv de mennesker, der står uden for samfundet, fortjener at mærke juleglæden, mener Jeppe Wichmann Rasmussen.

”Julen er jo hjerternes fest, og jeg tror, det går på tværs af alle, at det er en dag, der rammer noget i os. Man har fundet det vigtigt at markere det på én eller anden måde. Også selvom det langt de fleste år kun har været med lidt ekstra flæsk og en halv fridag.”

Artiklen fortsætter under annoncen