Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Vadehavscenteret: En kongsgård i fuglenes flade land

I alt 25.000 bundter siv er der brugt i forbindelse med byggeriet af Vadehavscenteret, der er stråtækt, ikke kun på tage, men også vægge. Den metode har rødder i en århundreder gammel byggestil i området. – Foto: Adam Mørk

I dag indvies Vadehavscenteret, der skal være en ny port til naturoplevelser som fugletræk og sort sol. For ikke at gøre vold på landskabet har arkitekten bag hentet inspiration i områdets gamle byggetraditioner, hvor strå og siv spiller en afgørende rolle

Når det nye Vadehavscenter i dag indvies, skal det på god vestjysk manér i grunden ikke gøre det store væsen af sig. Det behøver hverken føles nyt eller storslået for det publikum, der om lidt vil strømme ind og ud ad dørene, og arkitekt Dorte Mandrup vil egentlig helst, hvis stedet bare føles rart og bekendt for dem, der kommer.

”Jeg håber sådan set, folk vil tænke, at stedet altid har været der,” siger hun.

Men det har det altså langtfra, det 2800 kvadratmeter store bygningsværk, som på kort tid er skudt op som en port til Vadehavets natur ved Vester Vedsted syd for Ribe. Formidlings- og udstillingscenteret har været undervejs siden 2014, hvor Vadehavet blev udpeget til verdensarv af FN-organisationen Unesco, og er tænkt som et udvidet læskur til de besøgende, der rejser til Vadehavet for at mærke tidevandets rytme, studere trækfugle, se sort sol eller bare opleve en helt almindelig solnedgang over havet.

For arkitekt Dorte Mandrup er dette faktisk hendes andet projekt i et landskab, der er udnævnt til verdensarv og dermed ifølge Unesco noget, der skal bevares til gavn og glæde for hele verdens befolkning.

Ved isfjorden i Ilulissat i Grønland arbejdes der i øjeblikket på højtryk for at færdiggøre et lignende naturformidlingscenter, og Mandrups tegnestue står også bag flere andre prestigebyggerier i Skandinavien med fokus på bæredygtighed og natur.

Fordi man ikke bare ”smækker” et hvilket som helst hus op i en natur som Vadehavets, så har Dorte Mandrup gjort sig en del tanker, før tegningen lå færdig. Byggeriet skulle føje sig til området, ikke knejse over det, fortæller hun. Og det kan i sig selv være lidt af en opgave, for alle, der har været ”et smut ude vestpå” ved, at der er fladt ved Vester Vedsted. Meget fladt.

”Vi har arbejdet rigtig meget med at få centeret til at arbejde sammen med den fantastiske store flade, som landskabet er. Det skal vokse frem af landskabet,” siger hun.

Der er referencer til traditionel byggekultur, og Vadehavscenteret er tænkt som en sluttet gård, som de oprindeligt har taget sig ud på egnen, forklarer Dorte Mandrup.

”Byggetraditioner og steder hænger sammen. Traditionerne er der ofte, fordi de hænger sammen med det landskab, mennesket på sin vis gerne vil beskyttes fra. Vinden er enormt stærk, og når der er den åbenhed, der er, kan den komme ind over med stor kraft. Men de valmede tage, dem kan vinden fare hen over, og gårdene har altid haft et gårdrum, hvor der var læ og beskyttelse for vinden,” siger Dorte Mandrup.

Et valmet stråtag eller valmtag er en type tag, som i århundreder har været udbredt i Danmark, Sverige og især Tyskland.

Taget er tækket med siv på en måde, så det har fald til alle fire sider og ikke kun de to. Det gør, at vinden glider bedre af og ikke river i be-lægningen på samme måde, som hvis der var åbent til gavlene.

Dén tanke er ført endnu længere ud i Vadehavscentreret, der på tre af længerne er fuldkommen beklædt med siv – også på væggene. I alt 25.000 bundter siv er der brugt i forbindelse med projektet.

”Det har været vores måde at sætte fokus på tækketraditionerne og genoplive de idéer, der knytter sig til den. Det er jo et genialt materiale på den måde, at det ikke kræver anden imprægnering end det salt, der er i luften,” siger Dorte Mandrup.

I dag kan man i princippet bygge hvorsomhelst med de materialer, man nu har lyst til. Men i ”gamle dage” var bygningskulturen i Sydvestjylland i høj grad domineret af siv og strå som et af de helt lokale materialer, fortæller Holger Grumme Nielsen, der er museumsinspektør ved Varde Museerne.

”For det første havde man i mange år ikke rigtigt noget træ herude. Vi har aldrig haft mulighed for at lave bindingsværk som på Fyn og Sjælland, hvor man altid har haft tømmer nok.”

I vikingetiden, og givetvis også før, har man derfor gjort brugt af det, man kalder ”spændhuse” – det er en betegnelse for en bygning, hvor taget nærmest står på jorden, med stråtag, der rækker næsten helt ned til jordoverfladen. Dels til udhuse og stald, men mennesker har også boet i den type huse, der virkelig ser ud, som om de ”vokser” op af jorden.

”Det er primitivt og ikke noget prestigehus, men det har fungeret i mange hundreder år. Det har det, fordi det ikke kræver andet end strå eller siv og så lidt pinde. Det har været noget, man kunne med meget få materialer – som man så til gengæld havde rigeligt af,” siger Holger Grumme Nielsen.

Spændhusene kan findes helt ude ved kysten, som for eksempel Esehusene ved Nymindegab, der er en gruppe fiskerhytter bygget af siv på sand, men også langt inde på den midtjyske hede har man brugt den byggeform.

”Jo længere du kommer ud mod havet, jo oftere vil det være rør, man har brugt, hvor det inde på heden og i landet er rughalm. Rughalm er langtfra lige så slidstærkt som et godt tagrør, og på den måde kan man se, at man også har brugt materialer, der passer til klimaet. Det bliver også mere og mere hårdt ud mod kysten,” siger han.

Området adskiller sig også fra eksempelvis et sjællandsk stråtag, som ofte vil være sluttet af ud mod gavlen med en vindskede af træ.

”Det ville du aldrig gøre her i Vestjylland,” siger Holger Grumme Nielsen.

”Her ville man sørge for, at stråene bliver bøjet ud, så man ikke skal have et stykke træ helt derop. Du gør også taget mere sårbart for råd, hvis du korter det af på den måde.”

Dér, hvor det nye Vadehavs-center ikke er beklædt med siv fra lokalområdet, er stedets gamle del, den bygning, der var formidlingscenter frem til 2014. Den er så til gengæld beklædt med træsorten robinie, der kan dyrkes her i Nordeuropa, og som i sig selv er holdbart i forhold til vind og vejr og ikke behøver imprægnering.

Også udstillingsbygningerne indendøre er tænkt sammen med landskabet, så lyset får lov at falde ind ad store og strategisk placerede glaspartier, forklarer arkitekt Dorte Mandrup. Hun håber, at publikum vil få en fornemmelse af oprindelighed, når de træder ind under stråtagene på Vadehavscenteret.

”På samme tid håber jeg, de kan se, hvor stofligt og skulpturelt et materiale stråene er, og hvor naturligt de passer ind i landskabet. Og så håber jeg selvfølgelig, at centeret giver en større forståelse for, hvorfor Vadehavet skal bevares. Der er fugle, der flyver helt oppe fra Nordnorge og kun gør stop i Vadehavet for at fouragere, før de flyver til Afrika vinteren over. Det er en utrolig præstation, som fortjener respekt i sig selv.”

Byggekulturen i Sydvestjylland har traditionelt været præget af landskabet og tilgængeligheden af siv. Her er det et såkaldt esehus, et gammelt fiskerhus ved Henne Strand, der ligesom Vadehavscenteret er bygget, så det ser ud, som om det ”vokser” op af det flade landskab. – Foto: Baaner Rasmus