Prøv avisen

Kontorets historie fortæller om skiftende syn på arbejde

Som i en skoleklasse sidder medarbejderne på rad og række, da de første store kontorer åbner omkring 1906. Tanken er, at det gør arbejdsgangen mere effektiv. Siden årtusindskiftet er det blevet populært at indrette storkontorer i aktivitetszoner, så medarbejderne for eksempel kan vælge at arbejde under mere afslappede forhold, som her i en sofagruppe, end ved deres skrivebord. – Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Selvom det kan virke nutidigt, har det åbne kontorlandskab en over 100 år lang historie bag sig. En historie, der afspejler ikke bare et forandret arbejdsmarked, men også et forandret syn på arbejdsmiljø og ledelse

På det florentinske kunstmuseum Uffizi- galleriet hænger maleriet ”Sankt Augustin i hans arbejdsværelse”, der er malet af den italienske maler Sandro Botticelli. På maleriet er den katolske helgen og teolog Augustin portrætteret siddende ved et skrivebord i et lille stenaflukke. Malet i slutningen af 1400-tallet er billedet en af de tidligste gengivelser af at arbejde på kontor. En idé og et koncept, der bliver stadigt mere normalt op igennem middelalderen og renæssancen.

Et massefænomen bliver kontoret som arbejdsplads dog først i slutningen af det 19. århundrede, fortæller museumsinspektør på Danmarks Industrimuseum David Holt Olsen. Her skaber den voksende industrialisering nemlig med museumsinspektørens ord ”en tilpas kompleks kapitalisme” og dermed et behov for flere administrative medarbejdere.

”I det kapitalistiske samfund har man behov for stadigt flere kontorister, der skal administrere eksempelvis varedistribution og lønudbetaling, og udviklingen afspejler et stadigt mere komplekst system. Og når vi kommer til starten af 1900-tallet, eksploderer antallet af mennesker, som arbejder på kontor,” siger David Holt Olsen.

Fra begyndelsen af det 20. århundrede er der så mange af dem, at man begynder at bygge deciderede kontorbygninger til at huse dem. Den første er The Larkin Administration Building, der blev tegnet af arkitekt Frank Lloyd Wright i 1903 og stod færdigt i Buffalo, New York, tre år senere. I bygningen er hver enkelt etage dedikeret til en særlig funktion eller type arbejde, og anden sal huser eksempelvis firmaets skrivemaskinearbejdere.

De enkelte kontorer bliver udformet efter principperne om ”scientific management” (videnskabelig ledelse), der oftest kaldes taylorisme efter manden bag, den amerikanske maskiningeniør Frederick Winslow Taylor. Det skaber en opbygning, der bliver kaldt bullpen-kontorer og består af både enkeltmands- og storkontorer.

Bullpen-kontorerne er alle sammen indrettet efter det samme princip og grundplan. I den ene ende af lokalet har ledelsen individuelle kontorer, med hjørnekontoret som det vigtigste, herfra kan de nemt holde øje med kontoristerne, der sidder foran deres kontor i storrummet, hvor de placeres efter rang.

Taylorisme forbindes oftest med idéen om masseproduktion og samlebåndsarbejde, og med de nye kontorbygninger bliver tankegangen overført nærmest én til én fra fabrikken til kontoret. Idéen er, at man ved at måle alle arbejdsprocesserne kan optimere dem, for eksempel ved at skære så meget unødvendig bevægelse fra som muligt. Det resulterer blandt andet i en meget omhyggelig placering af medarbejderne, så et papir lettest muligt kan bevæge sig fra et skrivebord til det andet. Derfor minder kontorerne også på mange måder om samlebåndet, forklarer museumsinspektøren.

Det er en indretning, der i løbet af de næste 50 år er dominerende i især USA, men også findes i Europa. Placeringen af medarbejderne er et klart udtryk for den hierar- kiske inddeling af arbejdet, hvor kommunikationen går fra toppen og ned. Som eksempel fortæller David Holt Olsen om en dansk bankfilial fra 1930’erne, som er genopført på Industrimuseet.

”I banken ser man tydeligt, hvordan kontoropsætningen manifesterer hierarkiet. I den ene ende har direktøren et enkeltmandskontor, og derefter sidder bogholderen i næste række lige uden for det. Bag ham sidder medarbejderne ellers dernedad i forhold til deres plads i hierarkiet. Først bankassistenterne, så bankmedhjælperne, og til sidst har buddet sin plads,” siger han.

Og sådan fortsætter man med at indrette kontorer og kontorlandskaber frem mod midten af det 20. århundrede. For selvom mange kritiserer kontorlandskaberne og taylorismen, er der ingen anden indretnings- eller ledelsesstrategi, der rigtig udfordrer den.

”Folk føler sig reducerede til et lillebitte tandhjul, og det er de færreste mennesker, der trives med det. Der kommer med tiden en stor utilfredshed med den måde at lede arbejdet på. Det fører i mellemkrigstiden til oprettelsen af de første hr-afdelinger, som skal imødekomme utilfredsheden med taylorismen,” siger David Holt Olsen.

I begyndelsen af 1950’erne skaber det økonomiske opsving parret med en lyst til at bryde med fortiden rum til nye idéer og teorier om, hvordan man bedst indretter kontorer. Den mest fremtrædende af dem bliver ”Bürolandschaft”, der bogstaveligt talt betyder kontorlandskab. Det er ikke bare er et opbrud, men et opgør med tay- lorismens idéer om effektiv ledelse og målbart arbejde.

Bag idéen står de tyske brødre Eberhard og Wolfgang Schnelle, der i efterkrigstidens Tyskland arbejder som virksomhedskonsulenter. På deres mange besøg i tyske virksomheder finder de, at det stadigt mere komplicerede kontorarbejde skaber et øget behov for kommunikation mellem medarbejderne, fortæller erhvervs-ph.d. hos NCC Property Development og Københavns Universitet Thomas L.W. Toft, der forsker i kontorlandskaber. Det fører dem til at gentænke opbygningen af storkontorerne, så de passer til både den ændrede arbejdsgang og et nyt syn på, hvordan kontorarbejderen bliver mest effektiv.

”Man begynder at arbejde med idéen om, at der er bestemte medarbejdere, som skal have mulighed for at tale sammen i løbet af dagen. Så man sætter teams og afdelinger sammen i små øer og håber dermed at åbne for flere spontane samtaler og horisontal vidensdeling,” siger han.

Konkret betyder det, at man opbløder den stringente opstilling af skrivebordene på rad og række. I stedet arbejder man med øer, eller små grupper af borde, hvor medarbejderne er placerede, så de kan kigge hinanden i øjnene. De store, åbne arealer deler man op og afskærmer med planter og flytbare skillevægge. En billig og fleksibel måde at indrette sig på. Samtidigt rykker ledelsen fra hjørnekontoret og ud på gulvet, hvor de har en tættere kontakt med deres medarbejdere. Det er altså også en opblødning af det strenge hierarki, der indtil da har domineret arbejdspladsen. Idéen slår hurtigt igennem over det meste af Europa, og i løbet af 1960’erne bliver den mange steder fremherskende.

Hvis man som virksomhed ikke allerede har indrettet sig med storkontor, så gør man det i 1990’erne. Tendensen begyndte i London, hvor pladsmangel i finanskvarteret pressede kvadratmeterpriserne i top. Det gjorde, at en kontorplads let kunne koste det samme, som en medarbejder fik i løn. Det blev derfor langt mere økonomisk forsvarligt at placere medarbejderne i storkontorer. Tankerne bag storkontorerne har dog stadig rod i idéerne bag Bürolandschaft. For selvom der opstår en masse nye tanker og idéer om den gode arbejdsplads i de efterfølgende årtier, hænger mange kontorer fast i 1960’erne, mener museumsinspektør David Holt Olsen.

Det ændrer sig dog i løbet af 1990’erne, hvor især de mange nye it-virksomheder, med inspiration fra de første teknologikontorer i 1970’ernes Silicon Valley i USA, gentænker indretningen af kontoret. Her er der fokus på leg og selvrealisering, og den enkelte medarbejder kommer mere i fokus, hvilket skaber et nybrud. Et eksempel er den måde, som Google indretter sit amerikanske hovedkontor på med rutsjebaner mellem etagerne, store loungeområder og holdt næsten udelukkende i klare primærfarver.

”Det bliver kæmpestort i starten af det nye årtusinde, da hele idéen om, at vi lever i et kreativt videnssamfund, vinder frem. Der går næsten prestige i at have det skøreste kontor, og pludselig skal alle have en barista, sækkestole og et bordfodbold-bord på kontoret,” siger David Holt Olsen.

Men det er ikke kun udseendesmæssigt, at teknologivirksomhederne starter et paradigmeskifte, for bagved ligger en ny forståelse af arbejde og arbejdsdagen, forklarer erhvervs-ph.d. Thomas L.W. Toft. Mange steder begynder man at arbejde ud fra en forståelse af, at en medarbejders arbejdsdag består af en række forskellige aktiviteter. Aktiviteter, der til tider kræver koncentra- tion og ro, til andre tider kræver mulighed for samarbejde og kreativ udfoldelse. Derfor begynder mange virksomheder i starten af årtusindet at arbejde med at inddele kontoret i forskellige aktivitetszoner. Dermed er idéen om aktivitetskontoret født, og det medfører en række ændringer i opbygningen af kontorlandskabet.

”’Free seating’ (frie pladser) er blevet et nødvendigt onde. For hvis man skal give medarbejderne mulighed for at flytte rundt i løbet af dagen, skal der også være en vis fleksibilitet i den måde, som de sidder på. Derfor holder man flere steder op med at have faste pladser, og medarbejdere sætter sig i stedet, hvor der er plads, når de møder ind på kontoret,” siger David Holt Olsen.

”Endnu en gang har ændringer i arbejdet og i virksomhederne ændret den måde, som vi indretter os og sidder på.”