En pakke fuld af danskhed midt på prærien

Sidst i 1800-tallet forsøgte en flok udvandrede grundtvigianere at bygge små dansksindede samfund, baseret på andelstanker og fællessang, i USA. Nyt ph.d.-projekt undersøger, hvilke virkemidler danskere har brugt for at bevare deres kultur på fremmed jord

Dansk Folkesamfund opkøbte jord og solgte den til danskere. Overskuddet gik til at bygge forsamlingshuse og kirker. Her ses indbyggerne i Danevang, Texas foran byens forsamlingshus i 1906. –
Dansk Folkesamfund opkøbte jord og solgte den til danskere. Overskuddet gik til at bygge forsamlingshuse og kirker. Her ses indbyggerne i Danevang, Texas foran byens forsamlingshus i 1906. – . Foto: The Portal to Texas History/Danish Heritage Preservation Society.

Grundtvigs yngste søn, Frederik Lange Grundtvig (1854-1903), ville egentlig, som vel en del sønner af berømte fædre, helst have så lidt som muligt med sin fars arv at gøre. I 1881 udvandrede han fra Danmark til USA ”nærmest for i Ro at blive klar over mig selv og min Vej,” som han skrev. Men både på dansk og engelsk er det et kendt ordsprog, at æblet ikke falder langt fra stammen. Og Frederik Lange Grundtvig endte trods anstrengelserne ikke med at undslippe sin skæbne, men blev bannerfører for grundtvigianismen på fremmed jord.

”Høvding,” kaldte man ham i det samfund af dansk-amerikanere, der så inderligt gerne ville videreføre noget dansk i deres nybyggerliv på prærien.

Efter et par år overgav han sig fuldstændigt, lod sig præsteordinere og begyndte samtidig at kæmpe for danskheden i USA. I 1887 stiftede han Dansk Folkesamfund, en forening, der kæmpede for ”det danske folks bevarelse” i USA. Foreningen opkøbte ligefrem jord til danske enklaver og gav dem navn efter danske byer. Men i længden viste det sig at være svært at fastholde denne størrelse, danskheden, og da han rejste hjem til Danmark i 1900, kunne Frederik Lange Grundtvig slukøret konkludere, at projektet ”ikke var lykkedes”.

Alligevel findes de endnu, disse lommer af danskhed over there, i byer som Askov i Minnesota, Elk Horn i Iowa og Danevang i Texas. Historien bag dem er Tina Langholm Larsen, der er ph.d.-studerende i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, godt i gang med at oprulle. Hendes afhandling ligger færdig næste efterår og kommer til at handle om Dansk Folkesamfund i 1800- og 1900-tallets USA.

”Det handler om, hvilke virkemidler man har brugt for at videreføre dansk kulturarv på fremmed jord. Man har en ideologi, og så har man nogle meget konkrete redskaber. Sådan noget som sang og fællessang er helt centralt,” siger Tina Langholm Larsen.

Frederik Lange Grundtvig fik i 1889 udgivet sin egen sangbog, ”Sangbog for det danske Folk i Amerika”, hvori han havde udvalgt en række sange, han mente kunne være til gavn for danskere i USA.

Frederik Lange Grundtvig rejste i 1881 til USA for at blive fri af arven fra sin præstefar N.F.S. Grundtvig. I stedet blev han bannerfører for grundtvigianismen i USA. Her er han fotograferet i 1900. –
Frederik Lange Grundtvig rejste i 1881 til USA for at blive fri af arven fra sin præstefar N.F.S. Grundtvig. I stedet blev han bannerfører for grundtvigianismen i USA. Her er han fotograferet i 1900. – Foto: The Portal to Texas History/Danish Heritage Preservation Society

Dansk Folkesamfund hævdede udadtil ikke at være en religiøs forening, men som medlem skulle man dog ”stå i et venligt forhold til Den Danske Kirke”, lød det. Og med det mente man en bestemt slags kristendom, for ligesom herhjemme var der dengang to stærke og stridende retninger i den danske kirke i USA, grundvigianere og missionsfolk, forklarer Tina Langholm Larsen.

”Han taler om, at man kan ’indsynge danskheden som arv’, og fordi det er kristne sange, er det samtidig en måde at indsynge det kristne budskab på,” siger hun.

Sangene i Frederik Lange Grundtvigs sangbog blev sunget rundtomkring i de små hjem og blev desuden brugt til at indlede og afslutte enhver forsamling. Men ganske hurtigt blev fællessangen problematisk:

”Det er meget fint med sådan nogle sange om Danmark, når man har hjemlængsel. Men hvad skal den næste generation, der aldrig har været der, bruge dem til? Frederik Lange Grundtvig fandt ud af, at hvis sangene fortsat skulle have en relevans, så måtte han tilskære dem, altså ændre indholdet,” siger Tina Langholm Larsen.

”Hvis der eksempelvis var en reference til dansk historie eller noget andet specifikt dansk, så ændrede han det til ’Vesten’. Han redigerede simpelthen sangene, så de blev lettere at synge for mennesker med rødder begge steder. Og det spejler den adaption, det danske samfund i USA har gjort til det amerikanske samfund,” siger hun.

Et af de andre redskaber, Dansk Folkesamfund brugte, var skabelsen af deciderede kolonier eller ”danskerbyer”. Askov i Minnesota, Danevang i Texas og Dalum i Canada er eksempler på sådanne byer, skabt af Dansk Folkesamfund omkring 1900.

”Man opkøber en masse jord med den tanke, at man vil skabe gode muligheder for danskheden. Jorden sælger man udelukkende til danskere eller efterkommere af danskere. Og så har de en ret fin ordning, hvor de tager en lille fortjeneste på landsalget, og så går pengene til et forsamlingshus eller en kirke i byen. Så på den måde faciliterer man også et dansk kulturliv,” siger Tina Langholm Larsen.

Man arbejdede også hårdt for at få danske lærere indsat i lokale skoler og kom igennem med et ønske om én daglig dansktime til eleverne.

Et andet og mere vidtgående forsøg på at skabe grobund for danskheden gjorde foreningen ved at arrangere en slags genopdragelsesrejser til Danmark.

”Det er svært at skulle være dansker, når man ikke har været i Danmark i flere årtier. Så foreningen faciliterer hjemlandsturisme for dansk-amerikanere. Man arrangerer folkestævner eller samlinger på dansk jord og inviterer disse folk til at komme som turister på dansk jord. Men det, man præsenterer for dem, er det, Dansk Folkesamfund mener er Danmark. En række monumenter, Skamlingsbanken, kalkmalerier i kirkerne. Der afholdes foredrag om danske 1800-talsforfattere og guldaldermalere på folkehøjskolerne, selvom dén tid for længst er ovre,” forklarer hun.

”Jeg kalder det en blid form for indoktrinering. Det er måske at tage den lidt langt, men der er både skoling og mission. Indoktrinering har en negativ klang, men der er intet ondt i dette her – det er bare en særlig form for oplæring i, hvad der er dansk, man bruger,” siger Tina Langholm og tilføjer, at man i dag kan finde samme type kulturrejser til Israel arrangeret af jødiske organisationer rundtomkring i verden.

Tilbage til USA, for her findes altså stadig i dag disse byer, hvor danskheden dyrkes, i hvert fald på overfladen. Her flages med Dannebrog og synges ”Nu er det jul igen”, og dansk fjernsyn har flere gange besøgt disse begejstrede dansk-amerikanere, til overflod optagede af den berømmede ”hygge”. En amerikaniseret danskhed, kalder Tina Langholm Larsen fænomenet.

”Den danskhed, der flyttes til USA i 1800-tallet, bliver essentialiseret og kogt ned til en maggiterning af det, grundtvigianerne anser for mest dansk. Og byerne har i høj grad købt den essentialisering af det danske,” siger hun.

Danskerkolonierne nyder i dag godt af turisme, og på den måde smitter danskheden også mexicanere og nordmænd, siger Tina Langholm Larsen. Her er det danskerbyen Solvang i Californien, der er grundlagt i 1911. –
Danskerkolonierne nyder i dag godt af turisme, og på den måde smitter danskheden også mexicanere og nordmænd, siger Tina Langholm Larsen. Her er det danskerbyen Solvang i Californien, der er grundlagt i 1911. – Foto: Solvej Schou/Ritzau Scanpix

Dansk Folkesamfund var på mange måder med til at skabe en kulturel cirkelbevægelse, som en hund, der snapper efter sin egen hale. En forstokkethed, som bekræftedes på rejserne til Danmark, hvor man kun præsenterede gæsterne for en nøje udvalgt kulturarv, argumenterer hun. Men tilføjer samtidig, at danskheden i USA ikke kun er pebernødder og medisterpølse.

Hvem vidste eksempelvis, at kålrabi, den kålagtige roeplante, der primært bruges til foder, er hovedsymbolet på danskhed i byen Askov i Minnesota? Jo, den er god nok.

I begyndelsen af 1900-tallet, hvor man ikke tjente ret mange penge i Askov, var der én af byens beboere, som rejste tilbage til Danmark og med sig tilbage til staterne havde han kålrabien. Og inden længe var der lavet andelsselskab omkring den afgrøde i Askov, byen blev ligefrem hovedleverandør af kålrabi til dåsesuppefabrikanten Campbell’s Soup.

”Den gør, at de overlever som samfund, skaber økonomisk og social sammenhængskraft. Kålrabien kaldes også for ’swede’, altså en svensker, men de foretrækker at kalde den ’rutabaga’ og afholder hvert år en særlig ’Rutabaga Festival’ med forskellig mad lavet på kålrabi. De har også kaldt sig ’the rutabaga capital of the world’,” siger Tina Langholm Larsen.

Var det grundtvigianisme, der blev afgørende dér? Njah, det var nok mere et spørgsmål om overlevelse, mener Tina Langholm Larsen. I 1900 forlod Frederik Lange Grundtvig mismodig byen Clinton i Iowa, hvor han var præst, og rejste hjem til Danmark med sin familie. Missionen med at fastholde danskheden så fra hans synsvinkel ud til at være mislykkedes:

”Dansk Folkesamfund er ikke særlig vellidt på det tidspunkt. Organisationen slår en splittende kile ned mellem grundtvigianerne og Indre Mission derovre, og man betragtes som fundamentalistisk grundtvigianer, hvis man er medlem. Det er de færreste, der vil det,” siger hun.

I 1900 var der 500 medlemmer af Dansk Folkesamfund, en ganske lille del af de i alt 300.000 danskere, der menes at være udvandret fra 1850 til 1920. Men de fik tjent penge nok på landsalget til at holde foreningen kørende på pumperne helt frem til 1964.

”Man udgiver bøger og skrifter og fortæller danskernes historie i USA. Og da de sidste ældre mænd ikke orker mere, så lukker man døren og slukker lyset,” siger Tina Langholm Larsen.

Det betyder ikke, at der ikke i dag findes grundtvigianere eller grundtvigsk-sindede dansk-amerikanere. Sidste år tilbragte Tina Langholm Larsen seks måneder i USA i nogle af de dansk-amerikanske byer.

”Selvom der bor folk af anden etnisk baggrund i byen, så er alle bevidste om, at de må få et forhold til den danske arv. Mange småbyer har svært ved at overleve, og der bliver danskheden en måde at vække interesse om byen, og det gør, at også mexicanere og nordmænd formidler den danske arv videre,” siger hun.

I Danevang i sydstaten Texas var danskerne nogle af dem, der var hurtige til at se en fordel i at invitere mexicanske gæstearbejdere op til at hjælpe med bomuldsplukningen. Så i dag er byen 70-80 procent ”hispanic”, som man siger.

”De sidder med i bestyrelsen for lokalmuseet og kommer i den kirke, som oprindeligt var dansk-luthersk. Og oppe i Elk Horn i Iowa er der et museum for det danske Amerika, deres kurator har norske rødder. Man kunne måske forestille sig, hun ville kæmpe for sin egen arv, men hun mener, det er helt essentielt, at man bevarer den danske arv – for så bevarer man turisterne. Hun kæmper gerne for, at det lokale fodboldhold skal hedde ’The Vikings’, og det er jo vildt interessant, hvordan danskhed på den måde kan smitte,” siger Tina Langholm Larsen.

Og hvad så med tankegodset, den grundtvigianisme, som er endevendt af den ene forsker efter den anden på de danske universiteter, og som vi i dag anser for helt afgørende for det danske demokrati og åndsliv? Well, også det tolkes lidt efter behag i dag.

”Noget af det, der slår én derovre, er sangene. At man stadig indleder og afslutter forsamlinger med sang. Det ved de godt er specifikt dansk, og det holdes ved lige. Jeg var til en konference for dansk-amerikanere i efteråret, og det var en fornøjelse at se, hvordan nogle af danskerne synger på dansk, og dansk-amerikanerne synger på engelsk. De kunne trods alt blive enige om melodien,” griner hun.

”Men ellers er de, som alle andre steder i USA, enormt prægede af lokalpolitik. I Askov så de danskheden som demokratisk og rummelig og forbandt Danmark med det samfund, Bernie Sanders ønsker sig (venstreorienteret amerikansk politiker fra det demokratiske parti, red.). Men tog man så til Danevang i sydstaterne, så var beboerne meget mere republikansk anlagte. Danskhed i USA er stadig mest noget med kransekage til jul og æbleskiver til byfesten, man tager det, der giver mening, og resten forsvinder stille og roligt – og det er helt klart noget andet end den pakkeløsning, der blev lagt op til i 1800-tallet. Det viser, at det er meget få samfund, der formår ikke at optage noget af de samfund, de slår sig ned i.”