Prøv avisen

Håndværkerviser: En rigtig smed er en glad smed

Erik Jensen (med harmonikaen) i Randers Håndværkermuseums tømrerværksted sammen med kollegaen Per Stenholdt. Erik Jensen har gennem de senere år indsamlet op mod 500 forskellige håndværkerviser. Foto: Henning Bagger/Scanpix

I Randers har en tidligere tømrer netop udgivet sin samling af viser, som danske smede, malere og andre håndværkere sang for 100 år siden, når de var i festligt lag med fagfæller. ”Mig bekendt er der ingen, der har forsket i håndværkerviser, men for os er det et vigtigt stykke kulturhistorie,” siger museumsleder

”Hvis en smed med næbbet hænger/ og hvis af livet han er ked/ Så kender vi ham ikke længer’/ så er han ingen rigtig smed.”

Knud Johansen synger med kraftig røst med på ”Smedesangen” og vil med glæde skrive under på, at en rigtig smed er en glad smed. Under sangens sidste vers tager han sin røde smedelaugsbog op af baglommen og klasker den hårdt ned i bordet foran sig. Den manøvre er blevet et ritual for den nu pensionerede smed, hver gang han synger ”Smedesangen”.

Normalt synger han sangen, når han er til øveaften eller koncerter med Randers Smedekor og tidligere også ved sammenkomster på hans arbejdsplads, togfabrikken Scandia. Denne eftermiddag er han imidlertid, sammen med 30-40 andre pensionerede håndværkere og deres koner, mødt op på Håndværksmuseet i Randers for at være med til at fejre udgivelsen af hæftet ”Håndværkerviser”.

”Det er så godt, de sange bliver bevaret, for de udtrykker lige præcis den glæde og stolthed, vi håndværkere føler ved vores fag,” siger han.

Det er sød musik i Erik Jensens ører. Han er manden, der med sin harmonika leder sangen, og han er også manden, der står bag hæftet ”Håndværkerviser”, hvis udgivelse er den direkte anledning til den lille sammenkomst på Håndværksmuseet. Ud af sin samling på cirka 500 sange fordelt på 80 forskellige fag har han valgt de bedste ud til hæftet.

”Sangene fortæller hver især deres egne historier om de gamle håndværksfag, som det er vigtigt at bevare for eftertiden. Stoltheden over at kunne et fag skinner igennem hos dem alle sammen. Dertil kommer, at mange af viserne repræsenterer håndværk, som ikke længere eksisterer, og et projekt som det her kan måske hjælpe de kommende generationer til at huske. Mine børnebørn skulle gerne vide, hvad for eksempel en garver og en bødker kunne,” siger Erik Jensen.

Sammen med omkring 70 smede, snedkere, malere og andre pensionerede håndværkere er han frivillig på Håndværksmuseets arbejdende værksteder. Som uddannet tømrer og senere faglærer på Teknisk Skole er han sommetider at finde på museets 4. sal, hvor snedker-/tømrer-værkstedet ligger lige over for bødkeren og ved siden af garveren, skomageren og handskesyersken. Men for det meste er han kustode ved naverbordet og museets afdeling om håndværkerlaugene.

Det ansporede ham for nogle år siden til at søge efter lyriske beskrivelser af håndværk, men det viste sig at være meget beskedent, hvad der fandtes. Noget af det eneste, han fik fat på, var en malersangbog. Den blev til gengæld begyndelsen til hans nu omfattende samling af viser om håndværksfagene. Mange af dem har han selv skrevet noderne ud til, og det har indimellem været noget af et detektivarbejde at finde frem til tekster og melodier.

Som nu da han kom i kontakt med en tidligere lærerinde i Bjerringbro, der kunne huske en skorstensfejer-sang fra sin barndom. Teksten til sangen fandt han på Odense Universitetsbibliotek, men der manglende en melodi. Heldigvis kunne lærerinden huske melodien, så hun sang den ind på Erik Jensens mobiltelefon, hvorefter han kunne gå hjem og skrive noderne ned.

”Det var en god dag,” siger han og tilføjer, at det på samme måde lykkedes ham at få fat i en sang om landpostbudene.

Margit Bech Vilstrup , der er museumsinspektør på Arbejdermuseet i København, ser håndværkersange som en udløber af den tradition, der var bundet til de gamle håndværkerlaug.

”Håndværkerne var frem til 1857 organiseret i laug, der havde særlige privilegier og derfor var temmelig magtfulde. Hvert fag havde sit laug, og sangene er udtryk for håndværkerstolthed og vel også en fastholdelse af traditioner og koder inden for de forskellige fag,” siger hun.

Efter næringsfrihedens indførelse i 1857 splittedes laugene, som dog havde været igennem en generel afvikling i løbet af 1800-tallet. På det tidspunkt skaber industrialiseringen så mange nye arbejdsfunktioner, at det er svært at holde fast i de gamle faggrænser, men de faglige fællesskaber fortsætter efter 1870’erne, hvor fagbevægelsen så dagens lys. Nu dog primært som adskilte organisationer med svende og mestre opdelt i hver deres organisering.

Ifølge Margit Bech Vilstrup er det markant for Danmark, at de enkelte fag blev ved med at stå meget stærkt, og det kom til at præge arbejderbevægelsen herhjemme, at man fastholdt fagorganisationen og ikke i så høj grad som andre steder organiserede sig i industriforbund.

”Det at synge sammen får os til at føle os om en del af noget fælles, og der er ingen tvivl om, at håndværkerviserne dengang har været med til at skabe både fællesskab og identitetskabende faglig stolthed. De har primært været brugt i festlige sammenhænge, som eksempelvis svendegilder, men de har sikkert også været brugt som agitation og grundlag for et fællesskab, der kunne bruges politisk,” siger Margit Bech Vilstrup.

Viserne er for de flestes vedkommende udaterede, men formodes at være skrevet fra midten af 1800-tallet til op igennem begyndelsen af det 20. århundrede. De er udtryk for en kultur, der blev flittigt brugt i en periode i danmarkshistorien, men alligevel ikke er anerkendt som rigtig kulturarv.

Det fortæller Inger Marie Hyldgaard, der er uddannet middelalderarkæolog og leder af formidlingsafdelingen i Museum Østjylland, som Håndværksmuseet er en del af. Hun står samtidig for ledelsen af de 70 pensionerede håndværkere, der befolker museets arbejdende værksteder.

”Mig bekendt er der ingen, der har forsket i håndværkerviser, men for os er det et vigtigt stykke kulturhistorie. Vi er glade for, at nogle af viserne nu er samlet i et hæfte, for det er med til at gøre forståelsen af den gamle håndværkerkultur mere kompelt,” siger hun og tilføjer:

”Jeg er sikker på, at sangene har haft en vigtig social betydning for håndværkerne. Ved at synge om deres arbejde og det fag, de var fælles om, kunne de vise, at de holdt sammen og bakkede op om hinanden, når livet var svært. Der er ikke noget, der skaber fællesskab som det at synge sammen og spise sammen. Håndværkerne gjorde begge dele og gør det stadig i visse kredse.

Inger Marie Hyldgaard fortæller, at der altid er sang på programmet, når museets mange frivillige samles eksempelvis til julefrokosten eller ved andre festlige lejligheder.

Det nyudgivede håndværkervise-hæfte slutter med ”Nu piber alle fløjter”, der er skrevet af Valdemar Wahl. Ifølge ham var der, når der blev fløjtet til fyraften, meget at glæde sig over for håndværkere og arbejdsmænd: ”Du tager mine hænder og kysser ømt min mund/ og spø’r, om jeg er træt af dagens møje/ Ja, det var jeg, Grethe, men nu i denne stund/ jeg glemmer alt, hvad jeg har måtte døje”, hedder det blandt andet i fyraftenssangen.

En rigtig smed hænger ikke med næbbet, hedder det blandt andet i håndværkervisen ”Smedesangen”. Her er et par smede i gang med dagens dont på Dronningborg Maskinfabrik omkring 1910. Foto: Randers Stadsarkiv
Erik Jensen står bag hæftet ”Håndværkerviser”, hvis udgivelse er den direkte anledning til den lille sammenkomst på Håndværksmuseet. Ud af sin samling på cirka 500 sange fordelt på 80 forskellige fag har han valgt de bedste ud til hæftet. Foto: Henning Bagger