Det kan være svært for en nybegynder at finde indgangen til Roskilde Domkirke fra gadeplan. Dér var en dør, men den er låst. Om det næste hjørne så? Næh. Hov, der er et skilt, til indgangen!
Det er straks lettere at regne ud, når man overflyver kirken, eller, hvad der er betydeligt nemmere, tager et kig på den model i miniformat, der kan ses i kirken. Hvis man med blikket forsøger at rense de syv-otte forskellige knopskydninger i form af kongelige gravkapeller af, kan man faktisk godt ane en pæn, gotisk katedral indenunder. Med våbenhus i siden og port for enden.
Det er selvfølgelig blasfemi at se sådan på et bygningsværk, der er udråbt til Unesco-verdensarv og med god grund fungerer som gravkirke for kongehuset. Men der kan komme noget rigtig godt ud af at skrælle lagene af og forsøge at forstå kirken i et arkitekturhistorisk lys, og lige præcis derfor render der for tiden en mand iført hvid kittel rundt her under de hvælvede lofter.
Det er Thomas Bertelsen, redaktør på opslagsværket ”Danmarks Kirker” og til daglig museumsinspektør på Nationalmuseet. Han er én af dem, der ved allermest om kirkearkitektur herhjemme, og han blev sidste år ”hyret” af Roskilde Domkirke, fordi der er planer om at bygge et nyt besøgscenter ved kirken. Besøgscentret skal have café og handicaptoiletter, men først og fremmest skal det formidle kirkens arkitektur og historie til de knap 150.000 årlige besøgende bedre, end det sker i dag.
”Der kommer masser af turister her, og de har svært ved at erkende arkitekturen uden en omviser,” siger Thomas Bertelsen og skridter hen over de slidte og udskårne fliser i gulvet i kirkens sideskib.
På vejen passeres vi af en italiensktalende familie med voksne børn. De har kameraer om halsen og peger og griner og snakker.
”Vi har en forpligtelse i forhold til de mange mennesker, der kommer langvejsfra, og en forpligtelse over for Unesco. Men der er også den forpligtelse, at det er et kirkerum, og nogle gange er der brug for at skabe ro til de kirkelige handlinger og dem, der kommer for stille refleksion,” siger han.
I kirkerummet møder David Høyer, historiker og formidlingsansvarlig ved Roskilde Domkirke, os. Han fortæller, at det nye besøgscenter skal være underjordisk (som i øvrigt også det nye besøgscenter ved Hammershus på Bornholm og besøgscenteret ved holocaust-mindesmærket i Berlin er det).
”Vi har set på, hvor man rent fysisk kan placere sådan et center. Det skal være en bygning, der ikke stjæler opmærksomhed fra kirken, men som alligevel er i kontakt med den,” siger David Høyer.
Thomas Bertelsen står og ryster lidt på hovedet.
”Sådan ville man jo aldrig have tænkt før i tiden, og slet ikke her. Når folk ser tilbage på vores tid som arkitekturhistorisk periode, vil de sige: ’Hold da op, hvor var de ydmyge, nærmest selvudslettende dengang. De gravede alting ned’,” siger han og sender den formidlingsansvarlige et drilsk smil, idet han bevæger sig videre.
Men det er endeligt besluttet, at centeret skal graves ned. Og det bliver da også helt essentielt at få gjort rammerne for formidling af kirken lidt bedre, siger Thomas Bertelsen og leder op ad en trappe til kirkens førstesal, galleriet.
Kitlen har han mest på for at kunne tage den af, siger han.
”Man er fuld af spindelvæv, når man har rendt rundt oppe under lofterne en hel dag, og det er jo ikke så præsentabelt,” siger han.
Siden september har han på daglig basis lavet undersøgelser her i kirken med opdraget: Kan man sige noget nyt om Roskilde Domkirke? Og det kan man, helt bestemt, selvom der siden 1800-tallet er blevet forsket i kirkens oprindelse. Forskningen tog sin begyndelse i 1806, hvor man tog kirkens store krucifiks ned. Da man var ved at hugge det op til brænde, fandt man et middelalderligt relikvie gemt indeni.
”Der blev man for alvor opmærksom på den mængde historie, der gemmer sig her,” siger Thomas Bertelsen
Indtil videre har han blandt andet gjort sig den konklusion, at kirken er noget yngre end først antaget. Det har været antaget, at Absalon påbegyndte byggeriet af Roskilde Domkirke i 1170, men undersøgelserne tyder på, at det sandsynligvis er hans efterfølger som biskop, Peder Sunesen, der har været bygherre, og at han først har sat byggeriet i gang omkring 30 år senere, omkring år 1200.
Vi står i galleriet og kigger ned gennem kirkerummet. Under os bevæger en skoleklasse på udflugt sig rundt mellem stolene. Set herfra er det tydeligt, at kirken er bygget med inspiration fra Nordfrankrig. Det kan man blandt andet se på den måde, lyset falder ind i kirkerummet, siger Thomas Bertelsen og peger mod toppen af et vindue.
”Verdens første gotiske katedral stod færdig i 1144 og ligger i Saint-Denis, og herfra er abbedens notesbøger bevaret. Man ønskede sig store, lyse kirkerum, og det betød, at man måtte sætte større vinduer i. Og det betød så igen, at man måtte konstruere kirken anderledes for, at den ikke skulle falde sammen,” siger han.
De kodeord, der går igen, er ”spidsbuen” (i vinduet), ”ribbehvælvet” (i loftet), begge dele er med til at give den gotiske katedral den himmelstræbende fornemmelse. Specielt lyst er der dog faktisk ikke inde i Roskilde Domkirke, heller ikke på en strålende forårsdag som denne, det medgiver Thomas Bertelsen.
”Mange danskere med interesse i dette her vil have set de store gotiske katedraler i Frankrig. Og når man så kommer her, tænker man; Arh, okay. Det er ikke den samme florlette fornemmelse, men det er en nordisk fortolkning af gotikken, vi ser,” siger han.
Det skyldes blandt andet, at teglsten, som har været det mest brugte byggemateriale heroppe nordpå, muret op har et mindre ”florlet” udtryk end de hvide bjergarter, som de franske katedraler er skåret ud i.
Måske er vi lidt mere praktisk anlagt heroppe – i hvert fald holder tegl til det danske vind og vejr.
”800 år er jo meget godt, ikke?”, siger Thomas Bertelsen.
Jo mere han har lagt øret til murene i Roskilde Domkirke, jo sikrere er han blevet på, at det hænger sådan sammen, siger han: At det altså ikke nødvendigvis var Absalon, der i et pludseligt klarsyn skulle have besluttet at fravige den romanske byggestil, der var i 1100 og 1200-tallet herhjemme, og som de samtidige klosterkirker i Sorø og Ringsted er bygget i, men at det er hans efterfølger.
”Vi ved, at Peder Sunesen var i Paris, og at han kan være blevet inspireret af byggerierne dernede. Det giver god mening. Men igen, så tror jeg, man skal passe på med at tillægge en bygherre alt for stor kunstnerisk interesse på dette tidspunkt. Det har handlet om én ting: at demonstrere magt,” siger han.
Vi fravrister os vores oversynsposition i galleriet og går ned mod kirkerummet for at se på kongegrave. På vej hen til trappen standser en kvinde Thomas Bertelsen.
”Undskyld, må jeg lige spørge om noget,” siger hun.
”Hvorfor hedder det egentlig en domkirke?”.
Thomas Bertelsen forklarer, hvordan det hænger sammen med stifter og biskopper, og kvinden takker og går videre.
”Det er en anden del af det, vi skal blive bedre til at formidle,” siger han.
”Der er mange, som kommer for at se kongegravene, men som ikke ved ret meget om kirkens øvrige funktion.”
Og også i en Unesco-beskyttet domkirke er der helt almindelige kirkelige handlinger, som skal afvikles. Nede ved indgangen er der, mens vi har talt, kørt en rullevogn ind med blomsterbuketter, som skal bruges til en begravelse senere på dagen.
Vi var ved det med magt. Kirken har siden den tidlige middelalder fungeret som kongelig gravkirke med få afbrydelser, og i kapellerne langs kirkens sider hviler så magtfulde afsjælede legemer, at det næsten ikke er til at fatte. Som et ”memento mori” er der i kirkens venstre side opsat en stor afskærmning af hvidmalede spånplader foran det middelalderlige Sankt Birgittas Kapel. Det er her, dronning Margrethe skal hvile, når den tid kommer.
Kongekapellerne fortæller hver især en historie om, hvilke idealer der var for byggestilen i en bestemt periode. Christian den Førstes Kapel eller Helligtrekongers Kapel, som det også hedder, fra 1460 er smukt udstyret med kalkmalerier i loftet. Kongen selv hviler under en sten i gulvet.
Han var én af de konger, det faktisk gik godt for, og som også var anerkendt internationalt, siger Thomas Bertelsen. Kongen var også kendt for at være høj, og på en søjle i kapellet er der ridset en streg omkring de to meter, som skulle markere hans højde.
”Meeen, der er nok alligevel lagt lidt til,” siger Thomas Bertelsen.
Frederik den Femtes klassicistiske kapel fra 1775 er en helt anden oplevelse af selv-iscenesættelse. At træde herind føles som en blanding af at entrere Vor Frue Kirke og et køleskab. Under en kuppel i loftet hviler Frederik den Femte i en marmorkiste omslynget af kvindefigurer – et helt alter i sig selv.
”Og man havde altså ikke forestillet sig, at der skulle ligge andre her, da kapellet blev bygget,” siger Thomas Bertelsen.
Det kom der dog til, blandt andet hviler Christian den Syvende, kongen, der var kendt for sit vanskelige sind, i en, i forhold til marmoralteret, undselig kiste beklædt med sort velour.
Den kølige luft skyldes, at kapellet er så stort, at det ikke har kunnet lade sig gøre at lave de samme affugtende varmeanlæg, som resten af kirkens kapeller har. Skulle balsameringen fra dengang ikke være i top, er de hvilende her i kapellet sikret en ekstra tand, kan man sige.
Christian den Fjerdes Kapel på kirkens venstre side er bygget til i 1620 og ligner Børsen lidt i byggestil udefra set. Igen, helt anderledes end alt det andet. Og igen står det klart, at Roskilde Domkirke er en historie om magt.
”Her har vi en masse konger, som har villet det ypperste for sig selv. Der var slet ikke råd til det kapel, da Christian den Fjerde døde, riget var ved at gå bankerot. Men der var ingen til at sige ham imod,” siger Thomas Bertelsen.
Nej, dengang var der ikke noget, der hed lokalplaner og tilladelser fra teknisk forvaltning og Kulturstyrelsen. Og derfor bliver der nok heller ikke plastret flere kapeller uden på Roskilde Domkirke lige med det samme. Kong Frederik den Niendes begravelsesplads fra 1985 er det sidst tilkomne kapel, og det er modsat de andre kapeller ikke bygget direkte til, men ligger et stykke fra kirken.
Tilbage ved modellen af kirken, som den ser ud udefra, er det faktisk lidt svært ikke at kaste et kærligt blik på denne åbenlyse arkitekturhistoriske rodebutik.
”Men en smuk rodebutik,” smiler Thomas Bertelsen.
Tilladelserne til et underjordisk besøgscenter ved kirken er hentet. Når en arkitektkonkurrence er afviklet, og der er skaffet fondspenge nok, begynder udgravningen, og forhåbentlig kan turisterne om et par somre få en meget mere gennemført viden om domkirken med sig, når de forlader stedet.
Thomas Bertelsen er ikke imod det valg, der er truffet med besøgscenteret. Men han har et horn i siden på en tendens, han ser gøre sig gældende i forhold til nybyggerier i forbindelse med kirker og andre historiske bygninger i dag.
”Det er en balance på en knivsæg, for vi skal i den grad passe på det, vi har. Men med nutidens krav var stort set ingen af de historiske bygninger, vi holder så meget af, blevet bygget. Vi har et stort fokus på det, som allerede står der, og det gør det svært at komme igennem med nyt. Vi må have i baghovedet, at vores egen tid også skal være repræsenteret, ellers undergraver vi det, at hver tid har sit udtryk,” siger han.
Roskilde Domkirke er et stilmæssigt sammensurium, men netop derfor er den så interessant, siger Thomas Bertelsen.
”Du kan gå en tur rundt om domkirken og få den fineste arkitektur fra forskellige perioder, når du ser kapellerne. For hver periode har kongerne ønsket at skabe det ypperste til sig selv. Det er planløst og selvoptaget og fuld af charme.”
Thomas Bertelsen har gemt det allerhelligste til sidst: glem konger og dronninger, nej, bag en lille dør helt oppe under loftet, der gemmer hans sande kirke sig. Åbner man døren, træder man ud på kirkens loft. Nogle smalle broer af brædder er trukket hen over loftsbuerne i kapellerne nedenunder, og stiller man sig ud på dem, ser man mod det, det hele startede med: en gotisk kirke.
Roskilde Domkirke er brændt og genopbygget flere gange, kalkmalerierne restaureret og inventaret erstattet. Så nogle gange kan det være svært at finde hoved og hale i, hvad der er oprindeligt. Men der på loftet, kan man se en original ramme til et af de spidsbuede vinduer. En sort tunge af sod slikker ud gennem vinduet, måske stammer den fra en brand i 1400-tallet. Den var så voldsom, at glasmalerierne i kirken blev blæst ud.
Thomas Bertelsen piller lidt i murværket og finder et rustent, bøjet søm.
”Se, her er der en håndværker, der har stået og slået i med en hammer, så glasmaleriet blev holdt på plads,” siger han
”Er det ikke fantastisk?”.