En sværmerisk historie

Mennesket har gennem historien ophøjet bierne og gjort dem til symbol på flid og velstand, ja ligefrem bygget samfundsmodeller efter dem. Men mennesket har også gjort frygtelige ting mod de summende væsener. Måske er det tid til en form for sym-bi-ose?

Bier er symbol på flid og orden. Bien har siden midten af 1800-tallet været den engelske arbejderby Manchesters symbol og findes blandt andet i mosaikken i rådhusets gulv. Efter terrorbombningen af Manchester Arena i 2017 har mange af byens beboere i øvrigt ladet sig tatovere med bier, og tatovørernes indtægt er gået til ofrenes familier. – Foto: James Maguire.
Bier er symbol på flid og orden. Bien har siden midten af 1800-tallet været den engelske arbejderby Manchesters symbol og findes blandt andet i mosaikken i rådhusets gulv. Efter terrorbombningen af Manchester Arena i 2017 har mange af byens beboere i øvrigt ladet sig tatovere med bier, og tatovørernes indtægt er gået til ofrenes familier. – Foto: James Maguire.

Det kan ende helt galt det her, tænker jeg, da vi nærmer os bistaderne i Hans-Erik Germuths baghave i et villakvarter i Roskilde.

Lige siden oldtiden har man vidst, at bier har en formidabel lugtesans, der er cirka 100 gange stærkere end menneskets. Det har givet anledning til lange lister over, hvem der kan nærme sig et bistade, og hvem der ikke kan, uden at blive overdynget med smertefulde bistik. Ifølge romeren Columella bør man ikke være beruset, ikke have spist hvidløg eller undladt at vaske sig. Man skal heller ikke have dyrket elskov for nylig. Til listen over ting, der tænder bier af, føjede en anden romer, Plinius, menstruation.

Jeg gennemgår den seneste uges aktiviteter i hovedet og konstaterer, at jeg ikke just kommer med fred. Vil bierne gå til angreb på mig med det samme? Kan de lugte, at jeg er en fremmed? Hans-Erik Germuth stopper op og ser overbærende på mig, da jeg stiller spørgsmålet.

”Altså, der er jo mange skrøner om den slags. Da jeg var helt ny biavler for 40 år siden, hed det sig, at man helst ikke skulle have drukket øl, før man gik ud til bierne. Men evidensen kniber det lidt med. Så skulle du sætte 50 biavlere til at drikke øl og 50 biavlere til at lade være og så se, hvem bierne blev mest sure på. Men den slags studier laver man ikke rigtigt, vel?”, siger han.

Biavler Hans-Erik Germuth har haft bier i 40 år og er ikke længere bange for at blive stukket, når han forsigtigt løfter tavlerne i bistadet op. Det gør han i øvrigt så lidt som muligt, for bier vil helst have fred. – Foto: Lise Kabell Søgaard.
Biavler Hans-Erik Germuth har haft bier i 40 år og er ikke længere bange for at blive stukket, når han forsigtigt løfter tavlerne i bistadet op. Det gør han i øvrigt så lidt som muligt, for bier vil helst have fred. – Foto: Lise Kabell Søgaard.

Jeg ryster på hovedet. Nej, man må nok, især i coronatider, sætte sin lid til, at videnskaben har bedre ting at tage sig til.

”Jeg vil spørge dig: Hvordan har du det med det?”, siger Hans-Erik Germuth så.

”Mener du, om jeg er allergisk?”.

”Nej, hvordan har du det med bier?”.

”Egentlig fint nok.”

”Så vil jeg bare sige: De gør ikke noget.”

Det gjorde de så alligevel, men lad det nu ligge lidt. Hans-Erik Germuth er biavler, et folkefærd, der har vokset sig større og større de senere år. Men bier og mennesker har stort set altid haft en ting for hinanden. Det kan man læse om i bogen ”Bier og mennesker” af den dansk-svenske kulturskribent og journalist Lotte Möller, der netop er udkommet på dansk.

Bogen, der har undertitlen ”Om bier og biavlere i religion, revolution og evolution samt mange andre bisager”, gik sidste år sin sejrsgang i Sverige, hvor 82-årige Lotte Möller er født af danske forældre. I den fortælles om biernes rolle helt tilbage til antikken og frem til i dag, hvor insektgift og sprøjtemidler, men også almindeligt landbrug og klimaforandringer, truer bierne alvorligt på eksistensen.

Lotte Möller var i en årrække selv biavler og havde to stader stående i sin have i universitetsbyen Lund. Men da hun fik et job, der krævede megen rejseaktivitet, kunne hun ikke passe bierne og skænkede dem derfor til en fætter, fortæller hun over telefonen fra Sverige. Hun savnede dog de summende væsener og kastede sig over et større gravearbejde i biernes kulturhistorie. Frem kom et særdeles stort materiale.

”Det var virkelig spændende og noget, man jo ikke lige lærer noget om på begynderkurset i biavl. Men de skrev meget morsomt og vidende om bier i gamle dage. Når man først dykker ned i det, får man så meget at vide, også om forholdene helt generelt før i tiden,” siger Lotte Möller.

Træsnit fra Olaus Magnus’ ”Historia om de nordiska folken” fra 1555, som viser, hvad bier gør med folk, der lugter af øl. Påstanden om, at bestemte dufte skulle gøre bier mere aggressive, er dog aldrig videnkabeligt bevist. – Foto fra bogen.
Træsnit fra Olaus Magnus’ ”Historia om de nordiska folken” fra 1555, som viser, hvad bier gør med folk, der lugter af øl. Påstanden om, at bestemte dufte skulle gøre bier mere aggressive, er dog aldrig videnkabeligt bevist. – Foto fra bogen.

Nogle af de kulturhistoriske kildeskrifter, hun er dykket ned i, er lokale og fundet på universitetet. Vi møder blandt andet lillebroderen til den berømte botaniker Carl von Linné, Samuel Linnaeus (1718-1797), der virkelig interesserede sig for bier, på samme måde som hans bror gjorde det for planter. Badehusforstanderen Hans Herwigk fra Roskilde, der i 1649 skrev den allerførste skandinaviske håndbog om bier med titlen ”En nyttig Bog Om Bier”. Og den sjællandske præst Esaias Fleischer (1732-1804), der også skrev en ”meget tyk og utroligt spændende bog om bier”, som Lotte Möller siger det.

Det er faktisk først i nyere tid, man er begyndt at bruge ordet ”biavl” om det at holde bier. I Sverige har man langt op i tiden brugt ordet ”birøgt”, et ord, der også antyder, at bierne er sensitive væsener, der ikke kan kontrolleres 100 procent.

Biavlens historie er således kun omtrent 100-150 år gammel. Men mennesker har studeret bierne og forsøgt at forstå dem meget længere. Aristoteles (383-322 f.Kr.) skrev blandt andet om biernes forplantning og noterede, at ”det er godt for bierne at have nogle droner (parringsmodne hanner, red.) hos sig, det gør dem flittigere”.

”På mange måder har vi vidst mere om bierne før i tiden, og det er forbløffende, hvor detaljeret en viden man har haft, også før man fik mikroskopet,” siger Lotte Möller.

”Men den viden, der har været om bierne, har også været styret af de dominerende tanker i tiden. Man brugte for eksempel 100 år på at anerkende, at det var en dronning, der styrede boet, og ikke en konge. Her i Sverige gik det jo slet ikke at tænke sådan, for man havde haft dronning Kristina (1626-1689, red.), der abdicerede, og hun blev set som et dårligt eksempel. Men går man helt tilbage til antikken og de gamle romere og grækere, vidste de rigtig meget om bier, kan man læse sig til. Det er den gode, gamle historie med, at vi tror, vi er skabelsens højdepunkt, men måske er historien også en tilbagegang på nogle punkter,” siger Lotte Möller.

Der har været decideret sorte kapitler i historien, for eksempel en periode samtidig med oplysningstiden i 1700-tallet og 1800-tallet, hvor man tog honning fra bikuberne, man havde installeret bierne i, Ved at grave et hul i jorden, brænde svovl af og sætte bikuben oveni den giftige røg.

The British Beehive var en model for Victoriatidens England, med dronningen i toppen og bankvæsnet som fundament – Foto: George Cruikshank, The Trustees of The British Museum.
The British Beehive var en model for Victoriatidens England, med dronningen i toppen og bankvæsnet som fundament – Foto: George Cruikshank, The Trustees of The British Museum.

”Når bifamilien ansås for at være død, tog man kuben væk, og indholdet høstedes, blandet med yngel, blomsterstøv, bier og deres ekstrementer, som de i dødsangst lagde på vokstavler og i honningen,” lyder en ret følelsesladet beskrivelse af den barbariske akt i den svenske ”Lantmannens uppslagsbok”, skrevet i 1923.

Tilbage i biavler Hans-Erik Germuths have skal bierne også have en gang røg nu, men bestemt ikke så de dør af det. Han stopper et lille paprør fra en toiletrulle ned i den metalskinnende røgpuster, sætter en tændstik til og lukker låget. Ingen ved, hvorfor røg får bierne til at søge væk i stedet for at angribe, siger han. Man kunne jo spekulere i, om et nedarvet traume fra tidligere bislægter har sat sig.

Vi står ved de syv familier fordelt på otte stader i baghaven, og vi står udtrykkeligt bag ved staderne.

”Bare hold dig dér, så er det kun mig, der bliver stukket, hvis det er,” siger Hans-Erik Germuth, vifter mig lidt tilbage og trækker en grå jakke med hætte af sort net på.

Egentlig havde han ikke troet, bierne ville være ude i dag, for lufttemperaturen er endnu lige lav nok til, at de for alvor forlader staderne. Men nu skinner solen, og bierne sværmer lystigt rundt foran en sprække nederst i hver kasse. Sværmerne er bier, som er på vej ud for at orientere sig om forholdene i lokalområdet.

Den romerske digter Vergil (70 f.Kr.-19 f.Kr) kaldte bier for ”et pust af guddommens ånde”. Og han påpgede også, at biernes manglende interesse for sex gjorde, at de helt og holdent kunne give sig hen til arbejdet. – Foto: Illumination fra 1400-tals udgave af ”Georgica”. BM Dijon (Ms 493, f.45).
Den romerske digter Vergil (70 f.Kr.-19 f.Kr) kaldte bier for ”et pust af guddommens ånde”. Og han påpgede også, at biernes manglende interesse for sex gjorde, at de helt og holdent kunne give sig hen til arbejdet. – Foto: Illumination fra 1400-tals udgave af ”Georgica”. BM Dijon (Ms 493, f.45).

”Når de så kommer hjem, udfører de en lille dans for de andre bier, som skal beskrive, at hvis du først flyver 20 grader mod solen og så forbi den og den busk, så kommer du til noget rigtig god nektar. På den måde kan en hel bifamilie faktisk flytte sig. Hvis 50 bier for eksempel danser den samme dans, så rykker de derhen alle sammen. Det er faktisk demokratisk, ligesom hvis et flertal af danskerne stemmer på nogle bestemte partier, fordi man mener, det er det bedste for samfundet, så bevæger samfundet sig også den vej,” siger Hans-Erik Germuth.

Så løsner han to metalklemmer og løfter låget af det første bistade.

Bier er ikke intelligente væsener hver for sig, mener Hans-Erik Germuth. Lotte Möller siger det således:

”Jeg tror, de er det. Det er bare ikke den enkelte bi, men samfundet, der husker og tænker som én organisme.”

Bierne lever i et sindrigt system, hvor hver enkelt bi har en forudbestemt rolle at udfylde til det fælles bedste. Det er noget af det, der gennem tiden har gjort bierne til et forbillede for mennesker. Romerne så dem som et symbol på evig flid, også fordi de i forhold til andre af dyreverdenens væsener ikke udviste større interesse for sex. Bikuben har også været symbol på den katolske kirke. I 1800-tallets England blev arbejdernes kamp for rettigheder modsvaret med bikube-propaganda, der afbildede dronning Victoria i toppen af et velordnet, hierarkisk samfund. Hvad kunne på nogen tænkelig måde være mere effektivt?

Først boede bier i hule træer, og siden begyndte mennesket at lave bikuber af halm som dem, der ses på denne illustration fra 1400-tallet. Det helt moderne bistade er lavet i flamingo og let at flytte fra sted til sted. – Foto: Illustration fra Tacuinum Sanitatis, Biblioteca Casanatense i Rom.
Først boede bier i hule træer, og siden begyndte mennesket at lave bikuber af halm som dem, der ses på denne illustration fra 1400-tallet. Det helt moderne bistade er lavet i flamingo og let at flytte fra sted til sted. – Foto: Illustration fra Tacuinum Sanitatis, Biblioteca Casanatense i Rom.

Men mennesker skal ikke være som bier, det er vi klar over i dag.

”Der er mange måder, vi ikke skal være som bierne på. Det er et meget hårdt samfund, hvor hannerne stikkes ihjel om efteråret. Hvis man er rigtig hardcore feminist eller synes, at den, der ikke nyder, ikke kan yde, synes man det måske, men det er vist ikke dér, vi skal hen,” siger Lotte Möller.

Alligevel er der læring at hente for et moderne menneske. Selv har hun lært meget af sin rejse ind i biernes verden. Samarbejde er jo en god ting, siger hun, men frem for alt så har bierne åbnet et vindue til naturen, som var lukket før.

”Bierne og naturen hører sammen på en helt særlig måde. At de ved, hvad de skal gøre, er så mærkeligt, hvordan de navigerer og taler med hinanden og finder føde! Min have blev også noget helt andet dengang, jeg havde bier. De fine og nydelige blomster er ikke noget for en bi, og perfekte græsplæner er en ren ørken for dem. Det skal være en levende have med mange forskellige blomster. Lindetræer! Når de blomstrede, var bierne helt vilde.”

Lindehonningen er også Hans-Erik Germuths favorit. Der er faktisk et stort lindetræ 500 meter væk fra hans stader, og når det blomstrer i juni måned, kan han se, hvordan hans sværme styrer direkte derover fra haven. Han slynger honningen af bitavlerne løbende gennem sommeren, for gør han det, får han også én gang med ren og klar lindehonning.

Pave Pius XII var ved sin kroning iført en tiara formet som en bikube. Ved den internationale biavlerkongres i 1958 sagde han til deltagerne: ”Vi opfordrer jer, kære sønner, til at se Herren i bikubens værk (...) ær ham for honningen, som er sød, men mindre sød end hans ord, om hvilke psalmisten synger, at de er sødere end honning.” – Foto: Ullstein Bild.
Pave Pius XII var ved sin kroning iført en tiara formet som en bikube. Ved den internationale biavlerkongres i 1958 sagde han til deltagerne: ”Vi opfordrer jer, kære sønner, til at se Herren i bikubens værk (...) ær ham for honningen, som er sød, men mindre sød end hans ord, om hvilke psalmisten synger, at de er sødere end honning.” – Foto: Ullstein Bild.

”Det er verdens bedste honning, vil jeg sige. Den smager af pebermynte og menthol, og du kan nærmest drikke den. Du behøver i hvert fald ikke skylle efter med kaffe,” siger han.

Nede i det bistade, han har åbnet, kribler og krabler de små, brunlige bier rundt. Han tager sin røgpuster frem og begynder at pumpe røg ud for at få dem lidt væk fra rammen, så han kan få fat. Han løfter den forsigtigt op og udpeger rutineret de bittesmå, næsten usynlige, hvide æg nede i cellerne, larverne, dronningen og begyndelser til nye dronninger. En bi kravler rundt med knaldorange ”arbejdsbukser”, små klumper af pollen fra mælkebøtter, den har indsamlet, og som nu skal fodre larverne.

Pludselig, da han skal krølle et stykke avispapir, der har siddet på kassens låg, sammen, trækker han hånden til sig. En bi er blevet klemt og har stukket ham lige midt i håndfladen.

Han holder hånden frem og viser, hvordan den lille brod kramper sig for at pumpe den sidste gift ind i ham. Bien er stukket af og har sat sig for at dø et sted.

Hans-Erik Germuth ved sine bistader i haven i Roskilde. Han bor i et helt almindeligt villakvarter, og bierne har, ifølge ham selv, aldrig generet naboerne. – Foto: Lise Kabell Søgaard.
Hans-Erik Germuth ved sine bistader i haven i Roskilde. Han bor i et helt almindeligt villakvarter, og bierne har, ifølge ham selv, aldrig generet naboerne. – Foto: Lise Kabell Søgaard.

”Se, så er tricket at lade være med at trykke på brodden, men i stedet skrabe den af med neglen nederst. Ellers pumper du bare mere gift ind,” siger han.

”Det er jeg ked af,” siger jeg.

”Jeg er så vant til det,” siger Hans-Erik Germuth, og det er i øvrigt ingenting mod Flemming, der dukkede op med et stort sæbeøje til seneste møde i biavlerforeningen.

Desuden venter belønningen, det ved han.

”Hér,” siger han og rækker et glas fuld af flydende guld og en ispind frem. Viser, hvordan pinden skal dyppes helt ned til bunden af glasset, løftes lodret op og svinges rundt og rundt vandret.

”Og så ind i munden!”, siger han og ser forventningsfuldt på mig.

En guddommelig sødme breder sig på tungen. Al frygt fordamper. Tilbage er kun tanken, om det i grunden ikke er et lindetræ, det, der står hjemme i indkørslen. Skulle man?