Jens Bach Andersens “Helstedgaard. Blut, Boden, Ehre” betegnes som en krønike og er en velskrevet og fængslende beretning om en slægt skrevet sammen med lokalhistorie samt danmarks- og europahistorie. Ialt 33 nedslag i årene fra 1915 til 2017.
Alle hovedpersoner er angiveligt fiktive – i modsætning til en del af bipersonerne. Vi møder blandt andre forfatteren Morten Korch og statsminister Thorvald Stau- ning. Glimtet af sidstnævnte er drilsk. Året er 1935, og landsfaderen er træt efter at have deltaget i fire dages festligheder i forbindelse med indvielsen af Fredericia Banegaard og Lillebæltsbroen. Han anerkender, at en socialdemokratisk statsminister bør være ét med folket. Og da denne rejser på anden klassen, bør han også selv gøre det. Men så snart toget har bragt ham uden for vælgerblikkes rækkevidde, sniger han sig ind på første klasse. Dér sidder han, da en af bogens mest centrale personer, Peter Kämper, træffer ham.
Kämper er fra Holsten, men hans mor er dansk. Han har mistet sine to sønner under Første Verdenskrig, og både hans kone og hans mor er døde af sorg. Vi er tilbage i 1915. Han er på vej til Randers, og undervejs fortæller han udførligt sin hidtidige livshistorie for to ukendte medrejsende. Det er et temmelig kluntet arrangement – og sympto- matisk for en svaghed ved romanen: alt for lange replikker, skrivebordskonstruktioner og dertil tunge som skriveborde.
Men portrættet af Kämper udvides på bedste vis. Og han bliver hurtigt nærværende. Dette er så til gengæld styrken ved romanen: Bach Andersens evne til at skabe personer, der lever i en grad, så man næsten ser dem for sig og rives med af det, der berettes om dem.
Kämper skaber sig en ny tilværelse på Randers-egnen. Karakteristisk for denne mand med det stolte, tyske sind er det, at han føler sig kaldet til at give lokaliteten, hvad han savner: en herregård. Og skabelsen af en sådan skal være hans gave til egnen, hans bidrag til historien. Han har midlerne til at realisere sin plan. Og resultatet bliver Helstedgaard.
I 1930’erne er han i begyndelsen uafklaret i forhold til nazismen. Han overværer olympiaden i Berlin i 1936 og påvirkes af den spektakulære nazistiske iscenesættelse, men oplever samtidig skyggesiderne. Nazist bliver han ikke. Tværtimod inddrages han under Besættelsen i modstandsbevægelsen – og redder jøder fra at blive taget af tyskerne. Dette på trods af at Helstedgaard delvist er beslaglagt af værnemagten.
Kämper er en tysker, der i sin livsindstilling bliver mere og mere dansk, en udvikling, som Jens Bach Andersen gør troværdigt rede for.
En anden iøjnefaldende person er Kämpers svigerdatter, Marie, en meget selvstændig og stærk kvinde, der ikke tøver med at udfordre de gængse kønsroller. Hun gør, som det passer hende – og er også sin mand utro. Hans opdagelse af det er måske medvirkende til, at han rammes af en invaliderende hjerneblødning.
Parrets datter, Betty, inddrages i et tragisk skæbneforløb: hun bliver under krigen gravid med en soldat og oplever forfølgelsen som “tyskertøs”. Men soldaten – der senere falder ved fronten – var hverken tysker eller nazist, men en østriger, der var tvunget til at kæmpe for en sag, der ikke var hans.
“Helstedgaard” er en kvalificeret fortællers værk, underholdende – og mere end det.