Arild Rosenkrantz er som kunstner både kendt og ukendt. Han levede og virkede i en tid, hvis idealer for længst er gået i graven, nemlig den engelske kunsthåndværksbevægelse Arts and Crafts, som var aktiv fra sidste del af 1800-tallet og frem til Første Verdenskrigs udbrud.
Sidenhen blev Rosenkrantz optaget af antroposofien i Rudolf Steiners fortolkning. Han var lensbaron, født i 1870, og han tilbragte en del af sine unge år med sin mor i Rom. Han blev derefter elev på en række italienske og franske kunstskoler, og han debuterede som kunstner i 1892 i Paris. I 1895 besøgte han sin bror Marcus i New York, og under opholdet her søgte han at skaffe sig opgaver. Det gik ret godt, skønt han ikke fik indledt samarbejde med Tiffanys, men med dennes konkurrent, John La Farge. Denne skabte en ny metode til at fremstille glasruder. Det blev da også inden for glasmosaikken, at hans arbejde kom til at ligge.
Rosenkrantz flyttede i 1898 til London og blev der en efterspurgt leverandør af malede dekorationer og af glasmosaikker til kirker. På den tid kom truslen fra de kommercielt fremstillede glasruder. Rosenkrantz gik den modsatte vej og gennemarbejdede hvert projekt som et unikum fra grunden af. Med en nøje forståelse af det rum, det var beregnet til, af opdragsgiverens ønsker og af ikonografien. Det er kunst, der står på skuldrene af Arts and Crafts-bevægelsens mestre Burne-Jones, Ford Madox Brown og William Morris.
Glasmosaikkerne befinder sig i engelske kirker, hvoraf nogle er fjerntliggende eller taget ud af brug, nogle endda i en kirke på Tasmanien og et enkelt eksempel kan ses i Danmark, nemlig i Juelsminde Kirke.
I 1912 mødte Rosenkrantz den østrigske filosof, antroposofiens grundlægger, Rudolf Steiner, efter at han allerede forinden havde været optaget af hans tanker. I 1914 flyttede han sammen med sin kone til Schweiz for at medvirke ved dekorationen af bevægelsens hovedsæde, Goetheanum. Steiner opfordrede ham til at befri farven og lyset i sine malerier.
De stod indtil da på symbolismens grund med meget dunkle toner, siden da ændrede hans kunst sig radikalt. Han blev med sine farver og motiver en ener, der ikke var megen plads til i den retning, dansk kunst tog efter verdenskrigen.
I 1940 opholdt Rosenkrantz sig i Danmark for at fejre sin 70-årsfødselsdag. Faktisk lå den på det værst tænkelige tidspunkt, nemlig den 9. april, da der kom gæster sydfra. Han kunne ikke returnere til England, men fik mulighed for at indrette sit atelier på Rosenholm Slot ved Hornslet på Djursland. Her boede parret så indtil 1944, da hustruen døde, men da havde Arild Rosenkrantz ikke mere lyst til at vende tilbage til England. I 1962 flyttede han så til Kaløvig Hvilehjem i Rønde, hvor han døde i 1964.
På hvilehjemmet fortsatte han dog sit kunstneriske virke. Den historie fortælles også i det galleri, der i 2017 blev skabt på Rosenholm. Her kan man se hans atelier og en række af hans værker i skønne rum, der står helt urestaurerede og rå. Man træder ind i en nærmest fortryllet verden, et univers, et liv og et livssyn, der har kunnet overleve på et slot, hvor der ikke hver dag ryddes ud, men derimod er plads til at gemme.
Det er da også den historie, der nu fortælles med ophængningen af kartonerne til kirkeruderne. Hvordan de sammenrullede kartoner og skitser i årevis lå på et loft, indtil de blev genfundet i 2015. Det er arbejderne fra 1895 til 1935, der faktisk aldrig er beskrevet. Ved hjælp af fonde lykkedes det at få dem konserveret og indrammet.
Det er ikke mindst Troels Andersen, tidligere leder af Jorn-museet i Silkeborg og siden beskæftiget på herregården Oddens Willumsen-samling, der med liv og sjæl har bragt opgaven til ende. Som han siger, er det interessant for ham at se to kunstnere af samme generation, Willumsen og Rosenkrantz, der arbejder og ældes på forskellig måde.
At se værkerne er som at gå ind i hele det edwardianske Englands idealisme, dets blanding af sagn, religion og nationalisme, hvortil der efterhånden føjes noget nyt, noget åndeligt, der også var resultat af verdenskrigen. Lyset og glassets gennemskinnelighed spiller her en stor rolle, Wagners fromme og rene helte er her – vist sammen med selve Gotheanum i en kirke i Blackpool fra 1930. Den traditionelle ikonografi vrides og ændres i markante retninger.
Alt dette er beskrevet af Troels Andersen i den publikation, der nu kan købes på Rosenholm. Det er førsteklasses grundforskning med formidlerens glød.
Værkerne er fascinerende. På Rosenholm Slot hænger de restaurerede kartoner nu på væggene i fuld størrelse, og på skærmen kører en serie med glasmalerierne i virkeligheden i fuld farveglans. Det er så langt fra hovedlinjen i dansk kunst som tænkeligt. Også i dansk kunsts hovedstrøm arbejdedes der med glasmosaik, af Joakim Skovgaard og dennes søn Johan Thomas, af Jais Nielsen og Kræsten Iversen.
Men deres værker bevægede sig bort fra de naturalistiske strøg hos Rosenkrantz, som ikke blot sammensatte glasstykkerne, men også bemalede dem, så de tilføjedes en karakter af tegning og valør, og det var nyt.
Det moderne overhaler Rosenkrantz, men i sine malerier og broderier løber han linen ud – ad et åndeligt spor, der ikke har mage her i landet. Denne modsætning eller dobbelthed er et af det simple galleris gode greb. Man skal unde sig selv en tur til Rosenholm. Man kan besøge galleriet efter foregående aftale. Det er en oplevelse ud over det sædvanlige, noget helt nyt – det vil sige gammelt.
Der er intet som gamle forseglede rum, der genåbnes.
Troels Andersen: Arild Rosenkrantz i engelske kirker. 46 sider. Sælges på Rosenholm Slot, Rosenholmvej 199, Hornslet.