Der er ikke meget Indiana Jones over museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster Anders Rasmussen, som han tager imod én på Nykøbing Falster Station i cowboybukser og sneakers. Men lidt skattejæger er han alligevel, arkæologen, der for ganske nylig er flyttet hertil fra Københavns stenbro.
Han har god grund til at ville være tættere på sit arbejde, for det gærer og bobler i hans fag hernede lige for tiden: Udgravningerne ved den ny Femernforbindelse i Rødby har skabt helt ny viden om den forbundethed, landsdelen engang har haft med resten af Europa. Langs Banedanmarks jernbaneudvidelse til Nykøbing Falster graver arkæologerne også på livet løs. Men det, der for alvor rykker, er detektorfolket. Amatørarkæologer med metaldetektorer finder for tiden så store mængder metal i jorden, at Nationalmuseet næsten ikke kan følge med.
”Vi får rigtig, rigtig mange nye fund lige for tiden. Det skriver ny kulturhistorie for den her del af landet, og jeg er da rigtig glad for at være med, mens det sker,” siger Anders Rasmussen, da vi har sat os ind i hans bil på parkeringspladsen udenfor.
Han har én skat , han gerne vil vise frem i dag, en skat, der er ”helt enestående” og ifølge ham lirker en dør på klem til et scenarie, hvor Lolland er hjemsted for den sociale elite i midten af det første årtusinde, eller det, der kaldes for germansk jernalder. Det er ikke en skat af guld, men af ”skrotmetal”, som han siger.
Skrotmetal lyder ikke umiddelbart lovende, når man har hørt om de seneste års fund af guldspiraler, diamantringe og hellige amuletter. Men på vej hen til fundstedet Rågelunde, lidt uden for Nykøbing, forsikrer Anders Rasmussen om, at skatten her er noget særligt.
Den hvide Renault Clio kører ud af byen i regnvejr. Foran os taber en lastvogn fuld af roer lidt af sin last, da den drejer ind i en rundkørsel, bag os puster sukkerfabrikkens skorstene tyk, hvid røg op i den grå himmel. ”Til salg” står der på ikke så få skilte ud for parcelhusene langs vejen.
”Nej, se nu der,” siger Anders Rasmussen pludselig og peger ud af bilvinduet til venstre.
Der står en bred og lysende regnbue over stubmarkerne.
Arkæologi er ikke noget, der sker af sig selv. Store fund fra fortiden sker af og til ved en tilfældighed, men tilfældet har størst chance for at opstå, når der graves eller rumsteres i jorden på en egn. Det kan være store infrastrukturelle projekter eller byggeri. Og af den grund har arkæologien på Lolland haltet bagefter i mange år, forklarer Anders Rasmussen.
”Historisk set har det ikke været et sted, hvor der skete så meget på den front. Det har ikke været her, man har tænkt i motorveje og supersygehuse.”
Men nu sker der altså noget. Sidste år var Museum Lolland-Falster blandt de museer, der indleverede flest detektorfund til Nationalmuseet, en tiendedel af alle fund fra landets 27 arkæologiske museer stammede herfra.
”I år kommer vi til at sende flere end 2000 fund ind,” siger Anders Rasmussen.
På Museum Lolland-Falster kaldes de ”autonome ildsjæle” dem, der støver markerne af med det bippende instrument. De gider ikke lave klubber eller organiseres af museet, som det ses andre steder i landet.
”Vi har haft sådan en ’hands off’-praksis, hvad angår detektorfolkene. Mentaliteten her er, at folk godt kan lide at være sig selv og ikke rigtigt er til at indgå i de der forpligtende fællesskaber. Men det er jo lige meget, så længe de hjælper os til at få nye pletter på landkortet.”
Tilbage i 1970’erne frygtede man, hvad øget brug af metaldetektoren ville gøre: Et nummer af arkæologernes blad Skalk havde Djævelen på forsiden. Med metaldetektor.
”Man frygtede, at det ville betyde, at alt, hvad der blev fundet, ville blive sendt ud på det sorte marked. Men hvis det overhovedet sker, så vil jeg næsten sige, det er det værd,” siger Anders Rasmussen.
I dag har det vist sig, at danske metaldetektorfolk er uhyre disciplinerede. De behandler fund med største forsigtighed, registrerer detaljer med største nøjagtighed og indleverer med største selvfølgelighed.
”Der er næsten sådan et æreskodeks omkring det. Og det er jo enormt godt for os museumsfolk,” griner Anders Rasmussen.
Anders Rasmussen skal lige til at svare på, hvad det er, der er så særligt ved det fund, vi skal se, da bilen drejer ind ad en lille sidevej. Den kører 50 meter ned ad vejen og parkerer i en kæmpe vandpyt. Vi er ved Rågelunde, en samling huse et stykke nord for Nysted.
”Det er egentlig meget realistisk arkæologvejr, det her,” griner Anders Rasmussen og trækker regnhætten op over hovedet.
Vi går over vejen til en helt almindelig mark. Den er sået til med vinterhvede, der nu står som små spredte græsstrå, men Anders Rasmussen har en aftale med lodsejeren om, at han godt må gå her. Støvlerne synker ned i den våde jord. På kanten af skellet til et hus, et godt stykke ude på marken, peger han ned. Der ligger ikke andet end småsten oven på mulden, selvom øjet spejder febrilsk efter noget, der glimter.
Men det er altså her, den er fundet, hans skat, af en metaldetektorfører, der indtil videre har hentet 220 stykker såkaldt skrotmetal op af jorden på lige præcis de her kvadratmeter:
Et fragment af en romersk statue i bronze. Romerske mønter, denarer, i sølv. Fibler og søm. Og dusinvis af ting, det bare er ret svært at sige, hvad har været, men som helt sikkert har haft værdi for den, der engang gravede skatten ned.
Og der bliver ved med at dukke nye ting op af jorden, så når vinterhveden er høstet, skal der graves ud herude. Der er netop bevilliget penge fra Kulturstyrelsen til, at der kan laves en rigtig udgravning, der kan afsløre stolper eller vægge, hvis her engang har ligget et hus.
”Metaldetektoren rækker jo kun 15-20 centimeter ned,” som Anders Rasmussen siger.
Man skal altid være varsom med at konkludere for tidligt som arkæolog, men man skal også kunne bruge sin viden og reagere på den kæderække af associationer, der byder sig til, siger han og peger ud over markerne på en lille lavning med nogle træer et godt stykke væk.
”Det der har engang ligget under vand. Så har man kunnet sejle ret tæt ind til her. Og man har haft en virkelig god udsigt heroppefra. Er det en smed, der har haft sit værksted her? Eller en stormandsresidens?”.
Formodningen er , at den store skrotskat er sejlet her til Rågelunde fra England efter det vestromerske riges kollaps, der gjorde, at masser af råmaterialer blev frigivet og sendt ud i hele Europa. Skrotmetalfundet er – objektivt set – ikke lige så rigt som for eksempel de guldringe, der i foråret blev fundet ved Vejen i Sydjylland. Men det er rigt for Anders Rasmussen, og det skyldes, at det er med til at justere den historie, der er blevet og bliver fortalt om Lolland-Falster.
”Vi ved nu, at verden har været langt mere forbundet i oldtiden, end man troede. Der har været tætte handelsforbindelser mellem Nord- og Sydeuropa, og der er en hel masse indikationer på, at det kontaktnetværk i meget høj grad har været nærværende her på Lolland. Der har været tæt forbindelse til de rige knudepunkter, og det har også været her, den sociale elite boede og handlede,” siger han.
Hvorfor ligger der et fragment af en romersk statue midt på en lollandsk mark?
”Det viser jo bare, at der har været et netværk, som strakte sig langt. Alt det, der har været skrevet om, at Lolland var et randområde allerede i jernalderen, det passer simpelthen ikke,” siger Anders Rasmussen.
Med det sidste henviser han til den arkæologiske litteratur, som han ser som mangelfuld, hvad angår Lolland-Falster. Men især efter at der er gjort flere større fund af romerske denarer hernede, begynder der nu at blive skrevet noget, for eksempel ”Crossing Boundaries” af Helle Horsnæs, der handler om handelsforbindelserne herfra og til resten af Europa.
Men har landsdelen så også været knyttet til resten af landet, altså det, vi i dag kalder Danmark? Det siger skrotmetalskatten også noget om. Skatten, der sandsynligvis er gravet ned i det 4. eller 5. århundrede efter Kristus, indeholder nemlig en del fragmenter, der bærer keltiske motiver, nogle af de samme motiver, som for eksempel ses på de berømte fund Guldhornene og Gundestrupkedlen.
”Vi ser altså også her nogle gryende tendenser til en form for statsdannelse i Danmark. Det er her, kulturkomplekset opstår, og det er også derfor, man senere i nationalromantikken henviser så stærkt til lige præcis denne periode,” siger Anders Rasmussen.
Bilen triller ind bag en gul bindingsværksbygning. Anders Rasmussen træder ud og åbner en bagdør ind til det kontor, han deler med de andre ansatte på afdelingen her i Nykøbing Falster.
I en kasse på gulvet står en masse potteskår rodet sammen. To store flintøkser ligger ved siden af en fladskærm. Og fra et bord allerbagerst i rummet rejser en lyshåret kvinde sig og kommer Anders Rasmussen i møde.
”Anders, nu har jeg set på den der, du gav mig,” siger Elizabeth Kruse, der er i praktik på Museum Lolland-Falster som et led i sin uddannelse til arkæolog på Københavns Universitet.
”Jeg tænker, det ser meget keltisk ud med de dutter der,” siger hun.
”Men jeg ville lige høre, hvad du synes.”
Ved siden af hendes tastatur ligger et grønligt og iret horn af en slags, som måske godt kunne minde om det, man har set sidde på hjelme fra jernalderen. For enden af det let snoede horn sidder rigtignok en lille, rund ”dut”. Anders Rasmussen henter en kop kaffe, før han sætter sig ned ved computeren og studerer de billeder, Elisabeth har fundet frem, og sammenholder dem med hornet.
”Jo, det ville jeg også mene,” siger han og nikker mod den studerende.
Foran dem står en papkasse med små plasticposer med hver deres nummer. Alle poser indeholder dele af skrotmetalskatten fra Rågelunde, 220 stykker metal i alt, som er ved at blive identificeret som værende det ene eller andet. Et fladt stykke metal kan med god sandsynlighed have været et raslestykke, der har siddet på noget militært seletøj fra Sydeuropa. Det er også bittesmå søm og knapper. Og masser af de karakteristiske romerske sølvdenarer. En af mønterne finder vej ud af posen og lander i håndfladen hos Kristeligt Dagblads udsendte. Den er tungere end forventet og føles virkelig som noget, der har værdi. Der er dog også dele af skatten, hvor arkæologerne må give fortabt og bare kalde det for en ”dims”.
”Der er masser af ting, vi simpelthen ikke ved, hvad er. Vi kan bare konkludere, at det er en del af noget større,” griner Anders Rasmussen.
Snart skal hele papkassen sendes ind på Nationalmuseet, fordi den er danefæ. Men det er slet ikke så enestående endda, siger Anders Rasmussen og hiver en stor kasse ned fra en hylde.
Den er fuld af plasticposer med metalfund fra i år, som blot venter på at blive sendt af sted til museet og helt officielt blive en del af vores allesammens fælles historie.
Afslutningsvis kan man konkludere, at der er fundet masser af metal her de senere år. Men hvad siger det overhovedet om Lollands fortid?
”Metal er aktivitet,” siger Anders Rasmussen kort.
Sådan har det også været med skatten fra Rågelunde. Den viser, at lige der på marken, har der engang været nogen eller noget. Men noget må også være sluttet, for personen, der gravede skatten ned, har jo tilsyneladende ikke hentet den igen. Måske var det afslutningen på en hel slægt eller et erhverv?
Som sådan viser Rågelunde-skatten os også, at tider kan skifte: Der kan være perioder med mere eller mindre aktivitet på et sted, større eller mindre kontakt til omverdenen. Det eneste sikre er, at det skifter igen på et tidspunkt, mener Anders Rasmussen.
”Ting lander jo ikke bare i jorden af sig selv. De er blevet tabt, gravet ned, handlet, gemt, de har knyttet sig til bosættelser, gravpladser eller offerfund. På den måde overrasker det mig egentlig ikke, at vi finder så meget. Det er jo ikke, fordi vi går rundt og tænker: ’Nej, hold da op, her troede vi, der ingenting var sket på Lolland, nogensinde.’ Vi ved jo, at her har der boet folk.”