Engang ville alle hedde Jensen, Nielsen, Hansen, Pedersen, Andersen...

Efternavne, der tidligere blev båret med den største selvfølgelighed, bliver stadigt mindre populære i Danmark. Især Jensen, der i mange år har ligget på førstepladsen over danske efternavne, har haft en kraftig nedgang. Journalisten Bjarne Jensen hylder nu sit eget og mange andres efternavn i den netop udkomne ”Bogen om Jensen”

Den danske OL-hold i 1896. Til højre er det vægtløfteren Viggo Jensen, der blev Danmarks første medaljevinder ved et OL. – Foto fra ”Bogen om Jensen”.
Den danske OL-hold i 1896. Til højre er det vægtløfteren Viggo Jensen, der blev Danmarks første medaljevinder ved et OL. – Foto fra ”Bogen om Jensen”.

Ingen ved, hvem den første dansker med navnet Jensen var. Til gengæld ved vi med sikkerhed, hvad hans eller hendes far hed. Han hed Jens. Hvad vi også ved om slægten Jensen er, at den er kæmpestor.

Jensen er et patronym – det er græsk og betyder faders navn. Det er altså et efternavn, der er dannet af en fars fornavn med tilføjelsen søn eller datter. Oprindeligt har navnet været Jenssøn eller Jensdatter og er blevet båret med den allerstørste selvfølgelighed. Især på landet blev skikken med at tage faderens fornavn som efternavn bevaret helt op i 1900-tallet, og på grund af den skik gik de samme navne igen og igen både som fornavne og efternavne. Der var Jens’er, Niels’er, Hans’er og Jensen’er, Nielsen’er og Hansen’er overalt.

Kendte Jensen’er er også kommet med i ”Bogen om Jensen”, her er det forfatteren Johannes V. Jensen.
Kendte Jensen’er er også kommet med i ”Bogen om Jensen”, her er det forfatteren Johannes V. Jensen.

”Der findes ikke nogen samlet statistik fra 1900-tallets begyndelse, men vi skønner, at i landsognene bar 90 procent af befolkningen et sen-efternavn. I byen var andelen mindre.”

Det siger Michael Lerche- Nielsen, der er navneforsker ved Københavns Universitet.

I dag er billedet et helt andet. De tidligere mest udbredte danske sen-efternavne har de seneste 50 år været på en stadig mere accellererende deroute. Statistikken viser, at de ti hyppigste sen-navnes andel af befolkningen er dalet fra omkring 45 procent i 1970 til omkring 25 procent i 2017. Jensen har haft den største nedtur. Navnet måtte endda pr. 1. januar 2016 for første gang se sig knebent overhalet af Nielsen, og det er i dag kun godt fire procent af danskerne, der hedder Jensen.

På de næste pladser over de almindeligste navne følger Hansen, Pedersen, Andersen, Christensen og Larsen. Og vi skal i dag stadig helt frem til en 19. plads, før et ikke-sennavn dukker op på listen. Det er navnet Møller.

Alligevel opgjorde Danmarks Statistik i 2015, at tre ud af fire danskere havde unikke navnekombinationer, altså var de eneste med netop den kombination af for- og efternavn. Andelen er højest hos børn. 96 procent af alle 0-årige i Danmark har et unikt navn.

”I dag shopper vi frit rundt på navnehylderne. De fleste navneændringer sker ved giftermål, og her vælger parret typisk det navn, de finder mest sjældent eller interessant uden hensyntagen til, om det oprindeligt er kvindens eller mandens efternavn. De sen-navne, vi oplever som mest fortærskede, dør med de gamle,” siger Michael Lerche-Nielsen.

Georg Jensen i sin sølvsmedje i København i 1907. – Foto fra ”Bogen om Jensen”.
Georg Jensen i sin sølvsmedje i København i 1907. – Foto fra ”Bogen om Jensen”.

Han tilføjer dog, at selvom faldet er voldsomt, er der stadig mere end 250.000 danskere, der hedder henholdsvis Jensen og Nielsen, så der vil gå en rum tid, før de navne helt forsvinder fra de danske dåbs- og navneattester.

”Der vil gå mange år, før det er en sjældenhed at hedde Jensen. Den ene forklaring er dovenskab, den anden er, at vi stadigvæk er kultur- og slægtsbevidste. Det kan være godt at få en ny frisure, men det med at ændre på ens navn er stadigvæk en stor beslutning. Det gælder i forhold til familien, og det gælder i forhold til det besvær, der er forbundet med det. Men vi kan tydeligt se, at de hyppigste sen-efternavne oplever det største fald, mens mere sjældne sen-efternavne som eksempelvis Adriansen og Willumsen oplever fremgang,” siger han.

Sen-navnene er med til at befæste, at Danmark var et bondesamfund. Før 1828 var det kun folk i byerne og de adelige, der havde efternavne. Langt den største del af befolkningen boede dengang på landet, og de havde ikke egentlige efternavne. Børnenes navne blev eksempelvis blot til Jens’ søn eller Niels’ datter. Men i 1828 blev der lavet en dåbsforordning, der pålagde folk at tage et fast slægtsnavn. Børnene måtte altså ikke længere blive opkaldt efter deres far, for alle i slægten skulle bære det samme navn. De fleste tog i den forbindelse et sen-navn, men der var også folk, der valgte et stednavn som eksempelvis Østergaard eller Nysted eller et navn, der relaterede sig til en profession, for eksempel Møller eller Bager.

Ifølge Michael Lerche-Nielsen var det dog ikke alle, der var lige begejstrede for den forordning, og omkring 1900 var der stadig spor efter den gamle skik. Et kendt eksempel er komponisten Carl Nielsen, hvis far hed Niels.

”Det var en stor omvæltning for landbefolkningen, og det tog tid at vænne sig til de nye navne,” siger han og fortsætter:

”I 1904 kom den første egentlige navnelov, og den havde til formål at nedbringe antallet af sen-navnene. Blandt andet med industriarbejdspladsernes indførelse var det simpelthen blevet for upraktisk, at så mange hed det samme. Det gik dog stadig trægt med at få folk til at skifte navn.”

Det var en Jensen, der opfandt højtaleren, nemlig Peter Laurits Jensen, der her er i et værksted i Californien. – Foto fra ”Bogen om Jensen.
Det var en Jensen, der opfandt højtaleren, nemlig Peter Laurits Jensen, der her er i et værksted i Californien. – Foto fra ”Bogen om Jensen.

”Sen-navnene er på en måde indbegrebet af at være dansk, for vi har alle sammen haft sådan et navn historisk set,” siger Michael Lerche-Nielsen, der, ikke mindst på grund af sit eget efternavn, ser al mulig grund til at hylde efternavne, der ender på sen.

Tilbagetoget, der altså gik langsomt i begyndelsen, har nu anderledes fart på. De mest almindelige sen-navne daler i popularitet med stadigt stigende takt år for år. Det skal vi ikke begræde, mener Georg Søndergaard, der er lektor emeritus ved nordisk institut på Syddansk Universitet. Han er blandt andet forfatter til bogen ”Danske for- og efternavne”.

”Det kan godt være, at vi betragter det som noget meget dansk at hedde Jensen, Nielsen, Hansen og så videre, men det har altså ikke nogen større kulturhistorisk værdi. Da navnene blev skabt i 1800-tallet var det på grundlag af landbefolkningens konservatisme og var mest af alt upraktisk,” siger han.

Der er dog stadig folk, der holder sen-navnenes fane højt. En af dem er journalist Bjarne Jensen. Da han en dag for nogle år tilbage sad på sit kontor på Århus Stiftstidende, dukkede en pressemeddelelse fra Danmarks Statistik op i hans mail-indbakke. Den fik ham til at spærre øjnene op. For i den årlige statistik over efternavne i Danmark var hans eget efternavn stadig det mest almindelige, men for første gang i Danmarkshistorien var der under 300.000 danskere, der bar navnet.

”Jeg skrev i den forbindelse aldrig artiklen om Jensen. I stedet begyndte jeg at samle på personer og steder med navnet Jensen, og efterhånden som bunken voksede, voksede også idéen om at gøre Jensen til hovedperson i en bog,” fortæller den nyklækkede forfatter til ”Bogen om Jensen” med undertitlen ”en hyldest til et navn”, der netop er udkommet.

”Det er underligt for mig, at folk har så travlt med at komme til at hedde noget andet end Jensen. Min egen lommefilosofiske teori er, at vi vil være unikke og derfor ikke hedde det samme som alle de andre. Men hvis alle kommer til at hedde noget anderledes, bliver det så ikke lige så ens?”, spørger Bjarne Jensen.

At så mange ved dåbsforordningen i 1828 valgte et sen-efternavn er for ham et bevis på, at danskerne var glade for at hedde Jensen. Og Nielsen, Hansen og så videre.

”Dengang valgte man navnene til. I dag vælger man dem fra. Det vil jeg godt gå imod ved at hylde i hvert fald navnet Jensen,” siger Bjarne Jensen, hvis arbejde med bogen har bragt ham vidt, især i gamle arkiver.

Forfatteren bag ”Bogen om Jensen”, Bjarne Jensen, er en Jensen i fjerde generation. Her er det hans far, Richardt Jensen (i midten) sammen med sine brødre, Svend Jensen (tv.) og Jens Aage Jensen. – Foto fra ”Bogen om Jensen.
Forfatteren bag ”Bogen om Jensen”, Bjarne Jensen, er en Jensen i fjerde generation. Her er det hans far, Richardt Jensen (i midten) sammen med sine brødre, Svend Jensen (tv.) og Jens Aage Jensen. – Foto fra ”Bogen om Jensen.

En af de Jensen’er han kendte i forvejen fra sin fødeby Aalborg, er Harald Jensen. Han var en talentfuld billedkunstner, som i stedet for at male ”slog sig på flasken”. Han blev ejer af et brændevinsbrænderi Aalborg og gav navn til en krydret akvavit. På den anden side af Atlanten har Bjarne Jensen fundet historien om John Laurence Jensen, der i 1883 sejlede ned ad Indian River i Florida på en hjuldamper. Her fandt han et stykke jord, som han fik skøde på, og snart var Jensen fra Gelballe ved Kolding ananasproducent i USA, og stedet blev kaldt Jensen Beach efter ham. Bjarne Jensen har også fat i for ham oversete Jensen’er. Eksempelvis Viggo Jensen, der blev Danmarks første olympiske mester, da han i 1896 i Athen løftede 111,5 kilo i vægtløftning. Kendis-Jensen’er som søskendeparret og forfatterne Johannes V. Jensen og Thit Jensen samt sølvsmeden Georg Jensen har også fået plads i bogen.

I dag vælger mange af de tilbageblevne Jensen’er, Nielsen’er og Hansen’er at sætte et mellemnavn og eventuelt en bindesteg foran sen-efternavnet.

”Det er ligesom boble-folkevognen. Den bliver ved med at dukke op i nye forklædninger, fordi folk elsker den bil. Det er lidt det samme med Jensen,” siger Michael Lerche-Nielsen.

Skuespilleren Flemming Jensen er dog ikke vild med bindestregen.

”Man skal ikke kaste vrag på et godt, gennemprøvet navn, når man i virkeligheden sidder med guldet,” siger han i forordet til Bjarne Jensens bog og fortsætter:

”Hvis du selv er så heldig at hedde Jensen, så hold skarpt udkig efter en, der er lige så heldig. Smil til hinanden, gå hinanden i bedene, læg jer til ro sammen og gør noget ved sagen, så vi Jensen’er ikke bliver en truet art, men tværtimod fastholder vores nuværende, meget fint afpassede udbredelse. Vores pas og sygesikringsbeviser skal ikke fremover oversvømmes af en endeløs række af navne med bindestreg på bindestreg. Der skal simpelthen stå Jensen.”