Prøv avisen
Interview

Et kald blev til 35 år på hotel

Sonja og Søren Grøn blev af Indre Mission kaldet til jobbet som henholdsvis køkkenchef og direktør på Sanden Bjerggård, som her ses i baggrunden. Efter 35 år siger de nu snart stop, men først skal hotellet lige sælges, for de løber ikke af gårde i utide. – Foto: Cathrine Ertmann/Ritzau Scanpix

For 20 år siden var det som at røre ved en ildebrand at tale om tro. Det er det ikke mere, konstaterer direktørparret Sonja og Søren Grøn. De siger efter et arbejdsliv med lange dage og mange samtaler nu farvel til Sanden Bjerggård ved Jammerbugten. Et sted, der har en lang tradition for kirkelige arrangementer

Der er halvanden kilometer i luftlinje og direkte udsyn til det hav, som blikket hele tiden vil søge imod.

”Vi kommer nok til at køre forbi temmelig tit. Bare for at låne udsigten.” Sonja Grøn har for en kort stund sat sig med en kop kaffe og lidt formiddagsmad, nu hvor det store morgenmads-rykind så småt er ved at aftage. Ved siden af hende ved vinduesbordet i spisestuen sidder hendes ægtemand og arbejdskollega Søren Grøn. Også han får vemod i stemmen, når samtalen drejes hen imod det, der snart skal ske.

I 35 år har de to været henholdsvis køkkenchef og direktør på Sanden Bjerggård, men mest af alt har de været kendt af deres gæster som Sonja og Søren: parret, der arbejder tidligt og silde, men alligevel altid har tid til en snak. Om egnen, om eksistensen og ikke mindst om troen på Gud. Men snart er det livskapitel slut. Sanden Bjerggård Hotel & Kursuscenter skal sælges, og direktørparret følger ikke med i salget. Kræfterne rækker ikke længere til de lange arbejdsdage.

Derfor rømmer de førstesals-lejligheden i den gule gård og flytter i hus i landsbyen Birkelse. Ikke for at gå på pension eller efterløn, selvom de begge er fyldt 60 år, men for at søge ud på arbejdsmarkedet i mere almindelige jobs.

”Har du nogensinde prøvet at køre med 130 kilometer i timen på en motorvej, hvor bilen foran bremser så hurtigt op, at du ikke kan nå at reagere? Sådan er det også for os, Vi kan ikke gå fra 100 kilometer i timen til nul. Et arbejde på 37 timer vil være passende,” siger Søren Grøn.

Sanden Bjerggård ligger på et højdedrag tæt på Slettestrand i den vestjyske Jammerbugt. Navnet virker indlysende: Den gulmalede bygning med det røde tegltag har form som en trelænget gård. Den ligger på noget af det nærmeste, Danmark kommer på et bjerg.

”Bjerget” hedder Lien og er Danmarks ældste indlandsklit, deraf sandet. Huset blev bygget i 1918 som feriebolig for en velhavende sjællandsk familie. Familien solgte i 1949 stedet til Indre Mission, Det Danske Missionsselskab og KFUM & K, som derefter drev det som hotel. Et stor sten med indskriften ”Vort fælles hjem, 26. juni 1949. Indre Mission, DMS og KFUM-KFUK” står på naturgrunden foran hotellet. Den står der ikke kun som vidnesbyrd om en svunden tid. For i modsætning til mange af Danmarks andre tidligere missionshoteller, hvis klientel til forveksling ligner alle mulige andre hotellers, er der stadig på Sanden Bjerggård en solid kerne af gæster, der aktivt bekender sig til den kristne tro.

Det skyldes ikke mindst Sonja og Søren Grøn. De husker begge tydeligt den dag i 1983, hvor de var på tur med Indre Mission til Norge, og formanden Verner Andersen kom hen til Søren Grøn og sagde: ”Vi er nogle stykker, der gerne vil have en samtale med Dem og Deres hustru.”

”Det var jo sådan, at de på gammeldags manér bad os om at modtage et kald til at være ledere af det her sted. Det tænkte vi lidt over, for ingen af os havde på det tidspunkt forestillet os, at vi skulle drive et hotel. Men det kald har vi båret med os i alle årene,” siger Søren Grøn og hans kone nikker.

Hvad betyder det for jer at være kaldet?

”Altså, når man kigger tilbage, så var læger og sygeplejersker jo også kaldet. Det er vel noget med at give mere af sig selv end i et sædvanligt job. Ikke for at opnå noget specielt, men bare for at bibringe sine omgivelser og medmennesker noget. Uegennyttigt lyder så fornemt, men det er jo altså ikke for at opnå hverken åndelig eller menneskelig berømmelse,” siger Søren Grøn.

Sonja Grøn supplerer:

”Jeg tænker et kald som noget, man går helhjertet ind i. Det behøver ikke være på fromme ord, det kan lige så godt være et stykke praktisk arbejde. Men det er klart, at hvis der kommer nogen her, der bander eller taler grimt, så siger jeg til dem: Det bruger vi ikke her i huset. Et pænt menneske taler pænt.”

De holder ikke andagter sammen med deres gæster. Det ordner de i privaten og som regel hver for sig. For mellem 7 om morgenen og 22 om aftenen er en af dem altid til rådighed for gæsterne.

”Mange siger: Her er altså lidt specielt, vi ser jer jo morgen, middag og aften. Det er nok det, at vi har tid til at snakke med vores gæster,” siger Sonja Grøn og fortsætter:

”For 20 år var det næsten som at røre ved en ildebrand at ville snakke om tro, ikke her, men mange andre steder. Sådan er det ikke mere. Tværtimod oplever jeg i mange forskellige sammenhænge, at folk gerne lukker op for den side af sig selv. Og hvis de spørger mig, så får de svar. Efterfølgende bemærker de ofte det rare i, at der er nogen, de kan få den snak med.”

Med Fadervor hængende som korsstingsbroderi i spisestuen, en gave fra en gæst for mange år siden, og stenen foran huset, er der ifølge ægteparret Grøn mange af hotellets gæster, der åbner for at snakke om tro og kristendom.

”Det er da en glæde. Så absolut,” siger Sonja Grøn, inden hun resolut rejser sig, da klokken i receptionen kalder på hendes nærvær.

Både Sonja og Søren Grøn er opvokset i missionske hjem, og troen har været en naturlig del af deres liv altid. Sonja kalder sig selv et ”bønnebarn”, for da hendes mor var gravid, havde man forudset, at enten moderen eller barnet ville dø i forbindelse med fødslen.

”Der blev bedt for mig, allerede inden jeg var født,” fortæller hun, der forblev enebarn, og moderen døde, da Sonja var 18 år.

Søren Grøn er den ældste i en søskendeflok på 10, og hans far var forkynder. Selv har han også været missionær, især i de første 10 år på Sanden Bjerggård, hvor hotellet kun havde åbent i sommerhalvåret.

Desuden har han i mange år været medlem af menighedsrådet i Hjortdal Sogn. Trosmæssigt er det dog de mange gæster, der i årenes løb har boet på hotellet, der har flyttet mest hos ægteparret Grøn. De bekender sig stadig til Indre Mission, men som Søren Grøn siger:

”Vi er ikke længere så betonagtige.”

”Da vi kom hertil i 1984, ville de fleste nok sige, at Sonja og Søren de hører til på kirkens absolutte højrefløj. Men meget har ændret sig. Som menighedsrådsmedlem har jeg været med til at ansætte kvindelige præster, og vi er begge gået fra at være afholdsfolk til at være mådeholdende. Vi drikker et glas vin, når vi er til fest. Det var utænkeligt for os for 20 år siden,” siger han.

Sonja Grøn fortæller om blandt andet tyske hotelgæster, der forsager al tobak, men til gengæld ”drikker som et hul i jorden” og om andre ind- og udenlandske gæster, der lever på vidt forskellige måder med deres kristentro.

”Det handler mere om tradition end om mission, og vi har knyttet forbindelser til mennesker inden for alle mulige kirkelige retninger,” siger hun.

De skulle dog begge sluge lidt af en kamel, da Indre Mission i 1994 solgte Sanden Bjerggård til en kreds af lokale, fortrinsvis kirkelige grupper, og hotellet i den forbindelse blev nedlagt som afholdshotel og genopstod som hotel og kursuscenter.

”Jeg kan godt være ked af, at det på det tidspunkt havde så stor betydning med den alkoholbevilling. Jeg har altid syntes, at vores samfund har brug for steder, hvor de skæve eksistenser kan være, uden at der bliver serveret alkohol. Men vi var nok noget mere kede af det dengang, end vi er i dag,” siger Søren Grøn.

De første 10 år som direktørpar var hovedaktiviteten på hotellet stævner for Indre Mission. Typisk var det ophold på tre-fire dage med bibeltimer, sang, foredrag og udflugter. Den slags stævner finder stadig sted på Sanden Bjerggård i dag, men udgør nu en mindre del af omsætningen. Der kommer dog stadig rigtig mange gæster på almindelige hotelophold, som vælger Sanden Bjerggård, fordi stedet hviler på et kristent fundament. Men som Sonja Grøn siger:

”Det står jo ikke skrevet på ryggen af folk, hvad de tror på.”

Hotelklientellet har forandret sig fra at være 80 procent kirkelige engagerede mennesker og Indre Missionske sammenkomster. Den del udgør nu kun cirka 20 procent.

Forandringen skete gradvist hen over halvfemserne og betød også, at Sonja og Søren Grøn etablerede et fællesskab med de andre hotel- og feriehusudbydere ved Slettestrand, der kom til at betyde meget for turismen i området. Spiritusbevillingen betød også, at flere valgte at holde bryllupper og andre store fester på stedet. Konferencedelen voksede også, og især offentlige myndigheder har flittigt benyttet Sanden Bjerggård.

Det ændrede sig imidlertid efter Strukturreformen i 2007, hvor det begyndte at gå tilbage for hotellets kursusdel. Med sine 23 værelser blev stedet simpelhen for lille til at rumme de større offentlige enheder. Dertil kom finanskrisen, og i dag er konferencerne stort set væk.

Til gengæld har direktørparret været dygtigt til at få fat i private gæster på miniferier, især ældre mennesker. Men indtjeningen er for lille, så aktieselskabet bag Sanden Bjerggård besluttede i slutningen af sidste år at sætte hotellet til salg.

I den forbindelse besluttede Sonja og Søren Grøn sig for at stoppe livet som hotelværter. Men selvom de har købt et hus, som de glæder sig til at flytte ind i, er det utænkeligt for dem at holde op, så længe Sanden Bjerggård ikke er solgt.

”Nej, nej, vi bliver her da, til det hele er gjort ordentligt færdigt,” siger de.

Sonja Grøn har gennemgået et kræftforløb, der har tæret voldsomt på kræfterne. Det fik i en periode Søren Grøn til næsten at arbejde for to, men pludselig kunne også han mærke, at kræfterne var ved at slippe op.

”Tidligere kunne vi snildt tage 80-100 timer om ugen uden at blinke, men den går ikke mere,” siger Sonja Grøn, og hendes mand er enig:

”Det har jo været en livsstil mere end et arbejde, noget vi virkelig har brændt for. Men nu skal der ske noget andet,” siger han.

Sonja og Søren Grøn glæder sig blandt andet til, at de i fremtiden kan holde andagter sammen og gå til kirkelige arrangementer, foredrag og koncerter. Og så glæder de sig til, at de ikke længere er nødt til at melde afbud til alle familiefesterne.

Foto: Cathrine Ertmann/Ritzau Scanpix