”Mejerimuseum” står der på skiltet, der hvor en smal vej drejer til venstre et par kilometer syd for Ølgod. Der er jord på vejen, og bilen må helt ud i rabatten for at komme forbi en gravko og en traktor med en stor vogn hægtet bagpå.
Men hvor er museet? I januarmørket og støvregnen anes marker, enkelte spredte gårde og mindre huse, men et museum? Efter en U-vending og ganske langsom kørsel med blikket rettet skarpt på husnumrene dukker Hjeddingvej nummer 2 op: Et ganske lille hus i røde mursten, hvor der i et af de sprossede vinduer er sat en seddel op med overskriften ”Åben adgang – Pas på kulturen!” og så længere nede et telefonnummer, hvortil man kan ringe for at få den kode, der giver adgang til Mejerimuseet.
”Stedet er lillebitte og ydmygt, men historien er kæmpestor,” siger museumsdirektør Claus Kjeld Jensen fra Vardemuseerne, som Mejerimuseet hører under, da han ankommer.
Han har glemt koden og må ty til telefonen for at få den oplyst, så vi kan komme indenfor, hvor der er ly for regnen, men hvor temperaturen føles en hel del koldere end udenfor.
Museet på i alt cirka 70 kvadratmeter er ikke opvarmet, og de tykke mure holder godt på kulden. Lidt ild i den kakkelovn, der står på det, der engang var mejeristens værelse, kunne have gjort underværker. Men kakkelovnen er tom, ligesom den kraftige træseng der står op ad den ene væg. I husets største rum åbenbarer selve mejeriet sig: maskiner anno 1880’erne med en centrifuge i midten omgivet af dampkedel, ostekar, ostepresse, vægt og kærne. I et tilstødende rum er et smørtrug, et smøræltebord og et par tønder: De såkaldte dritler, som det friskkærnede smør blev transporteret væk i, dengang mejeriet var i gang og ikke som nu et af Danmarks mindste museer.
Står det til Claus Kjeld Jensen skal mejerimuseet i Hjedding både varmes op og udvides. Han har sat en proces i gang, der skal gøre stedet værdigt til den historie, det rummer. Nemlig, som han formulerer det, en historie om demokrati, mod, iværksætteri og fællesskab. Planerne går på en tilbygning på marken bagved, der skal indeholde et kulturhistorisk eksperimentarium og som både lægger op til læring om de naturvidenskabelige landvindinger, der fik mejeriet til at fungere, og til samtaler om baggrunden for, at mejeriet blev til.
”Museet rummer en tosidet historie: Demokratihistorien om 22 mænd, der satte sig rundt om et langbord og traf en beslutning, der ændrede verden. Og historien om dampmaskiner, centrifuger, fedtprocenter og ernæring, altså alle de ting, der var vigtige for at få et mejeri op at stå. Et kommende eksperimentarium skal derfor også rumme begge dele,” siger Claus Kjeld Jensen.
Historien om Hjedding Mejeri begyndte i vinteren 1881-1882, hvor en ung landbrugskandidat kom til Ølgod. Han havde slået sig op på tanken om at få bønder til at gå sammen om at etablere pakkerier til det smør, de hver især producerede ude på gårdene, og rejste nu rundt fra by til by for at fortælle om sin idé.
Blandt de tilhørere, der havde betalt entré for at høre foredraget, var to lokale landmænd: 23-årige Jacob Stilling-Andersen og 41-årige Niels Hansen Uhd. Ingen af dem var imponerende over det, de hørte. Alligevel fik foredraget afgørende betydning for dem, for Hjedding, for Danmark – og for hele verden i den forstand, at det, de efterfølgende fik op at stå, var det allerførste andelsmejeri.
”Jacob Stilling-Andersen var den nytænkende, unge mand, der havde været på Tune Landbrugsskole ved Greve, og Niels Hansen Uhd var den solide, grundtvigsk tænkende bondemand, som folk havde tillid til, og som enten havde stiftet eller var formand for alle foreningerne i byen. Sammen blev de helt afgørende. For det var på deres initiativ, at 22 bønder satte sig sammen for at løse den krise, de stod i,” siger Claus Kjeld Jensen.
Om det møde skriver Jacob Stilling-Andersen i sine erindringer:
”Mødet begyndte om eftermiddagen, og den efterfølgende morgen, da solen stod op, var vedtægterne for så vidt færdige.”
Med til vedtægterne hørte det vigtige, at man stemte efter hoveder og ikke efter høveder. Her blev altså ikke, som i aktieselskaber, stemt efter indskuddets størrelse. Her havde husmanden med en enkelt ko samme magt som storbonden, og den fattigste bonde kunne uden pengeindskud få fuldt udbytte af sin mælk. Princippet var én mand én stemme – altså et andelsselskab. Den idé var allerede kommet til Danmark med en brugsforening i Thisted i 1866, men på mødet i Hjedding den eftermiddag, aften og nat blev grunden lagt til verdens første andelsmejeri, og der blev holdt åbning den 10. juni 1882.
”Det var nyt at drive mejeridrift på den måde, og det blev startskuddet til, at andelsbevægelsen blev så kæmpestor. I 1882 fandtes der ét andelsmejeri, nemlig det i Hjedding, i 1931 var der 1413 andelsmejerier i Danmark, og oveni kom alle slagterierne,” fortæller Claus Kjeld Jensen.
I begyndelsen af 1880’erne var der landbrugskrise i Danmark. Tyskland havde udstedt forbud mod import af levende dyr, og dermed mistede mange danske landmænd, der havde solgt stude til nabolandet i syd, deres livsgrundlag. Samtidig havde man ude på gårde og husmandssteder store problemer med at lave mælk om til smør.
Mange steder havde man kun en enkelt ko, så der skulle samles mælk sammen fra flere dage for at have nok til at kærne smør. Metoden var at sætte lerskåle med mælk på en hylde under loftet i stuen. Varmen gjorde, at fløden kunne skilles fra mælken, og når der var fløde nok, typisk efter en uges tid, gik man i gang med at piske fløden til smør. Den smør kunne måske afsættes til købmanden, men den var oftest af så ringe kvalitet, at den mest var egnet til vognsmørelse. Mejeridriften var derfor af afgørende betydning for, at landmændene kunne afsætte deres mælk til smør, der kunne eksporteres og dermed give penge i kassen.
Det lille mejeri i Hjedding blev på det nærmeste kvalt i sin egen succes.
Allerede i 1905 var forholdene for små, og der blev bygget et nyt mejeri tæt på stationen i Ølgod, hvorfra smørret og ostene let kunne transporteres videre.
Det lille rødstenshus i Hjedding blev efter 1905 i en periode brugt til beboelse, men i 1941 stod det foran at skulle rives ned.
Heldigvis for historien trådte Danske Mejeriers Fællesorganisation til og lod det gamle mejeri genopstå i den form, det havde i 1882, hvor mejerieventyret begyndte. Fra 1970 har Hjedding Mejerimuseum været administeret af Ølgod Museum, som nu hører ind under Vardemuseerne. Og står det til direktøren derfra, kan det lillebitte museum stå over for en ny glansperiode.
”Et sted citerer Jacob Stilling-Andersen en forstander fra Ladelund Landbrugsskole for at have sagt, at andelsbevægelsen er en bølge, der har rejst sig fra Vesterhavet, og derfra er skyllet hen over hele landet. Også derfor er det oplagt at lave et formidlende, kulturhistorisk eksperimentarium her, hvor det hele begyndte,” siger Claus Kjeld Jensen, der finder, at det derefter er en reel mulighed, at stedet kan blive.