Danske militære enheder har været indsat i en del brændpunkter de sidste mange årtier: Cypern, det tidligere Jugoslavien, Afghanistan, og så videre. Men som land har Danmark ikke været i krig i historisk lang tid. Groft sagt ikke siden 1864. Kan helt almindelige mennesker i dagens Danmark overhovedet forestille sig, hvad krig er?
Ja, selve definitionen er ikke raketvidenskab: ”Vi får krig, når ledere af en stat beslutter sig for med militære midler at sætte sig på et andet lands territorium og befolkning. Reelt er krig den højeste form for organiseret vold, røveri og drab,” som Frode Z. Olsen skriver i fjerde og sidste del af sin bog om en god håndfuld danske frivilliges forsvar af Hongkong i 1941. Men er den almindelige borger i stand til at leve sig ind i den sindstilstand, der indtræffer med krigens realitet? Ellers kan de blive det:
”Efter godt to ugers opladning til krig med ’blackouts’, lange og uhyggelige nattevagter, er det, ligesom jeg har vænnet mig til tanken om at skulle slå ihjel, slås i mørke og undgå at få en bajonet i mig. (…) Godt mod skal der til! Det må graves frem gennem civilisationens fernis – jægerinstinktet må vækkes.”
Sådan skriver shippingmanden Niels Ørskov i sin dagbog juleaftensdag i 1941. Han døde senere i en fangelejr. En tre-fire andre danskere faldt i den 18 dage lange kamp, hvor Hongkong forsvarede sig mod den japanske overmagt. Resten af danskerne – også typisk shippingmen ansat ved ØK og Nordisk Fjerfabrik – overlevede. Nogle af dem blev endda meget gamle.
Frode Z. Olsen, som har en fortid som politiattaché ved den danske ambassade i Beijing, vil gerne yde sit bidrag til, at disse helt almindelige danskere vil blive husket. Det fortjener de også. De overvandt usikkerheden og frygten og holdt fast i at gøre det rigtige.De var faktisk helte.
Der er også meget godt at sige om Olsens bog. Den er velskrevet, den er velresearchet og den er velillustreret: Der er en så stor overdådighed af relevante kort, fotos, figurer, med videre, at læseren undervejs næsten får en fornemmelse af at holde en genuin coffee table book i hænderne. Temmelig tung er den nemlig også.
Jeg kan dog ikke frigøre mig fra en fornemmelse af, at forfatteren måske vil for meget. Han vil både fortælle historien om den lange rejse til Hongkong, historien om det ubekymrede liv før krigen, om selve krigen – såvel på globalt som på lokalt niveau – og historien om fangenskabet bagefter. Den noget svingende kildesituation burde nok have ført til en reduktion af omfanget. Undertiden har man en fornemmelse af, at de skriftlige kilder presses til det yderste. Et enkelt eksempel:
”Mon ikke Kurt [Wilkens] den aften vendte sig i den smalle køje i kupéen og faldt i søvn ved tanken om at tage de sidste trin i en opgang på Østerbrogade og se Betty åbne døren?”.
Tja, det kan ikke udelukkes. Eller måske faldt Kurt, der senere faldt i kampen, bare i en drømmeløs søvn.