Tænk dig selv uden et CPR-nummer. Denne 10-cifrede nøgle til alt, hvad der har med dig at gøre. Hvordan ville dit liv se ud?
Måske bliver du en smule angstfyldt. Eller måske tænker du ikke, at det i grunden ville gøre den helt store forskel. Men forestil dig så, at du er de offentlige myndigheder. Hvordan ville de kende dig og kommunikere med dig? Hvordan ville de vide, om du var lige præcis dén Mette Sørensen og ikke en anden Mette Sørensen? Hvordan ville de undgå at forveksle din medicin, forhindre at dine børnepenge blev sendt forkert og sikre, at du betalte din indkomstskat til tiden?
Vores personnummer er i dag så grundlæggende en del af vores tilværelse, at vi knap skænker det en tanke, og det overrasker de fleste, at systemet i år ”kun” fylder 50 år. Men det gør det altså.
Ud over det åbenlyse – at forvaltningen har stor glæde af et så entydigt system – så har CPR-nummeret, der kom til verden i april 1968, også rykket ved vores forståelse af os selv i samfundet. Det mener Inger Lyngdrup Nørgård, der er digitalarkivar ved Randers Stadsarkiv, Museum Østjylland og netop nu i gang med et forskningsprojekt om registrering af danske borgere. Projektet ser på, hvordan kommuner har registreret borgere i årene 1950-2015, og noget, der især er påfaldende, er, hvor stor en rolle familien spillede, før systemet blev indført, siger hun.
”Før vi havde CPR-systemet, så registrerede man borgerne efter familien som norm. Det var et princip, der gik på, at man var registreret under mandens navn. Men det laver man på en række centrale områder om på i slutningen af 1960’erne,” siger Inger Lyngdrup Nørgård.
Her gik den politiske diskussion på, hvordan man kunne indføre kildeskat, altså en indkomstskat, der opkræves allerede ved lønudbetalingen. Det krævede et andet system, som i højere grad kunne fungere ”på tværs” i den offentlige forvaltning.
”Så opstår denne idé om, at det vil være godt, hvis man fra centralt hold ser på landets borgere som selvstændige individer, der skal have hver sit nummer. Det er samtidig en tid, hvor kvinderne for alvor kommer ud på arbejdsmarkedet. Der sker en individualisering fra centralt hold, og man kan også sige, at der gives en anden selvstændighed og myndighed til kvinder,” siger Inger Lyngdrup Nørgård.
Anette Faye Jacobsen, historiker og seniorforsker ved institut for menneskerettigheder undersøgte i sin ph.d.-afhandling det, hun kalder for ”husbondretten”, et begreb, som trækker tråde til det, Inger Lyngdrup Nørgård nævner.
”Hvis vi går tilbage i tiden, så var den enkeltes forhold organiseret af husstandens overhoved, altså typisk manden. Han havde forsørgelsespligt over for sin hustru, sine børn og i en vis grad også over for tjenestefolkene. Går man så langt tilbage som 1700-tallet, så kunne husbonden være ansvarlig for virkelig mange mennesker,” siger Anette Faye Jacobsen.
Alt, hvad der handlede om sundhed, pleje og pasning af børnene, gik gennem husstanden, og enhver kontakt med myndighederne gik gennem ”manden i huset”. Hvis man bladrer lidt i gamle love og bekendtgørelser, vil man kunne se denne husstands-logik masser af steder, påpeger Anette Faye Jacobsen.
”Hvis du var et ungt menneske, så måtte du ikke bare strejfe omkring som ’løsgænger’. Man skulle bo et bestemt sted under en husbond. Du kunne godt være en velhavende mand og bo alene, men alle andre skulle indordnes. Man ville ikke have, at folk bare ’hang omkring’, men det var også forsørgelse og et spørgsmål om social sikkerhed,” siger hun
”Det var jo også, fordi staten ikke tog denne opgave på sig. Det verdensbillede, der knytter sig til husstandslogikken, er ét, hvor du er meget mere afhængig af dine nærmeste, et materielt fattigt samfund uden velfærdsstat. Da er det, man har husstanden. Man behøvede ikke nødvendigvis være i familie, men hørte man til samme husstand, så havde man også en pligt over for hinanden.”
Indtil 1915 havde en person her i landet stadig kun stemmeret, hvis han talte på vegne af en husstand, og økonomiske eller politiske rettigheder var i det hele taget bundet op på husstandens leder.
”Afviklingen af husbondretten har taget næsten 300 år, og noget af det sidste, der blev afviklet, har været på skatteområdet. Helt op i 1980’erne ser vi efterdønninger af husstandslogikken, hvor gifte kvinder har betalt skat gennem deres mænd,” siger Anette Faye Jacobsen.
Set med de briller er CPR-nummerets entré i 1968 lidt af en milepæl. Nummeret bliver et symbol på individualiseringen og måske ligefrem ligestilling, mener Anette Faye Jacobsen.
”Med det er man fra starten af skrevet ind i et andet sikkerhedsnet. Du er skrevet ind i staten, ikke familien fra begyndelsen af, og børn er individer i samfundet fra det øjeblik, de får et nummer. CPR-registret er den forvaltningsmæssige anerkendelse af og et instrument til at virkeliggøre, at vi alle er individer og borgere i den danske stats jurisdiktion. Det gælder også udlændinge: Når du får dit nummer, er du borger i det danske system, du kan overvåges og spores, men det giver dig også en masse rettigheder som enkeltperson.”
Fra 1924 og frem til CPR-numrene kom på banen i 1968, var hver enkelt dansker registreret på papir i de kommunale folkeregistre. I det fandtes ét kartotekskort pr. familie eller husstand, forklarer Asbjørn Romvig Thomsen, seniorforsker ved Rigsarkivet.
”På det kort stod så adressen, for eksempel Enebærvej 1, og at på den adresse boede denne mand, denne kone og deres børn. Og så helt basale identifikationsoplysninger,” siger han.
Den enkeltes stilling i husstanden kunne eksempelvis stå således: Hf for husfader, Hm for husmoder, S for søn, D for datter, Hsa for husassistent, Sl for slægtning, P for pensionær eller L for logerende.
Asbjørn Romvig Thomsen er enig i, at personnummer-systemet kan ses som et brud med den traditionelle familietanke – sådan da:
”På et eller andet plan, så viderefører man jo faktisk det med at holde familierne samlet i CPR-registret. Ud over det CPR-nummer, som personen, der blev registreret, havde, så var der plads på identifikationskortet til at angive et relateret personnummer. Der blev mand og kone koblet til hinanden, og hvis der var to voksne i husstanden, fik børn ’naturligvis’ koblet faderens navn på. Så det er rigtigt, at CPR-registret er individualiseret, men helt frem til sidst i 1970’erne er man faktisk fortsat med at holde familierne samlet via en tilknytning til husstandens som regel mandlige overhoved,” siger han.
Hen over foråret og sommeren vil Inger Lyngdrup Nørgård grave videre i arkiverne. Allerede nu tegner der sig et mere nuanceret billede af, hvordan Hans, Jette, Sara, Erling, Signe, Martin og Gry er blevet sat i system, siden de fik hver sit nummer.
”Nogle af de interviews, jeg har lavet, viser, at man helt frem til kommunalreformen i 2007 har brugt familien som et styrende princip i registreringen af sociale sager: Hvis man søger under manden, så finder man også oplysninger om hans kone og børn, eller børn genfindes under moderen,” fortæller hun.
”Det er tankevækkende, at man i nogle socialsager har haft familien som styrende princip i registreringen så højt op i tiden. Det siger måske noget om, at der er nogle ting, der ikke er blevet lettere, fordi vi har fået hver sit nummer. At der er nogle ting, der er lettere at håndtere, hvis man ser på hver især som del af en familie.”