Prøv avisen
Bog

Orddrupgaard er et publikumsvenligt sted, hvor den kunstfaglige fane holdes højt

3 stjerner

Der er store mangler i bogen om Ordrupgaards første 100 år, men historien om Wilhelm Hansen og hustruen, Henny, er dybt interessant

”Et museum bliver til. Ordrupgaard gennem hundrede år. En billedfortælling” lyder den lange titel på historien om det Ordrupgaard, der så dagens lys i 1918 skabt af samleren og forsikringsdirektøren Wilhelm Hansen og hustru Henny. De mødte hinanden som unge, hun var 16 år, han var hendes lærer i verdenssproget volapyk, som Wilhelm Hansen endda udgav ordbøger om. Det lyder afsindigt – og morsomt.

Men ud over denne kuriositet er det småt med grinene i bogen, der er præget af at have ærindet at skulle guide læseren gennem en lang og omskiftelig historie. Bogens hovedforfatter Dorthe Vangsgaard Nielsen er museums-inspektør på stedet, og det er lidt af en opgave at skulle bære historien igennem, selvom billedmaterialet og kilderne er rigelige. Det er halvvejs blevet en forskerpublikation med mange nyttige data, halvvejs en scrapbog med mange fine billeder og avisudklip, men som læser mangler man nok lidt engageret sproglighed.

Havde det været en afgangsopgave, var den til en flot karakter, men som selvstændig bogudgivelse er der for mange gentagelser og for lidt redaktionelt flow.

Wilhelm Hansen er ellers en god historie, kan man forstå. Ofte i dagspressen, populær og med en kometkarriere, der giver ham titlen af etatsråd og penge nok til at etablere en samling, som han både beholder og handler med som en hvilken som helst anden forretningsmand.

Det første værk, han og hustruen køber, forestiller en ko malet af guldaldermaleren Lundbye, og det er et smukt grundlag for en samling, fordi det indvarsler en uprætentiøs holdning til livet og kunsten. Hansen etablerer sig med et stort netværk af forretningsforbindelser, men også kunstnere, samlere og gallerister er med i entouragen. Han er jævnaldrende med Vilhelm Hammershøi og satser også modigt på sine samtidiges kunst. Han kan flytte noget, og han vil noget, samleren, koste hvad det vil. Så han udvider entreprenant sin samling til at omfatte fransk kunst, og det bliver hans øjeblikkelige ”claim to fame”. Han går metodisk til værks, ønsker sig et dusin af hver kunstners malerier, og han får fat på nogle af de i dag uvurderlige sager, der fortsat tilhører Ordrupgaardsamlingen. Villaen har han ladet opføre for at huse samlingen og som bopæl, men med udsigt til at lade offentligheden komme ind.

I 1922 krakker Landmandsbanken, og det bliver et grundstød for samlervirksomheden, for Hansen har med ligesindede opkøbt kunst for lånte midler med garanti i de værker, han allerede har erhvervet. Pludselig er skruen ikke uden ende. Lånekarrusellen stopper, og Hansen foreslår staten at købe samlingen til spotprisen en million kroner. Men staten takker nej, og halvdelen af den smukke franske samling ender på udenlandske hænder.

Sådan har der været mange gyldne forpassede øjeblikke i dansk kulturhistorie. Dorthe Vangsgaard Nielsen fortæller loyalt Ordrupgaard-historien, men der måtte godt have været noget, der hævede den i retning mod den politiske eller kunstneriske betydning, økonomien spiller i virkeligheden. Hvorfor synes det vigtigere at redde en bank end et museum, også med vore dages øjne? Wilhelm Hansen får som privatmand skaffet sin gæld af vejen, men han forbitres i sit forhold til det samfund, han gerne vil yde noget til.

I stedet for sælges ud af landet: de syv billeder af Monet, blandt andet med høstakke, klipper fra Belle-île og Rouen-katedralen, de fire Gauguin-billeder, tre fra Sydhavsøerne, de syv Cézanne, heraf to selvportrætter, seks Manet, fem Degas og endelig van Goghs portræt af impressionisternes farvehandler og ven, ”Le Père Tanguy”.

Wilhelm Hansen dør som 67-årig i 1936. Enken Henny bliver den, der testamenterer villa og samling til offentligheden i begyndelsen af 1950’erne. Derefter følger en kedelig periode, hvor to afgåede feinschmeckere blandt Statens Museum for Kunsts tidligere direktører opholder sig i villaen, som var det deres egen samling. Ingen særlige tiltag mod offentligheden. Det sker først med den eksplosive Hanne Finsen, der tiltræder direktørstillingen og skaber nogle blockbuster-udstillinger, hvor museet forvandles fra sin tornerosesøvn mod det Ordrupgaard, vi kender i dag.

Den næste direktør, Anne-Birgitte Fonsmark, følger i sporet og udvider museet på alle måder. Både bygningsmassen og parken forvandles til et inkluderende og publikumsvenligt sted at færdes, samtidig med at den kunstfaglige fane holdes højt. Det er den sidste del af fortællingen, Vangsgaard Nielsen beretter bedst og mest indsigtsfuldt om. Måske skulle bogen være delt i to. Mændenes Ordrupgaard og kvindernes. Det indadvendte og det udadvendte Ordrupgaard, der begyndte i 1978, men på Henny Hansens testamentariske grundlag fra 1951.

Når det er sagt, skal bogen også hyldes for især to ting: dels at fortælle om, hvilken international rolle en samler og et museum kan spille, dels at vise et flot værkudvalg for os, der har besøgt stedet og set væsentlige udstillinger som Gauguin og van Gogh, de mange Hammershøi-udstillinger eller Monet i Norge og vil en tur ned ad ”memory lane”.