Prøv avisen

Troens betydning for spejderbevægelsen er et spørgsmål om spejderånd

På spejderlejre i både Danmark og udlandet er kristendommen ofte blevet markeret med andagter og fællesbøn for ledere og børn. På billedet ses de 35.000 spejdere, der i sommeren 1964 var samlet til jamboree i Valley Forge, Pennsylvania i USA for blandt andet at deltage i en protestantisk gudstjeneste. Foto: AP/Ritzau Foto

Selvom kristendommen historisk set var en af grundpillerne i spejderbevægelsen, har troens betydning altid været fleksibel. Korpsene skabte deres egne traditioner, hvoraf nogle kan være ved at gå tabt

Da englænderen Robert Baden-Powell i begyndelsen af 1900-tallet grundlagde den internationale spejderbevægelse, skete det ud fra tre grundprincipper: pligten mod dig selv, pligten mod andre og pligten mod Gud. Den første pligt handlede om den enkeltes ansvar for sin egen udvikling og den næste om at være god ved andre mennesker, naturen og verden. Og så var der det med Gud.

Det punkt handlede om at følge Guds ord og få det bedste ud af det liv, man var blevet givet. Med pligten mod Gud ønskede Baden-Powell også, at de unge skulle forstå, at disciplin og gode gerninger ikke var noget mål i sig selv. De pligter understregede blot, hvor vigtigt det var at ”lægge kimen til en åndelig religion, som derefter vil blive deres guide og vigtigste støtte resten af livet,” som han skrev i bogen ”Yarns for Boy Scouts” i 1909.

Siden har både Danmarks og verdens mange spejderorganisationer fundet vidt forskellige svar på, hvordan pligten mod Gud skulle håndteres. Noget tyder dog på, at de kirkelige korps herhjemme er blevet mere usikre på deres svar.

Den udvikling har Suzette Munksgaard set nærmere på det seneste år. Hun er projektleder ved Center for Ungdomsstudier, CUR, og arbejder med projektet ”Det med Gud – men hvordan?”, som er støttet af Y’s Men Danmark og går ud på at udvikle metoder med fokus på blandt andet værdi- og kristendomsformidling i de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer KFUM og KFUM, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere og FDF.

”Der er tale om børne- og ungdomsorganisationer, der i sin tid har været en fast del af det kirkelige børne- og ungdomsarbejde og bestod af ledere, der vidste, hvilke værdier de stod for, og kunne sætte ord på, hvad de troede på. I udgangspunktet var de kirkelige spejderkorps kirkens hænder og fødder i forhold til børn og unge. I dag kender mange ledere ikke til den tradition, og så bliver det svært at videreformidle og sætte ord på det med Gud,” siger hun.

Men hvad er det helt præcist for en tradition, der risikerer at blive tabt på gulvet? Før der zoomes ind på Danmark, bør det næves, at Baden-Powell aldrig selv formulerede klare retningslinjer for, hvordan pligten til Gud skulle håndteres. Det fortæller Espen Schaanning, som er professor i idéhistorie på Universitetet i Oslo og har forsket i og skrevet en bog om spejderbevægelsen.

”Selvom der ikke er nogen tvivl om, at religionen var central i spejderbevægelsen, så er der ikke meget, der tyder på, at Baden-Powell ønskede, at religionen skulle gennemsyre spejderbevægelsen og gøre den til en slags menighed med gudstjenester, andagt, bibellæsning og salmesang. Når det kom til stykket, var det spejderloven, spejderne skulle bekende sig til, og ikke De Ti Bud, og deres lærebog var ’Scouting for Boys’, ikke Bibelen,” forklarer han og tilføjer, at Baden-Powell samtidig ville undgå enhver form for religiøse sekterisme og voldsom religiøs forkyndelse.

”Religionen skulle nærmest smugles ind i små bidder imellem alle de andre spejderaktiviteter, så forkyndelsen ikke helt tog overhånd,” siger han og tilføjer, at dette kunne være ved at minde spejderne om at takke Gud undervejs i spejderaktiviteter eller ved at lade dem opleve Guds skaberværk i naturen.

I Danmark var det også forskelligt, hvor meget religionen skulle fylde. I en oversættelse fra 1910 af en af Baden-Powells spejderbøger, var det kristne budskab eksempelvis nedtonet af oversætteren Cay Lembcke, som var blandt pionererne inden for den danske spejderverden. På samme måde havde manden bag Det Danske Spejderkorps, gymnasierektoren fra Hellerup Hans Hartvig Møller, heller ikke travlt med at få forkyndelsen i fokus. Det havde præsten i Holmens Kirke Gunner Engberg og andre fra den kirkelige børne- og ungdomsbevægelse KFUM til gengæld. Derfor brød KFUM-Spejderne i 1916 med Det Danske Spejderkorps, hvormed Danmark fik to korps, der oprindeligt havde to vidt forskellige syn på religion, siger erhvervsmanden Lars Kolind. Han har i mange år arbejdet inden for spejderbevægelsen og er formand for den internationale spejderbevægelses fond i Schweiz, World Scout Foun- dation, samt i bevægelsens bestyrelse.

”I Det Danske Spejderkorps mente man, at pligten mod Gud skulle opfattes som mere åben og op til den enkelte. KFUM-Spejderne var helt naturligt en del af det folkekirkelige arbejde med en mere snæver forståelse af tro og med forkyndelsen som en central del af arbejdet. I begyndelsen mente begge korps, at de var den sande repræsentant for spejderarbejdet, og der var konkurrence mellem dem. Men siden er de vokset parallelt, og de har levet fredeligt sammen,” siger han og tilføjer, at forskellene med tiden også er nedtonet, og at korpsene i dag har et nært samarbejde.

Globalt kan man også finde spejderkorps med langt mere forskellige syn på det religiøse, siger Lars Kolind.

”Med ’pligten mod Gud’ har Baden-Powell med stor sandsynlighed henvist til kristendommen, men før han vidste af det, spredte bevægelsen sig globalt og blev tolket sådan, at det var den religion, man nu engang hørte til. I dag er bevægelsen i alle trossamfund. Det har altid været et meget pragmatisk og fleksibelt system.”

I begyndelsen af 1900-tallet voksede en anden kirkelig børne- og ungdomsorganisation frem i Danmark. Frivilligt Drenge-Forbund – senere Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund – udløb af den internationale organisation The Boys’ Brigade og blev oprettet i 1902 af søndagsskolelæreren Holger Tornøe. Målet var at ”berede vejen for Kristi riges udbredelse blandt drenge ved at bringe dem under kristne mænds påvirkning og at udføre en forebyggende, vækkende og bevarende gerning blandt dem”, lød det. I dag er formålet moderniseret til ”at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus”, fortæller Erik Rasmussen, som står bag FDF Museet og har skrevet en bog om Holger Tornøe.

”I begyndelsen var det nok 10 procent forkyndelse og 90 procent leg. Nu er det måske 2 procent forkyndelse og resten leg, men det varierer fra kreds til kreds. På den måde afspejler arbejdet det samfund, vi lever i. På samme måde er FDF de seneste år begyndt at arbejde med fire ståsteder, man skal møde verden ud fra. Det handler om relationer, tro, leg og samfundsengagement, og her kommer troen til udtryk gennem samtale om de store spørgsmål i livet på et folkekirkeligt grundlag,” siger han.

FDF tilsluttede sig aldrig spejdernes verdensorganisation, men forsøgte i 1921 at slå sig sammen med KFUM-Spejderne. Dette holdt kun i ni måneder, da man ifølge Erik Rasmussen ikke kunne finde fælles fodslag for navne og begreber. Der er dog lighedstræk i måden, hvorpå FDF og de kirkelige spejderkorps i dag arbejder med andagter, salmesang og fællesbøn. Flere steder er de forkyndende elementer med gennemgang af bibelske tekster udskiftet med nye måder at drøfte troen på samt samtaler om eksistens og etik.

Ifølge chef i Danske Baptisters Spejderkorps Mikkel Nilsson skyldes det, at unge i dag kræver mere dialog.

”I et samfund, hvor der ligger et stærkere og stærkere tabu i det at have en almindelig dagligdagstro, er det vigtigt med plads til dialog om tro. I dag bliver religiøsitet efterhånden sammenlignet med ekstremitet mange steder, så vores opgave som et kristent spejderkorps er i højere grad at være et rum for dialog end for egentlig forkyndelse i dag. Dermed håber vi at kunne tage den kristne tro ned på jorden igen og skabe en forståelse både hos børn og ledere om, at der er rum til den jordbundne hverdagstro,” siger han.

Derudover gøres det i dag klart, at den kristne tro ikke er en forudsætning for at være spejder i de kirkelige korps. I 2012 skrev Kristeligt Dagblad for eksempel, at flere danske spejderbevægelser sagde, at man kunne være spejder uden at aflægge spejderløftet. Der stilles heller ikke særlige krav til de lokale ledere, hvilket kan være årsagen til, at det forkyndende element de seneste 20 år langsomt er gledet ud af bevægelsen. Det siger sognepræst i Grøndalslund ved Rødovre Martin Holt Jensen, som er frivillig leder hos KFUM-Spejderne og står for det åndelige materiale til sommerens store Spejdernes Lejr, der er arrangeret af fem danske spejderkorps. I 2011 var han med til at undersøge, hvordan man ude i de lokale KFUM-spejdergrupper arbejdede med forkyndelse og åndelig fornyelse.

”I 1970’erne og 1980’erne var der en meget stærk tilknytning til kirken og meget kristne spejderledere, der forkyndte det kristne evangelium. Det fik de lov til at blive ved med i årtierne frem, og da nye ledere så skulle overtage opgaven i 1990’erne, så vidste de ikke hvordan. De ville hellere overlade det til præsterne,” siger han.

Derudover skyldes udviklingen ifølge projektleder Suzette Munksgaard, at præst og kirke også er udfordret af, hvordan det med Gud kan formidles ind i et børne- og ungdomsliv anno 2017.

”Det er derfor en udfordring for kirken at støtte spejderledere i det arbejde, der har med Gud at gøre. Spejderne bruges tit som praktiske grise, der bidrager med det, de er gode til, som klatring på kirketårnet eller at dele oblater ud. Det er fint, men hvordan bidrager kirken med det, den er god til – at invitere til en fælles samtale om kristendommens fortolkningspotentialer i forhold til børn og unges hverdagsliv? Eller sagt med et luthersk perspektiv: Hvordan kan kirken være med til at give ordet tilbage til spejderlederne, så de kan sætte ord på det med Gud?”, siger hun.

Det var Robert Baden-Powell, som i begyndelsen af 1900-tallet grundlagde den internationale spejderbevægelse. Foto: Ritzau Foto