Farvel til den fædrene gård

Hans Alrøe Christensen er tredje generation på Ingvorstrup Hovedgaard på Djursland. Men når han og konen om nogle år bliver for gamle til at drive gården videre, er det sandsynligvis farvel til slægtsgården. Børnene står ikke parat til at overtage, og sådan ser virkeligheden ud for de fleste slægtsgårde

Slægtsgården Klægager i Ballum blev tidligere i år kåret som Danmarks smukkeste bondegård. Gården blev bygget i 1857, og bebos i dag af Ruth og Christian Lorenzen, der er sjette generation på Klægager. –
Slægtsgården Klægager i Ballum blev tidligere i år kåret som Danmarks smukkeste bondegård. Gården blev bygget i 1857, og bebos i dag af Ruth og Christian Lorenzen, der er sjette generation på Klægager. –. Foto: Bygningskultur Danmark.

Gården rejser sig majestætisk i bunden af den snoede grusvej. Hvidkalkede længer med markante takker øverst på gavlenes murværk danner ramme om gårdspladsen, hvor hovedbygningen fuldender billedet af en smuk og herskabelig gård, der har ligget på det nordlige Djursland tæt ved Grenaa siden 1400-tallet.

Gennem tiderne har Ingvorstrup Hovedgaard haft over 50 ejere. Blandt andre adelsslægterne Skeel, Rosenkrantz og Trolle, men det var først i begyndelsen af 1900-tallet, at gården blev en såkaldt slægtsgård, da den kom i familien Christensens eje.

Det var den nuværende ejer Hans Alrøe Christensens farfar, der købte gården i 1924, og i 1938 overtog hans far den – og her voksede Hans Alrøe Christensen derfor op sammen med sine fem søskende. Det lå egentlig i kortene, at ældste søn skulle overtage gården, og derfor tog lillebror Hans ikke kun en landbrugsuddannelse, men læste også til ingeniør og flyttede siden til Sjælland.

Men efter forældrenes død endte det alligevel med, at det blev ham, der i 1998 købte fødegården sammen med sin kone, Anne Lis Ladefoged. ”For at beholde den i familien,” som de siger.

En gård skal være i slægtens eje eller brug i mere end 75 år eller i mindst tre generationer for at blive betegnet som en slægtsgård. Men som det ser ud nu, kommer der ikke en fjerde generation på Ingvorstrup. Ingen af de to døtre har umiddelbart lyst til at binde an med et stuehus på knap 600 kvadratmeter, flere udbygninger og de 121 hektar jord, der hører til.

”Vi kan selvfølgelig stadig håbe på, at Ingvorstrup bliver i slægten. Men det er ikke særlig sandsynligt. Det vigtigste er dog, at gården ikke nedlægges, men at den familie, der til sin tid skal overtage den, ønsker at bevare den,” siger Hans Alrøe Christensen.

Anne Lis Ladefoged og Hans Alrøe Christensen købte Ingvorstrup Hovedgård i 1998. Gården er hans fødehjem, og Hans Alrøe Christensen er tredje generation på Ingvorstrup. –
Anne Lis Ladefoged og Hans Alrøe Christensen købte Ingvorstrup Hovedgård i 1998. Gården er hans fødehjem, og Hans Alrøe Christensen er tredje generation på Ingvorstrup. – Foto: Helle Arnsbak/Ritzau

Han er i dag 75 år og stadig i gang med at føre stuehuset op til moderne standard, som han også har gjort det med driftsbygningerne. 45 af vinduespartierne er allerede udskiftet. 17 mangler. To badeværelser er sat i stand, og flere døre står klar på førstesalen, stadig indpakket i plastic.

”Vi når nok ikke at blive færdige i vores tid. Vi har ofret store summer allerede på projektet, men det er jo tydeligt, at hovedbygningen stadig trænger.”

Både Hans Alrøe Christensen og hans kone har haft fuldtidsjob ved siden af gårddriften. ”For at få det til at løbe rundt,” som de siger. Og netop økonomien og udviklingen generelt i landbruget er en væsentlig forklaring på, at familien Christensens historie ikke er usædvanlig. Andelen af slægtsgårde i Danmark bliver nemlig ved med at falde.

Det kan man blandt andet læse i bladet Slægtsgården som for nylig kunne fejre 75-årsjubilæum som tidsskrift for Dansk Slægtsgårdsforening, der blev stiftet i 1941. Dengang var formålet med foreningen ”at værne om og bevare de danske slægtsgårde, således at de bliver inden for slægterne”. Men i dag er denne tilføjelse kommet til: ”(...) dette formål kan ikke længere opfyldes. Formålet er nu at bevare kendskabet til og historien om de danske slægtsgårde.”

Faktisk var foreningen også selv ved at lukke og slukke for et par år siden. For som foreningens formand, Gunhild Olesen Møller, siger, så er slægtsgårdene et stykke danmarkshistorie, der er ved at forsvinde. Da Dansk Slægtsgårdsforening blev stiftet, var der næsten 5000 medlemmer. I dag er tallet faldet til godt 1000.

”Vi er jo udsat for en demografisk udvikling, hvor ejerne af slægtsgårdene bliver ældre og ældre, og der kommer langtfra altid nye generationer til. Det gør det selvfølgelig svært at tegne nye medlemmer. Men så længe vi kan få det til at køre rundt økonomisk i foreningen, og der stadig dukker folk op til vores arrangementer i de 14 lokalkredse, så fortsætter vi,” siger hun og fortæller, at seneste årsmøde i Midtjysk Kreds i Viborg samlede mere end 100 deltagere.

Gunhild Olesen Møller bor selv på slægtsgården Bronzehave i Vester Assels på Mors, hvor hendes mand er sjette generation på gården. Men også her bliver ægteparret sandsynligvis den sidste generation i slægten, der bor på Bronzehave, for ingen af børnene ser ud til at ville overtage gården.

”For mig at se er slægtsgårdene en vigtig del af vores kulturarv. Og i tider med så stor omskiftelighed i samfundet synes jeg, det er vigtigt at forholde sig til vores historie og tænke over, hvor stor indflydelse landbruget har haft for udviklingen af vores land. Mange af vores politikere, blandt andet mange af de netop valgte borgmestre, har jo deres rod i landbruget og er skolet inden for landbrugets organisationer. Også i den forbindelse har slægtsgårdene spillet en vigtig rolle,” siger Gunhild Olesen Møller.

Spørger man derimod en af de historikere, der har forsket meget i dansk landbohistorie, ser slægtsgårdenes betydning noget anderledes ud.

”I virkeligheden er slægtsgården meget mindre udbredt i Danmark end i mange andre lande. Der findes en forestilling om, at jord og slægt hører sammen her i landet, men det er faktisk mest af alt en romantisk Morten Korch-agtig idé. Her i landet har det allervigtigste været selv at eje sin gård. Om den så har været i slægten eller ej, er mindre vigtigt. I dansk landbrugs historie kan vi derfor sige, at det ikke er slægtsgården, men selvejergården, der har været det bærende ideal,” fortæller overinspektør ved Museum Sønderjylland, dr.phil. Carsten Porskrog Rasmussen.

Han kobler selvejeridealet sammen med den danske feudalhistorie, hvor jorden var ejet af nogle få, herremændene, der så fik fæstebønder til at dyrke den.

”Helt frem til første halvdel af 1700-tallet var 97 procent af gårdene drevet af fæstebønder. Det betød jo, at gårdene ikke kunne gå i arv, som man ellers så det i andre europæiske lande. Først med landboreformerne fra midten af 1700-tallet og helt frem til 1860’erne begynder landmændene selv at kunne eje deres gårde, og netop selveje bliver derfor det vigtigste parameter i dansk landbrug,” siger Carsten Porskrog Rasmussen.

Ifølge museumsinspektøren er der ingen præcise tal på udviklingen i antallet af slægtsgårde i Danmark. Men af forskellige historiske grunde finder vi et forholdsvist større antal i Sønderjylland end i resten af landet.

”Så i Danmark kan vi sige, at der har været et mere pragmatisk syn på gården – og at det primært har handlet om at købe en gård med den bedste jord. Det har med andre ord været vigtigere for os, at det er manden på traktoren, der ejer jorden, end hvorvidt han nu også er sønnen fra den fædrene gård.”

Elgård på Als var en slægtsgård, hvor familien Elholm boede i flere generationer. –
Elgård på Als var en slægtsgård, hvor familien Elholm boede i flere generationer. – Foto: Dansk Slægtsgårds-forenings arkiv