Filosof: Det er stadig en dårlig ide at slå sig selv ihjel

Shakespeare og Goethe romantiserede selvmordet, mens Albert Camus og Kurt Cobain dyrkede dødsdriften i nyere tid. Men de fleste filosoffer har siden antikken advaret mod at frastøde livets gave, siger filosof

Synet på selvmord er skiftet mange gange, siden antikken. Her har den italienske maler Agnolo Bronzino (1503-1572) malet den romerske adelskvinde Lukretia, der begik selvmord, fordi hun ikke kunne leve med skammen efter en voldtægt. –
Synet på selvmord er skiftet mange gange, siden antikken. Her har den italienske maler Agnolo Bronzino (1503-1572) malet den romerske adelskvinde Lukretia, der begik selvmord, fordi hun ikke kunne leve med skammen efter en voldtægt. – . Foto: Roger Viollet/Polfoto.

Da rocksangeren David Bowie døde sidste år, virkede det koreograferet. Han iscenesatte sig selv som en slags Antikrist på sangen ”Blackstar” med teksten ”I’m the great I am, I’m a Blackstar” (”Jeg er den store Jeg er, jeg er en sort stjerne”).

Albummet udkom som en musikalsk genopstandelse på hans fødselsdag en fredag, mens han døde to dage efter om søndagen som en omvendt Messias (i musikvideoen hænger han oven i købet som et sexgalt fugleskræmsel på et kors). Det har fået mange til at spekulere i, om han mon døde en naturlig død.

Det var en kendt sag, at den ikoniske rocksanger havde kræft, men i efteråret udkom en bog, der mere end antydede, at han begik assisteret selvmord. Sikkert er det, at han før havde skrevet sange om selvmord – som mange andre musikidoler før ham.

Rockgruppen Nirvanas 27-årige forsanger, Kurt Cobain, fik for eksempel gruppens fans til at gå i chok, da han faktisk begik selvmord i 1994. Siden er en del sangere fulgt i hans fodspor.

Og kulturhistorien er fyldt med kunstnere, der selv forkortede vejen til kisten. Det er triste ledestjerner for ungdommen, der i stedet skulle lære at omfavne livet. For selvmord er aldrig svaret. Og hvis man har en mistanke om, at nogen overvejer selvmord, så har man en etisk forpligtelse til at spørge til det. Frelsen ligger i kommunikationen, mente Søren Kierkegaard, der skriver om selvmordets mulighed som ”en forbandet realitet” i værket ”Sygdommen til døden”, fortæller filosof Peter Tudvad:

”Filosoffer har altid beskæftiget sig mod selvmordet som problem. For det, der adskiller os fra dyrene, er jo netop, at vi kan overveje at tage livet af os selv. Men hvis man tillader selvmord, så er alt tilladt, som Ludwig Wittgenstein (østrigsk filosof, red.) sagde. Og derfor har de fleste filosoffer gennem tiden også afskrevet selvmordet som etisk uforsvarligt,” siger Peter Tudvad.

Selvmordet er dog måske det største filosofiske spørgsmål, der findes. For vi ved, at vi lever, men er livet værd at leve? spurgte den franske eksistentialistiske filosof Albert Camus (1913-1960), der før sin tidlige død (ved et trafikuheld) nåede at skrive flere værker om emnet.

Camus’ værk ”Sisyfos- myten” trækker på den gamle græske myte om Sisyfos, der som straf fra guderne skulle rulle en sten op ad bjerget, hvor den så rullede ned igen. Hans liv var en tragedie, fordi det kunne virke meningsløst, men var det så værd at leve? Camus skrev, at der måske alligevel fandtes mening for Sisyfos på vej op ad bjerget. For selvmordet ville være at give op. Det ville være en virkelig tragedie.

Et selvmord er en tragedie. Det mente allerede de gamle grækere. For selvom de græske tragedier er fyldt med folk, der tager livet af sig selv og deres egne børn, så mente de store græske filosoffer, at selvmordet er et skråplan.

Dengang var filosofien og troen på guderne vævet tæt sammen, og eftersom livet var gudernes gave, blev selvmordet betragtet som en hån mod den gave.

Matematikkens fader, Pythagoras, mente, at et selvmord kunne fremkalde en ubalance i verden, fordi guderne regnede med, at der skulle være et bestemt antal sjæle i verden, og et selvmord derfor brød med gudernes orden. Ethvert menneske havde altså en skæbne, som man ikke selv skulle gøre sig til herre over. Derfor kunne Sokrates også gå roligt ind i døden, da han blev dødsdømt til at drikke gift. Men selvmordet var en gal og fejlagtig tanke, fastslog Sokrates’ elev Platon, mens Aristoteles ligefrem kaldte selvmordet for en kriminel handling.

Anderledes så man på selvmordet i det gamle Rom. Her blev selvmordet i lighed med den gamle japanske kultur set som en til tider ædel handling, fortæller Peter Tudvad:

”Den romerske adelskvinde Lukretia, der var blevet voldtaget, blev for eksempel udødeliggjort på flere senere barokmalerier med en kniv mod maven, fordi hun hellere ville dø end at leve med skammen over voldtægten. Og sådan så man selvmordet som en måde at genoprette sin ære på,” forklarer han.

Kristendommen førte til et nyt syn på selvmordet i Rom. For de kristne mente som grækerne, at selvmordet var en synd – selvom de første kristne martyrer ligesom Sokrates gik roligt mod døden, mens man sagde, at martyrernes blod er kirkens sæd. Men her skelnede man igen mellem at dø for en sag og en tro – og at dø, fordi man ikke havde mere at tro på.

I Bibelen findes der godt nok flere, der plages med depression og selvmordstanker. Kong Salomon skriver for eksempel i Prædikerens Bog, at livet føles ”endeløst tomt”, og Job mener, da han har det værst, at det var bedre, at han aldrig var blevet født. Og på samme måde har blandt andre profeterne Moses, Elias, Jeremias og Jonas også deres depressive perioder. Man taler også om de ”prøvede profeter”, fordi deres liv viser, at tilværelsen ikke altid er nem. Der er dog alligevel kun nogle få selvmord i Bibelen.

Den blinde Samsons selvmordsaktion, da han i sit fangenskab river de bærende søjler ned over både sig selv og sine festende fjender, er ofte blevet betragtet som en heroisk død.

Kong Saul fremstår til gengæld mere som en kujon, da han grebet af angst for at blive dræbt af sine fjender under et slag, der allerede har kostet hans tre sønner livet, styrter sig i sit sværd, hvorefter hans våbendrager gør det samme. Og Bibelens sørgeligste selvmord er nok Judas Iskariots selvmord, efter at han har forrådt Jesus.

Blot 40 år senere – i år 73 – foregik der i øvrigt et jødisk masseselvmord i klippefæstningen Masada i Judæaørkenen efter Jerusalems fald under den jødisk-romerske krig. For da romerne brød igennem, fandt de knap 1000 jødiske forsvarere døde, fortæller Peter Tudvad.

”I ’Jødernes krig’ gengiver Josefus Flavius zeloternes leder, Eleazars, tale på Masada, da han stillede sig op foran de andre jøder og sagde, at de nu stod med valget mellem at slå sig selv ihjel eller lade fjenden slå dem ihjel og voldtage deres kvinder og mishandle deres børn. Rationalet er sådan set klart nok. Men det er ironisk at tænke på, at Goebbels’ kone tænkte på omtrent samme måde, da hun slog parrets seks børn ihjel i førerbunkeren inden de voksnes selvmord, fordi hun ikke ville have, at børnene skulle vokse op i en verden, der ikke var nationalsocialistisk.”

Sådan kan selvmordet virke som en udvej, når man ikke tror, at man har andre muligheder, men når man står midt i mørket, har man det jo også med at overse sine muligheder, og Goebbels’ hustrus tankegang er og bliver syg, mener Peter Tudvad.

Andre har da også set masseselvmordet på Masada som et udtryk for manglende tro. Måske kunne man have forhandlet med romerne. Eller måske ville Gud gribe ind. Moses stillede sig jo heller ikke op og opfordrede til masseselvmord, da Faraos soldater var på vej mod Det Røde Hav. Og i stedet kom miraklet. Men mirakler kan være svære at tro på, når man står midt i en kærestesorg eller et økonomisk kaos. Og især den ulykkelig kærlighed har ofte været et motiv i kunsten og litteraturen, der er spækket med selvmordere.

Shakespeares ”Romeo og Julie” er et af de mest prominente eksempler på dette. Mod enden af den berømte kærlighedshistorie misforstår parret som bekendt hinanden, så Romeo tror, at Julie er død – og begår selvmord, lige inden hun vågner. Og så begår hun selvmord. Gennem tiden er stykket sommetider blevet kritiseret for at romantisere selvmordet. Men hvis kunst kan koste liv, er Goethes brevroman ”Den unge Werthers lidelser” en mindst lige så stor ”skurk”.

Man siger ligefrem, at Goethes roman udløste en decideret selvmordsbølge, efter den udkom i 1774 som en frontløber for ”Sturm und Drang”-litteraturen, der beskrev lidenskaberne som utæmmelige urkræfter.

”Den unge Werthers lidelser” handler om Werther, der bliver stormende forelsket i den smukke Lotte, men da hun er lovet væk til en anden, ender han med at begå selvmord. Herhjemme blev bogen også forbudt, ligesom selvmordet i det hele taget var ulovligt i Danmark op til 1867.

”Før da begravede man også selvmordere uden for kirkegårdene, fordi man var sikker på, at de kom i Helvede. Selvmord var altså ikke kun en katolsk dødssynd. Det er heldigvis blødt op nu, selvom selvmord stadig er en dårlig idé. Det kan bare være svært at se, når man har det dårligt,” siger Peter Tudvad, der dagligt bliver mindet om selvmord, når han løber omkring sit hjem i Meissen ved Elben i Tyskland:

”Hver dag kommer jeg forbi en stejl klippevæg, der rejser sig 100 meter op over Elben. Den hedder Boselspitze, men kaldes selvmordsklippen, fordi så mange springer fra den. Man skal over et stakit og forbi en stor sten for at komme derud, hvor folk springer fra. En dag blev jeg nysgerrig og gik derud, hvor jeg så en messingplade, hvor der stod: ’Dit liv er mere værd. Der er en anden vej for dig!’ Og så var der nogle telefonnumre til forskellige selvmordslinjer. Det syntes jeg var smukt. Der er nok, der peger på mørket. Men indimellem skal man have hjælp til at huske lyset,” siger Peter Tudvad og tilføjer, at de lokale medier ikke skriver om selvmordene fra klippen på grund af ”Werther-effekten” – så Goethe lever stadig omkring selvmordsklippen.