Forbudne frugter og forgængelighed fylder i stillebenets kulturhistorie
Hvordan kan en østers både have noget med Jomfru Maria og det kvindelige køn at gøre? Dyk ned i en helt særlig genre i kunsten, sammen med Lise Bek, forfatter til ny bog om stillebenets kulturhistorie
Billedet med køkkenpigen, der ser på alle de forbudte fristelser, er et godt eksempel på, hvor meget den kristne kulturhistorie fylder, når man skal forstå et stilleben: Den halvspiste bolle til venstre i billedet er et nadversymbol, mens de timelige glæder her i livet, repræsenteret ved den falliske knogle, der stikker ud af fårelåret bagerst i billedet, netop er timelige, og dermed moralsk forkerte. Køkkenpigens højre øje indkranses af et hul i ruden. Det kan, ifølge Lise Bek, væ.
Frys! Det er næsten fotografisk, når kunstnere har sat tiden i stå og indfanget øjeblikket i et stilleben.
Og er du på et tidspunkt i dit liv kommet forbi et billede af en død hare eller fasan, henslængt over et veldækket bord, en forel på et fad eller en klase druer, der bugner ud over kanten af en frugtskål, så kan du regne med, at det er i denne genre, stillebenet, du befinder dig.
De mange udtryk, som stillebenet har fået gennem tiden, bliver endevendt i en ny bog af kunsthistorikeren Lise Bek, ”Måltidet som stilleben. Fra offergave til fastfoodobjekt”. Selve begrebet udtales korrekt ”stil-leben” og stammer fra Holland. Det har intet med et ”stille liv” at gøre, som mange tror, forklarer Lise Bek.
”Haren er noget af det, der har ændret betydning over tid. Den er et eksempel på livets forgængelighed, men ses i renæssancen og efterfølgende som noget vildt, det var forbeholdt fyrster og adel at nedlægge. Jagten var oprindelig en allemandsret, men i renæssancen blev retten stadfæstet som et privilegium for fyrster og adel, og herremænd havde jagtretten også på bøndernes marker. Det bliver et symbol på magt, og de døde dyr i sig selv er jo de overvundne, de nedlagte,” siger Lise Bek.
Nyere tids stilleben tager sin begyndelse i det daværende Holland, Nederlandene, med markedsstykker i 1500-tallet. Her ser man overdådigheder af fisk og andre fødevarer, og i de enkelte billeder fik beskueren samtidig en opfordring til moralsk rigtig levevis, fortæller Lise Bek. Billedet her viser de småhandlendes hverdag på et marked. Kødet er, skriver Lise Bek, samtidig den skinbarlige inkarnation af det seksuelle, af kødets lyster, med brede skinker, rå mængder rødt kød og pølser. ”Det var kun det bedre borgerskab, der bestilte kunst på den tid. Men scenerne i markeds- og køkkenstykkerne foregår altid i lavere sociale lag og viser mennesker, man betragtede som mindreværdige. Billeder-ne får en biklang af opdragelse: ”Se, hvordan de bærer sig ad i de kredse!”.
”Det betyder egentlig bare ’legeme i stilstand’ eller ’ubevægelig ting’. Og det kan, i sin helt oprindelige form både være en genstand, en menneskekrop eller et dyr, men det grundlæggende er denne fastfrysning,” siger hun.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det er ikke til at sige, hvornår kunstnerne begyndte at male stillebener, og som så ofte er begrebet kommet til meget senere, end fænomenet opstod. Man kan således argumentere for, at der findes stillebener i både de gamle hulemalerier og freskoer fra Romerriget. Men stillebenets absolutte storhedstid finder vi i 1600-tallet, en periode, hvor man for alvor begynder at få øjnene op for jordelivets glæder, forklarer Lise Bek.
Liv og død er en klassisk modsætning i tidens stillebener. Symbolikken er også til stede i dette oldgamle stilleben fra Vesuv-byerne. Granatæblet til højre i billedet er med sit glatte ydre og sine rubinagtige kerner (efter sigende præcis 365 som årets dage) et symbol på evigt liv, mens den døde agerhøne kan siges at symbolisere livets forgængelighed. Der er dog også en anden symbolik på spil, nemlig luftens og jordens element repræsenteret i henholdsvis fugl og frugt.
”I middelalderens kunst afbilder man udelukkende tingene symbolsk. De er ikke det, de ser ud til at være, men det, de betyder i en større religiøs sammenhæng. Men i 1600-tallet vender man sig mere væk fra det åndelige og får øjnene op for de håndgribelige og konkrete ting i tilværelsen.”
Dermed ikke sagt, at et stilleben er fri for symbolik. Faktisk er de fleste stillebener ladet med symboler, som også hver især kan variere i betydning fra kultur til kultur og over tid. Det gælder blandt andet for et af de mest benyttede motiver i stillebenets historie, æblet.
Tidligere opfattede man svangerskabet som noget, kvinden ikke bidrog til som andet end en beholder, i middelalderen så man østersen som et symbol på Jomfru Maria, der bar en kostbar perle i sig. Men i 1600-tallet ser vi masser af muslinge- og østersmotiver, og efter den tid kommer det til at være et symbol, der henviser mere til det kvindelige køn og vellysten. Samtidig skal man huske, at der i 1600-tallet blev skrevet digre traktater om, hvordan mennesker burde leve deres liv, og især kvinder har været underlagt meget streng social kontrol,” siger Lise Bek.
”Æblet er jo i kristen sammenhæng den forbudne frugt, fristelsens symbol. Men i den nordiske mytologi har Ydun foryngelsesæbler, og i andre kulturer er det et frugtbarhedssymbol. Når Cézanne maler et stilleben med grønne æbler i 1873, så er det grundstrukturerne i æblet, der optager ham – men symbolikken ligger jo stadig bag, og man tænker helt uvilkårligt på fristelsen,” siger Lise Bek.
Stillebener er gennem tiden blevet brugt meget, når der skulle undervises i kunstteori- og metode, fordi de opstillede ting er relativt enkle at afkode for sig selv.
”Det spændende er, at billederne på overfladen er det samme motiv hele vejen igennem, og man tror jo, mad er mad og ting bare ting. Men betydningen skifter hele tiden,” siger Lise Bek, der her guider gennem en række stillebener.
Også samtidskunsten dyrker stilleben. Her er det den rumænskfødte kunstner Daniel Spoerris ”Fallenbild” fra 1972, hvor kunstneren har fastfrosset et måltid, som hans ”portrætmodel” har efterladt det, fastgjort tallerkener, askebægre og afgnavede majskolber til en finerplade, der så hænges op på væggen. Ifølge Lise Bek genop-liver Spoerri således den urgamle forestilling om det dækkede bord som et billede på selve livet – der også kan hænde at falde på gulvet hvert eneste øjeblik.
