Den vigtigste stund i Grænseforeningens 100-årige levetid indtraf efter det første kvarte århundrede, den 1. juni 1945. Det var den stund, da foreningen, som ellers var grundlagt af mennesker drevet af drømmen om at gøre hele Slesvig dansk, valgte at lade være med at kræve grænsen flyttet.
Nogle var skuffede over denne position, men den var med til at bestyrke Grænseforeningens nøgleposition som ansvarlig for det kulturelle arbejde syd for grænsen og gøre den til Danmarks mest indflydelsesrige græsrodsinstitution.
Sådan konkluderer Axel Johnsen, ph.d. i historie og afdelingschef ved Museum Sønderjylland, i sin nye bog ”Grænsen, folket og staten. Grænseforeningens historie 1920-2020”. Bogen fortæller historien om en forening, som de seneste årtier måske har levet en skyggetilværelse, men som midt i det 20. århundrede var en stor folkebevægelse – og som må ses som hovedårsagen til, at der i dag overhovedet er mennesker syd for den dansk-tyske grænse, der definerer deres sindelag som dansk.
Måske opgav Grænseforeningen drømmen om et politisk samlet dansk Slesvig på foreningens første hovedbestyrelsesmøde efter Danmarks befrielse – det møde, der fandt sted den 1. juni 1945. Til gengæld lykkedes det foreningen fra den dag og frem at holde drømmen om et kulturelt dansk Slesvig i live.
”I sommeren 1945 havde Tyskland lige tabt verdenskrigen. Stærke kræfter i Danmark talte for at frigøre Sydslesvig for at kræve en ny folkeafstemning om, hvor grænsen skulle gå. Titusinder af sydslesvigere valgte pludselig at bekende sig til danskhed. Men den danske regering sagde: ’Grænsen ligger fast!’ I dén situation valgte Grænseforeningen at stå fast på ikke at kaste sine 200.000 medlemmer ud i et krav om at flytte grænsen. Og det valgte de, fordi de bar erfaringen med sig fra årene 1864-1920,” siger han.
På det omtalte hovedbestyrelsesmøde lovede den daværende formand, Holger Andersen, sydslesvigerne, ”at vi står bag dem og vil yde dem al den nationale, moralske og økonomiske støtte, som det overhovedet er muligt at yde dem. Vi vil give dem et trofast håndtryk”.
Men selvom mere nationalistiske københavnske stemmer i foreningen talte for det, ville han ikke benytte en pludseligt opstået situation, hvor Tyskland var i knæ, til at tale for at ændre grænsen med den følge, at der ville blive skabt et meget stort og meget bittert tysk mindretal. Egentlig mente foreningens flertal noget andet, men i løbet af en periode på omkring halvandet år opnåede man enighed om den nye position, fortæller historikeren.
”Det er gået op for mig, at det blev afgørende, at der i Grænseforeningens top sad folk, der var vokset op som nordslesvigere under tysk herredømme. De havde erfaringen med, at et sindelag er nødt til at have dybde. Det, man som folkelig forening kunne, var at skabe begyndelsen til en spirende danskhed syd for grænsen ved at igangsætte danske skoler og dansk foreningsliv. Men man kunne ikke bygge et statspolitisk krav på det eksisterende grundlag,” siger Axel Johnsen.
Grænsen lå fast. Men Grænseforeningen fik igangsat et omfattende kulturelt arbejde, som fik kendskabet til dansk sprog og kultur til at brede sig syd for grænsen. Og takket være kombinationen af et dygtigt indsamlingsarbejde og endnu dygtigere lobbyarbejde over for de politiske beslutningstagere i Danmark blev der i de efterfølgende år kanaliseret store pengesummer over grænsen til Sydslesvig. Og selvom det var højst usædvanligt for en privat forening, forestod Grænseforeningen fordelingen af midlerne. Typisk gik foreningen ind og stillede økonomisk garanti for en ny skole på forventet efterbevilling fra den danske stat. På den måde voksede både antallet af dansksindede skoler i Sydslesvig og Grænseforeningens indflydelse i regionen.
”Den primære årsag til, at Grænseforeningen fik opgaven med at fordele pengene, er, at det var meget belejligt, at den danske stat kunne bevilge penge til et kulturfremstød uden for landets grænse uden at det kunne opfattes som en provokation, fordi det skete gennem en dansk folkelig forening,” forklarer Axel Johnsen.
Han tilføjer, at en væsentlig årsag til foreningens succes også har været, at den var god til at rekruttere formænd fra den politiske top og havde ekstremt gode forbindelser til Folketingets Sydslesvigudvalg, som er det lille udvalg på Christiansborg, der bevilger pengene til dansk kultur syd for grænsen. Fordelingen stod Grænseforeningen for helt frem til 2009, hvor Rigsrevisionen udtalte kritik af, at det hele var blevet lige lovlig indforstået mellem folkevalgte og forening.
Drømmen om Slesvig har taget sig højst forskellig ud i tidens løb, og Grænseforeningen har gennem sin 100-årige levetid positioneret sig på højst forskellig måde. Gennem 100 år har vi vænnet os til at kalde Nordslesvig for Sønderjylland og se det som en del af Danmark, mens Sydslesvig rent politisk indgår i den tyske delstat Schleswig-Holstein.
Da Grænseforeningen blev oprettet på et møde den 2. november 1920, var forhistorien, at Slesvig ikke før havde været delt. Frem til 1864 var Slesvig et kulturelt blandet hertugdømme under den danske konge. Frem til Nordslesvig blev dansk efter folkeafstemninger i februar og marts 1920, var hele Slesvig tysk territorium. I den periode var der over hele Danmark sønderjyske foreninger, som holdt drømmen om en genforening i live.
”Der var cirka 100 foreninger, som nu var rådvilde, fordi de havde opnået det, de ville. Nogle nedlagde sig selv. Andre talte for at fortsætte den kulturelle kamp, fordi der stadig var et dansk mindretal syd for grænsen. Mest tydeligt i Flensborg,” siger Axel Johnsen, som vurderer, at hvis Flensborg var blevet en del af Danmark i 1920, havde der ikke været en dansk mindretalskultur at arbejde med for Grænseforeningen, som opstod som paraplyorganisation for de sønderjyske foreninger, som ønskede at fortsætte arbejdet for de danske syd for grænsen.
Der var tre positioner i den danske grænsedebat. Dannevirke-standpunktet gik ud på, at man kæmpede for at rykke grænsen sydpå, så hele Slesvig blev dansk. Flensborg-standpunktet gik ud på, at hvis man ikke kunne få hele Slesvig, så kunne man måske i det mindste få Flensborg med. Og så var der Aabenraa-standpunktet, som gik ud på, at grænsen fra 1920 ligger fast, hvorfor arbejdet syd for grænsen er rent kulturelt.
”I de tidlige år var det Dannevirke-folkene, der tegnede Grænseforeningen. De var toptunede nationalister, de var dygtige, og de formåede at udmanøvrere de mere moderate kræfter i foreningen. Men efterhånden, som foreningen voksede sidst i 1920’erne, skete der en udjævning, så andre standpunkter også vandt frem,” fortæller han.
I 1920 havde statsminister Niels Neergaard (V) lovet de danske syd for grænsen, at de ikke ville blive glemt. Det arbejde, Grænseforeningen satte i gang, havde akkurat dét formål. Over hele Danmark blev der holdt møder, hvor man talte og sang sange om den sønderjyske sag. Indsamlinger og lotterier rejste penge, fra 1922 blev feriebørn fra Sydslesvig sendt på ferie i Danmark, og når Grænseforeingen holdt sine årlige sendemandsmøder i en dansk by, var det en fest for hele byen, der var pyntet med guirlander og dannebrogsflag.
Da nazisterne fik magten i Tyskland, og landet igen blev en stærk magt, virkede drømmen om at rykke grænsen sydpå umulig. Til gengæld konstaterer Axel Johnsen, at yderligtgående standpunkter på den ene side også kunne fungere som grobund for stærke positioner på den anden, og faktisk forsøgte Grænseforeningen sig med et kulturelt ”fremstød i syd”, hvor man blandt andet fik åbnet danske skoler i Slesvig i 1931 og endnu længere sydpå i Trønning i 1935.
”Jeg har kaldt min bog ’Grænsen, folket og staten’, fordi man kan se Grænseforeningens udvikling i det lys, at foreningen først forsøgte at flytte grænsen. Da det måtte opgives, forsøgte den at flytte folket. Altså rykke en folkelig dansk bevidsthed sydpå. Efter 1945 opstod det tredje fokuspunkt, som gik ud på at rykke staten sydpå. I den betydning, at den danske stat understøttede aktiviteterne syd for grænsen. Dette tredje punkt blev måske udtømt allerede i 1970’erne, hvor det sidste store fremstød gik ud på, at de sydslesvigske ungdomsforeninger kom på finansloven. Nu er der ikke flere kampe at kæmpe. 80 procent af samfundslivet syd for grænsen er garanteret for tid og evighed af den danske stat,” siger Axel Johnsen.
Det store paradoks i historien om Grænseforeningen er, at den til overflod fik opfyldt sine mål. Ikke det oprindelige mål om Danmark til Dannevirke, men de efterfølgende om at flytte folket og staten sydpå. Tilmed lykkedes det i 1920’erne med Grænsefonden at etablere en pengetank, som gennem alle årene har sikret foreningens økonomi. Men hvor foreningens sag i de barske tider før, under og lige efter Anden Verdenskrig var en hjertesag for mange danskere, og hvor foreningen med sin årlige Dybbøldag og sit sønderjyske lotteri – som begge er opgivet i dag – var synlig i samfundslivet, så bevægede foreningen sig fra 1970’erne og frem i retning af at være en mere anonym forvalter af danske støttemidler. Og medlemstallet, som i 1940’erne var svimlende 200.000, er i dag skrumpet ind til cirka 12.000.
”Der har lige siden været en diskussion om, hvad målet for foreningen egentlig er, og der er i foreningen blevet styret rigtig meget på automatpilot. Økonomisk klarer man sig, men det er svært at kunne blive ved med at kalde sig en folkelig forening, hvis man har mistet synlighed i samfundsdebatten og ikke har ret mange medlemmer. Derfor står Grænseforeningen måske ved en skillevej, hvor man skal afgøre, om man vi overgå fra at være en folkelig bevægelse til at blive en tænketank,” vurderer Axel Johnsen.
Dette mulige fremtidsperspektiv er baggrunden for det seneste – og største – holdningsskifte, som Grænseforeningen har foretaget. I 2004 blev Knud-Erik Therkelsen generalsekretær, og året efter blev Finn Slumstrup formand. De to omkalfatrede totalt Grænseforeningens position. Fra at være en overvejende konservativ forening, der dyrkede drømmen om Slesvig og understøttede sprog, kultur, skoler og foreningsliv, blev foreningen nu positioneret i det politiske centrum-venstre som en erklæret modpol til Dansk Folkepartis nationalkonservatisme.
Grænseforeningen tog sloganet ”For en åben danskhed”, og hele synet på grænselandets forhold til Danmark blev vendt om. Siden 1920 havde tankegangen været, at Danmark skulle yde hjælp og støtte til grænselandet. Nu var filosofien, at i globaliseringens og multikulturalismens tid besidder mennesker i grænselandet en særlig indsigt i at få kulturmødet til at lykkes fredeligt, som resten af landet kan lære af.
”Slumstrup og Therkelsen mente, at det var det, der var brug for. Ikke den grå, støvede nationale forening, man havde haft indtil da. Man var meget bevidste om, at der var en stor risiko forbundet med dette skifte, men ifølge Slumstrup var der intet alternativ. Det var denne strategi eller også måtte man lukke uden at have forsøgt noget,” forklarer Axel Johnsen.
Nogle havde forudset, at medlemmerne ville melde sig ud i vrede i hobetal. Det skete ikke. Men historikeren konstaterer, at den nye, offensive linje heller ikke var en vinderstrategi. Medlemstallet blev ved med at falde i form af en stille sivning af de gamle medlemmer og en manglende tilgang af nye. Slumstrup gik af som formand i 2014 og døde i 2018. Derefter har først tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA), siden Jens Andresen sat sig i formandsstolen. Sidstnævnte har skrevet et efterskrift til Axel Johnsens bog, hvor han dels konstaterer, at der stadig er 50.000 mennesker syd for grænsen, der ser sig som danske, hvilket nærmest svarer til indbyggertallet i en dansk kommune. Dels udtrykker han håbet om, at Grænseforeningen i fremtiden fortsat vil være en græsrodsbevægelse, hvis medlemmer kæmper for en sag, de tror på.
Drømmen om Slesvig har rykket sig milevidt fra de drømme, mange danskere drømte i 1920’erne, 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne. Men drømmen om Slesvig er ikke død.