Gå hjem i skuffen og led efter gruppebilleder. De er der helt sikkert: fra skoletiden og ungdomsårene, fra festerne i familien gennem årtier. Og finder du intet her, så se efter i computerens billedmapper – er familien fotograferet på storbyferie, eller tog du en ”selfie” med vennerne for nylig?
Kig så lidt nærmere på billederne. Hvad fortæller de egentlig?
Måske har vi en tendens til at lede for meget efter tørre fakta, når vi ser på gruppebilleder. Der er nemlig langt mere på spil i gruppebilleder, end hvad vi umiddelbart ser. Det mener Christian Ejlers, forlægger og forfatter til en ny billedbog om gruppebilledet som gennemgående fænomen i kulturhistorien.
De er der allesammen i bogen, der har fået titlen ”1000 nye bekendtskaber, 100 gruppebilleder”. De fire uniformerede betjente, der får sig en velfortjent øl efter arbejdet. Søskendeflokken med lille-søster i barnevognen. Tre tanter på rad. Eleverne fra pigeskolen med deres lærerinder. Og hele den pukkelryggede samlet til sølvbryllup. Fotografierne stammer fra sidst i 1800-tallet og frem til i dag, men en stor del er fra første halvdel af 1900-tallet.
Titlen henviser til den tid, bogens forfatter har brugt på at ”glo og glo og glo”, som han siger.
”Jeg elsker at kigge på folk, på gaden og i toget. Det er jo det, at når man ser på billederne, så lærer man nogle mennesker rigtig godt at kende. Hvem er de, hvorfor er de der, hvorfor sidder de der sammen? Hvad tænker de på? Billederne er så rige, når man først ser efter,” siger Christian Ejlers.
Han har gennem årtier skabt en stor samling af gruppebilleder. Ofte er billederne blevet købt hos marskandisere eller på loppemarkeder, og det dyreste billede har kostet 100 kroner, fortæller han.
Billederne udtrykker hver især en stor portion social- og kulturhistorie. Især de fotograferedes tøj og hovedbeklædning viser, at tiderne skifter; fra 1800-tallets mørke dragter til kvinder med hovedet fuld af hat. Småbørn i matrostøj.
Nej, hvor gik folk dog meget i sort dengang, kan man tænke, når man ser på 1800-talsbillederne.
”Ja, men det gør folk jo også i dag. Og i virkeligheden var der også dengang masser af spraglede folk og farver i tøjet. Man kan bare ikke se det, fordi billederne er sort-hvide,” siger Christian Ejlers og peger på et billede af Den Kongelige Staldetat, der er fotograferet i deres karakteristiske røde, gule og blå frakker.
Til at hjælpe med datering af billederne, der ofte har manglet påskrift med navne, årstal og sted, har han fået hjælp af mode- og dragthistoriker Viben Beck. Derudover har han opsøgt hjælp fra diverse fagfolk, blandt andet tilknyttet Nationalmuseet. Det er blevet til billedtekster, der nævner, hvad nævnes kan af fakta, men derudover lader han det være op til læseren at undres over billedets detaljer, på samme måde som en kunsthistoriker ville gå til værks i sin analyse af et velkomponeret maleri.
Mange af familiebillederne rummer sigende detaljer; dyr placeret strategisk, eksempelvis. Et billede af en vestsjællandsk landbofamilie fra 1875 foran deres hus viser, hvordan en tjenestepige er trykket ned i liggende stilling forrest i opstillingen – sandsynligvis for ikke at komme til at skygge for familiens hund, der mageligt har placeret sig på skødet af fruen i huset. Og man kan undre sig over, i hvor høj grad det har været acceptabelt at drikke alkohol på arbejdet førhen. Snedkere, bødkere og andre i arbejdstøjet holder stolt øl-flaskerne frem for sig på gruppebillederne.
På tværs af de tegn, der er karakteristiske for en given tid, går tilsyneladende trangen til at lade sig fotografere i fællesskab med andre.
”Jeg tror, det er, fordi vi gerne vil vise os selv. Det er stoltheden i at tilhøre en flok eller et samfund, at være en del af sjakket. Jeg kan godt leve mig ind i, hvor stort det må have været.”
I bogen er billederne forstørret, og på enkelte af billederne er det dermed blevet tydeligt, at fotografering ikke har været hverdagskost.
”Så kan man se en afspejling af et ansigt i et vindue, som viser, at der har været beskuere til selve det, at der blev taget et billede. Et gruppebillede har været en stor begivenhed engang,” siger Christian Ejlers.
Nogle af hans egne yndlingsbilleder er dem med børn, fordi de er så ærlige.
”Børn forstiller sig ikke. Og på nogle af skolebillederne er det tydeligt at se, at de er blevet tvunget, og at fotografiet er til ære for deres forældre.”
Og han har ret – ofte ser børnene lidt mutte ud eller bare meget bestemte. Men fotografering kunne også være en udmattende proces, der varede timer før i tiden, og der var ingen, der sagde ”appelsiiiiin”. Heller ikke, når der var noget at fejre.
Smilet kom først efter 1900, noget præcist årstal er svært at angive. I bogen viser flere billeder fra ”The roaring twenties”, de brølende 1920’ere, at det her er helt normalt for voksne mennesker at have en løssluppen mine foran kameraet. Det kan for eksempel ses i et billede af den kendte fotograf Reimert Kehlet, der viser en gruppe unge med store smil, pigerne med fønbølget hår og korte kjoler.
Man kan lære meget om sig selv og sine medmennesker ved at se på gruppebilleder, mener Christian Ejlers. Og skulle man selv have nogle gamle gruppebilleder liggende i skuffen, så er der kun et at gøre, og det er at tage sig rigtig god tid. Se på rynker, folder og løse hårstrå, briller, lommetørklæder, skævttrukne smil og jaloux blikke.
Bruge lup. Gøre notater. Lægge billedet væk. Og så se på det igen.
”Jeg tror, man bliver et rigere menneske, simpelthen. Jeg har faktisk tænkt på, at min bog skulle have haft et stykke sort karton lagt i omslaget, så man kunne tage det frem og bruge til at skjule billedteksten. Bare fordi man kan få så meget ud af at se på billedet i sig selv.”