Forsker vil give de græske guder tøj på

Tekstiler og klædedragter har spillet en langt større rolle for religion og kultdyrkelse i oldtidens Grækenland, end vi tror. Den ”nøgne” opfattelse kommer til dels af et meget maskulint blik på historien, siger dansk forsker og forfatter til en ny bog om emnet

Cecilie Brøns’ yndlingsstatue på Glyptoteket er ”Sciarra-amazonen”, der viser en såret kvindelig krigerfigur. Hendes egen forskning synliggør kvindernes rolle i forhold til kultdyrkelse og religion i det antikke Grækenland. – Foto: Leif Tuxen

I de græske myter har guderne masser af tøj på kroppen: I ”Illiaden” bruger lysets gud, Apollon, en kappe til at dække Hektors nøgne lig, stofstykket er som et skjold. Afrodite bruger et skinnende stykke stof til at dække sig, når hun er i kamp, og vågner også påklædt efter elskov. På trods af det, må hendes elsker skjule sit ansigt for ikke at blive blændet af hendes skønhed.

En endnu drabeligere historie finder sted i en myte, hvor Proknes smukke søster, Filomele, bliver voldtaget og får skåret sin tunge ud. I stedet for at fortælle søsteren historien, må Filomele væve den ind i et stykke stof – hvorefter de sammen kan tage hævn.

Myterne viser et lidt andet billede end det, der møder én, når man ser på de nøgne, hvide marmorstatuer fra oldtidens Grækenland, som står på Glyptoteket i centrum af København. Den antikke mandefigur er blevet symbolet på oldtidens Grækenland, og skulle han endelig have haft tøj på, ja, så er det ikke andet end et hvidt lagen, kastet tilpas skødesløst over hans perfekt skårne skulder.

De håndgribelige rester af oldtidens kultdyrkelse og religion har ikke en trevl på kroppen, men tekstiler har spillet en langt større rolle, end vi går og tror. Det er én af pointerne i en ny bog af Cecilie Brøns, arkæolog, ph.d. og postdoc ved Ny Carlsberg Glyptotek. Bogen ”Gods and Garments” (guder og klæder) er netop udkommet på forlaget Oxbow Books, der er et anerkendt forlag tilknyttet det engelske universitet Oxford.

Vi ser koldt marmor og dekorerede vaser, når vi tænker på antikken. Fortællinger om guder og konger. Det, vi ikke ser af antikken er den organiske del, som er forsvundet i jorden, forklarer Cecilie Brøns. Det kan være mad, drikkevarer og jordiske rester, men også stof og tøj. Og når andre kostbare ting fra den tid er bevaret: vaser, marmor, mønter og smykker, så er tekstilerne gået tabt i det græske klima.

For mens tekstiler herhjemme er fundet bevaret i mosernes perfekte syrebalance, i Egypten i de knastørre gravkamre og i Sibirien og Østrig frosset ned, så er det græske klima altså lige præcis hverken for fugtigt eller tørt, koldt eller varmt til bevaring – tekstilerne er rådnet op.

”Tekstilerne er usynlige for nutiden, men de har været en meget vigtig del af antik økonomi,” siger Cecilie Brøns.

”I dag kan man få stangtøj produceret i Fjernøsten meget billigt. Men hvis vi går tilbage til den tid, så er der en hel masse led i produktionen af klædestykker. Du skal have får for at få uld. De skal klippes, ulden skal redes, farves, spindes og væves. Alt sammen ved håndkraft. Det har været med til, at tekstiler faktisk har repræsenteret en meget høj værdi,” siger hun.

Så hvordan finder man ud af noget om de forsvundne tekstiler? Cecilie Brøns har blandt andet fundet ud af, at lister over offergaver i de græske templer har masser af eksempler på tekstilgaver. En sådan gave kunne være et stykke indfarvet stof, for eksempel i kostbart purpur, som blev givet til templets gudestatuer. Og klæderne er sandsynligvis ikke blevet slynget hen over skulderen på statuerne, men nøje anbragt og bundet fast efter bestemte mønstre. Det viser blandt andet billeder på mønter.

”Tøj har været noget, der gav én yderligere tilknytning til guderne. Man kommer helt tæt på og interagerer med dem på en anden måde, end når man tilbeder på afstand. Men det kan også have været en måde at beskytte sig mod guderne, som jo ikke altid var specielt tilgivende eller tilregnelige,” siger Cecilie Brøns.

Men først til dem , det egentlig handler om: templets gæster. Det er ikke hvem som helst, som bare har kunnet vade ind i templet og give Apollon undertøj på, understreger hun.

”Det har været forbundet med en særlig status. Det er lidt, som når vi kommer i kirke i dag – det er heller ikke alle, der bare kan gå helt op til alteret,” siger Cecilie Brøns.

Og her tilføjer tekstilerne en ny dimension til synet på oldtiden, nemlig et kønsperspektiv. For tekstiler har primært været kvindearbejde, og det har også udelukkende været kvinder, der gav dem til guderne.

”Det meste af det bevarede har et meget maskulint perspektiv. På vaser har man ofte set billedet af en mand, der for eksempel skal til at ofre en tyr. Men fordi det har været kvinder, der gav tekstiler til guderne, kan vi nu også se, at de har haft en særlig status,” siger hun.

På den måde er Cecilie Brøns’ undersøgelse også et forsøg på at synliggøre kvinderne i antik religion.

”Der har været et stort fokus på mandsperspektivet, for eksempel de panathenæiske lege, hvor det er mænd, der kæmper med deres våben og kroppe. Men her ser vi kvinderne som selvstændige aktører, nogen, der handler i offergivningen.”

Tekstilerne giver også ekstra lag til forståelsen af religiøs praksis i oldtiden, forklarer Cecilie Brøns.

”Lidt skarpt tegnet op kan man sige, at det ikke kun har handlet om at få slagtet nogle dyr, som så skulle brændes, men at der har været andre måder at kommunikere med guderne.”

Når antikkens kvinder har bevæget sig ind på det område at klæde guderne på, så har de også vidst, hvad de gjorde. Og det, de har ønsket at sige med deres gave, kan sagtens have været andet end ren tilbedelse, mener Cecilie Brøns.

”Man har set disse statuer som en kropsliggørelse af guden, og iklædningen er noget, der er gjort et stort nummer ud af. Men det har ikke kun handlet om at give gaver. Det er, som jeg ser det, også et forsøg på at skaffe sig kontrol og magt over tilværelsen. Tøj kan bruges til at skjule og fremhæve bestemte ting, forestil dig eksempelvis effekten af et par neonpink gamacher,” siger hun grinende.

”Man har også opfattet gudestatuerne som farlige. Man har troet på, at de for eksempel kunne stikke af, eller at man kunne blive blind eller steril af at se direkte på dem.”

Cecilie Brøns er selv så heldig at have kontor på Glyptoteket og dermed frit udsyn til (også) de mere intime dele på fem antikke statuer. Løfter man blikket fra hendes skrivebord, strejfer tanken én: Får hun aldrig lyst til at lege påklædningsdukker med dem?

Hun smiler og ser rundt:

”Jo da! Det er jo det, der er så fantastisk, man tilføjer hele tiden ekstra lag til billedet af fortiden. Vi forsker også i, om statuerne har været malede i bestemte farver engang. Og vi kan bestemt ikke udelukke, at alle de her statuer har haft tøj, smykker eller bare et lille pandebånd på.”