Vandet er gået, og veerne skyller ind over den højgravide kvinde, som jamrer højt. Der bliver sendt bud efter egnens gifte kvinder og såkaldte nærkoner, som er datidens svar på jordemødre. I spidsen for fødslen står den mest erfarne fødselshjælper, en ældre kvinde, som selv har født børn, og som de andre kvinder lærer af. Viden om fødsler bliver givet videre fra generation til generation, og på dette tidspunkt i 1500-tallet kan kvinderne håndtere de mest normale fødsler. De trøster og opmuntrer den fødende kvinde, og da barnet endelig kommer, svøber de den nyfødte og lindrer kvinden med urter og salver.
Både barn og mor er heldige, at fødslen var uden komplikationer. Havde den været vanskelig, havde de nok ikke overlevet. For der var ikke meget at gøre ved komplicerede fødsler i 1500-tallet.
Kaster man et blik på fødselshjælpens historie, er det ikke til at komme uden om, at den historie er lige så lang som fødslens historie. Gennem alle tider er spædbørn blevet hjulpet til verden efter omgivelsernes bedste evner, selvom det altid har været til debat, hvordan man bedst hjælper til med en fødsel. Og i dag diskuteres det stadig flittigt, hvordan man giver nyt liv den bedste ankomst.
Senest er en ny debatbog udgivet med titlen ”Giv kvinderne fødslen tilbage”, hvor journalist Hanne Dam sætter fødepolitik og de danske fødegange til diskussion.
Ifølge formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo er det godt, at der stadig er et stort fokus på fødselshjælpen, fordi det gennem tiden, og stadig i dag, har været med til at udvikle fødselshjælpen.
Og der har været en enorm udvikling på området, hvorfor Danmark i dag kan bryste sig af at være langt fremme på fødselsområdet.
Allerede i 1672 blev det bestemt i en forordning, at jordemødrene skulle undervises, før de måtte praktisere. Derudover skulle jordemødrene være gudfrygtige kvinder, og det hed sig, at kvinderne skulle udpeges af datidens embedsmænd og have på skrift fra sognepræsten, at de var af godt og kristeligt levned.
Tidligt i 1700-tallet kom de i søgelyset atter igen, da børnedødeligheden var høj, og der opstod konkurrence om jordemødrene, hvorfor Frederik den Fjerde måtte se nærmere på jordemødrenes gerning. Efter tidens fremmeste medicinske rådgivning iværksatte han en lovgivning om jordemødre, som bestod i, at de skulle uddannes ordentligt og arbejde sammen. Og helt usædvanligt påbød loven også, at jordemødre skulle tage sig af fattige såvel som rige. Man måtte altså ikke forlade den fattige fødende kvinde midt i fødslen, bare fordi en velstillet kvinde kaldte på hjælp til at føde sin guldklump. Men en lov som den danske, der ligestillede fattige og rige på fødselsområdet, var stadig usædvanlig i store dele af verden. Og for kvinder, der var kommet i den uheldige situation at være blevet gravid uden for ægteskab, var der også hjælp at hente i Danmark. De kunne opsøge Fødselsstiftelsen, som blev oprettet i 1750, og her kunne ugifte kvinder føde uden at opgive deres eget eller faderens navn.
Ifølge Anne Løkke, som er professor i social-, kultur- og sundhedshistorie ved Københavns Universitet, er det fantastisk at være historiker på fødselsområdet, fordi Danmark var så udsædvanligt meget i front på fødselsområdet sammenlignet med mange andre lande.
Allerede i 1840 havde Danmark og Norge verdensrekord i lav mødre- og spædbørnsdødelighed og formåede faktisk at holde den position, indtil penicillin kom frem i 1940’erne.
”Grunden til, at Danmark var bedre end andre lande, var, at jordemødrene lærte at skelne mellem normale og vanskelige fødsler og sørgede for at holde de normale fødsler normale og ikke forstyrre dem for meget,” forklarer Anne Løkke.
Det stod i modsætning til England, hvor jordemødrene ikke var offentligt ansatte, og hvem som helst uden uddannelse kunne købe en fødselstang og begynde at praktisere. Der var fri konkurrence mellem læger, jordemødre og uuddannede fødselshjælpere, og der var mange om buddet. Det betød, at nogle havde en indbyrdes kamp om, hvem der kunne overstå fødslen hurtigst. Til det formål brugte man for hyppigt en tang til at få børnene ud, hvilket resulterede i, at børnene kunne få hjerneskader, og at mødrene fik infektioner, der ofte ledte til, at de døde af den frygtede barselsfeber.
Barselsfeberen var nemlig skyld i, at mange kvinder endte deres liv i barselssengen, men man vidste ikke, hvordan den opstod, før 1870. Der fandt man ud af, at hvis jordemødrene eller læger forinden havde rørt ved døde mennesker eller andre bakterier og bagefter hjalp til med en fødsel, var der stor sandsynlighed for, at kvinden fik barselsfeber. Derfor skrev den danske professor i obstetrik ud til landets jordemødre med retningslinjer for, hvordan man skulle vaske hænder. Siden fik alle sogneråd besked på at stille neglebørste og en masse brun sæbe til rådighed for jordemødrene, og så blev der ellers skuret. De rene negle og sæben virkede, for mødredødeligheden i Danmark blev halveret i slutningen af 1800-tallet.
Det er også det store fokus på hygiejne, man i dag kan kende fra film og bøger fra den tid, hvor der bliver beordret kogende vand og rene lagener, når en fødsel gik i gang.
Ude i virkeligheden var rene lagener dog ikke noget, de fleste mennesker havde liggende i karlekammerskabet. De fattige ejede ikke rene lagener, og jordemødrene samlede derfor rene lagener sammen til nødlidende og fødende kvinder.
”Lagenerne var så meget værd på den tid, at de ikke kunne lade den arme kone beholde dem, men måtte pakke dem sammen og tage dem med igen efter fødslen,” forklarer Anne Løkke.
Når jordemoderen kom ud til kvinder med lagener i 1800-tallet, havde hun også den særprægede jordemodertaske. Tasken blev designet i London og fik navn efter premierministeren William Gladstone. Gladstone-tasken blev sidenhen brugt af læger og jordemødre som en slags værktøjskasse, når de skulle på sygebesøg. Men man kender også den dybe taske fra ”Mary Poppins”, hvor hun hiver lamper og planter op af den mønstrede Gladstone-taske, som tilsyneladende var bundløs. Blandt læger og jordemødre var den populær, fordi den havde en stabil bund, så medicinflasker stod sikkert, samtidig med at den kunne åbnes på vid gab. Derudover var den i slidstærkt læder og kunne tåle et bump eller to, hvilket var nødvendigt, når jordemødrene ofte kørte i hestevogn ud til de små hjem i al slags vejr.
Men hvad var der i den uendeligt dybe taske? Jo, hver enkelt taske var indrettet med de remedier, som den pågældende jordemoder fandt nyttige og foretrak. Fast inventar var dog det karakteristiske træ-stetoskop, som man brugte til at lytte til barnets hjerteslag, og i slutningen af 1800-tallet kunne man også finde kloroform, som blev udbredt på grund af en kongelig anbefaling. Storbritanniens dronning Victoria bliver nemlig i 1853 bedøvet med kloroform under fødslen af prins Leopold. Bedøvelsesmetoden blev kaldt for ”chloroform á la reine” og blev et meget brugt middel sammen med æter. Kloroform og æter var dog begge risikable bedøvelsesmidler og forsvandt mange steder, da lattergas i 1880’erne kom ind i billedet. Det havde ikke bivirkninger og bliver stadig anvendt som lindring i dag.
Men selv før klorform, æter og lattergas har jordemødre altid været tilhængere af god smertelindring, fortæller formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.
”Mange har den opfattelse, at jordemødre altid har arbejdet uden smertelindring, men det passer ikke. Jordemoderens udviklingshistorie handler om at hjælpe til en fødsel, som er så skånsom som muligt. Helt tilbage i middelalderen arbejdede man med at finde ve-fremmende urter og smertestillende urter, hvilket der blev set skrapt på i religiøse kredse,” siger Lillian Bondo.
”Jordemødre har prøvet at lindre lige så mange år, som der har været jordemødre,” konkluderer hun.
Og springer man frem i historien, bliver det lettere for jordemødre at lindre. I 1945 øges folkesundheden, og det kommer både danske fødekvinder og spædbørn og jordemødrene til gode. Vitaminer, vacciner og mælketilskud gør, at danskerne bliver markant sundere, og det er første gang, at man kan tale om forebyggelse i forhold til graviditet.
”Befolkningen bliver sundere, og derfor får vi færre fødselskomplikationer, og dødeligheden falder,” siger Lillian Bondo.
I 1945 foregår fødsler dog stadig oftest i hjemmet med hjælp fra jordemødre. På det tidspunkt begynder der at dukke enkelte fødeklinikker op. I begyndelsen var det mest for de velhavende, men nu ses fødeklinikker som et velfærdsgode i forhold til de fleste hjem, hvor kvinderne føder den ene dag og springer ud af sengen den næste for at sørge for husholdning og madpakker.
Det var ikke let at være en nybagt mor- og husmor i 1960’erne. Kvinderne strømmede mod arbejdsmarkedet og havde kun få ugers barsel. Derfor forsvandt fællesskabet med de andre nabokoner, som før stod sammen og hjalp omkring og efter en fødsel. Nu havde de fleste for travlt med dobbeltarbejde.
”Det er blevet mere ensomt at være fødende kvinde i eget hjem, og flere og flere kvinder synes, at det letteste er at tage på sygehuset,” fortæller Lillian Bondo.
I slutningen af 1960’erne skifter det til, at langt flertallet af kvinder føder på sygehuset.
”Mange kvinder får opfattelsen af, at det er lettere at komme ind på sygehuset og blive passet end selv at gøre rent efter fødslen derhjemme,” siger Lillian Bondo.
Derudover opfordrer lægebestanden gravide til at føde på sygehusene, og i starten af 1970’erne føder kun omkring tre til fem procent i hjemmet.
Det er starten på fødegange, som vi kender i dag, hvor langt størstedelen af gravide føder på hospitaler. I 2011 var tallet det laveste nogensinde, hvor kun 0,9 procent af gravide kvinder fødte i hjemmet. Men i de seneste år har der været en ny interesse for at føde i hjemmet. Hjemmefødsler trækker overskrifter i danske medier, og der findes utallige klummer, artikler og debatindlæg om de gode sider ved at vælge hjemmefødsel. I den anden grøft frygter nogle for ikke at kunne få hjælp i tilfælde af komplikationer, i modsætning til hvis de var inden for sygehusets værn.
Hjemmefødslerne bliver dog rost for at være i velkendte og rolige omgivelser, hvor den fødende og jordemoderen har god tid. Ikke desto mindre foregår fødslen sjældent i barselssengen som før i tiden. I dag vælger flere kvinder at lade sig nedkomme i et såkaldt fødekar, som tjept skal fyldes, når det nye familiemedlem melder sin snarlige ankomst. Men rart er det, beretter flere, at føde hjemme i stuen og drikke en kop hjemmelavet kaffe bagefter med jordemoderen.
Ved hjemmefødslen føler flere familier også, at faderen får lov til at spille en større rolle. En rolle, som har ændret sig markant gennem tiden, forklarer Lillian Bondo. Før i tiden blev manden ofte sat til at vente i køkkenet, hvor han ventede på at høre den lilles skrig gennem væggen. Men i dag er de fleste fædre stærkt involveret i fødslen af deres kommende barn, og flere mener, at hjemmefødslen giver god plads til, at faderen føler sig på hjemmebane og kan hjælpe mor og barn bedst.
Og det betyder meget for de kommende forældre, at både moderen og faderen er involveret og får en god oplevelse under fødslen, fortæller hun. Derfor vil fødselshjælpen og graviditet altid være et emne til diskus- sion. Men om fødslen foregår på en fødestue på en stor specialafdeling, eller om den foregår i hjemmets egen stue, så er det medbestemmelse og gode forklaringer, der virkelig tæller.