Fra Charles Dickens til ”Game of Thrones”: Serier har altid tryllebundet os

Hvis du tror, at serier blot er et nutidigt fænomen båret frem af tidens streamingtjenester, tager du grueligt fejl. For gennem flere århundreder er seriernes særlige indvirkning på os blevet udnyttet til alt fra at sælge aviser til at introducere nye medier

Britiske Charles Dickens’ (1812-1870) ”The Old Curiosity Shop” fra 1840-1841 om pigen Little Nell var en af de første serier, der viste sig at have en helt særlig indvirkning på læserne. Her ses Little Nell på forsiden af magasinet ”Jack and Jill” fra 1886.
Britiske Charles Dickens’ (1812-1870) ”The Old Curiosity Shop” fra 1840-1841 om pigen Little Nell var en af de første serier, der viste sig at have en helt særlig indvirkning på læserne. Her ses Little Nell på forsiden af magasinet ”Jack and Jill” fra 1886. . Foto: British Library /Science Photo Library/Ritzau .

Et britisk skib med sømænd om bord sejler ind i havnen i New York en novemberdag i 1841. På kajen venter en utålmodig, råbende menneskemasse. For med om bord på skibet er de sidste kapitler af Charles Dickens’ roman ”The Old Curiosity Shop”, som i de seneste måneder er udkommet løbende i føljetonformat – og nu kan den desperate gruppe af læsere altså ikke vente længere på at få opklaret, om hovedpersonen, den knap 14-årige pige Little Nell, er i live eller ej. Og svaret, ja, det findes et sted i skibets lastrum.

Scenen optræder i Tore Rye Andersens Tænkepause-bog ”Serier”, der udkommer på mandag og er et eksempel på det ”på én gang sødmefulde og ulidelige begær, som udgivelsen af fortællinger i serier er designet til at pirre”. For serier – lige fra Charles Dickens-fortællingen over ”Harry Potter”, som blev udgivet som syv bøger i løbet af 10 år, til tv-serien ”Game of Thrones”, hvis sidste sæson i øjeblikket klistrer seere til skærmen hver mandag – er takket være den spænding, der er indbygget i selve formatet, som skabt til at gøre os afhængige. Og det har serierne faktisk gjort længe, for selvom serier er særligt populære i tiden, er de langtfra et nyt fænomen.

Allerede i 1600-tallet fik bogtrykkere den idé at udgive dele af længere fortællinger i billige pamfletter, så de dele af befolkningen, der ikke havde råd til at købe dyre bøger, alligevel kunne læse (og købe) med. I midten af 1800-tallet tog det så for alvor fart, og siden har serier været en udbredt fortælleform, som har skabt en så kraftig trang til at få svar, at voksne mennesker har følt sig nødsaget til at troppe op på en kaj eller holde sig vågne om natten på en hverdag for at være klar i akkurat dét øjeblik, en ny episode er blevet tilgængelig.

”Serien som fortælleform har gennem et par hundrede år vist sig at være ekstremt effektiv til at trække folk til huse,” siger Tore Rye Andersen.

Men mens det tryllebindende serieformat i dag dominerer vores kulturforbrug på tværs af genrer og medietyper, har serierne tidligere været knyttet til bestemte medier. I midten af 1800-tallet var de serialiserede fortællinger ifølge Tore Rye Andersen især forbundet med aviser og magasiner, mens de i tiden mellem Første og Anden Verdenskrig først og fremmest hørte radioen til.

Fælles for serierne hele vejen igennem har dog været den særlige evne til at gøre forbrugerne afhængige af at læse, se eller høre videre og dermed trofast følge med fra afsnit til afsnit. I serieforskningen tales der ifølge Tore Rye Andersen derfor også om, ”at serier på grund af sine afhængighedsskabende egenskaber tages i brug, hver gang et nyt massemedium skal introduceres for forbrugerne”.

Hvis man tager et kig ned over det sidste århundredes nye medier, lader den antagelse ikke til at være helt forkert. Da radioen skulle introduceres omkring 1930, blev føljetonfortællingen brugt til at fastholde lytternes interesse i det nye apparat, der nu havde taget plads i stuen. Radioen blev så efterfulgt af endnu et nyt apparat: tv’et og dermed også tv-serien. Senere kom så internettet, som har banet vejen for nutidens seriale lydfortællinger, podcasts, og ikke mindst for mange, mange nye tv-serier, som har givet streamingtjenester som HBO og Netflix deres succes.

”Streamingtjenesterne har fundet ud af, at serier er en måde at fastholde deres publikum på,” siger Tore Rye Andersen.

Og når ”de store onde” streamingtjenester spekulerer i den slags i dag, adskiller de sig ikke meget fra deres forgængere og de spekulationer, de gjorde sig for mere end 150 år siden.

”Man siger, at serier for alvor brød igennem, fordi de skulle sælge aviser i midten af 1800-tallet, og derfor har der også længe eksisteret det her argument om, at serier er kapitalismens fortælleform,” siger Tore Rye Andersen.

For lige så længe serierne har eksisteret, har kløgtige forretningsfolk formået at udnytte seriernes særlige indvirkning på os som mennesker. Og her kan takken særligt gå til de såkaldte cliff-hangere – altså en dramatisk og spændende slutning på et afsnit, som så får publikum til at vente på det næste afsnit i serien, hvor spændingen udløses.

Cliffhangerne havde Charles Dickens også allerede øje for tilbage i 1800-tallet, hvor han brugte dem til at skaffe trofaste læsere.

”Dickens blev i første omgang hyret af aviser, der brugte føljetonerne, som læserne ville følge med i afsnit for afsnit, til at sælge aviser. Senere begyndte han selv at udgive sine egne serier med kortere episoder og fandt ud af, at det var en udmærket måde at arbejde på, og lærte at benytte sig af cliffhangere og at bygge små påmindelser ind i karakterernes dialog om, hvad der var sket i tidligere episoder, og at skabe personer, man havde lyst til at være sammen med over længere tid. Han fandt også ud af, at man med serier har mulighed for at interagere med læserne, for der var mange læsere, der skrev breve og kom med ønsker om, hvordan historierne skulle udarte sig. Nogle gange efterkom Dickens ønskerne, andre gange holdt han fast,” siger Tore Rye Andersen.

En af de gange, hvor Dickens holdt fast – formentlig til stor harme for menneskemængden, der var troppet op på kajen i New York – var i ”The Old Curiosity Shop”. For den kyniske Dickens lod Little Nell dø.

Siden har også andre serieforfattere ikke bare ladet bærende karakterer dø, men også interageret med seriens følgere. Det sidste gælder i høj grad manuskriptforfatteren til den populære norske tv-serie ”Skam”, Julie Andem, der har leget med at inddrage påfund fra dedikerede seer, der har fulgt serien løbende. Og netop dét spil, der kan være mellem producenten og seriens læsere, seere eller lyttere, som adskiller sig helt fra, hvad der kan lade sig gøre med en allerede færdig roman, man tager ned fra hylden i boghandlen, er med til at få serieformatet til at virke ekstra tiltrækkende på os – både i dag og i 1800-tallet.

Lidt mere pudsigt er det, at måden at forklare seriernes popularitet på også lader til at være fælles for i dag og for Dickens’ tid.

”En forklaring på seriers popularitet, som tit er blevet rejst, er, at folk siger, vi lever i en fragmenteret tid, hvor vi har travlt, og der er mange afbrydelser i hverdagen, og at serier derfor passer godt til tiden. Men nu er jeg stødt på artikler fra 1800-tallet, der siger præcis det samme om datidens føljetoner. Så man havde åbenbart også en travl og fragmenteret hverdag dengang,” siger han.

Og selvom serieformatet gennem tiden har været omgivet af et lidt dårligt ry, blandt andet båret frem af sæbeoperaer som ”Dallas” og ”Dollars”, der vandt indpas på sendefladen i årene omkring 1980, er Dickens langtfra den eneste anerkendte forfatter i historien, der har haft kas-tet sig over serieformatet. Faktisk er flere af de værker, vi i dag betragter som blandt de største i litteraturhistorien, blevet født som serier og udkom altså oprindeligt i mindre dele i aviser og magasiner eller som små bøger.

Det gælder romaner som Gustave Flauberts ”Madame Bovary”, George Eliots ”Middlemarch”, Fjodor Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”, Johannes V. Jensens ”Kongens fald” og ikke mindst Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”, der – i tidens ånd – også kørte som en kvalitets-tv-serie på TV 2 tidligere på året.8