Fra Orla Lehmann til Sofie Linde: Stærke taler forandrer nationen

Nyt bogværk beskriver, hvordan danske taler gennem tiden har udviklet sig og sat ord på, hvad Danmark er

(til venstre) En af de store talere i Danmarks oratoriske guldalder midt i 1800-tallet var juristen og politikeren Orla Lehmann. Her skåler han for franske gæster ved en fest i Klampenborg i 1867, som blev gengivet i Illustreret Tidende samme år. (i midten) Thorvald Stauning (S), der var statsminister 1924-1926 og 1929-1942, var kendt for sine korte og konkrete taler. Her taler han til Rigsdagen den 9. april 1940. (til højre) Tv-værten Sofie Linde holdt i august det, der siden blev kåret til årets danske tale ved showet Zulu Comedy Galla i Operaen i København. Talen fik hele Danmark til at diskutere sexisme.
(til venstre) En af de store talere i Danmarks oratoriske guldalder midt i 1800-tallet var juristen og politikeren Orla Lehmann. Her skåler han for franske gæster ved en fest i Klampenborg i 1867, som blev gengivet i Illustreret Tidende samme år. (i midten) Thorvald Stauning (S), der var statsminister 1924-1926 og 1929-1942, var kendt for sine korte og konkrete taler. Her taler han til Rigsdagen den 9. april 1940. (til højre) Tv-værten Sofie Linde holdt i august det, der siden blev kåret til årets danske tale ved showet Zulu Comedy Galla i Operaen i København. Talen fik hele Danmark til at diskutere sexisme. Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling/Ritzau Scanpix/Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Den 28. maj 1842 trådte en veluddannet, køn 32-årig jurist og politiker med ordet i sin magt frem foran en større forsamling på Skydebanen på det nuværende Vesterbro i København.

Det var urolige tider. Nationens fremtid var usikker. Det danske enevælde sang på sidste vers. Demokratiet spirede og blev udfoldet i de nye stænderforsamlinger, men man kunne endnu komme i fængsel, hvis man stillede sig op og talte magthaverne imod.

Nu tog den unge mand, Orla Lehmann, ordet og begyndte:

”Mine Herrer! Den godhedsfulde velvilje, hvormed De her så uventet have modtaget mig, giver mig håb om, at De kunne være villige til at gøre mig en stor tjeneste. Jeg vil nemlig oprigtigt tilstå, at jeg befinder mig i nogen forlegenhed; thi jeg skal udbringe Danmarks skål, og jeg ved ikke ret, hvad Danmark er.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Måske kunne man som tilhører den forårsdag på Skydebanen få den tanke, at Lehmann var ubegavet, hvis han kendte sit eget land så dårligt. Men den veltalende jurist gjorde blot brug af den retoriske figur apori . Han lod bevidst, som om han var i tvivl for med så meget desto større styrke at kunne tale sig frem til det, han hele tiden ville plædere for: At naturen, historien og retten talte for, at Slesvig ikke skulle være tysk, men dansk, når enevælden blev afløst af en folkestyret nationalstat.

”Og skulle det gøres fornødent, da ville vi med sværdet skrive på deres ryg det blodige bevis for den sandhed: Danmark vil ikke,” gjaldede det fra den nationalliberale politiker, hvis følelsesladede tale kulminerede med kamp-råbet: ”Danmark indtil Ejderen!”

Orla Lehmann står ikke alene som en af de helt store oratoriske begavelser i dansk kulturhistorie. Hans tale fra Skydebanen er også et eksempel på, hvor stor konkret betydning det talte ord kan få, påpeger Marie Lund, lektor og leder af center for retorik på Aarhus Universitet samt redaktør på værket ”Danske taler – 20 opbyggelige analyser”, som netop er udkommet fra Aarhus Universitetsforlag.

”Orla Lehmanns taler var ret spændende, formfuldendte og fantastiske. Talen, hvor han udpeger fjenden og definerer det danske ved at sige, at det går til Ejderen, viser, hvor sprængfarlig en tale kan være. En tale kan både føre til demokrati og til krig,” siger Marie Lund.

Hun tilføjer, at Lehmann også kunne være humoristisk, som da han i Casinotalen i 1848, der var med til at lede til Grundloven året efter, sagde, at ”den, som var udnævnt til minister, han blev i embedet, indtil han døde eller blev så affældig, at han ikke længere på en bærebør kunne bringes op i Statsrådet” .

I alt 18 forskere har bidraget til bogen om de danske taler, der ikke er ordnet efter kronologi, men efter genre. Værket begynder med statsministre og regenters åbningstaler, trontaler og nytårstaler og bevæger sig over chefens tale på arbejdspladsen og præstens prædiken til ganske almindelige danskeres lejlighedstaler ved fødselsdage, bryllupper og konfirmationer. Tilsammen fortæller de 20 analyser en historie om, hvordan Danmark blev en nation af talere — og stadig er det.

”Nogle af de bedste taler, jeg har hørt, er ikke blevet holdt af statsledere, men er festtaler holdt af ganske almindelige mennesker. Hver eneste dag holdes der mange gode taler, når svømmehaller bliver indviet, ved receptioner eller ved familiefester. For mig at se er det vigtigste, om talen lykkes med det, den skal, uanset om det er at mobilisere befolkningen eller at skabe glæde og samhørighed ved en familiefest,” forklarer Marie Lund og tilføjer:

”Man kan sige, at talen er på arbejde. Og tilhørerne kan godt fornemme, når det lykkes for talen at gøre det, den skal i situationen. Så er det en god tale.”

Vi indledte denne artikel i det, retorikeren kalder Danmarks ”oratoriske guldalder”. Den begyndte omkring 1830, hvor stænderforsamlingerne og det spirende folkestyre fik såvel akademisk skolede talere som veltalende mænd med mere jævn baggrund på talerstolene. Digterpræsten N.F.S. Grundtvig spillede dengang en vigtig rolle med sine mange ord om folkeoplysning og om det levende ords værdi i forhold til de døde bogstaver.

”Men når man læser Grundtvigs taler i dag, fremstår de meget mere sludrende end Lehmanns, som var skarpe og klart opbyggede. Man kan tydeligt se, at Lehmann var jurist og på sin uddannelse havde lært, hvordan en tale skal opbygges,” siger Marie Lund.

Den danske tale går selvfølgelig længere tilbage end Lehmann og Grundtvig. Fra gammel tid holdt præster prædikener, og mundtlige deklamationer indgik i borgerskabets selskabelighed. Uden tvivl har et familieoverhoved også taget ordet ved festlige lejligheder blandt bønder, men egentlige fødselsdagsfejringer hører dog en langt senere tid til.

Det, som begyndte omkring 1830, var imidlertid en udvikling, hvor talte ord i diverse forsamlinger var med til at udtrykke, hvad Danmark var og skulle være. Ikke altid så militant som Lehmann på Skydebanen. Ofte er det blot den lille påmindelse i det snævre fællesskab om, hvem vi er, og hvad der betyder noget for os. Lejlighedstalen — eller den epideiktiske tale — har netop dette formål, uanset om det er en nation eller en flok bryllupsgæster, der skal bindes sammen. Med ord skal land bygges.

”Jeg synes personligt, at det er underligt, at der ikke er flere forskere, der har beskæftiget sig med talernes betydning i vores kulturhistorie, hvis man for eksempel sammenligner med alle dem, der har genlæst de store romaner. Jeg mener, taler er vigtige at beskæftige sig med, fordi en tale er en sammenhængende argumentation. Det er dér, værdierne formuleres. Hvem er vi? Hvad skal vi?”, siger Marie Lund, som vurderer, at taler i dag måske ikke altid er så formfuldendte som på Orla Lehmanns tid. Til gengæld er stort set alle danskere blevet talere mindst én gang i deres liv. Selv mange børn debuterer nu som talere den dag, de træder ind i de voksnes rækker.

De tidlige politiske taler var meget præget af, at talerne kom fra latinskolerne og havde lært den klassiske retorik. Men blandt bønder var der også udmærkede talere, og da arbejderbevægelsen begyndte at tage ordet til store folkemøder i Fælledparken, blev der talt kort og klart. Denne stil tog Socialdemokratiets store gamle mand, Thorvald Stauning, med ind i Statsministeriet.

”Staunings åbningstaler i Folketinget er kun tre-fire sider lange og har ikke taget mange minutter at holde,” konstaterer Marie Lund.

Man kan således ikke sige, at de danske taler er gået fra lange til korte, fra akademiske til folkelige, fra formfuldendte til mere improviserede. For det hele har været på færde hele tiden.

Man kan sige, at statsministres taler fra Staunings meget korte paroler blev lange, kringlede og teknokratiske, da Jens Otto Krag (S) i 1960’erne forsøgte at få økonomiske nøgletal og væsentlige lovtiltag flettet ind i teksten.

Men siden blev politikerne demonstrativt konkrete og personlige, som når Helle Thorning-Schmidt (S) holdt åbningstale om skoleeleven Emil, der skal beregne byggeriet af et fuglehus, eller da Lars Løkke Rasmussen (V) fremstillede sig selv som ”Lille Lars fra Græsted”.

”Denne personliggørelse af den politiske tale er jo et forsøg på at møde tilhørerne i øjenhøjde, så der er mulighed for identifikation. Men spørgsmålet er, hvor godt det lykkes,” siger Marie Lund.

At man med ord også kan demonstrere, at man hører til i nationen, så vi et eksempel på ved et gallataffel på Christiansborg den 26. maj 2018. Salen var fyldt med alskens honoratiores samt kamerafolk fra landsdækkende tv. Kronprinsen havde rund fødselsdag, og hans australskfødte hustru tog nu ordet og demonstrerede, at hun kan balancere det kærlige, det højtidelige og det muntert drillende på præcis den måde, vi ønsker det her til lands – og oven i købet gøre det på dansk:

”Far til fire. Frømand. Kunstkender. Musikelsker. Militærmand. Sportsmand. Min mand. Erhvervsambassadør. Søn. Eventyrer. Grønlandsfarer. Bror. Og en god ven. Hvordan indfanger man et menneske som dig? Uden at udelade noget af alt det, der gør dig til dig?” indledte kronprinsesse Mary, inden hun nåede til at drille sin nu midaldrende mand med hans dårlige vittigheder og hans hang til tætsiddende lycra-cykelshorts.

Forskeren Tina Thode Hougaards studier af ganske almindelige danskeres bryllupstaler viser, at en tilsvarende balancering af det højstemte og det drillende er udbredt. ”Du er mit nordlys. Du er min ro og stabilitet”, erklærer én brudgom, mens en anden mere humoristisk siger, at ”med dig er alting altid med ekstra parmesan og pinjekerner”.

Et kapitel for sig er konfirmationstalen, der i mange danske nutidsfamilier ikke handler om den kristne tro, som er den kirkelige begivenheds omdrejningspunkt. De handler heller ikke så meget om det traditionelle ”ind i de voksnes rækker”, konstaterer Martin Fehr Therkildsen, der har skrevet kapitlet om denne talegenre.

I stedet fungerer konfirmationstaler i dag oftest som en højtidelig, lidt drillende ros og kærlighedserklæring fra forældrene til konfirmanden — på linje med den traditionelle bryllupstale og kronprinsessens fødselsdagstale. Men derudover har konfirmationstalen ofte et særligt præg af, at hele konfirmandens liv i familien udfoldes i talen.

”Påfaldende er det, at konkrete fortællinger om barnets fødsel er til stede i næsten halvdelen af talerne, og i flere af talerne fylder de meget. Flere forældre fortæller i detaljer om for tidlige fødsler, kejsersnit og oplevelsen på sygehuset,” skriver Martin Fehr Therkildsen.

Det ser altså ud til, at hvis konfirmationsceremonien i kirken er en bekræftelse af dåben, er ceremonien i hjemmet i dag blevet til en bekræftelse af fødslen.

Men taler er ikke kun en bekræftelse af det velkendte og det vedtagne. Ord kan flytte bjerge, og ord kan konstituere mennesker som noget, de ikke vidste, de var, før talen blev holdt, konstaterer Marie Lund.

Hun rækker tilbage i historien igen for at give et eksempel. På Dansk Kvindesamfunds valgretsmøde i Rosenborg Have den 28. juni 1908 tog forfatteren Gyrithe Lemches ordet og forsøgte i sin tale at formulere det som en naturlig uundgåelig udvikling, at kvinder med tiden bliver modne til at deltage i folkestyret, og at tiden nu var moden:

”Når børn er voksede ud af deres klæder, må der nye klæder til, for ellers sprænger de tøjet, og det var dårlig økonomi, – det ved alle gode husmødre. Men når vi kvinder er voksede ud af de engang givne rammer, så må der sandelig også nye rammer til, for ellers sprænger vi de gamle – og det var dårlig økonomi af de politiske husmødre.”

Ifølge Marie Lund er det meget bevidst, at Lemcke anvender huslige metaforer i sin tale. Hun appellerer til det, der i datiden var anerkendt som kvinde-fornuft, til at indstifte noget nyt.

Vi tager herfra et spring på over 100 år fra ordene, der var med til at skaffe kvinder stemme- og valgret, til prisoverrækkelsen Zulu Comedy Galla den 26. august 2020, hvor en 30-årig tv-værtinde overrasker publikum ved at tale meget direkte og meget personligt om nogle andre rammer, som kvinder nu efter hendes opfattelse er modne til at sprænge:

”Her for nylig var jeg til lønforhandling på X-Factor, og så gik jeg ind og sagde, hvad jeg gerne ville have, og så var der ligesom nogle chefer, der sagde: ’Okay. Det var da et spændende beløb, du kommer med der. Men du må kunne forstå, at hvis du skal have den løn, så bliver du den bedst betalte kvinde.’ Og så var jeg sådan lidt: ’Den bedst betalte kvinde? Det er da lige meget. Det er da det samme som at være verdens højeste dværg’.”

Sofie Lindes tale om sexisme og kønsskævheder opnåede senere på året at blive kåret som Årets danske tale 2020 af Danske Taler. Altså ikke den nye bog fra Aarhus Universitetsforlag, som denne artikel handler om. Bag samme navn gemmer sig også selskabet bag det digitale nationale arkiv over vigtige taler i nationens historie, dansketaler.dk.

Det er en pris, som sidste år gik til statsminister Mette Frederiksen (S) for hendes undskyldning til Godhavnsdrengene, og som i 2018 tilfaldt kronprinsesse Mary for den ovennævnte fødselsdagstale. Og det er et arkiv, hvor der ligger mange stærke ord af folk som Orla Lehmann, N.F.S Grundtvig, Gyrithe Lemcke og Thorvald Stauning. Ord, som formede Danmark.