Frankenstein er en moderne myte om udødelighed

Historien om Frankenstein har hjemsøgt den vestlige verdens kollektive bevidsthed, lige siden Mary Shelley skrev historien ved Genévesøen for 200 år siden på opfordring af Lord Byron

Historien om doktor Frankensteins uhyre er siden blevet filmatiseret flere gange. Her ses Boris Karloff som Franken-stein i filmen af samme navn fra 1931. – Foto: AP/Polfoto

Midt i Genève i Schweiz, i kvarteret omkring Plainpalais, står en bronzestatue af en lidt ludende kæmpe, der truende og med forvredet ansigt ser ud til at bevæge sig fremad. Mærkelige syninger holder hans krop sammen. Det menneskeskabte uhyre er løs. Og det blev skabt her, på Genèvesøens bred for 200 år siden.

Hvis sommeren 1816 ikke havde været så regnfuld og trist omkring Genèvesøen, havde Frankensteins uhyre måske aldrig fået liv af de kreative gnister, der sprang fra den unge Mary Shelleys hjerne. Den sommer havde hun sammen med sin mand, digteren Percy Bysshe Shelley, slået sig ned i byen Cologny nær Genève, hvor deres nabo var en anden af tidens store digtere, Lord Byron.

Og det var for at fordrive kedsomheden, at Lord Byron udskrev en gyserkonkurrence for sine naboer.

”Om aftenen samledes vi omkring den buldrende brændeild og underholdt os af og til med nogle tyske spørgelseshistorier, der var faldet i vore hænder. Disse fortællinger frembragte et overgivent ønske hos os om at efterligne dem. Vejret blev imidlertid pludselig skyfrit, og mine to venner forlod mig for at tage på tur i Alperne. (...) Den følgende spøgelseshistorie er den eneste, der er blevet fuldført,” skrev Mary Shelley i september 1817 i forordet til sin historie.

Historien om doktor Frankensteins uhyre er siden blevet filmatiseret flere gange, og navnet vækker uvægerligt billedet til live af en højpandet mand med gullige øjne, sammensat af lemmer fra forskellige lig og med hovedet naglet fast på halsen med et stort søm. Og som bringes til live takket være en maskine, der fanger elektriciteten i et lynnedslag.

”Frankenstein er verdens første science fiction-historie. Det er en moderne myte, der har lejret sig i den kollektive bevidsthed med en ganske særlige ræsonnans i forhold til moderniteten,” siger professor i britisk litteratur ved universitetet i Lausanne David Spurr.

Han er en af hovedkræfterne bag den serie af arrangementer, som markerer 200-året for mytens fødsel. Udstillinger, konferencer, teaterstykker og selv en musical er på programmet især i Genève men også i andre byer for at markere mytens fødsel under en ung kvindes pen.

Mary Shelley var datter af den britiske filosof William Goodwin og kvindeforkæmperen Mary Wollstonecraft, der døde kort efter hendes fødsel. Shelley var optaget af den såkaldte galvanisme, eller datidens teori om, at elektricitet kan være den impuls, der skaber liv, forklarer Bruno Strasser, som forsker i livsvidenskabens historie ved Universitetet i Genève og også har bidraget til Frankenstein-konferencerne.

”Galvanisme hviler på den iagttagelse, at to ledende metaller, der mødes under dissektionen af frø, får frøens ben til at spjætte. Det samme sker, når man rører en nerve med en skalpel. Tiden er fascineret af den tanke, at man kan indgyde liv i materien, og at elektricitet har en effekt på livet,” forklarer Bruno Strasser.

”Det er en videnskabelig, men også en filosofisk diskussion om, hvad livet er, og hvad forskellen er mellem liv og død,” supplerer David Spurr.

Det er netop på kirkegårdene og i universiteternes obduktionslokaler, at doktor Frankenstein finder løsdelene til sit nye menneske. Mary Shelley giver bogen undertitlen ”Den nye Prometheus” og gør dermed sin gyserfortælling til en forlængelse af den store myte om mennesket, der stjæler gudernes magt og privilegier. Og bliver skaber i skaberens sted.

”Mary Shelley udspringer af et ateistisk miljø og har ingen ambition om at forsvare princippet om, at mennesker ikke bør sætte sig i Guds sted. Men hun rejser alligevel spørgsmålet om, hvad der sker, når mennesker gør det. Doktor Frankenstein vil skabe en ny menneskelig race. Han er en inkarnation af hybris,” siger David Spurr.

Men det nye menneske undslipper sin skaber og vender sig mod menneskeheden.

”Shelley er her inspireret af Rousseaus tanker om mennesket, der fødes godt og uskyldigt, ligesom Frankenstein i begyndelsen er et følsomt væsen, men forhærdes af mødet med civilisationen. Men hun udtrykker også den bekymring, som de teknologiske fremskridt og den industrielle revolution udløste i hendes samtid, hvor tekstilfabrikkernes moderne væve tog arbejdet og levegrundlaget fra folk,” påpeger David Spurr.

Denne bekymring for teknologien og især for forsøgene på at skabe liv uden om Gud og naturen taler lige ind i vores egen tid, fra atomkraft til nanoteknologi og genmodificering. 200-året for Frankenstein-uhyrets fødsel falder sammen med 20-året for fødslen af Dolly, det første klonede får.

”I 1912 var det lykkedes for den amerikanske biolog Jacques Loeb at befrugte et æg uden brug af sædceller. New York Times havde en forsidehistorie om det og fremstillede det, som om man nu var i stand til at skabe liv i laboratoriet. I virkeligheden er naturen selv meget bedre til at skabe liv. Hverken Frankensteins uhyre eller Dolly vil blive masseproduceret. Men forskningen og livsvidenskaberne åbner op for etiske problemstillinger, for eksempel i forbindelse med kunstig befrugtning, som vi stadig kæmper med,” siger Bruno Strasser.

Mary Shelley gav aldrig sit uhyre et navn, og derfor er det kun videnskabsmandens, som har lejret sig i vores kollektive bevidsthed.

”Frankenstein er metaforen for menneskets ønske om at skabe liv i Guds sted, men også for drømmen om udødelighed. I dag taler man om transhumanismen og det teknologisk forbedrede og optimerede menneske, og om at afskaffe døden. Mary Shelley advarer os om, at denne søgen kan ende galt,” siger David Spurr.