Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Generalens liv og uniformer

4 stjerner
Den russiske general Paul Gudim-Levkovitj fik den idé at skabe en samling af militære beklædningsgenstande, der for eftertiden kunne stå som et minde om den storslåede krigskultur, som det kejserlige Rusland var så rig på. Her er det et billede fra Gudim-Levkovitjs samling. – Foto: Gudim-Levkovitj’ Samling/Nationalmuseet.

I København findes en af verdens fornemste samlinger af russiske uniformer. Hvordan den kom hertil, og hvem der samlede, fortælles i detaljeret biografi om manden bag samlingen, Paul Gudim-Levkovitj

Eksilerede aristokrater fra verdener, der uigenkaldeligt er gået under, har en bred romantisk appel. Det gælder for både den franske revolution i 1789 og den russiske i 1917. Skønt de var politisk reaktionære og deres sociale privilegier urimelige, kalder emigranternes skæbne ofte på sympati, måske forstærket af bevidstheden om, at de regimer, der fulgte efter revolutionerne, afgjort heller ikke var fejlfri.

For generalløjtnant Paul Gudim-Levkovitj (1873-1953) udspandt hele hans karriere – fra tsarens pageskole i Sankt Petersborg over deltagelse i den russisk-japanske krig til militærattaché i Athen – sig i skyggen af Romanov-dynastiets op- og nedture. Ikke bare hans løbebane, men hele hans selvforståelse var bundet op på loyaliteten over for det russiske ”l’ancien régime”. I januar 1918 blev han sendt fra Sankt Petersborg med en delegation til England, og det reddede hans liv. På det tidspunkt var tsardømmet for længst gået under, og Levkovitj skulle aldrig vende tilbage til Rusland, hvor titusinder af mænd som han i de følgende år blev myrdet af kommunisterne eller dræbt i borgerkrigen mellem ”hvide” og ”røde”.

I stedet slog han sig ned i Sydfrankrig, hvor han levede komfortabelt med sin engelske kone og deres to børn. Han blev en del af det russiske emigrantmiljø og ydede en stor indsats for mindre begunstigede landsmænd, ikke mindst soldater fra forskellige kosakregimenter. Det er hans liv og særlige kongstanke, der fortælles om i ”Den russiske general”.

Mange af officererne havde nemlig ligesom Levkovitj deres uniformer med i eksilet, og herigennem opstod den idé hos generalen at skabe en samling af militære beklædningsgenstande, der for eftertiden kunne stå som et minde om den storslåede krigskultur, som det kejserlige Rusland var så rig på. I stedet for at lade sig begrave i deres uniformer overtalte Levkovitj sine officerskolleger til at donere deres militære garderobe til hans samling, og hermed bevæger vi os ind i en fremmedartet verden af husarmunderinger, gallauniformer, eksotiske sidevåben og forunderlige hovedbeklædninger.

Det forbløffende ved Levkovitjs samling er imidlertid ikke, at den blev skabt, men at den endte i Danmark. Fra sin ungdom kendte generalen Christian X’s dronning Alexandrine, der var af russisk afstamning, og da den danskfødte russiske enkekejserinde Marija Fjodorovna (Christian IX’s datter Dagmar), også levede i eksil i Danmark, blev det udslagsgivende for, at uniformerne i 1942 fandt vej fra Sydfrankrig til København. Her blev de overgivet til Tøjhusmuseet (det nuværende Krigsmuseum) og er i dag at se i museets store våbensal, opsat efter alle kunstens regler.

Jakob Seerup, der er museumsinspektør ved Bornholms Museum og tidligere museumsinspektør ved Tøjhusmuseet, følger i sin smukt illustrerede bog samlingens tilblivelseshistorie og den ikke helt lette overgang fra privat russisk til offentligt dansk eje. Samtidigt fortæller bogen ikke blot om Levkovitjs eget liv, men også om hans slægt og mange af de personer, han mødte i sit dramatiske liv. Derfor rummer bogen også mange private fotos, for som Seerup forklarer:

”Det kan ofte synes lidt trist og kedeligt at se på en gammel uniform. Men selv hvis man ikke interesserer sig for den slags, så bliver det alligevel vedkommende og nærværende, når man som i dette tilfælde kan se både den gamle uniform og fotografier af ejeren iført uniformen sammen med sin familie.”

Se, det er jo rigtigt nok, og når man som forfatteren har brugt mange år på sin efterforskning, har rejst meget og korresponderet med rigtigt mange mennesker, er det en fristelse at ville formidle sin egen begejstring ved at følge alle tråde i beretningen til dørs og vende hver sten undervejs. Svagheden bliver til gengæld, at tempoet i den centrale beretning sænkes. Megen plads bruges for eksempel på hovedpersonens far, der også var general, og på de felttog på Balkan og i Centralasien, han deltog i. Skridtet fra detaljerigdom til nørderi kan være ganske kort.

Andre steder er fortælleglæden til gengæld smittende, og beskrivelsen af en togrejse, som Levkovitj foretog i 1914 fra Sankt Petersborg gennem Tyskland få dage før udbruddet af Første Verdenskrig er meget vellykket. Rytterpatruljer på begge sider af den russisk-tyske grænse; mobiliseringer, troppetransporter og febrilske menneskemængder blev nøje iagttaget af den erfarne officer, der diskret noterede det hele i sin lommebog under sine medpassagerers fjendtlige blikke. Da Levkovitj siden skiftede tog i Berlin, hastede han til den russiske ambassade på Unter den Linden og afsendte et langt telegram i kode til generalstaben hjemme i Sankt Petersborg om situationens alvor.

Lidet kunne han ane, at det var begyndelsen på enden for den militære tradition, han var opvokset i og altid var en del af. Til gengæld kan vi i Danmark glæde os over en uniformssamling af enestående kvalitet.

Russisk Røde Kors-postkort med billede af en kosak fra kejserens eskorte, 1914. På bagsiden en hilsen fra Paul Gudim-Levkovitj til datteren Kira. – Foto: Gudim-Levkovitj’ Samling/Nationalmuseet.
Gudim-Levkovitjs samling er en fremmedartet verden af husarmunderinger, gallauniformer, eksotiske våben og ­forunderlige hovedbeklædninger. – Foto: Gudim-Levkovitj’ museum i La Napoule/Nationalmuseet.