Januar. Lidt som november har den nærværende måned en kedelig klang i de flestes ører. Julens lys er for længst kvalt i en grå og klæbrig tåge, på bordet ligger alt for mange rudekuverter og en lang liste med urealistiske nytårsforsætter. Januar, den første måned i kalenderen, skal bare overstås.
Går man tilbage i historien, så har januar ganske givet været lige så tung, men måneden har til gengæld haft et andet navn, nemlig ”glug-måned”. I fjerde bind af Holbergs ”Epistler” fra 1700-tallet står eksempelvis sætningen: ”betænker mig at imodtage (...) en Vexel, som er dateret udi Glugmaaned (...) i Steden for Januario”. Og dette finurligt klingende ord refereres i flere onlineordbøger som et gammeldansk ord for januar måned. Men hvor gammelt? Og hvad skal det betyde?
”Det gamle danske månedsnavn glugmåned for januar er afledt af ’glug’, som er et kighul. Man tolker det almindeligvis, som at man titter ind i det nye år,” fortæller Annette Lassen, der er lektor i norrøn litteratur ved Den Arnamagnæanske Samling på Nors ved Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet.
Derudover har ordet ”glug” ifølge ordbogen Den Store Danske konkret betydning af at være ”en våge i isen”.
Flere kilder på nettet refererer glugmåned som et månedsnavn stammende fra den norrøne kalender. Norrønt er et tillægsord, der bruges om det vestnordiske område i middelalderen, især Island og Norge fra omtrent 800 til 1300, og kalendersystemet var muligvis brugt af vikingerne. Den tidligste kilde til ordet glugmåned er dog i en serie om de 12 danske måneder fra 1530, forklarer Annette Lassen. Det er således i høj grad uvist, om ordet stammer fra vikingernes tid.
Flere af de norrøne månedsnavne, der også findes i de islandske sagaer, og som for eksempel specifikt henviser til forårsarbejde og høsttid, afspejler ting, man foretager sig på denne tid af året. I kalenderen var der kun to årstider: vinter (fra midt i oktober og til midt i april) og sommer (fra midt i april til midt i oktober).
”Det gælder faktisk stadig i Island i dag, at der er de to årstider: sommer og vinter. Første sommerdag, som er i april, ønsker man hinanden glædelig sommer – selvom der kan være sne udenfor,” siger Annette Lassen.
Hvis man søger på ”den norrøne kalender” på nettet, dukker også en række månedsnavne på dansk op: november skulle for eksempel engang have heddet ”slagtemåned”, april ”fåremåned”, juli ”ormemåned” og september ”fiskemåned”.
Det er sjove og tankevækkende navne, men der er en række problemer ved at ud-lede, at det bestemt var sådan, danske vikinger så året, påpeger Lasse Sonne, lektor i vikingetidens historie ved Københavns Universitet og ekspert i kalenderhistorie.
”De kilder, vi har fra førkristen tid, giver minimalt indblik i, hvad man reelt har brugt. Nogle månedsnavne dukker op i tekster, som for de ældstes vedkommende er skrevet i 1200-tallet,” siger han.
”Mit bud er, at for eksempel ’glugmåned’ er et alternativt månedsnavn, som har været brugt, men som ikke nødvendigvis går tilbage til førkristen tid. Vi ved, at man fra 1600-tallet til 1800-tallet dyrkede en romantik omkring det simple bondeliv, for eksempel i guldaldermalerier. Nogle af de landbrugsromantiske traditioner har hevet disse navne frem i lyset.”
Når det er sagt, så har man selvfølgelig haft noget at orientere sig efter på vikingernes tid, påpeger Lasse Sonne.
”Man har helt bestemt haft et redskab at koordinere med. Man kan jo ikke bygge Trelleborgene, uden at ingeniøren ved, hvornår han præcis skal mødes med håndværkerne. Det er muligt, at månens cyklus har spillet en helt central rolle i forhold til opfattelsen af tid.”
Den kalender, vi har i dag, kaldes for den gregorianske og er afledt fra den julianske kalender. Den har 365 dage og kom hertil med kristendommen, men stammer fra Julius Cæsars tid, hvor den indførtes 45 år f.Kr. Det romerske kan tydeligt aflæses, for eksempel i ”januar”, der har navn efter den romerske gud Janus med de to hoveder – et, der skuer frem, og ét, der skuer tilbage.
”Efterhånden som kristendommen vinder indpas her i Norden, får man også brug for et kalendersystem, der giver mulighed for at indføre kirkeårets ritualer og højtider,” siger Lasse Sonne.
Det mest tankevækkende ved de gammeldanske månedsnavne, hvis oprindelse altså er meget svære at spore, er, at de viser noget om forholdet til natur og kultur i en bestemt gruppe af samfundet, mener Lasse Sonne.
”’Slagtemåned’ giver rigtig god mening i forhold til en landbefolknings sæsonbestemte aktiviteter. Der er intet i ’oktober’, ’november’ eller ’december’, der siger noget som helst om, hvad der har fyldt noget i almindelige folks liv. Men her ser vi månedsnavne, der beskriver, hvad der reelt foregår.”
Og den tanke kunne vi måske bruge i dag, siger han.
”Selvom vi har et fælles kalendersystem på tværs af samfundsgrupper, så er det vidt forskellige ting, der definerer, hvordan vi tænker om året. Jeg er ansat på universitetet og tænker året i semestre. Har man børn i folkeskole, ved man helt sikkert, hvilken uge, der er uge 10. Og er man fodboldfan, tænker man i superligaens sæsonstart.”
”Vores kalender er et smart værktøj, der gør, at vi kan organisere os på tværs i samfundet. For eksempel får alle løn på månedens sidste hverdag. Men hver gruppe i samfundet vil have bestemte markører og måder at strukterere deres tid på. Og sådan var det altså også for vores forfædre.”
Det kan godt være, de gamle danske månedsnavne ikke var vikingernes officielle kalender, men navnene findes i folkloren. En sidste betydning af ordet ”glug” er i øvrigt ”et vidt åbent øje”, kendt fra et udtryk som ”at slå gluggerne op”. Og den anvisning var måske ikke helt dum til moderne mennesker i en grå tid.