Prøv avisen

Gravstene fortæller historier på tværs af tid

En nyere, minimalistisk gravsten fra Assistens Kirkegård i København. – Foto: Stine Helweg/Foreningen for Kirkegårdskultur

I dag bliver gravstene mere anonyme og mindre oplysende, lyder det i en ny bog. Alligevel er også nutidens gravstene kulturhistoriske vidnesbyrd

En sten, der tårner op mod himlen, ledsaget af flere linjers tekst, hvor hvert enkelt bogstav sirligt er indhugget i stenens overflade. Sådan så en gravsten typisk ud i 1800-tallet, men i dag er det anderledes. Nu løfter gravstene sig sjældent langt op over jordens overflade, de er mere ensartede, og teksten om, hvem der ligger begravet under stenen, er langt mindre meddelsom end tidligere.

Gravstenenes ændrede format er en del af den udvikling i gravkulturen, som Foreningen for Kirkegårdskultur sætter fokus på i en ny debatbog med titlen ”Gravskrift eller...?”. I foreningen og skrivegruppen bag bogen sidder Karin Kryger, der er forfatter og kunsthistoriker. Ifølge hende bryder tidens tendens med mere simple og anonyme grave med en lang gravtradition.

”Lige så længe man har sat gravminder, lige så længe har det været vigtigt at fortælle, hvem afdøde var, hvad vedkommende var, og hvornår vedkommende levede. Siden den tidlige middelalder har man så typisk brugt en gravsten til de informationer,” siger Karin Kryger.

Og fortællingen om den afdøde har de seneste århundreder typisk krævet plads efter mottoet ”jo større des bedre”.

”Det har været vigtigt, at man markerede sig med et stort gravsted. Ikke bare for den enkelte, men også for familien, der stod tilbage. Ofte har det også været familiegravsteder, hvor man derfor har gjort plads til, at der kan stå rigtig mange navne. Men så sker der det i løbet af 1900-tallet, at janteloven og mentaliteten om, at ’du skal ikke tro, at du er noget’, også tilfører gravstenene lidt beskedenhed,” siger Karin Kryger.

Gravsten fra Karby Kirkegård i Morsø Provsti, hvor betegnelserne ”lærer” og ”hustru” bruges, hvilket er klassisk for gravstene fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. – Foto: Steen Jensen/Foreningen for Kirkegårdskultur

Lige så længe man har sat gravminder, lige så længe har det været vigtigt at fortælle, hvem afdøde var, hvad vedkommende var, og hvornår vedkommende levede.

Karin kryger

Andre læser lige nu