Prøv avisen

Gravstene fortæller historier på tværs af tid

En nyere, minimalistisk gravsten fra Assistens Kirkegård i København. – Foto: Stine Helweg/Foreningen for Kirkegårdskultur

I dag bliver gravstene mere anonyme og mindre oplysende, lyder det i en ny bog. Alligevel er også nutidens gravstene kulturhistoriske vidnesbyrd

En sten, der tårner op mod himlen, ledsaget af flere linjers tekst, hvor hvert enkelt bogstav sirligt er indhugget i stenens overflade. Sådan så en gravsten typisk ud i 1800-tallet, men i dag er det anderledes. Nu løfter gravstene sig sjældent langt op over jordens overflade, de er mere ensartede, og teksten om, hvem der ligger begravet under stenen, er langt mindre meddelsom end tidligere.

Gravstenenes ændrede format er en del af den udvikling i gravkulturen, som Foreningen for Kirkegårdskultur sætter fokus på i en ny debatbog med titlen ”Gravskrift eller...?”. I foreningen og skrivegruppen bag bogen sidder Karin Kryger, der er forfatter og kunsthistoriker. Ifølge hende bryder tidens tendens med mere simple og anonyme grave med en lang gravtradition.

”Lige så længe man har sat gravminder, lige så længe har det været vigtigt at fortælle, hvem afdøde var, hvad vedkommende var, og hvornår vedkommende levede. Siden den tidlige middelalder har man så typisk brugt en gravsten til de informationer,” siger Karin Kryger.

Og fortællingen om den afdøde har de seneste århundreder typisk krævet plads efter mottoet ”jo større des bedre”.

”Det har været vigtigt, at man markerede sig med et stort gravsted. Ikke bare for den enkelte, men også for familien, der stod tilbage. Ofte har det også været familiegravsteder, hvor man derfor har gjort plads til, at der kan stå rigtig mange navne. Men så sker der det i løbet af 1900-tallet, at janteloven og mentaliteten om, at ’du skal ikke tro, at du er noget’, også tilfører gravstenene lidt beskedenhed,” siger Karin Kryger.

Med de store gravstene og familiegrave har man ønsket at fortælle lokalsamfundet en historie og forblive en del af lokalsamfundets historie, selv efter døden.

Men det har ændret sig, og i dag behøver en gravsten ikke at rumme mange detaljer. En del af den forandring kan forklares med urbanisering, hvor en familie ikke på samme måde længere er knyttet til en bestemt kirkegård, men det handler også om mere end det, mener Karin Kryger fra Foreningen for Kirkegårdskultur.

”Egentlig tror jeg, at det mest handler om, at man er mere privat i dag og kan tænke, at det ikke kommer andre ved end familien. Man forventer heller ikke på samme måde som tidligere, at der er andre udefra, som vil interessere sig for ens gravsted.”

Og den forandring viser en gravsten fra begyndelsen af 1800-tallet på den jødiske kirkegård i København, mener hun.

”På stenen er der skrevet hebraiske bogstaver, men samtidig er der også en dansk inskription. Det har der været, fordi man forventede, at der ville komme andre end den afdødes jødiske familie og se gravstedet, og på den måde har man med de danske ord sørget for også at meddele sig til udefrakommende,” siger Karin Kryger.

I kontrast til det står en tendens blandt nutidens gravstene, hvor det er blevet mere almindeligt helt at udelade informationer om navn og fødselsdato, så kun de nærmeste ved, hvem der er tale om.

Lektor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet Kirstine Helboe Johansen kalder tidens tendens for en bevægelse mod i højere grad at fokusere på emotionelle relationer.

”Der står måske bare ’Elsket og savnet’, ’Kære mor’ eller ’Vores dejlige farmor’ på gravstenen. Det er emotionelle termer, der svarer meget godt til samfundsudviklingen, hvor det er blevet vigtigere at markere, at det var en person, der var elsket og særlig, end at der er tale om en bestemt malermester,” siger Kirstine Helboe Johansen.

Fælles for gravstene på tværs af tid er, at de er en konstruktion og en præsentation af det, man ser som vigtigt ved et menneske, hvilken historie man gerne vil fortælle, og hvordan man ønsker afdøde husket.

”Generelt er en gravsten en mindesten, som samtidig er en form for præsentation af afdøde. Hvis du ser gamle gravstene, er det meget klassisk, at det er erhvervet, der er markeret. Det er dog ikke nødvendigvis, hvis man har været arbejdsmand på en gård, men mere hvis man har været malermester eller revisor. På de gamle gravstene er det meget tydeligt, at det er markeret, hvem personen har været i det offentlige lys, mens det i dag mere handler om, hvem personen har været privat,” siger Kirstine Helboe Johansen.

Derfor fortæller gravstenene langtfra kun en historie om de afdøde – de fortæller i lige så høj grad en historie om det omkringliggende samfund.

”På en typisk ældre gravsten kan der stå ’Malermester Jens Kristensen og hustru’. Der bliver gravstenen et tydeligt vidnesbyrd om det familiemønster, som har været i samfundet, og et vidnesbyrd om, hvad der er blevet betragtet som vigtigt.”

En anden ting, der ifølge Kirstine Helboe Johansen er kendetegnende for ældre gravstene, er religiøse inskriptioner fra sentenser, salmevers eller bibeltekster. Men ligesom arbejdstitler er også religiøse inskriptioner blevet langt mindre udbredt, lyder det fra Kirstine Helboe Johansen. Men ifølge lektoren fortæller gravstenene af den grund ikke mindre om sin tid i dag end tidligere.

”I begge tilfælde taler gravstenene til dem, der kommer forbi. Der ligger lige så meget kommunikation i at ville fortælle, at den begravede er elsket og savnet, som der gør i at fortælle mere faktuelle ting om afdødes liv. Men forskellen ligger i, hvad man i tiden lægger vægt på. I dag bæres ens identitet mere af de personlige relationer end af ens arbejde. Det repræsenterer en udvikling i, hvad der ses som vigtigt at fortælle om en person,” siger hun.

Sådan lyder det også fra Karin Kryger.

”Gravstene fortæller noget om vores nærmeste forgængere, som de rummer informationer om, om os selv og om vores samfund. Det gør de anonyme gravstene sådan set også, for de fortæller, hvordan man har rykket sig i samfundet,” siger hun.

Også professor ved Aalborg Universitet Michael Hviid ser gravstenenes udvikling som en del af en større historie.

”At teksten på gravstene i dag ofte er mindre omfattende, vidner om, at kulturen på kirkegården på mange måder er et mikrokosmos for samfundet som sådan, hvor vi også efterhånden forkorter alt, hvad der kan forkortes. Det varer sikkert heller ikke længe, inden vi begynder at se emojis på gravstene, hvis jeg ikke tager meget fejl. Vi har i dag en forholdsvis minimalistisk begravelseskultur, og selvom der rundtomkring kan ses stadig flere forsøg på at personliggøre gravene, så er der stadig langt til 1800-tallets storslåede begravelseskultur,” siger Michael Hviid.

Gravsten fra Karby Kirkegård i Morsø Provsti, hvor betegnelserne ”lærer” og ”hustru” bruges, hvilket er klassisk for gravstene fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. – Foto: Steen Jensen/Foreningen for Kirkegårdskultur
Tidligere var store og markante familiegravsteder mere almindelige. Her ses et familiegravsted på Lemvig Kirkegård. – Foto: Henrik Nielsen/Foreningen for Kirkegårdskultur
Gravstene på Nordby Kirkegård på Samsø. – Foto: Mette Fauerskov/Foreningen for Kirkegårdskultur

Lige så længe man har sat gravminder, lige så længe har det været vigtigt at fortælle, hvem afdøde var, hvad vedkommende var, og hvornår vedkommende levede.

Karin kryger