Prøv avisen
Portrætkunst

Guldalderen havde også et jødisk ansigt

Bogen strækker sig tidsmæssigt fra det tidlige 1800-tal til nutiden. Marianne Nagler behandler eksempelvis også et værk af Tal R (født 1967). Men langt størstedelen af kræfterne bruger hun på billeder malet i første halvdel af 1800-tallet.

I Mosaisk Troessamfunds kunstsamling befinder sig en mængde portrætter af 1800-tallets danske jødiske borgerskab. Malerierne nuancerer historien om 1800-tallets borgerskab og er et billede på jødernes integration med det øvrige samfund på godt og ondt, mener kunsthistoriker og forfatter til ny bog om samlingen

Mændene ligner det klassiske guldalderportræt: sorte jakkesæt og hvide skjorter med flippen oppe. Stateligt indfanget af en kyndig malerhånd med sans for lyset. Kvinderne er mændenes farverige modstykker, iklædt kjoler i tungt stof, pyntet med kniplinger. Børnene er små buttede englebasser.

Men så er der lige den lille detalje, der gør, at man studser en ekstra gang: Mange af mændene bærer en mørk og rund lille hat på deres isse. Og når man tænker over det, så har kvinderne bestemt ikke sparet på flæser, kniplinger og kyser. Stoffet er draperet om deres ansigter med endog meget rund hånd.

”Det dér er jo voldsomt,” siger kunsthistoriker Marianne Nagler og peger ned i sin nye bog ”Noget om 200 års jødisk kunst og kultur”, hvor en stærkt dekoreret kvinde ved navn Amalie Salomon kigger ud fra sit portræt. På hovedet har Amalie Salomon noget, der ligner en opsats af foldede servietter.

Bogen, vi sidder med, er netop udgivet af Mosaisk Troessamfund og er det første rigtige katalog over de billeder, som befinder sig i trossamfundets kunstsamling. Men den fortæller ikke kun historien bag et væld af portrætter af danske jøder – mange malet i den periode, vi kalder guldalderen, fra 1800-1850 – den giver også et overblik over flere store jødiske familier og den rolle, de har spillet i samfundet.

Arbejdet med bogen begyndte med en flytning, fortæller Marianne Nagler.

”Da vi flyttede fra Ny Kongensgade, hvor vi havde menighedshus, indtil det nye jødiske kulturhus bag synagogen i Krystalgade i 2011 blev bygget, skulle der træffes nogle valg om kunstsamlingen. Og de mennesker i trossamfundet, som på det tidspunkt havde et afgørende ord at skulle have sagt, syntes ikke, det var særlig vigtigt, at de billeder skulle med og hænges op i det nye hus. Man mente ikke, de passede ind. Jeg protesterede, for det er jo en del af vores historie. Skulle de bare stå på magasinet? Så jeg lod mig vælge ind i delegeretforsamlingen, og det første, jeg gjorde, var at sige, at jeg gerne ville have kunst som mit område. Og så ville jeg gerne have, at billederne dertil skulle hænges op,” siger hun.

Der var nogle, der mente, at samlingen burde hænge på Dansk Jødisk Museum, der blev indviet i 2004 og er tegnet af arkitekten Daniel Libeskind. Men netop det arkitekttegnede rum blev et problem, fortæller Marianne Nagler, for væggene på museet er skæve, rummet er nærmest en installation og dermed ikke egnet til at hænge malerier op på.

Til sidst blev billederne – ifølge Marianne Nagler stadig under protester og snak om, at det kun skulle være midlertidigt – hængt op i det nybyggede jødiske kulturhus. Hver især blev de ledsaget af et lille skilt med oplysninger om den portrætteredes fødsel og død. Men Marianne Nagler satte sig for at se, om hun kunne finde flere oplysninger om de portrætterede og deres samtid, og snart gik projektet fra katalog til bog.

Bogen strækker sig tidsmæssigt fra det tidlige 1800-tal til nutiden. Marianne Nagler behandler eksempelvis også et værk af Tal R (født 1967). Men langt størstedelen af kræfterne bruger hun på billeder malet i første halvdel af 1800-tallet.

”Samlingen består først og fremmest af en omfattende række portrætter af datidens rabbinere, lærde og borgerskab,”siger Marianne Nagler.

De tilføjer en jødisk dimension til historien om borgerskabet, altså overklassen, set gennem guldaldermalernes briller, forklarer hun.

”Helt generelt så var det jo uhyre populært, når man var en del af borgerskabet, at lade sig male. Mange af billederne er malet af kunstnere, som har gået på Kunstakademiet i København, og nogle af dem er elever af Eckersberg og Marstrand, to af den danske guldalders måske mest betydelige malere,” siger hun.

Billederne er for de flestes tilfælde blevet doneret til trossamfundet af private, testamenteret eller givet som gaver.

”I nogle tilfælde kan man fornemme, at et billede er passeret mellem generationer, og så har folk til sidst ikke vidst, hvad de skulle stille op med det,” siger Marianne Nagler.

Bogen medtager få billeder fra samme periode, som i dag findes uden for samlingen. For eksempel kan man på Statens Museum For Kunst se C.W. Eckersbergs ikoniske ”Det Nathansonske familiebillede” fra 1818, et gruppeportræt af familien til Mendel Levin Nathanson (1780-1868). Han var initiativtager og medstifter af den jødiske skole, Carolineskolen, og ivrig forkæmper for jøders rettigheder og ligestilling i samfundet.

Det er på mange måder lidt af en kliché eller fordom, at jøder skulle være særligt gode til at håndtere penge eller særligt gode købmænd. Men det er heller ikke helt forkert eller mærkeligt historisk set, siger Marianne Nagler. Det vidner portrætterne i øvrigt også om: Vi møder købmand og børsmægler Nathan Lazarus, glashandler Israel Salomon, vinhandler Aron Eibenschütz og mange andre.

”Og det var også derfor, kongen gerne ville have jøderne til Danmark – for at trække på deres økonomiske kunnen i en tid, hvor der var økonomisk ustabilitet,” siger Marianne Nagler.

Jøderne blev inviteret til Danmark af Christian IV i 1600-tallet for at rette op på den skrantende økonomi. Noget af det, Christian IV brugte som lokkemiddel, var, at jøderne her i Danmark ville få udbredt selvstyre, en række privilegier og i øvrigt være fri til at klæde sig, som de ville, hvilket ikke var nogen selvfølge i resten af Europa.

”Fordi jøderne er blevet forfulgt gennem historien, er vi blevet spredt i mange dele af verden og har derfor haft et stort netværk af familie og relationer langt væk, vi kunne trække på, når det gjaldt handel.”

Trods alt led jøderne alligevel den skæbne at være andenrangsborgere med begrænsninger i forbindelse med uddannelser. En jøde havde heller ikke tilladelse til at bosætte sig i København – medmindre han ejede mere end 1000 rigsdaler.

Der dannedes jødiske samfund i byer som Fredericia, Nakskov og Randers, og siden altså også i København. Med anordningen af 1814 blev for første gang knæsat normer for jøders rettigheder og pligter som en integreret del af den danske befolkning. Men samtidig ulmede også en vis misundelse på den velstand, de jødiske familier havde opbygget. Det kulminerede under den såkaldte jødefejde i 1819, hvor håndskrevne opfordringer opslået på Børsen og byens mure opfordrede folk til at jage jøderne ud af København. Pøbelen gik til angreb, smadrede butiksruder, brød ind i huse og gik løs på de jødiske familier.

Myndighederne (mest kongen) var på jødernes side, men det tog tid at slå optøjerne ned. I januar 1820 lykkedes det en nyindsat politidirektører at afvikle urolighederne, og siden faldt der ro over byen.

”Jøderne gled herefter ind som en del af borgerskabet, og det var en status, som de fleste var tilfredse med,” siger Marianne Nagler.

Hovedbeklædningerne, som kvinderne på mange af portrætterne bærer, går ikke ligefrem under radaren. Og måske er det en pointe i sig selv. Kæmpestore flæser bølger om hovederne på flere af kvinderne. Flæserne tjener desuden det formål at vise, hvad de malende kunstnere faktisk kunne.

Marianne Nagler finder portrættet af Henriette Wolff, malet i 1829, frem. Kvinden er iklædt tidens mest elegante mode. En særlig kappe, der kun blev båret af gifte kvinder i borgerskabets højeste stand, er slynget over hendes skulder. På den bordeauxrøde kjole falder et hvidt silkebånd fra hendes kyse ned over brystet, og det viser tydeligt, hvordan lyset falder i det skinnende stof.

”Det er jo smukt, ikke?”.

”Mange andre borgerlige kvinder fra den tid vil nok være mindre pyntet, men i store træk har de jødiske familier i borgerskabet fulgt de moder, der var. Generelt er kvinderne meget ofte stadset ud, hvorimod mændene er i et meget diskret udstyr. Omkring år 1800 begyndte mænds klædedragt at være meget demokratisk. Indtil da havde mænds klædedragter været meget mere forskellige. Der kunne man meget bedre se, hvilke sociale lag de enkelte tilhørte,” siger hun.

På portrætterne ses herrer, der ikke adskiller sig væsentligt fra alle mulige andre herrer, bortset fra at de undertiden bærer kalot eller kippa, jødiske mænds hovedbeklædninger. Og så er der nogle portrætter, der bare drager én:

”Talmudisten Esaias Levy (1774-1838)” hedder et portræt af en venligt udseende mand med skæg og lidt mystiske øjne. En kalot er trukket langt ned over hans pande.

”Jeg kan bare så godt lide ham,” siger Marianne Nagler

”Han var porcelænshandler og også en meget lærd mand, der studerede talmud, vores rabbinske udlægninger af Toraen. Og jeg kan godt lide, at man har malet ham på en måde, så han virker som en beskeden mand, der hviler i sin optagethed af det jødiske tankegods. Han er på sin egen fredsommelige måde en traditionalist, en gammeldags jøde, som holder af de jødiske skikke, værner om dem og udbreder dette til andre.”

Mens nogle i det jødiske samfund udadtil kæmpede for at komme til at ligne det øvrige samfund mest muligt, så var der internt i samfundet en splittelse, der handlede om, hvorvidt man skulle følge traditionen eller reformere jødedommen. Her tilhørte talmudisten den traditionelle fløj og blev det, der kaldes klaussner, en del af en gruppe, som forpligtede sig til alle hverdage at mødes flittigt i et såkaldt claus, (kan sammenlignes med det engelske ord ”close”, altså et aflukke), et rum forsynet med hellige skrifter. Her sad man i fulde dage og læste, mens verden var lukket ude. En tradition, der i dag er ophørt herhjemme, siger Marianne Nagler.

Talmudisten Esaias og hans hustru Sara er begravet på Mosaisk Nordre begravelsesplads på Møllegade på Nørrebro i København. Her hviler i det hele taget mange af de portrætterede – men deres slægter lever endnu.

”Familier som for eksempel: Levin, Levison, Dessauer, Goldschmidt, Wulff og Rubin …,” siger Marianne Nagler.

I 1849 fik jøderne fuld ligeberettigelse med danske borgere med Grundloven, hvis paragraf 70 lyder: ”Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.”

Den assimilationsproces, der begyndte i 1800-tallet, har gjort, at en stor del af dem, der i dag bærer et jødisk navn, ikke nødvendigvis opfatter sig selv som havende en jødisk identitet. De har gennem generationer fjernet sig fra det traditionelt jødiske og giftet sig væk fra det jødiske samfund. Nogle er så siden vendt tilbage.

”Ja, så man kan næsten sige, at der i dag næppe er en ærlig dansk familie, der ikke har et gran af noget jødisk i sig,” siger Marianne Nagler.

Og på den måde repræsenterer portrætterne en fælles dansk kulturhistorie – det paradoksale er så, at de i dag er nødt til at være under bevogtning.

”Jøderne har generelt set haft gode betingelser i Danmark, næsten altid. Det, der nu om dage undertiden kan være problematisk, er, at jøder ofte bliver angrebet. Som regel ikke korporligt, men verbalt, på grund af Israel. Og som regel er det egentlig blot udtryk for, at folk ikke ved så meget om Israel eller forudsætningerne for den stat. Det værste, der er hændt, er selvfølgelig terrorangrebet og drabet på Dan Uzan i 2015,” siger Marianne Nagler med alvor i blikket.

”Det var grufuldt og har sat dybe spor. Men historisk set og med erfaringer fra andre steder i Europa, så har vi været forskånet for meget i Danmark.”

De første spæde skridt mod ligestilling vidner portrætterne i Det Jødiske Hus om:

”Billederne fortæller en vigtig historie om de jødiske familier og den rolle, de har spillet gennem tiden i Danmark.”

Der findes fire portrætter af medlemmer af glashandlerfamilien Salomon i Mosaisk Trossamfunds kunstsamling. Det ene forestiller glashandler Israel Salomons hustru Amalie (f. Wulff) (1813-1880), med en overdådig kniplingskyse. Original af ukendt kunstner – Foto: Leslie Rabuchin
David Marcus Dessauer (1781-1843) var købmand i Tønder og blev i 1830 alvorligt ramt af gigt – hvad slåbrokken og det markerede ansigt på portrættet muligvis vidner om. Han ligger begravet på Jüdischer Friedhof i Frederiksstad i Sydslesvig. Kunstner: Geskel Saloman (1821-1902), olie på lærred, original 1833, kopi malet i 1845 – Foto: Leslie Rabuchin
Talmudisten Esaias Samuel Levy (1774-1838) er klædt i mørk kåbe eller kaftan, datidens beklædning for ortodokse jødiske mænd. Egentlig var han te- og porcelænshandler, men han var lærd og studerede de religiøse skrifter Tora og Talmud. Ukendt kunstner – Foto: Leslie Rabuchin
Billedet af Henriette Wolff, født Ganz (1764-1832) er malet i 1829 af en ukendt kunstner, der dog har haft godt styr på at indfange lyset i silkebåndene, der bølger sig om hendes hoved. – Foto: Leslie Rabuchin