”Det var i 1949 eller cirka deromkring,” sang Kim Larsen i sit kæmpehit ”Jutlandia”, som han efter sigende var flere år om at skrive, selvom en hurtig søgning på Google i dag kan afsløre, at Koreakrigen altså først begyndte i 1950, og at det gode danske hospitalsskib ”Jutlandia” ovenikøbet ventede til den 23. januar 1951 med at lægge fra kaj på Langelinie i København mod Korea.
Om bord var heller ingen 16-årige sygeplejersker som i sangen – gennemsnitsalderen var snarere 40 år –, og de 42 sygeplejersker om bord på skibet var nøje udvalgt ud af flere tusinde eventyrlystne ansøgere. Men i dag er det altså præcis 70 år siden, at de sejlede ud for at gøre gavn på det røde korsmalede skib, og nu er det heller ikke længere kun den gode Kim Larsen, der kan gøre Jutlandia kendt i nye generationer, men også forfatterne Jesper Bugge Kold og Mich Vraa, der har valgt den rette jubilæumsdato til at udsende deres mere velresearchede første fælles roman ”Pige fra det store hvide skib”, som dog også i deres fortælling kommer ”vidt omkring”. Og som en mere dokumentarisk opfølgning udkommer der i næste måned en billedbog om hospitalsskibet Jutlandia fra samme forlag (Lindhardt og Ringhof) baseret på materiale, som journalist Helle Juhl har fundet på Sygeplejehistorisk Museum i Kolding.
De erfarne forfattere Mich Vraa og Jesper Bugge Kold har selv brugt flere år på at tilrettelægge deres roman, som med et skibskelet af historiske fakta følger den opdigtede, unge danske sygeplejerske Molly i et spor, mens et andet spor følger den bare 11-årige pige Yun i Korea. Og hurtigt står det klart, at tiden ikke bare sårer alle læger, men også sygeplejersker og krigsbørn, mens der i mere end én forstand kommer høj bølgegang på skibet.
”Som forlæg for en fiktiv roman har Jutlandia det hele. Der er læger, sygeplejersker, idealister og krig. Vores historie er set fra sygeplejerskernes vinkel. Lægerne var selvfølgelig også dygtige fagfolk, men det var mænd, der samtidig var præget af deres tid, og når de havde opereret, gik de op i deres egne områder på skibet, røg en cigar og fik sig et glas whisky, mens kvinderne blev nede sammen med patienterne. Uden at vi tænkte over det, kom der helt naturligt også et MeToo-spor ind i romanen, fordi kvinder fandt sig i en anden behandling på den tid, men selvfølgelig allerede dengang hellere ville måles på deres faglighed,” forklarer Mich Vraa.
Det var hans forfattermakker Jesper Bugge Kolds forslag at skrive en fælles roman om Jutlandia, fordi det aldrig var gjort før, og Mich Vraa var ikke længe om at bide på idéen, for han elsker skibslitteratur. Tidligere har han blandt andet skrevet romanen ”Haabet”, der foregår på et slaveskib, i sin trilogi om de danskvestindiske øer, og for nylig har han såmænd også nyoversat Ernest Hemingways lille romanklassiker ”Den gamle mand og havet”.
”Havet har jo historisk set været den store hovedindgang til eventyr, og derfor lander de bedste historier også tit på skibe. Når jeg kigger på min bogreol, kan jeg også få øje på snesevis af maritime bøger. Jeg har blandt andet et tobindsværk om Danmark og havet. For mange af vores afgørende eventyr siden vikingetiden er jo netop foregået over havet, der forbinder os med resten af verden. Men når man sejler, er skibet hele ens verden – med kaptajnen som en slags diktator. Og man er bundet af de samme mennesker i et lille isoleret, sejlende samfund.”
Ligesom mange af os lige nu lever i små coronabobler?
”Ja, man har jo også udtrykket om at være i samme båd. Hvis der var udbrudt pest i Europa, blev man jo ikke smittet på sit skib ude på Atlanterhavet, så længe man holdt sig på afstand. Men omvendt stod man jo også last og brast med resten af besætningen, så længe man var ombord. Men skibene er som sagt også indgangen til at fortælle mange af de væsentligste historier. Hvis man vil skrive noget om Afrika, kommer man automatisk til at skrive om de skibe, der sejler derned. Og hvis man vil skrive om Vestindien, handler historien hurtigt også meget om skibene. Vores roman handler heller ikke så meget om Koreakrigen som selve rejsen derned.”
”Pigen fra det store hvide skib” lægger sig i kølvandet på en lang tradition for at skrive skibslitteratur, som gennem litteraturhistorien har budt på nogle af de største dramaer, der nogensinde er skabt, fortæller litteraturprofessoren Søren Frank fra Syddansk Universitet.
Han har selv lige afleveret en stor engelsksproget bog til et internationalt forlag om maritim litteratur og den fascination og frygt for havet, der har præget forfattere siden den gamle græske forfatter Homer og den romerske digter Vergil.
”Der er en meget stærk tradition hos mange forfattere til at skildre menneskets konfrontation med naturkræfterne i skibslitteraturen. Det kender vi helt tilbage fra Bibelen, den græske mytologi og de islandske sagaer om vikinger, der rejste ud på havet. Og siden udkom der et hav af skibsromaner. Det var især gældende op til dampskibets opfindelse i 1800-tallet, hvor det blev sikrere at sejle, og skibsfarten dermed mistede noget af sin kunstneriske fascinationskraft, så historierne mere kom til at handle om mandskabets interne stridigheder, mens andre forfattere som Axel Sandemose og Carsten Jensen har skrevet historiske romaner, der ser tilbage på sejlskibsæraen. Og de seneste år er der også opstået en ny mere klimaorienteret og dystopisk retning. Her er det måske ikke så meget skibet, der er i centrum, men mere havet som naturfænomen, som kan ende med at overtage jordkloden igen efter mange tusind år med menneskelig dominans,” siger Søren Frank og peger tilbage på skabelsesberetningen, hvor mennesket blev sat til at herske over naturen.
Den formulering er sigende nok ændret i Bibelen 2020, hvor det nu hedder, at mennesket skal ”tage ansvar” for naturen. Men op gennem den vestlige kulturhistorie har mange også frygtet havet.
”Vikingerne var blandt de første, der turde rejse langt med deres sejlskibe, som man for eksempel kan læse om i sagalitteraturen, ligesom søfarere som Columbus havde en større nysgerrighed end frygt for havet. Men i den græske, romerske og bibelske verden så man klart på havet som noget, man egentlig skulle undgå. Selvom man havde en maritim kultur i middelhavsregionen, var det en kystnær maritim kultur. For dengang så man på havet som noget, der var styret af guddommelige kræfter. Den romerske digter Horats skrev for eksempel: ’Vend fluks tilbage i havn.’ For han så sørejser som et brud på den guddommelige orden,” siger Søren Frank og tilføjer, at man også i skabelsesberetningen kan læse, hvordan Gud skiller vandet fra landet, ligesom han adskilte nat fra dag.
I begyndelsen var der ifølge Bibelen tilsyneladende vand overalt, da Gud svævede over vandene, før han skabte alting ud af ingenting, ligesom Jesus jo skabte vin ud af netop vand i sit første mirakel. Men havet forbandt mange sidenhen med det farlige urdyb, før Gud skabte noget som helst.
Og i flere forskellige religiøse traditioner blev det også forbundet med en form for hybris at bevæge sig for langt ud på havet, hvor kun Gud har kontrollen. Det bliver helt tydeligt i fortællingen om den gudfrygtige mand Noa, som efter Guds anvisninger bygger en ark, der ifølge den gode bibelhistore er stor nok til at rumme et par af hver dyreart i hele verden samt Noas egen familie, der bliver frelst, mens resten af den onde menneskehed drukner i syndfloden. Som en slags delvis tilbagerulning af skaberværket. Mere overværende er Gud senere mod sin ulydige profet Jonas, der bliver bådflygtning for ikke at skulle udføre den sure pligt at irettesætte borgerne i den syndige by Nineveh. Men for at sætte Jonas på plads, sender Gud en storm, som Jonas godt kan fornemme er møntet på ham, så han springer i vandet for at redde resten af besætningen på båden. I stedet bliver han slugt af en hval og sendt tilbage på land i live efter tre dage – som et af Bibelens mange billeder på Jesu gravlæggelse og opstandelse. Også Jesus er flere gange ude at sejle, men han kunne som bekendt selv gå på vandet. Kendt er historien om stormen på søen, hvor Jesus ligger og sover i en båd, mens uvejret tager til. Disciplene, der er med i båden, er skrækslagne og tror, at de skal dø, så de vækker deres mester, som så hurtigt beordrer bølgerne til ro. Men skibslitteraturen er fuld af historier om farer på havet lige fra Odysseus, der bandt sig fast til masten for ikke at blive lokket af de til tider flyvende sireners sang, til Herman Melvilles store hvide hval Moby Dick, der nok kunne slå et slag med halen.
”Moby Dick” er også blevet kaldt den ultimative skibsroman, som blandt andet også handler om hierarkiet på skibet, hvor kaptajnen har den barske regel over for sin besætning, at hvis man kan spise, så kan man også arbejde. Siden har syge- og hviletidsreglerne som bekendt ændret sig en del, men skibslitteraturen leverer faktisk de første fortællinger om vores globaliserede verden, påpeger Søren Frank:
”Den globalisering, man begyndte at tale om i det 20. århundrede, var jo allerede begyndt med de transoceaniske opdagelsesrejser i slutningen af 1400-tallet. Og det kaldte også mange skibsfortællinger frem i litteraturen. Med dampskibets opfindelse fik man en bestyrket fornemmelse af, at mennesket var i kontrol, men de senere år er det gået op for stadig flere, at mennesket også er blevet en geologisk kraft, som også kan forandre jordkloden,” siger Søren Frank, der forudser, at vi i fremtiden vil se et hav af romaner, der handler om, hvordan alting sejler på Jorden på grund af mennesket.