Historien om Christian den Lykkelige

Midt i 1700-tallet gik en mandlig slave om bord på et skib fra Dansk Vestindien til København. Men så døde slavens danske ejer. Og hvad gør man så? Det blev begyndelsen på en utrolig historie

To franske pauker, der blev benyttet ved Jyske Dragonregiment i 1700-tallet og derfor med stor sandsynlighed er de pauker, som Christian Glücklich Bang spillede på, når han red med de øvrige ryttere og musikanter i regimentet.
To franske pauker, der blev benyttet ved Jyske Dragonregiment i 1700-tallet og derfor med stor sandsynlighed er de pauker, som Christian Glücklich Bang spillede på, når han red med de øvrige ryttere og musikanter i regimentet. . Foto: Janni Sløk, Holstebro Museum og Lokalhistoriske Arkiv.

København 1765

På Børsen i København står en kulsort mand og ved ikke helt, hvad han skal gøre af sig selv. Han er lige kommet ind med et skib fra De Dansk-vestindiske Øer, og han er slave af en dansk mand ved navn Enevold Bang. Eller rettere var slave. For rejsen, der har været månedlang og slidsom for alle, har kostet Enevold Bang livet, 32 år. Nu skal der holdes auktion over alle hans ejendele: ni fustager, otte sække kaffebønner og et fad sukker, blandt andet. Enevolds bror, Laurits Bang, kaldet Lars eller Laus, er her også for at kræve sin ret. Men det her er Danmark, ikke Vestindien eller Guldkysten, og vi sælger ikke slaver her i landet. Ingen tvivl om, at manden, der tilhørte Enevold Bang, er anderledes, ikke kun i kraft af sin mørke hudfarve. Han er på en måde ikke et rigtigt, frit menneske. Men solgt, det bliver manden ikke.

Fra slutningen af 1600-tallet og frem til den 31. marts 1917 lå en del af Danmark i Caribien. I morgen er det således 100 år siden, at det, der kaldtes De Dansk-vestindiske Øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan, blev solgt til USA og fremover kom til at hedde Jomfruøerne. Et, kan man roligt sige, bittersødt jubilæum. For historien om øerne er uløseligt forbundet med de mange mennesker, der blev holdt som slaver i plantagerne her for blot et par århundreder siden.

Europæisk slavehandel bragte anslået 12 millioner mennesker med skib fra Vestafrika til Caribien. Det er lige så mange mennesker, som der i dag bor i hele Paris, inklusive forstæder. Set i forhold hertil er den danske andel beskeden. Men i løbet af 1700-tallet stod danske skibe trods alt for transport af cirka 100.000 mennesker over Atlanterhavet til Vestindien. Slaverne havde ingen ret til at bestemme over deres liv, blev solgt til højestbydende på auktioner, måtte arbejde uden løn og blev ofte behandlet som dyr, indimellem værre. Ganske få blev såkaldte ”frimænd” på øerne, altså frigivne sorte, og fik en, måske, bedre tilværelse. Og så var der endnu færre, som fik en helt anden skæbne. Disse slaver kom så tæt på deres ejere, at de blev bragt med dem tilbage til hjemlandene i Europa. Det var det, der skete for Christian Glücklich – eller på nudansk: Christian den Lykkelige.

Enevolds slave er på rejse, igen. Hestevognens hjul skrumler hen over landevejens grove overflade, Laurits Bangs vogn. Slaven er blevet ”testamentarisk frigivet” til Laurits Bang under afviklingen af broderens bo. Udenfor glider markerne forbi. De bønder, der får et glimt af passagererne, spærrer øjnene op. ”Se!”, råber en kone. ”Der sidder en neger i vognen!”.

Midt i 1700-tallet fandtes anslået 150 sorte mennesker, altså mennesker af indisk eller afrikansk oprindelse, i København og ganske få rundt omkring i købstæderne. Der var ingen på landet, for de sorte arbejdede som tjenestefolk eller husslaver hos byernes fine familier – ofte handelsfolk eller adelige. De synligt anderledes mennesker var kommet hertil på skibe med kolonialvarer som sukker, kaffe, te og rom fra Caribien, Indien og Afrika. Der var en vis prestige i at have en sort tjenestemand eller barneplejerske, en morianer eller morinde, som de blev kaldt. Og samtidig var det eksotisk, en ekstravagant staffage, man kunne underholde sine gæster med.

Til eksempel er den kendte danske slaveejer og handelsmand Heinrich Schimmelmann afbilledet sammen med sin sorte pagedreng på et maleri af Lorenz Lönberg fra 1773. Sveriges dronning Lovisa Ulrika havde en tjenestemand ved navn Badin, som oprindeligt var kommet til København fra St. Croix, før han kom til det svenske hof midt i 1700-tallet. Men det var kun få, der fik dét liv. Langt de fleste delte faktisk levevilkår med almindelige tjenestefolk på landet, som kokkepiger og huskarle. Sådan var det også for Christian Glücklich, der i 1765 kom til Laurits Bangs hus i Fredericia.

I godt og vel to år har slaven uden herre tjent Familien Bang mod kost og logi. Skomagermestersønnen fra Fredericia, der er blevet militærmand og regimentskvartermester og hans hustru, Cathrine, har i alt seks børn. Og nu også en sort mand i huset. I hjemmet kommer jævnligt en præst, Hr. Bergendahl, for at undervise den sorte mand i kristendommen. Han tager ham også i skole. Det vil være godt, mener kirken, hvis han kan få omvendt denne hedning, få ham døbt. Én ting er et uskyldigt lille spædbarn, der hverken aner fra eller til, noget helt andet er denne mørkhudede mand, der tidligere har dyrket alskens hedenskab. Skulle han frivilligt lade sig døbe, vil det være en dobbelt sejr for Gud.

I militærbyen Fredericia, hvor Laurits Bang er regimentsmester i Jyske Dragonregiment, pønser man også på noget: Kunne den sorte mand ikke blive regimentets nye paukeslager? Andre steder, for eksempel i Sverige, får regimenterne megen opmærksomhed for deres maskotter i form af en sort trumpetér eller paukeslager. Den sorte siger ja, han vil gerne engageres, og inden længe mestrer han orkesterets to franske pauker siddende på hesteryg. Og hvor flot den klæder ham, rytterregimentets iøjenfaldende blå-røde uniform. Hvad vigtigere er: Han tjener penge for første gang i sit liv.

I 1700-tallet var militæret den mest magftfulde samfundsinstitution. Derfor var der også en vis prestige i at være soldat, men endnu bedre dekoreret var man som rytter eller musikant. Et borgerligt erhverv som eksempelvis paukist gav en sold, altså løn, der sandsynligvis har været højere end menige soldaters. Samtidig var det moderne at have en sort mand til at ride forrest med en trompet eller tromme, og det har skabt muligheder for nogle af de slaver, der er blevet bragt til Europa med deres ejere. Disse mænd blev vigtige som maskotter i en tid, hvor magtdemonstration også bestod i kulørt pomp og pragt.

Det sker på en strålende majdag i 1767. Et væld af mennesker har taget opstilling i Fredericias gader. På havnen flager skibene i dag, for det er en stor dag: En neger skal døbes i Michaelis Kirke!

Bangs sorte tjenestekarl føres til kirken af sognepræsten, Hr Bergendahl. Da prædikenen er slut, går selve døbeakten i gang. Klokkeren lægger en pude frem foran alteret. Han, der endnu er hedning, men kun lidt endnu, knæler på puden. Ved hans side står en række af Fredericias høje herrer fadder til dåben, blandt andre regimentets generalmajor, kammerherre Cæsar von Lytichow.

”Afsværger du dig din hedenske vantro?”, spørger sognepræsten.

”Ja,” lyder svaret.

Så skal han eksamineres i sin bibeltro. Den sorte mand svarer så godt, han kan, men det kniber med sproget. Det morer menigheden, de griner.

Efter en salme bevæger præsten og fadderne sig over mod døbefonten. Den sorte er for stor til at blive båret, så der må stilles en skammel hen til fonten, som han kan knæle på. Han læner hovedet ind over fonten, præsten tager hans turban af.

”Jeg døber dig Christian Glücklich Bang,” siger præsten og hælder vand ud over de mørke krøller.

”A-men!”, svarer kordrengene.

Så lyder en skøn og blid musik fra kirken, det er regimentets oboister, som er kommet for at fejre deres paukeslager.

Erik Pontoppidan, biskop i København forsvarede i 1760 eksistensen af slavehandel med to argumenter. For det første, mente biskoppen, havde slaverne det materielt dårligst i Afrika, hvor de oprindelig kom fra, og de fik ikke dårligere forhold i Vestindien. For det andet, og vigtigst, mente biskoppen, fik de i kraft af slavetilværelsen mulighed for at blive kristnede. Hedenskabet er dog ”langt elendigere end den allerringeste grad af kristendom”, skrev han. Pontoppidan havde hørt missionærer fortælle om deres omvendelse af selv de ”vildeste og groveste slaver”, og det blev betragtet som meget vanskeligt – og dermed også af høj status – at få kristnet én af disse hedninge. Når det lykkedes, var det en illustration af Vorherres magt over hedenskaben.

Missionen fandt også sted her i landet, og dåbshandlinger af bevidste, voksne mennesker, for eksempel tidligere slaver eller jøder, var noget, der foregik i de fineste kirker. Et af de steder var slotskirken i København, men også i eksempelvis Nikolaj Kirke kan man finde beretninger om dåb af en række sorte kvinder, anført som ”morinder” fra 1760’erne.

Abelone Marie Corneliusdatter. Det hedder hun, pigen, der er blevet Christian Glücklichs kæreste. Hun er ægte fredericianer, men uægte barn af en ældre musketer ved infanteriregimentet. Og nu, i en moden alder af 26, er hun selv blevet gravid. Deres første barn, en lille søn, som de kalder Christian efter faderen, kommer til verden i vinteren 1769, og døbes i Michaelis Kirke først i december. Der er mange faddere til dåben af den lille, blandt andre Laurits Bangs datter og flere af musikanterne ved regimentet. Christian Glücklich er vokset op med et andet syn på ægteskab, end det han har mødt her i Danmark. I Vestindiens plantager lever mange af slaverne som ægtefolk, men det er ikke noget, der er sat på formel. Men den gode pastor Bergendahl fastholder, at det vil være bedst for alle parter, hvis Abelone og Christian gifter sig, eller copuleres, som man siger, hurtigst muligt. En forfrossen januardag går de to hen i kirken.

”1770 25/1 blev regimentspauker Christian Glücklich og Apelone Corneliusdatter copulerede af Hr. Bergendahl,” står der i kirkebogen.

”Denne pauker er én af de sorte morianer.”

Mens et sort-hvidt ægteskab har været uacceptabelt i Vestindien på grund af social racisme, var accepten herhjemme større. Lidt i hvert fald. For eksempel blev en mulatkøbmand fra Ghana, Heinrich Richter, dansk gift i København. Der var også hjemvendte embedsmænd fra øerne, der havde taget deres sorte husholdersker med og giftede sig med dem. Men racismen udviklede sig ideologisk, og argumenter om faren ved blandede ægteskaber tog form i debatten sidst i 1700-tallet. Ville hele befolkningen i løbet af ganske få år have afrikansk blod i årerne? Var der i den sorte hud en form for ondskab? Skulle ”negrene” så have alle de rettigheder, der også tilfaldt de indfødte danskere? Man diskuterede muligheden for en særlig dansk pendant til den franske ”sortelov”, code noir, og også muligheder for hjemsendelse kom op. ”Negerslavernes” tid i Danmark burde i det mindste begrænses, ikke mindst for deres egen skyld, mente eksempelvis generalguvernøren på De Dansk-vestindiske Øer, Waltersdorff:

”Man kan i almindelighed antage, at en neger, som har været år og dag i Europa, især i en af de europæiske hovedstæder, er værre, når han kommer tilbage, end han var tilforn,” skrev han og tilføjede, at de her til lands for det meste var ”dovne, søvnagtige, smudsige i deres påklædning og ikke sjelden forfalde de til drik”.

Det kom dog aldrig til en egentlig lov. Fra 1800 og frem kom færre og færre slaver med deres ejere til Danmark. I 1848 unlod guvernøren på De Vestindiske Øer, Peter von Scholten, at nedkæmpe et slaveoprør, og man frigav i stedet slaverne på øerne.

Vinteren i Danmark er hård. Og denne, i året 1780, har netop taget Christian Glücklichs tredje barn. Ak, hvilken sorg at skulle begrave sit eget afkom! Begravelsen i Aalborg, hvor familien Glücklich Bang er rykket til for at følge regimentet, er tredje gang, en lille Glücklich lægges i graven. I alt tre små, krølhårede Christian Glücklich’er har deres far, den ældre Christian Glücklich måttet begrave dette tiår. I kirkebogen skriver præsten ved Aalborgs Vor Frue Kirke, at barnet er døbt ind under jul 1779 og begravet samme sted i maj 1780. I mellemtiden er Christian Glücklichs arbejdsplads, Dragonregimentet, igen flyttet, denne gang fra Aalborg til Randers.

Christian den Lykkelige. Det er det navn, han fik ved dåben. Måske på grund af et udadtil muntert gemyt. Måske fordi nogen har ment, at hans skæbne er lykkelig: Han skal ikke gå og hakke i en vestindisk sukkermark, men tjener sine egne penge. Det er givetvis gået ham bedre end de mange fattige sjæle, der bor på landet rundt om i Danmark; han har dog arbejde ved militæret, og det er ikke så lidt endda. Nogle vil mene, at han i kraft af sin kristne dåb har fået del i en glæde, som han aldrig ville have fået i Dansk Vestindien, hvor han kom fra.

Men hvem kan egentlig måle lykken?