Har man nogensinde besøgt Christiansborg, er man nok blevet introduceret til den 268 meter lange frise, som løber langs paneler og over dørene i Vandrehallen. Blandt blomster og krummelurer har maleren bag tilføjet ordsprog, fyndord og satiriske tegninger. En påmindelse om, at de folkevalgte på Christiansborg i København arbejder for netop folket. Og det er i sandhed unikt. For i intet andet parlament i verden konfrontereres magthaverne på den måde dagligt med deres egen ufuldkommenhed.
Fedtede fingre, solens blegende stråler og tidens tand har sat sit tydelige præg på frisens kalkmalerier, der mange steder er revnede eller blegede. Derfor besluttede Folketinget i foråret at restaurere den historiske frise, og et hold konservatorer fra Nationalmuseet fik opgaven og gik i gang – men så blev der udskrevet folketingsvalg, og arbejdet blev sat på midlertidig pause. For under valget summer Vandrehallen af liv, og journalister og folketingskandidater flokkes på Christiansborgs gang. Men sidst på sommeren fortsætter restaureringen, og i midten af september forventes arbejdet færdiggjort, så frisen igen kan fremstå som den dag, den blev malet.
Historien om frisen begynder i 1918. I 12 år har man arbejdet på at genopbygge Christiansborg, som i 1884 blev hærget af en brand, og den første del af bygningen står næsten færdig. Klar til, at Rigsdagen, det ene af Folketingets daværende to kamre, kan flytte ind. Opgaven med at tegne og bygge det nye Christiansborg er gået til arkitekt Thorvald Jørgensen, der har tegnet alt fra slottets ydre og helt ned til blækhus og pennebakker. Blot få måneder før genåbningen af Christiansborg kommer slotsarkitekten på idéen om at anbringe ornamenterede indskrifter over dørene til rigsdagshallen, et par fyldninger på væggene og en frise over panelet.
Opgaven tilfalder en ellers ukendt maler fra Lolland ved navn Rasmus Larsen. Mens hans frise står solidt plantet i den danske kulturhistorie, er historien om, hvem han var, sunket i glemslen. Det er et mysterium, som den pensionerede skoleinspektør Finn Nygreen har brugt år på at grave i. Han fortæller, at Rasmus Larsen blev født den 24. april 1867 i den lille landsby Majbølle på Lolland. Som 17-årig blev han uddannet malersvend, og senere fik han plads på Kunstakademiet. Her blev han uddannet dekorationsmaler og kunstmaler i 1896.
Hvordan endte en ellers ukendt maler fra Lolland med at dekorere bygningen til en så central del af det danske folkestyre?
”Sagen er nok, at man ikke har betragtet det som noget stort dengang. De søgte en maler, og han fik jobbet. På den måde er det tilfældigt, at det bliver lige præcis ham,” siger han.
Arkitekten ønsker, at arbejdet skal udføres ved brug af freskoteknikken, der er en form for kalkmaleri. Resten lader han være op til maleren, der lader sig inspirere af skønvirkestilen, som blev populær ved århundredskiftet. Med kun få måneder til genåbning beslutter Rasmus Larsen at hyre en række svende til at assistere ham i arbejdet. Hurtigt står det dog klart for maleren, at deres arbejde ikke lever op til hans standard. Med Thorvald Jørgensens velsignelse fyrer han rub og stub og går selv, ene mand, i gang med at fuldføre malerarbejdet.
Et enkelt sted, over døren til betjentstuen, lader Rasmus Larsen en malersvends arbejde stå. Som en vidnesbyrd om, hvorfor en så drastisk handling var nødvendigt. Kigger man efter, er forskellen iøjnefaldende. Fine streger danner skygger på Rasmus Larsens blade, så de fremstår næsten tredimensionelle. Malersvendens arbejde står anderledes fladt hen.
Han starter med den ene af Vandrehalens langsider. Da den er færdig, vender maleren sin opmærksomhed mod den side, som går under de store vinduespartier. Her kommer han på at tilføje fyndord for at bryde med ensformigheden, men han kæmper med at finde de rette. Landstingsmand Herman Trier (V) kommer ham til undsætning og foreslår fire. Med det gik der hul på bylden, skriver Rasmus Larsen.
I alt får 13 fyndord plads rundt langs frisen, og langt de fleste kan krediteres datidens politikere. Men maleren finder også plads til et fyndord fra Valdemar Sejrs Jyske Lov, da han over indgangsdøren til folketingssalen skriver: ”Meth logh skal land byggies”.
Arbejdet med at male frisen er en møjsommelig og langtrukken proces. Efter noget tid begynder Rasmus Larsen da også at kede sig. For at distrahere sig selv, og beskuerens øje, begynder maleren derfor at tilføje små ordsprog og billeder langs hallens endevægge. Det er ikke svært at læse en betydning ind i dem. Over billedet af en hane, skriver han: ”Ikke enhver Hane, der galer, melder ny Dag”, som en slet skjult kommentar til de mandlige politikere evner. Senere tilføjer han også en høne, og skriver: ”Ikke enhver Høne, der kagler, lægger et Æg”, som en kommentar til de kvindelige. Men Rasmus Larsen stopper ikke der. Han tilføjer flere steder også enkeltstående billeder. Måske mest kendt en tegning af en hund, der letter benet op ad en af frisens krummelurer.
Kun en enkelt gang går Rasmus Larsen efter sigende over stregen. Ved døren til folketingssalen vil han male en muldvarp, hvilket kan læses som symbol på undergravende virksomhed og nedbrydning. Det bryder folketingsmedlemmerne sig ikke om, så Rasmus Larsen får bestemt besked på at male den over igen, fortæller Finn Nygreen. I stedet maler han en svale, der anses for at betyde det modsatte – opbyggelighed.
Mange, også i hans samtid, anser tegningerne som satiriske kommentarer til folkestyret. Og med et glimt i øjet giver politikerne på Christiansborg Rasmus Larsen tilnavnet den onde maler. Selv skriver han om valget af dekorationer:
”Og i Tiden, vi levede i, gik der jo meget for sig, som kunde give Anledning til billedlig, dekorativ Fremstilling, ogsaa i den her nødvendige, beskedne Maalestok: Hæsblæsende Jagen efter Profit, Bjærgsomhed i alle Skikkelser ytrede sig paa en Maade, som man aldrig før havde set vise sig saa ublufærdigt. Korslagte Arme triumferede, ufine Streger huserede, og Dansen om Guldkalven gik i vilde Spring.”
En af de mest vedholdende historier om den onde maler går netop på politikernes utilfredshed med hans arbejde. Den lyder, at den daværende indenrigsminister Ove Rode (R) var så utilfreds med Rasmus Larsens arbejde, at han tilbageholdt malerens betaling. Det fik maleren til i trods at skrive ”Pluk ikke frugten, før end den er moden. Skal ukrudt luges op, så glem ej Rode” som hån mod ministeren.
Først efter at Rasmus Larsen modtog sin betaling, malede han et ”n” på sidste ord. Historien er næsten for god til at være sand. Og det er den nok desværre også, fortæller Finn Nygreen.
”Spørgsmålet er, om der i sin tid har stået ’Rode’ eller ’Roden’. Ved nærmere eftersyn får man forklaringen. Oprindeligt har der stået ’så glem ikke Roden’, hvilket senere er blevet rettet til ’så glem ej Roden’. Deri ligger hele forklaringen,” siger han.
Meget lidt vides om, hvad Rasmus Larsen foretog sig, efter at han i 1921 færdiggjorde frisen. Nogle har spekuleret i, om han har været med til at dekorere Københavns Rådhus, hvor malerier i lignende stil findes. Men rådhusbibliotekaren har, ifølge Finn Nygreen, ikke været i stand til at finde bevis på det. Sikkert og vidst er det, at Rasmus Larsen senere har malet to vægmalerier i den store samlingssal på Københavns Universitet. Derudover har Finn Nygreen fundet optegnelser, som viser, at han har arbejdet som almindelig maler i Midtjylland.
I 1948, 27 år efter at han færdiggjorde arbejdet med frisen, vendte Rasmus Larsen tilbage til Christiansborg. Her påtog han sig i en alder af 81 år arbejdet med at restaurere frisen. Og den aldrende maler var ikke færdig med sine drillerier. Under Vandrehallens store mødetavle tilføjede han en snegl og en syltekrukke som en sidste spydig kommentar til folkestyret og dets arbejde.
To år senere døde Rasmus Larsen og blev begravet ved kirken i Majbølle, hvor han var født. Af kirkebøgerne fremgår det, at han var enebarn og aldrig blev gift eller fik børn. Så ingen var tilbage til at passe på hans grav.
”Opgaven med at passe graven påtog en af de lokale sig. Da han døde, fik gravstedet lov at falde hen, indtil det til sidst blev sløjfet. Så ikke engang hans grav står tilbage,” siger Finn Nygreen.