Vi bevæger os langsomt op ad den nylakerede trappe til ”fnatloftet”. Døren åbnes ind til et koldt loftsrum med blotlagte træbjælker. Tapetet hænger i flager og afslører et tyndt lag siv, der har holdt blæsten ude, da der i gamle dage var mennesker, der krøb sammen heroppe. Bag en lille dør i væggen står et toilet og sender en rådden lugt ud i lokalet.
”Her kan du i ro din nødtørst sluke,” står der på ubehjælpeligt dansk i et hjerte påmalet døren. Her er ugemytligt og umiddelbart langt til det, man normalt forstår ved et udstillingslokale. Museumsinspektør Jeppe Wichmann Rasmussen trækker skuldrene op om ørerne.
”Der skal laves en del ved det, kan du godt se. Men på mange måder passer det her sted godt til den historie, vi skal fortælle,” siger han.
Vi befinder os på loftet af Danmarks Forsorgsmuseum, som er indrettet i en nedlagt fattiggård lidt uden for Svendborgs bykerne. Rækker af pigtråd er trukket hen over de høje, gulmalede mure. Inden døre står interiøret præcist, som det blev forladt, da stedet lukkede som fattiggård i 1974 og dagen efter blev museum.
Blomsterne i vinduerne er stiklinger opformeret af de pelargonier, der stod her ved lukningen. Arbejdsskjorterne på hylderne, gardinerne i vinduerne og stolene i spisesalen er også de samme. Kradsemærkerne på indersiden af ”pipcellen”. Men nu skal der laves noget helt nyt, oppe på det gamle fnatloft kommer en permanent udstilling som skal vise, hvem de mennesker, der boede her, egentlig var.
”Syv fattige børn” er arbejdstitlen på den udstilling, Jeppe Wichmann Rasmussen skal have op at stå, og indtil videre er der skaffet knap 2,5 millioner kroner fra diverse fonde til det.
Han har i nogle år sammen med en kollega fra museets arkiv gravet efter informationer om syv søskende, seks drenge og en pige, født mellem 1863 og 1878; Hermann, Sophus, Carl, Harald, Fritz, Harriet og lille Axel. Efternavnene holdes foreløbigt hemmelige af etiske grunde, for selvom de alle er døde, kan de have efterkommere rundt-omkring i landet.
Det var et fotografi indleveret til museet af datteren til den sidste opsynsmand på fattiggården i Svendborg, der i første omgang fik museumsinspektøren til at tænke. Billedet viser en gammel knark, siddende tæt op ad en lille pige i fint tøj. Pigen er opsynsmandens datter selv, og den gamle viste sig at hedde Hermann, en fast ”gæst” på fattiggården. Ikke mindre end 30 gange havde Hermann været skrevet ind her, før han døde som 93-årig i 1957.
Der er noget ved billedet, som gør, at man får sympati for den ældre mand, som pigen åbenlyst er tryg ved.
”Som museum vil vi gerne fortælle historien om forsorg fra vugge til grav. Det bliver meget konkret her, disse børn er på institution stort set hele deres liv. Hermann kan vi følge hele livet,” siger Jeppe Wichmann Rasmussen.
Hermann og hans søskende blev født på et tidspunkt i danmarkshistorien, hvor den ene fattiggård efter den anden skød op rundtom i landet.
Krigen i 1864, et voksende folketal og dårlige tider i landbruget var blandt årsagerne til, at antallet af mennesker, der ikke kunne forsørge sig selv og deres familier, steg kraftigt.
Familiens historie begynder i København med et (måske) lidenskabeligt, kaotisk ægteskab. Faderen til børnene havde faktisk været soldat i krigen 1864, og det blev begyndelsen til hans og familiens opløsning.
”Han begynder at drikke, og familien er meget fattig. Egentlig er han stadig ansat som officer i hæren, men vi kan se, at han blandt andet har pantsat sin uniform, del for del. Og så kan man jo ikke varetage sit job. Han bliver også degraderet, inden han stopper i hæren,” siger Jeppe Wichmann Rasmussen.
Forsørge familien kunne han heller ikke. Så moderen og børnene begyndte at rejse rundt i landet, og på et tidspunkt fik Hermann nok. Som 11-årig stak han af og var væk en måned, men blev fundet og sendt til Landerupgaard ved Kolding, en institution for unge, hvor beretninger fortæller om vold som en almindelig del af hverdagen på det tidspunkt. Hvis en dreng havde forsøgt at stikke af, blev han straffet med 70 slag med ris på bar ryg. Og ikke nok med det, man samlede alle på stedet for at bevidne afstraffelsen.
”Til skræk og advarsel,” siger Jeppe Wichmann Rasmussen og løfter øjenbrynene.
Faderen døde i 1880, og moderen begyndte at drive bordel. De resterende børn blev alle, undtagen den mindste, Axel, fjernet fra hjemmet og placeret på forskellige anstalter eller i familiepleje. Herfra kan man følge dem i de offentlige arkiver, blandt andet politirapporter og stamruller fra fængsler, børnehjem og fattiggårde. Pigen Harriet blev prostitueret:
”Men hun er en umiddelbart stærk pige, der er ikke den børnesygdom, hun ikke har haft som lille,” siger Jeppe Wichmann Rasmussen.
I journalerne fra fattiggården i Svendborg finder man Hermann nævnt mange gange. Én af dem finder Jeppe Wichmann Rasmussen frem på kontoret. Med skråskrift står der, at Hermann den 2. juni 1920 er kommet og har erklæret sig ”uden erhverv og subsistensmidler”. Altså arbejdsløs og fattig.
Fattighjælp blev en grundlovssikret ret i 1849 – men samtidig mistede man som fattig voksen en række andre rettigheder. Man mistede retten til at gifte sig, den private ejendomsret, stemmeretten, værgeretten og ved indlæggelse på en fattiggård i vid udstrækning også sin personlige frihed, fortæller Jeppe Wichmann Rasmussen.
”Det hænger sammen med en opfattelse af fattigdom som et aktivt valg. Hvis ikke man var arbejdsløs, fordi man var syg eller gammel, var det, fordi man var doven eller havde dårlig moral. Derfor kostede det at få hjælp,” siger han.
Fattiglemmerne er i journalerne beskrevet som ”indlagte”. På fattiggården blev folk yderligere inddelt i kategorier som ”værdigt trængende” og ”uværdigt trængende”, og de ”uværdigt trængende” er i reglementet beskrevet som ”dovne og forfaldne subjekter”, altså dovne og dårlige mennesker.
Dagligdagen var 9-11 timers tvangsarbejde. Det paradoksale er, at de fattige ofte indskrev sig selv, hvis da ikke de var blevet samlet op af ordensmagten ude i byen.
For mange fattiglemmer blev et liv ind og ud af fattiggårdene det normale. Hermann blev kendt som ”flugtkongen”, fordi han ikke ville ligge under for fattiggårdens regler for, hvornår man kunne komme på udgang, hvilket for de heldige var søndag.
I en journal står opført, at han i 1935 er ”bortgaaet under en udflugt til Svanninge Bakker”. Kort tid efter meldte han sig igen.
I løbet af sit liv fik Hermann i alt 35 domme for betleri og småtyverier. På et tidspunkt blev han idømt et års ”forbedringshus” for at stjæle en frakke for at holde varmen.
”Et dovent og fordrukkent fattiglem,” står der om ham i papirerne fra Vridsløselille Fængsel, hvor han afsonede sin dom.
”Det er sådan meget absolut, ikke? Der kan man tale om at blive dømt ude,” siger Jeppe Wichmann Rasmussen.
Alkohol var ofte en stor faktor i fattiglemmernes liv, og når de kom fordrukne tilbage til fattiggården efter udgang, røg de i ”fuldebrummen”, til de var ædru. På vores gang gennem museet kommer vi også forbi ”pipcellen”, hvis formål har været at isolere dem, der var sindssyge eller på anden vis uden for rækkevidde.
På ”fnatloftet” kom man, når man havde fået fnat og derfor måtte isoleres, for at det ikke spredte sig. Oppe på loftet ligger også den tidligere ”husvildeafdeling”, en række rum, hvor familier har kunnet opholde sig midlertidigt – hvis deres hus eksempelvis var brændt.
Den eneste af de syv søskende, der fik et liv uden for forsorgen med arbejde og egen familie, var den yngste bror, Axel, der som lille fik lov at blive hos moderen. På loftet funderer Jeppe Wichmann Rasmussen over det, at der i 2016 kom en undersøgelse fra Socialstyrelsen, som viste, at 20 procent af alle hjemløse i dag har været anbragt uden for hjemmet som børn. Selvom fattigdommens omfang måske har ændret sig i Danmark, så er mekanikkerne stadig de samme, mener han.
”Og så har vi bare ikke ret stor historisk bevidsthed om fattigdom i Danmark. Underklassens historie fylder næsten ingenting i museumsverdenen, og det tror jeg også skyldes, at der i de fattige familier ikke er overleveret noget materielt, som der vil være i andre familier. Vi har fundet tre fotografier af Hermann, to er taget her på fattiggården, ét på Landerupgaard.”
Der sidder stadig en nøgle på ydersiden af en lysegrøn dør til et af fnatloftets rum. Men der står også helt nye bøtter maling, der om lidt skal forvandle rummet til et sted, der fortæller den ikke så sjældne historie om at være fattig i Danmark. Det bliver givetvis lidt hyggeligere – men helst ikke for meget.
”Det rå udtryk skal bevares, for det passer til historien. Det er en rå historie.”