Beskeden til danskerne har været helt klar her under coronakarantænen: Lad være med at kaste jer i hinandens arme, uanset hvor meget I nu måtte have lyst! Sundhedsstyrelsen har kraftigt advaret mod at kramme, kysse og give håndtryk, når man hilser, og rundt omkring i landet har mennesker, der normalt møder hinanden ved at flette deres overkroppe sammen, holdt meterafstand til hinanden.
For 67-årige Gitte Hørning, litteraturhistoriker og pensioneret lektor fra Aarhus, er det en helt uvant situation. For en gangs skyld er det nemlig ikke hende, der er mærkelig.
”I mine cirkler og især i min familie er de fleste ’på krammer’ med hinanden. Men de ved godt, at mig, ’antikrammeren’, skal de hilse på ved at give hånd. Det er accepteret, at det er min lille særhed. Men de synes nok, det er lidt sært,” siger hun.
I Danmark anno 2020 er krammet, krammeren, knuseren eller omfavnelsen en meget udbredt hilseform. Og derfor mærkes det også nu, hvor den er taget ud af bogen, fortæller Bjarke Oxlund, der er antropolog og professor MSO ved Københavns Universitet.
”Det er begyndt at fylde rigtig meget i den forstand, at vi har en hel ungdomsgeneration, som ser krammet som en helt almindelig hilseform, også når man møder et andet menneske for første gang. De danske børn og unge krammer i folkeskolen, på ungdomsuddannelser og i gymnasiet og på universitetet, hele tiden. Men sådan har det på ingen måde været historisk set,” siger han.
I det offentlige rum på mange institutioner herhjemme er håndtrykket stadigvæk det mest brugte og acceptable. Men krammet sniger sig stille og roligt ind her også. Det blev bemærket i forbindelse med folketingsvalget tilbage i 2011, hvor man helt inde i magtens centrum så ledere af flere politiske partier stå og kramme hinanden for åben skærm på Christiansborg.
Før vi hopper i tidsflyveren for at lede efter de første ”krammere” mellem andre end forældre og børn eller ægtefæller herhjemme, vil vi se lidt på, hvad et kram egentlig er. Den sproglige pendant er den skelnen, der før ungdomsoprøret i 1960’erne var mellem at sige ”De” og ”Du” til nogen, forklarer Bjarke Oxlund.
”Her spørger man jo hinanden, ’skal vi være dus?’. Det var en indikation af, at nu lader vi den høflige distance falde, nu kan vi være uformelle sammen. Det lag er skrællet væk i dag, og det baner vej for krammet,” siger han.
Et kram kan, fordi man sjældent spørger om lov, være svært at undvige:
”Det er ganske interessant, for det er hele kroppen, der skal gøre det. Det kan virke voldsomt, for det efterlader ingen mulighed for også at kunne hilse og være høflig, uden at man skal kaste sig i armene på hinanden. Og er man først ’på krammer’, er det svært at træde tilbage fra det igen,” siger han.
”Det er jo et af hverdagens akavede momenter, når der er forskellige forventninger til, hvordan man skal hilse. Når man har den situation, bliver det næsten til en hel lille dans. Der udspiller sig det, der kaldes et mikrosocialt drama. Det ender som regel med et kram, hvor den, der ikke havde lyst til at kramme, forsøger at kramme så lidt som muligt. Så vil man prøve at kramme på en måde, hvor kinderne ikke mødes, hvor man læner sig ind over hinanden og får mere skulderkontakt. Og så lige et klap på ryggen til at signalere, ’så, nu slipper jeg altså!’”.
I 1500-tallets renæssance, men stærkest i 1600-tallet og 1700-tallet, blev hilseformer noget, man gik op i. Og her var en rigtig hilsen faktisk nærmest en dans, forklarer Mikkel Venborg Pedersen, der er museumsinspektør i Nyere Tid på Nationalmuseet og forfatter til bogen ”Den perfekte gentleman”.
”I meget dannede kredse, på dansekoler og fægteskoler, lærte man at hilse, og her indøvedes hilseformer næsten som små danse. Der var klare regler for, om man gik højre eller venstre om hinanden, hvornår man bukkede og alt sådan noget,” siger han.
Sidst i 1700-tallet kom den første etikettebog i Tyskland, Adolph Knigges ”Omgang med mennesker”. Den udkom på dansk i 1800.
”Det var den første moderne etikettebog, hvor reglerne for hilsner stod nedskrevet. Det hørte meget den tid til, at der blev gjort en kunst ud af det. Ser man Holbergs komedier udført rigtigt, er der tit et udførligt hilseceremoniel indbygget, og det er altså helt i tidens ånd. Man har reverens, altså man bukker, man mødes og nikker og tager tre skridt tilbage,” fortæller Mikkel Venborg Pedersen.
I slutningen af 1800-tallet skete en demokratisering af hilseformerne, der igangsatte udviklingen op til i dag.
”Før det brugte man at bukke, knikse, neje og tage hatten af for hinanden. Og det var kun i forretningslivet, man gav håndslag på en handel, eller når præsten skulle hilse på sin menighed. Men langsomt begyndte håndtrykket at brede sig, og det andet at virke gammeldags.”
I 1950’erne sås det, at par omfavnede hinanden på gaden, eller at en mor eller far omfavnede sit barn. Men en omfavnelse mellem andre:
”Det ville næsten være frivolt, man ville forbinde det med en meget, meget tæt relation. At vise en følelse i offentligheden hører slet ikke den tid til. Men så sker der noget i 1960’erne. Der kommer måske en inspiration fra rejser til syden, hvor man kindkysser. Og så er der jo ungdomsoprørerne, der gør op med tidligere tiders formelle stærke etikette og dekorum. Blandt andet ved at kramme hinanden. I Thylejren og på de første Roskilde Festivaler er der blevet krammet igennem, og det er i de sammenhænge, at den bevidste nyåndede måde at være sammen på er vundet frem. De udtryk er senere gledet ind i populærkulturen,” siger Mikkel Venborg Pedersen.
Ungdommen gør op med forældregenerationen, sådan lyder den kendte sang. Men hvad er det så, der har gjort krammet til et hit blandt nutidens unge? At de tilsyneladende ikke er en mode, men har bidt sig fast? Jo, det handler blandt andet om de kulturelle input, de har fået fra fjernsynet, mener Bjarke Oxlund.
”De er flasket op med Teletubbies og ’stort kram!’. Det er sådan et meget vestligt børne- og ungdomsfænomen – det her med, at krammene sidder meget løst. Hvis man trawlede igennem ’Beverly Hills 90210’ og ’Venner’, ville man se, at her portrætteres sociale miljøer, hvor den sociale distance er meget lille, og man hænger hinanden om halsen. Ungdomsserierne lægger op til, at sådan ser sociale relationer ud.”
Men, påpeger han, det er også for nemt bare at skyde skylden på den amerikanske kulturs indsnigen overalt. Der er nemlig også noget meget dansk over at være på ”krammer” med hinanden.
”Krammekulturen er et kæmpe symbol på, hvor lighedsorienteret det danske samfund er. Vi skal alle være ret intime og udviske forskellene mellem os. Det er en tankegang, som i høj grad er kommet med ud fra de pædagogiske institutioner, hvor der ingen skelnen er mellem det private og offentlige. Der er også en kønslig dimension: Engang løftede mænd på hatten for kvinderne, og kvinderne nejede, for det afspejlede, at de på det tidspunkt var mænd underlegne. Med krammet er vi med til at lave en kropslig fortælling om, at her er alle lige og lige tætte. I dag nejer en kvinde ikke for en mand. Men det er ikke det samme som at magt ikke findes,” siger Bjarke Oxlund.
En kold krammetyrker, som den vi gennemgår lige i øjeblikket, kan måske få os til at overveje den måde, vi bruger kram på, mener han.
”Det morsomme ved det her, hvis man skal finde noget morsomt, er opløsningen af alt det selvfølgelige. Så får man øje på det, at man måske går rundt og krammer nogen, bare fordi det er en form. Og måske kunne man argumentere for, at reel øjenkontakt eller andre gestikulationer kunne være mere intime eller rummende.”
Gitte Hørning, der af natur er meget imod det omsiggribende hilsekrammeri, savner, at der kommer fokus på det reelle indhold i et kram.
”Krammet er blevet for hurtigt og automatisk, synes jeg. At man giver en krammer, når man for eksempel i en forældrekreds har mødt hinanden én gang, er en forfladigelse af det, der reelt er i et kram. Jeg vil gerne give et kram, men af empatiske grunde. Hvis nogen, jeg kender godt, fortæller mig noget, der rører mig, får jeg lyst til at modsvare det, der siges, med et kram. For mig er et kram ikke en automatisk hilserefleks, men noget, jeg gerne vil udtrykke.”