Op mod jul i det Herrens år 1732 udkom på dansk et lille hæfte med en meget lang titel: ”Nogle Jule-Psalmer, Gud til Ære og Christne-Siæle, i sær siin elskelige Meenighed til Opmuntring til den forestaaende Glædelige Jule-Fest. Enfoldig og i Hast sammenskrevne af H.A.B., Tundern”.
Bag initialerne gemte sig Hans Adolph Brorson, der på det tidspunkt var præst i Tønder, og blandt de ni salmer i hæftet var ”Den yndigste rose” og ”I denne søde juletid”, som endnu indgår i repertoiret juleaften i en del danske hjem.
De første linjer i den første salme i hæftet lød imidlertid således: ”Bort! Verdens Jule-Glæde, af hvert et Huus og Sind.”
”Den allerførste salme, Brorson skrev, var denne fordømmelsessalme, som havde til formål at udrydde bøndernes julestuer. Når bønderkarle og piger holdt fri sammen i tre helligdage til jul, kastede de sig ud i julelege, som kunne have temmelig erotisk karakter,” forklarer Jørgen Kjærgaard, lektor ved Folkekirkens Kirkemusikskole i Vestervig og adjungeret professor i kirke- og salmehistorie ved Aarhus Universitet.
Salmens formål er altså ikke at bortjage enhver glæde over julen. Det er et pietistisk budskab om, at den hellige, kristne glæde over frelserens fødsel ikke skal overskygges af almuens frivole festligheder. Og ifølge Jørgen Kjærgaard viser det, at julen og dens musik altid har haft to modstridende sider, en kirkelig og en verdslig.
”Så langt vi overhovedet kan finde tilbage i kulturhistorien, har hjemmets jul både rummet en efterklang af julegudstjenesten og en verdslig fest med mad og drikke, sanglege og sange. Der er en kulturkamp mellem de to sider, som stadig kommer til udtryk, når jeg for eksempel bliver sur over, at der hænger julepynt i gaderne i november,” siger Jørgen Kjærgaard.
Han tilføjer, at den kommercielle familie- og forbrugerjul har vi besunget omkring juletræet, lige siden Peter Faber skrev ”Sikken voldsom trængsel og alarm” og ”Højt fra træets grønne top” midt i 1800-tallet:
”Faber blander det verdslige og det kirkelige. Han skriver let og muntert om, at hvis man ikke er en dovenkrop, skal man tidligt op og i kirke julemorgen, for det gjorde man, men ellers er det borgerskabets familiefest, det handler om. Men der var på det tidspunkt store egnsforskelle. Uden for hovedstaden og de store købstæder var der et Danmark, hvor man ikke kunne drømme om at synge Peter Fabers verdslige sange på Vorherres aften.”
At julens musikalske side længe har balanceret mellem det hellige og det verdslige, fremgår også af en lille undersøgelse, Jørgen Kjærgaard har foretaget ud fra julesanghæfter fra de seneste 100 år. I alt har han en samling på omkring 400 forskellige hæfter med salmer og sange til brug for juletræsfesten i virksomheden, foreningen eller i hjemmet. Samlet fortæller de mange julehæfter en historie om julesangenes udvikling, forklarer Jørgen Kjærgaard:
”Hæfterne findes i mange udgaver, og mit indtryk er, at der bliver flere og flere af dem, i takt med at der ikke længere er så mange, der har en salmebog i hjemmet. I trykker jo også ét på Kristeligt Dagblad. Sanghæfterne klemmer sig typisk ind lige midt imellem den kristne og den kommercielle jul.”
Hæfterne har typisk en engel eller en snedækket landsbykirke på omslaget, hvis det kirkelige element vejer tungest. Når der derimod er tale om et hæfte til juletræsfesten i Dansk Metal i Aalborg, er det en glad nisse og en juleklokke. Men det mere verdslige omslag forhindrer ikke, at de kristne salmer er med. På denne måde har de mest populære kristne julesalmer i over 100 år fundet vej til mange hjem og foreninger, hvor tanken om at åbne en salmebog ville være fjern.
”Lette salmer som ’Glade jul’ og ’Et barn er født i Betlehem’ har altid været med. I de tidlige hæfter omkring år 1900 indgår også en del sanglege. I besættelsestiden sker der den udvikling, at julehæfterne bliver en national manifestation. De får et dannebrogsflag på omslaget, og man kan finde en luthersk kampsalme som ’Vor Gud han er så fast en borg’, selvom den ikke har meget med jul at gøre,” beretter Jørgen Kjærgaard, som op gennem efterkrigstiden også har fundet eksempler på den mere poppede og kommercielle juls indtog i hæfterne. Blandt andet i form af sange fra tv-julekalendere og noget så besynderligt som salmer med indbyggede reklamer.
”Jeg har et hæfte, som er udgivet af fødevarevirksomheden Bähnke, der blandt andet er kendt for sin sennep. Her nøjes man ikke med at sætte firmanavnet på omslaget, det er også skrevet ind i salmerne som erstatning for den oprindelige tekst,” fortæller Jørgen Kjærgaard, som ikke helt kan svare på, hvem der dog ville kunne finde på at synge en linje om sennep i stedet for om engle i ”Glade jul”.
Netop ”Glade jul” er en salme, som på en måde står med et ben i hver lejr. Teksten er utvetydigt forkyndende, både i sin oprindelige tyske udgave, ”Stille Nacht”, i den engelske ”Silent Night” og på dansk. Men lige fra sangen blev fremført første gang i Østrig for 200 år siden, har den været præsenteret som en folkesang, der ikke var skabt til orgelbrus og gudstjeneste, men mere til guitar og folkelige forsamlinger.
I 1935 blev ”Silent Night” til et pophit i radioen, da den amerikanske sanger Bing Crosby indspillede sangen. Faktisk har den status som den tredjemest solgte singleplade overhovedet, men overgås blandt andet af en anden og mere verdslig sang af samme kunstner, nemlig crooner-julesangen over dem alle, ”White Christmas” fra 1942.
En nostalgisk længsel efter den gode gamle hvide jul med julekort og børn, der lytter til slædebjælder i sneen.
”White Christmas” er skrevet af Irving Berlin til filmen ”Holiday Inn”, solgt i mere end 50 millioner eksemplarer på plade og streamet omtrent lige så mange gange. Lige siden harpopsangere vidst, at kunne man lave en god jule-ørehænger, var december-indkomsten sikret. Ikke kun ét år, men år efter år. For julen er ikke kun Jesusbarnets og hjerternes fest, men også gentagelsernes.
Den danske sanger Otto Brandenburg omtalte ”Søren Banjomus” fra 1969 som sin pensionsopsparing, for det kan gå op og ned i showbusiness, men det er så sikkert som amen i kirken, at Brandenburgs lille vise om den banjospillende julemus bliver spillet i radioen hver december.
En sommerdag i det Herrens år 1984 var en 21-årig engelsk popsanger på besøg hos sine forældre sammen med sin boyband-makker. Pludselig fik han en musikalsk idé og gik ovenpå til sit gamle drengeværelse, hvor der stod et keyboard. Lidt senere kaldte sangeren, George Michael, på makkeren i duoen Wham!, Andrew Ridgeley, og sammen optog de den allerførste version af en ny julesang. I august samme år blev den indspillet på plade, den udkom i december – og hver eneste december lige siden har ”Last Christmas” hærget sendefladen på alverdens radiostationer og lagt sig i toppen af streamingtjenesternes julespillelister.
”Last Christmas” nævner intet om den kristne jul. Det er en sentimental, verdslig evergreen om den forsmåede kæreste, som gav sin elskede sit hjerte sidste jul – men den elskede smed det straks væk igen. Juletemaet er indskrænket til at handle om at give sit hjerte som julegave. Temaet at give hjertet i julegave indgår i en del af de seneste årtiers julehits, herunder Mariah Careys ”All I Want for Christmas is You”, fra 1994, og sangerinden Jessie J har i år udsendt sit bud på en ny klassiker inden for denne tradition, ”This Christmas Day”, hvor hun åbner med at slå fast, at hun ikke ønsker sig diamanter eller en smart bil i julegave. Også her viser det sig – måske ikke så overraskende – at det, som har højere værdi, er den elskedes kærlighed.
Til hjerternes fest den 24. december er det fortsat de kristne salmer, der fylder mest omkring juletræet, men radio-lydsporet op til jul er præget af alskens kommercielle variationer over forelskede og knuste pophjerter, tilsat trommemaskine, klokkespil og gospelkor.
Brorson ville utvivlsomt finde disse amourøse musikalske julelege lige lovlig verdslige til den hellige højtid. Men hjerteløse er julens popsange langtfra. Tilbage i 1984 donerede de to ungersvende i Wham! hele deres indtjening fra ”Last Christmas” til nødhjælpsorganisationers arbejde med at bekæmpe sultkatastrofen i Etiopien.