Hvad skete der med Johns farfar? Svaret ligger under jorden langs en fransk hovedvej

Jalousi og fortielser har gjort, at alle spor af John Rossmanns farfar blev visket ud efter hans forsvinden i 1915. Men nu har en fransk, arkæologisk organisation på enestående vis hjulpet barnebarnet nærmere sandheden

64-årige John Rossmann bor i Askov ved Vejen i Sydjylland, men hans familie har rødder syd for den dansk-tyske grænse. Omkring 30.000 slesvigere med dansk sindelag deltog i Første Verdenskrig på tysk side, heriblandt John Rossmanns dansk-svenske farfar. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
64-årige John Rossmann bor i Askov ved Vejen i Sydjylland, men hans familie har rødder syd for den dansk-tyske grænse. Omkring 30.000 slesvigere med dansk sindelag deltog i Første Verdenskrig på tysk side, heriblandt John Rossmanns dansk-svenske farfar. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

John Rossmann, 64, havde en farfar, men der findes ingen fotografier af ham. Han har heller aldrig haft noget rigtigt gravsted, og farfaderen var i det hele taget ikke ligefrem sådan én, der blev talt ret meget om i familien Rossmann – på trods af at det er hans navn, der er vandret videre ned gennem slægtsleddene. Der findes ikke et eneste billede, ikke et brev.

”Det med min farfar er sådan et hul, kan man godt sige, i rækkefølgen, og det har naget mig. For at vide, hvem man er, må man jo også vide, hvad man kommer af,” siger John Rossmann.

Men da han for et par uger siden åbnede sin computer, lå der en mail sendt fra Frankrig, vedhæftet et pdf-dokument. Heri stod beskrevet med ret stor nøjagtighed, hvor de jordiske rester af Johannes Peter Georg Rossmann, som farfaderen hed, findes. Det bedste bud: Omtrent 8-10 meter under jorden, i en massegrav tæt op ad hovedvej D85, der løber gennem området Moulin sous Touvent i Nordfrankrig.

Historien om Johannes Peter Georg Rossmann er ved at blive skrevet, og den er ikke færdig. Men den tager sin begyndelse 100 år efter hans død, i 2015. Det år mistede John Rossmann, der er projektassistent og bor i den sydjyske by Vejen, sin mor.

John Rossmanns far var død mange år forinden, i 1984, og da han ryddede op i moderens efterladte ting og sager, fandt han også en del ting fra faderens familie. Han begyndte at læse op på slægtshistorien, og undersøgelsen ledte ham ned på den anden side af den dansk-tyske grænse.

Her blev der i 1886 født et drengebarn i den lille slesvigske landsby Gundelsby. Byen ligger i dag i Tyskland, på sydsiden af Flensborg Fjord. Dens navn klinger, som mange andre i området, for eksempel Hasselbjerg, Stenbjergkirke, Nyby og Skæggerød, påfaldende dansk. Det vidner om, at området engang tilhørte Danmark, og at der også har boet danskere eller dansksindede slesvigere hér, da Danmark tabte hertugdømmet Slesvig inklusive Sønderjylland til Preussen i 1864.

Om familien Rossmann dengang var dansksindede eller tysksindede, ved John Rossmann ikke. Det, han ved, er, at hans farfar, hvis far var dansk og mor svensk, giftede sig godt. Hende, han giftede sig med, hed Alma Margrethe Thomsen, og parret flyttede, sandsynligvis med støtte fra hendes familie, ind på et landbrug i landsbyen Jaruplund syd for Flensborg. Her fødte Alma Thomsen, der nu hed Rossmann, først en pige i 1911, og i 1913 kom John Rossmanns far til verden.

Alma Margrethe Thomsen, John Rossmanns farmor, blev officielt krigsenke i 1917. På sørgebilledet er John Rossmanns far omtrent fem år gammel og peger ned i et fotografi-album. Måske på et af de billeder af faderen, som siden forsvandt? – Privatfoto.
Alma Margrethe Thomsen, John Rossmanns farmor, blev officielt krigsenke i 1917. På sørgebilledet er John Rossmanns far omtrent fem år gammel og peger ned i et fotografi-album. Måske på et af de billeder af faderen, som siden forsvandt? – Privatfoto.

Når John Rossmann husker tilbage, har han altid haft fornemmelsen af, at der var noget, hans far skulle kompensere for. Noget, han havde manglet i barndommen, og som hans egne børn i hvert fald ikke skulle mangle.

”Jeg har nok haft en følelse af, at de afsavn, han selv havde haft som barn, dem skulle vi, min søster og jeg, ikke lide. Min far var ufaglært og fik ikke toplønninger, men de penge, der var, de blev brugt på os. Der var bil og campingvogn og alt det der,” siger John Rossmann.

Faderen fortalte aldrig andet end småting om sin tidlige barndom og sin biologiske far.

”Når man spurgte direkte ind, ville han gerne snakke om det, men han kom aldrig selv ind på det. Jeg tror ikke, det har været så let at tale om,” siger han.

I 1914, da John Rossmanns far var knap et år gammel, blev den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde skudt i Sarajevo. Mordene indledte Første Verdenskrig, og John Rossmanns farfar blev indkaldt til tysk krigstjeneste, som alle krigsduelige mænd over 18 år. Han mødte op på Duborgkasernen i Flensborg og blev indlemmet i et regiment af fodsoldater: ”Füsilierregiment ’Königin’ 86”, hed regimentet, der siden blevet døbt ”danskerregimentet” på grund af sin særligt høje andel af sønderjyder.

Regimentet rejste af sted for at kæmpe ved Vestfronten. I august marcherede de ind i den belgiske by Liège, der var faldet dén sommer, og i de kommende måneder rykkede regimentet videre sydpå og gjorde holdt ved Moulin sous Touvent i Nordfrankrig.

Her indlogerede regimentet sig i en klippehule. På billeder fra dengang kan man se soldater stå ved indgangen til ”Dronningehulen”, og foran hulen står en smukt svunget fransk træbænk. Hulen fik sit navn, fordi Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86 var opkaldt efter den daværende tyske kejserinde Augusta Victoria, der stammede fra hertugdømmet Slesvig.

John Rossmann besøgte området ved Moulin sous Touvent i 2017 for at komme nærmere farfaderens sidste færd. Den franske nonprofitorganisation ASAPE 14-18 har siden hjulpet ham med at finde svar på, hvorfor farfaderens navn ikke var på nogen af kirkegårdene dernede. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
John Rossmann besøgte området ved Moulin sous Touvent i 2017 for at komme nærmere farfaderens sidste færd. Den franske nonprofitorganisation ASAPE 14-18 har siden hjulpet ham med at finde svar på, hvorfor farfaderens navn ikke var på nogen af kirkegårdene dernede. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Dronningehulen findes den dag i dag, og over indgangen kan man endnu ane et ”AV” kradset ind i sandstensklippen, regimentets monogram.

I sommeren 1915 kom det til heftige kampe mellem Johannes Rossmanns regiment og franske elitestyrker, kaldet Zouaver. Soldaterne, hvoraf en del kom fra Nordafrika, var kendt for at være særligt dygtige krigere med bajonetter; hurtige og hårdføre.

Men i krigens ingenmandsland var det alle mod alle, og på begge sider kom det til store tab. Man mener, at der i de hede sommerdage i det, der kaldes Slaget ved Quennevières, mellem den 6. og den 16. juni 1915, faldt omtrent 5000 tyske soldater i kampene i området og 7000 franske. På en enkelt dag, den 6. juni 1915, mistede 105 sønderjyder livet. Ifølge den almennyttige tyske organisation til bevarelse af krigsgrave, Volksbund Deutscher Kriegsgräberfürsorge, blev Johannes Rossmann meldt forsvundet den 12. juni 1915.

”Rossmann, Johannes. Musketer. 12.06.15, Moulin” står der med skråskrift i et kort udfyldt af Tysk Røde Kors ud for de fortrykte felter med ”navn”, ”stilling” og ”forsvindingssted”.

Måske fik hans hustru hjemme i Jaruplund sådan et kort. Måske fik hun tilsendt et mindeblad, et af de officielle telegrammer, der blev sendt til krigsenkerne fra kejserriget. Man ved det bare ikke, for som nævnt findes der intet materiale tilbage om John Rossmanns farfar. Grunden til det skal også findes i familiehistorien.

På et sort-hvid fotografi sidder John Rossmanns farmor med to børn på skødet. Billedet er et slags sørgebillede, fortæller han, taget, da Johannes Peter Georg Rossmann endelig, efter at have været forsvundet i to år, blev erklæret død i sommeren 1917.

På billedet sidder John Rossmanns far fem år gammel og peger ned i et fotoalbum, der ligger udslået på bordet foran de tre.

I 1922 giftede farmoderen sig med en ny mand. Da var John Rossmanns far ni, og Sønderjylland dansk efter Genforeningen i 1920. Stedfaderen kom nordfra, fra Sommersted, og havde arbejde som ovnpasser ved et af teglværkerne på nordsiden af Flensborg Fjord. John Rossmans farmor og børnene blev danske statsborgere med ægteskabet.

”Min far har aldrig talt om det til mig. Men min mor har fortalt, at min far over for hende har beskrevet min papbedstefar som en ilter herre. Han kunne være meget jaloux, og i et raserianfald brændte han altså alt vedrørende min farfar. Det røg i kakkelovnen. Det er derfor, vi i dag slet ikke har nogen billeder af min farfar,” fortæller John Rossmann.

”Om det var for at straffe børnene eller min farmor, ved jeg ikke. Men de to havde ingen børn sammen. Han havde også været med i Første Verdenskrig som maskingeværskytte, han var selv udsendt i forreste linje og blev såret to gange, før han kom hjem. Man kom jo ikke over den slags.”

John Rossmann har søgt og søgt efter billeder af sin biologiske farfar, noget, der på én eller anden vis skulle ligge i et arkiv et sted. Men han har ikke fundet noget. Selv ikke i den lokalkrønike fra årene efter krigen, hvor de dræbte soldater blev mindet, som han slæbte flere bind hjem af fra et bibliotek i Flensborg.

”’Er starb für Uns’, står der så, ’han døde for os’. Og ved alle de andre soldater er der så sådan et brystbillede af soldaten i uniform. De var der alle sammen – undtagen min farfar. Jeg havde fem eller seks bøger med mig hjem, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle søge. Jeg bladrede og bladrede, og til sidst fandt jeg hans navn, men der var intet billede.”

I Nordfrankrig dukker der stadig jævnligt rester af krigen op af jorden: knogler, ammunition og dele af større anlæg. Patronen hér samlede John Rossmann op under sit besøg i området i 2017. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
I Nordfrankrig dukker der stadig jævnligt rester af krigen op af jorden: knogler, ammunition og dele af større anlæg. Patronen hér samlede John Rossmann op under sit besøg i området i 2017. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Jagten på at finde ud af mere om farfaderen blev intensiveret i 2017, da John Rossmann besluttede at rejse til Frankrig sammen med sin familie.

I området omkring Moulin sous Touvent så de på krigsgrave, de tog til Verdun, hvor knoglerne fra de faldne på slagmarken ligger indsamlet i det store ”benhus”, Ossuaire de Douaumont. Og i den lokale kirke stødte de tilfældigt på en kvinde, der var gift med den mand, der ejede jorden, hvorpå fodregimentets ”dronningehule” lå. Familien Delacour, som de hed, inviterede dem med hjem, bød på vin og mad og viste rundt i klippehulen.

”Manden fortalte, at når de skulle lave markarbejde, ned og lægge dræn og sådan, så stødte de tit på rester af installationer fra krigen.”

I en gæstebog ved én af kirkegårdene dernede efterlod John Rossmann en håndskrevet note, før han tog derfra:

”My granddad Johannes Peter Georg Rossmann died in the battle 6. juni 1915. I could not find him here.”

Dén blev samlet op af den franske organisation, Associations des Souterrains de Pusaleine et des Environs 1914-1918, kaldet ASAPE 14-18. Nonprofitorganisationen arbejder på at kortlægge spor efter Første Verdenskrig i det nordfranske landskab. Dukker der en knogle, noget ammunition eller dele af et anlæg fra krigen op, rykker de ud. Det var fra dem, John Rossmann i oktober sidste år fik en mail med tilbud om hjælp, og her i februar en hel arkæologisk rapport med svar på, hvor hans farfar med stor sandsynlighed ligger begravet, og dermed også hvad der hændte ham i de allersidste timer af livet: Rapporten har identificeret de underjordiske gange, hvori Johannes Rossmanns kompagni bevægede sig i juni 1915, og fundet frem til den skyttegravsgang, kaldet Flensburger Weg, hvor kompagniet opholdt sig, da der udbrød heftige kampe. På bare to dage i løbet af Slaget ved Quennevières tælles 223 døde, 569 sårede og 842 savnede soldater tilhørende ”danskerregimentet” Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86 alene. Fordi franske krigsreportere ganske nøjagtigt har beskrevet slagets gang, time for time, kan rapporten gå så langt som til at sige, at John Rossmanns farfar med al sandsynlighed døde om aftenen den 12. juni 1915.

Af franske og tyske krigsberetninger kan man læse, at ”danskerregimentet” havde den praksis, at de lavede underjordiske ”shelters” til midlertidig opbevaring af ligene af deres faldne soldater. Meningen var, at de døde senere skulle transporteres ud til gravpladser uden for kampzonen, men fordi beskydningen var så heftig, måtte flere af transporterne opgives, og de døde blev efterladt. En stor del af ”danskerregimentets” faldne blev således aldrig begravet, men kom med rapportens ord til at hvile i de midlertidige shelters ”for evigt”.

Indtegnet på et nutidigt luftfotografi i rapporten kan man se en rød ring om et område, der svarer til 3 gange 10 meter, klos op ad en befærdet regional hovedvej, rute D85. Herunder, omtrent 8-10 meter nede, mener man, at shelteret befinder sig. ASAPE 14-18 vurderer, at det er sandsynligt, at resterne af John Rossmanns farfar er hér.

Om det var et skud fra en kugle, en kniv eller en granat, der tog livet af hans farfar, ved John Rossmann ikke. Han er også lidt i tvivl om, hvor langt man skal gå.

”Vi har nok alle sammen et ønske om et sted, hvor man kan gå hen og sige: ’Det er hér, han er.’ Da der blev skrevet til mig, at de nu havde stedfæstet et område ret præcist, hvor han var faldet, tænkte jeg jo: Bliver det frigravet? Hvad skal der til, for at man gør det? Skal man lave dna-undersøgelser for at finde ud af, om han faktisk er der? Der er jo mange muligheder. Men placeringen af den shelter, hvor de mener, han muligvis er – det er ikke lige sådan et sted, man begynder at grave dybt ned, vel?”, siger han med henvisning til vejen ovenover.

Og så angiver rapporten i øvrigt en anden hypotese: ”Det er jo, at min farfar er blevet sprængt til atomer, fordi han er blevet ramt af en granat, efter han er faldet. I så fald er der måske nogen, der har samlet dele af ham op, måske er det nogle af hans knogler, der er i ude i benhuset i Verdun.”

Det er ikke sikkert, han kan få vished. Måske betyder det heller ikke alverden – det ville være lige så stort, hvis der mirakuløst dukkede et enkelt billede af farfaderen op, siger John Rossmann.

”Men jeg vil glæde mig til at komme derned, lægge en blomst og tænke på ham. Det eneste, jeg tænker på, er, at min far nok har haft et stort ønske om at finde ud af noget. Det nager mig nu: Hvor er det ærgerligt, jeg ikke kan fortælle ham det!”.

Til sommer, eller når coronasituationen tillader det, rejser John Rossmann til Nordfrankrig igen for at føle sig bare lidt nærmere farfaderen. For det, der er dernede, er alt, hvad der er. Nej, ret skal være ret, hans navn står faktisk også på en mindesten over krigens faldne i Jaruplund. Og så har John Rossman et lommeur, som han værner meget om. Det har ikke tilhørt John Rossmanns farfar, men hans far. Uret er sådan ét, drengebørn af faldne krigsdeltagere fik af Den Sønderjyske Fond, en statsfond oprettet til det formål at støtte de ramte familier.

”Det var min fars konfirmationsgave,” fortæller han. På bagsiden af uret står der: ”Til minde om din fader”.