To bygninger på Brorsonsvej i Sønderborg har de seneste måneder været genstand for debat. De to bygninger på den lille lukkede vej er nemlig ikke hvilke som helst bygninger. De blev opført som tyske embedsboliger i henholdsvis 1878 og 1913-1914, hvor området ikke var dansk, men tysk. Nu er det kommet på tale, at bygningerne i fremtiden som et led i en ny lokalplan kan blive revet ned.
Det er en sag, som avisen JydskeVestkysten har dækket, og som har fået historikere til at spærre øjnene op. For en nedrivning af bygningerne vil også betyde, at en del af den danske kulturhistorie fjernes. Sagen taler dermed ind i en større debat om bevarelse af dansk-tysk kulturarv i grænselandet – en debat, som også en igangværende sag om en tysk nedrivningstruet flyhangar i Tønder er en del af.
Ifølge historiker og lektor ved Roskilde Universitet Claus Bundgård Christensen er den type sager et udtryk for, at der i samfundet endnu ikke er opnået fælles forståelse for bevaringsværdien af den nyere danske kulturarv, som de tyske bygninger er en del af.
”Dansk historie er ikke bare dansk, men også tysk, og historien om den sønderjyske landsdel fra 1864 til 1920 er en væsentlig del af dansk historie. På den måde har vi en lige så stor forpligtelse til at bevare levn fra tyskertiden, som vi har til at bevare gamle oldtidslevn og videregive dem til eftertiden,” siger historikeren.
Alligevel er der en væsentlig forskel på, hvordan arven fra fortiden behandles.
”Det ville aldrig komme på tale at rive en romansk kirke eller en herregård fra middelalderen ned, men når man bevæger sig op i moderne tid, er der ikke helt samme forståelse for, at det er noget, der er vigtigt at bevare. Men levn fra det 19. og 20. århundrede er på mange måder vigtigere, fordi det er de århundreder, der har formet os som de moderne mennesker, vi er i dag. Hvis man sletter kulturspor fra Første Verdenskrig eller fra den nationale identitetskamp i grænseområdet, så sletter vi kulturspor fra den meget nære historie, der har større betydning for, hvem vi er i dag, end en gravhøj fra bronzealderen har – men den vil ingen argumentere for at pløje ned. Forskellen er, at der er almindelig konsensus om, at det er ting, man skal passe på,” siger Claus Bundgård Christensen.
Den manglende konsensus betyder, at nogle ser et stykke dansk kulturarv, der skal passes på, når øjnene rettes mod de to bygninger på Brorsonsvej i Sønderborg, mens andre ser to gamle, forfaldne bygninger, der er blevet overhalet indenom af nutidens behov og løsninger. Overinspektør på Museum Sønderjylland Carsten Porskrog Rasmussen ser det første, og han er en af dem, der ved den kommende høring af en ny lokalplan for Sønderborg vil gøre indsigelse mod en nedrivning af de to bygninger.
”De to bygninger repræsenterer en del af det offentlige byggeri i Sønderborg fra den tid, hvor Sønderborg og Sønderjylland var tysk. Den rigeste tyske bygningsarv, som Sønderborg har, er fra lige præcis den periode. Sønderborg er også rigere end de andre sønderjyske byer, når det gælder tysk tid, og de to bygninger er derfor en del af en unik bygningsarv,” siger Carsten Porskrog Rasmussen.
En nedrivning af de to bygninger er derfor helt utænkelig, mener museumsinspektøren. Han ser de to bygninger som historiske vidnesbyrd og en påmindelse om en tid, hvor en del af Danmark ikke var dansk, men tysk. En nedrivning af bygningerne til fordel for at gøre plads til en udvidelse af byens voksenuddannelsescenter, VUC, vil derfor ikke bare fjerne de to bygninger, men også fjerne en del af den tyske, danske kulturarv, der ellers har været adgang til i Sønderborg. Dermed vil en nedrivning også på sigt fjerne en vigtig del af Danmarks kulturhistorie fra vores bevidsthed.
Også Peter Dragsbo, der er historiker og tidligere overinspektør på Museum Sønderjylland, ser kritisk på de mulige nedrivningsplaner af bygningerne i Sønderborg, som han kalder ”manglende sans for kulturarv”.
”De to bygninger ligger som led i et helt kvarter, der er fuld af spændende bygninger fra mellem 1864 og 1920, og de to bygninger viser tilsammen begyndelsen og slutningen på den officielle nordtyske arkitektur,” siger Peter Dragsbo.
Han er forfatter til flere bøger om sønderjyske bygninger, den fælles danske og tyske kulturarv fra før 1920 og grænselandsarkitektur i Europa. Og selvom han ser ligheder mellem behandlingen af bygninger i Sønderjylland og bygninger i andre europæiske grænseområder, oplever han også væsentlige forskelle.
”Det er altid vanskeligt for nationer at kapere, at der ligger kulturarv fra andre lande inden for deres grænser, fordi vi gennem historien har flyttet grænser mange gange. Men det er spændende at se, hvordan man i Frankrig har givet den tyske kulturarv stor opmærksomhed de seneste år. Der kappes man i to byer Metz og Strasbourg om at få de tyske bydele fra før 1914 erklæret Unesco-verdenskulturarv. I Polen er man også kommet langt, i hvert fald i de områder, der blev polske i 1918 – her viser de i dag Poznan frem som et turistmål. I Sydtyrol skændes man stadig om kulturarven, men italienerne var også langt grovere i Østrig, end tyskerne var hos os, så det undrer mig, at man i Danmark har været så længe om at få øjnene op for kulturarven. I Sønderjylland har man ikke haft det så slemt, at det for alvor kan være en forklaring,” siger han og fortsætter:
”Syd for grænsen har man heller ikke altid været god mod de danske bygninger, men man blev opmærksom på bevarelsen af arven langt tidligere – omkring 1970’erne – end man blev i Danmark. I tyske Flensborg har man fredet en lang række danske arkitektbygninger, men i Sønderjylland skulle man frem til 1990’erne, før det første tyske hus blev fredet, og det er først omkring 2005, man for alvor begynder at blive opmærksom på bygningsarven,” siger Peter Dragsbo.
Som han ser det, har Danmark og Tyskland begge et stort ansvar for hinandens kulturarv, men generelt har Tyskland været bedre til at tage sig af de danske bygninger, der er endt på deres side af grænsen, end Danmark har været til at tage sig af de tyske bygninger.
Det handler ikke nødvendigvis om en foragt for tyske bygninger, mener han, men også om, at man i Danmark generelt har haft det svært med historicismen, de historiske stilarter, hvorfor der også er revet mange gamle bygninger ned i andre dele af landet som i Odense og København. Man er nu heldigvis begyndt at få øjnene op for, at bygninger fra den tyske tid er interessante, hvor tilgangen i Sønderjylland ellers har været ’riv det gamle møg ned’, mener Peter Dragbo.
”Sønderjylland har lidt dobbelt under både at være grænseland og udkantsområde, hvor man ikke har kunnet forestille sig, at der lå noget med national og international betydning – men det gør der,” siger Peter Dragsbo.
Heller ikke Claus Bundgård Christensen mener, at der i befolkningen i dag er en modstand i forhold til at bevare genstande fra den tyske tid af den simple grund, at de er tyske.
”For 50 eller 60 år siden havde det måske været sådan, men det tror jeg ikke, det er længere. Sønderjylland er en grænseregion, hvor tysk og dansk kultur mødes, og som derfor gennem tiden også har været en national kamplads – bogstaveligt talt i 1864. Men efter Anden Verdenskrig er tingene ligesom faldet på plads, både i forhold til den danske minoritet, imellem Nord- og Sydslesvig og også for den tyske minoritet i Danmark. I dag er det nærmere et plus for området og landsdelen, at man har dansk og tysk kultur, der blandes, fordi det er noget unikt og en historie, der kan omsættes til formidling og økonomi,” siger han.
Alligevel er sagen om de to bygninger i Sønderborg er ikke det eneste eksempel på manglende forståelse for betydningen af kulturarven fra den tyske periode. Claus Bundgård Christensen ser den som værende på linje med en anden verserende debat om et tysk militært bygningsværk fra Første Verdenskrig.
Det drejer sig om en gammel flyhangar, der ligger i Soldaterskoven nord for Tønder, som den eneste stadig eksisterende bygning fra Zeppelinbasen i Tønder. Hangaren har længe fået lov at stå i forfald, og i dag er bygningens tag i fare for at falde ned. Da Slots- og Kulturstyrelsen ikke har fundet bygningen fredningsværdig, står det problem ikke til at blive løst, medmindre nogen alligevel griber ind og sikrer, at bygningen hverken falder eller rives ned.
”Set ud fra et europæisk perspektiv er flyhangaren i Tønder fuldstændig enestående. Man har ikke meget tilbage fra den tid – Tønder-hangaren er en af de få bygninger, der stadig står i dag. Det er et unikum, som nu er nedrivningstruet. Første Verdenskrig-historikere herhjemme og mine internationale kolleger tror ikke deres egne ører, når de hører om nedrivningsplanerne. At Slots- og Kulturstyrelsen vil rive den ned, viser, at der er en meget ringe forståelse for, hvad der er vigtigt at bevare – den forståelse bør opdateres og udvides,” siger Claus Bundgård Christensen.
Historikeren mener, at lokalpolitikere og borgere i Sønderjylland i højere grad har forståelse for, at områdets levn fra den tyske tid har internationalt format og derfor er vigtige at bevare.
”Lokalpolitikerne kan bedre bevæges, fordi de måske mærker den folkestemning, der opstår omkring hangaren i Tønder eller bygningerne i Sønderborg. De kan også se muligheder for området i bevarelsen i forhold til økonomi og krigsturisme, som i dag er en stor forretning,” siger han.
Blandt folketingspolitikere med lokal tilknytning er bevarelse af elementer, der repræsenterer den særlige sønderjyske historie, også et varmt emne. Det gælder blandt andet for Eva Kjer Hansen, der bor i Aabenraa og er opstillet for Venstre i Sydjyllands storkreds.
”Vi sønderjyder er voldsomt prægede af den del af vores danmarkshistorie, men den sønderjyske historie fylder ikke meget i det øvrige Danmark, og det synes jeg er en fejl. Man skal bruge de muligheder, man har, til at få fortalt historien om, hvad der skete dengang, fordi det er en vigtig del af både dansk og europæisk historie,” siger politikeren.
Hun ser netop flyhangaren i Tønder som en sådan mulighed og lægger vægt på, at vi står over for flere vigtige markeringer, der knytter sig til den sønderjyske historie og i særdeleshed også hangaren i Tønder, hvorfor det bør sikres, at den stadig står, når vi når de mærkedage.
Det gælder 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig i 1918, fredstraktaten fra 1919 og den danske genforening med Sønderjylland i 1920, som faktisk dengang blev markeret med en genforeningsfest i flyhangaren i Tønder. At vi nærmer os 100-året for en så vigtig del af Danmarks historie ser hun som en mulighed for at fortælle den sønderjyske historie på en ny måde:
”Vi kan se, at andre historiske seværdigheder i øjeblikket får stor opmærksomhed. Folk valfarter til Tirpitz for at opleve bunkerne og historien fra Anden Verdenskrig.”
Også Henrik Dahl fra Liberal Alliance, der har boet i Sønderjylland en del af sin barndom og er valgt til Folketinget for Sydjyllands storkreds, ser et stykke verdenshistorie og dermed også et stort sønderjysk museumspotentiale i flyhangaren i Tønder.
”Vi begynder på den jyske vestkyst at have mange fine kulturhistoriske oplevelsescentre som Tirpitz og Vadehavscentret, og det ville være enormt fint, hvis der også var et sted om en vigtig del af historien i forhold til Første Verdenskrig,” siger politikeren.
