De fleste rejser til Grønland for at opleve naturen. Og man kan heller ikke undgå at opleve den – uanset hvor man er i det store land, er naturen enestående og overvældende. Alene det at trække vejret, koldt, lidt ramt og klart ned i lungerne. Det føles godt. Også i hovedstaden, Nuuk, er der rig mulighed for at møde naturen, for eksempel ved at sejle ud at se hvaler eller tage på en af de dejlige vandreture i fjeldet bag byen.
Men Nuuk er også en lille storby med sine knap 100 kilometer asfalteret vej, som der kører temmelig mange biler på. Her bor knap 18.000 mennesker, men der er alt, hvad der hører til en hovedstad. Regering, kommune, mange skoler, gymnasium, seminarium, universitet, naturinstitut, to protestantiske og en katolsk kirke, kunstskole, mange indkøbsmuligheder, moderne svømmehal. Flere havne. Og byen vokser stadig, der hyles og sprænges og hamres og køres sten væk mange steder.
Og som en hver anden storby har Nuuk også et kulturliv. Der er en rig musikscene, der spilles teater på Nationalteateret, når de ikke er på turne, og idrætslivet er også aktivt, og vil man udfordres på sit løb, så kan man tage turen op ad Lille Malene eller længere ud i fjeldet.
For den kulturhistorisk interesserede har Nuuk meget at byde på med Nationalmuseum og Lokalmuseum og hele Kolonihavnens variation af gamle huse. Men Nuuk har faktisk også et kunstmuseum, som er værd at besøge. Det ligger lidt gemt væk, men stadig kun et smut fra centrum, lige over for blokområdet Narsarsuaq/Sletten.
Nuuk Kunstmuseum er er en gave til byen fra erhvervsmanden Svend Junge (1930-2007) og hans hustru, Helene Junge Pedersen (1933-2018). Svend Junge kom til Nuuk som tømrer i 1959, han var med det første skib, der sejlede op efter Hans Hedtofts forlis. Junge blev i Grønland og blev en rig erhvervsmand.
I 2005 donerede han sin store kunstsamling og de bygninger, der i dag er Nuuk Kunstmuseum, men som oprindeligt var en adventistkirke, præstebolig og sanatorieklinik, til den by, han havde tabt sit hjerte til. Nuuk Kunstmuseum er kommunalt drevet. Landet har stadig ikke et nationalt kunstmuseum.
Museet består af flere bygninger, der ligesom har knopskudt sig, og kun den sidste tilbygning, som Svend Junge selv bekostede, er egentlig bygget til kunst.
Museet har en samling på omkring 1200 genstande spændende fra malerier, akvareller og fotografier til tegninger og grafik samt omkring 400 figurer i ben, tand, træ og fedtsten. I og med at museet er grundlagt på en privatmands samling, som jo er akkumuleret gennem mange år og i kraft af forskellige logikker – noget har han samlet på, andet har han fået i gave – kan man ikke tale om, at museet er repræsentativt for den grønlandske kunsthistorie.
Det er de meget bevidste om på Nuuk Kunstmuseum, hvor de med stor faglig ekspertise dels arbejder på at sætte den eksisterede samling i spil, dels mere langsigtet arbejder på at opbygge en fagligt funderet samling.
Som man også kan se, hvis man gæster deres hjemmeside, så gør de et stort arbejde for at aktivere samlingen, både over for turister og især over for byens borgere. Museet har en fuldtidsansat museumsleder og to deltidsansatte inspektører, som tager sig af det hele lige fra kuratering af udstillinger med lokale og udefrakommende kunstnere, over sneskovling om vinteren og til skoletjenesten for byens børn.
Af interessante værker på museet vil jeg nævne deres ophængning af Emanuel A. Petersen (1894-1948), ”grønlandsmaleren”, som han blev kaldt. Emanuel A. Petersen var uddannet teatermaler, og når man ved det, kan man næsten ikke se andet, end hvor god han var til at få en funklende eksotisk kulisse med isfjelde, solnedgang og kvinde med hårtop smækket op.
Han var på Grønland flere gange mellem 1920 og 1940 og malede en mængde billeder fra det fremmede rige med den store natur. Han blev populær i Grønland (og hos Svend Junge), og hans måde at se naturen på har også påvirket den grønlandske kunst. Ofte malede han det samme billede flere gange, og på Nuuk Kunstmuseum har kunsthistoriker Laila Lund Altinbas lavet en velovervejet ophængning af hans værker, hvor man som besøgende både selv kan lade sig forføre af det kulørte lys og samtidig se, hvor skematisk han arbejdede.
Emmanuel A. Petersens værker er interessante, fordi de fortæller om det eksotiske blik på det grønlandske landskab, og fordi hans stereotype fremstillinger faktisk kom til at betyde noget for den måde man så – og ser – landskabet på. Tænk på, at hans billeder er malet, samtidig med at en fotograf som Jette Bang rejste rundt og fotograferede det moderne Grønland. Den side er helt fraværende hos Petersen.
En anden kunstner, hvis værker jeg vil opfordre til, at man kaster et særligt blik på, er grafikeren Anne-Birthe Hove (1951-2012), som museet har en fin samling af. Blandt andet et stort ekspressivt kobberværk hvor Anne-Birthe Hove har fanget Nuuks forblæste ravne, hvis kalden man hører overalt i byen og på fjeldet. Værket er fra 2000 og hedder meget passende ”Natteravne”.
Det var oprindeligt skabt til Hotel Nuuk, som Svend Junge ejede. På samme sted hang også museets serie på 14 fotogravure-tryk af Nuuks vartegn, fjeldet Sermitsiaq.
Hver søndag klokken 10 i et år fotograferede Anne-Birthe Hove fjeldet fra samme position, og det er et udvalg af disse fotografier, hun har arbejdet videre med i de grafiske tryk. Trykkene er i forskellige farver, de viser det samme fjeld, men i forskelligt vejrlig og belysning.
Det er et smukt og meditativt værk, der viser hvordan man i virkeligheden aldrig kan udtømme sit motiv. I modsætning til Emanuel A. Petersen, som kunne male en slæde, der forsvandt ind i landskabet,i søvne og uden egentlig at se mere, var Anne-Birthe Hove en kunstner, der aldrig holdt op med at se og undre sig. Hos hende finder man ingen stereotyper, hos hende bliver verden hele tiden til på ny.