Det ligner den rene idyl. Et lille rødt træhus med sprossede hvide vinduer beliggende helt for sig selv midt i en skov – og tilmed med røg, der stiger op af skorstenen og vidner om liv.
Det er idyllisk, men det er også hårdt arbejde. Det kan 29-årige Simone Wildau og hendes 36-årige mand Oliver Sauter skrive under på. Sammen med deres toårige datter Frida valgte de midt i december at tage på weekendophold i det skovarbejderhus, der hører til museet Gammel Estrup ved Auning på Djursland. Det gjorde de for på egne kroppe at mærke, hvordan det var at leve – og holde jul i 1930. Udstyret med værktøj, råvarer til julemad og tidstypisk tøj levede de i tre dage, som om der hverken fandtes elektrisk lys, rindende vand, træk og slip-toilet eller mobiltelefoner og plasticlegetøj.
”Vi havde lyst til at prøve et mere simpelt liv for en stund og samtidig få et stykke danmarkshistorie helt ind under huden,” siger Simone Wildau.
Som kunsthistoriker er hun historisk interesseret, og det samme er Oliver Sauter, der har læst historie, og til daglig arbejder som trafikstyrer hos Midttrafik.
”Historiebøgerne er fulde af beretninger om konger og krige, men det helt almindelige dagligdags liv ved vi ikke så meget om. Nu prøver vi det selv,” siger han.
Det er søndag morgen og dag tre for den lille familie i skovarbejderhuset, da Kristeligt Dagblad er på besøg. Havregrøden, der har kogt på støbejernskomfuret i køkkenet, er fortæret, og dagslyset er endelig ved at få magt. Familien er samlet i stuen, hvor stearinlyset er tændt i en juledekoration, og hvor Frida er kravlet op til sin mor på den tunge, opretstående grønne sofa. Her forlanger hun endnu en gang at få læst højt af ”Lille Maries køer”. Et tyndt hæfte af en billedbog med blyantstegninger på slidte, porøse sider og en enkel historie om pigen Marie, der selv laver en flok køer af kogler og tændstikker og fortæller om, hvordan hun malker og passer dem. Og hvordan hun tager strikketøjet frem, når hun hviler, mens køerne græsser. På første side er der med sirlig håndskrift skrevet ”Til Paul, julen 1897”.
Den mere end hundrede år gamle julegave er også interessant for Frida her i 2018. Måske i mangel af bedre, for der er ikke meget legetøj i det lille hus i skoven. En stofpose med trækugler, et puslespil med tykke brikker, der er lidt for svært at lægge, og så en pap-julemand, der spræller, hvis man trækker i den snor, der er fastgjort på bagsiden. Til de voksnes ”underholdning” hører en lille stak gulnede, gamle aviser, et leksikon fra midten af det 20. århundrede, et gammelt eksemplar af ”Ved julelampens skær” og en tung, sort bibel fra 1888.
Parret fortæller om, hvordan de to foregående dage er forløbet, og man forstår, at det heller ikke er underholdning, der har været mest i fokus. Arbejdet med at få mad på bordet til tre daglige måltider har udfyldt det meste af tiden, og så har vintermørket sat sin naturlige dæmper på muligheden for at læse eller lave håndarbejde.
Hvad enten der er dagslys eller ej, skal der i løbet af weekenden konstant hentes brænde i skuret for at holde komfuret og brændeovnen i stuen kørende. Også vejen ud til dasset bag køkkenhaven må forceres i både lys og mørke, når trangen melder sig. Det sidste foregår med et stearinlys i kammerstage, og den største udfordring på den tur er at skærme for flammen, så regnen ikke får den til at gå ud.
”Mørket er på en måde både det bedste og det værste ved at være her. Det føles rigtig godt at komme væk fra alt det kunstige lys i byen, men kontrasten til det bælgmørke, der findes her, er ret massiv,” siger Oliver Sauter og fortsætter:
”I vintertiden må familien have følt sig meget isoleret, og jeg tænker, at det må have været ret fatalt for dem, hvis der skete noget med en af dem. Her er hjælpen ikke lige i nærheden, sådan som vi er vant til.”
Simone, Oliver og Frida bor til daglig i et rækkehus i Aarhus-forstaden Skødstrup med alle moderne bekvemmeligheder. Inklusive en seng, der passer i længden – og ikke som her en, der er smal og lidt for kort. Heller ikke skovarbejder-soveværelsets tunge dyner lever op til det, de er vant til, og begge voksne glæder sig til at komme hjem til deres egne senge og lune dyner. Forplejningen i skovarbejderhuset har de til gengæld kun lovord tilovers for, også selvom madlavningen kom til at fylde det meste af deres dag. I anledning af julen ventede der dem en kasse med sulemad, da de ankom. Svinekam, flæsk, kartofler, rød- og grønkål og øl, foruden æg, havregryn og rugbrød.
”Det tog godt nok sin tid at få stegen stegt, og sværen blev ikke sprød,” erkender Simone Wildau.
De brunede kartofler og rødkålen var til gengæld, lige som de skulle være en juleaften i 1930 – og som vi stadig synes, de skal være.
”På den tid må julen alligevel have været endnu mere særlig, end vi oplever den. Hele optakten med slagtning af gris og forarbejdning af alle råvarerne må jo have taget oceaner af tid, men til gengæld var der så virkeligt fyldt op med god mad. Til hverdag levede de nok mest af grød og kartofler,” siger Simone Wildau og tilføjer:
”Jeg tror også, at julen dengang har haft større betydning som solhvervsfest. Symbolikken i, at vi på den tid af året går mod lysere tider, bliver stærkere her, hvor der er så utroligt mørkt.”
Museet på Gammel Estrup ved en hel del om den familie, der boede i skovarbejderhuset fra 1933. Manden hed Niels Brøsted og var en kraftkarl, der netop var blevet ansat som skovarbejder ved herregården. Han flyttede ind sammen med sin kone Mathilde og tre af deres fem børn, Børge, Inga og Axel. De to ældste, Peder og Vagn, var kommet ud at tjene på gårde i omegnen. Så snart børnene var gamle nok, lærte de at hjælpe Niels med at trække i skovsaven, når der skulle saves brænde, og jo ældre de blev, jo flere opgaver fik de, indtil de selv var gamle nok til at komme ud at arbejde for andre. Mathildes opgaver var i hjemmet. Hun lavede morgenmad, så den var klar, når resten af familien stod op, hun smurte madpakker, som de kunne have med i skoven, hun passede haven, ordnede tøjet, der både skulle vaskes og lappes, og så havde hun naturligvis maden klar, når hendes mand kom sulten hjem fra det hårde fysiske arbejde i skoven. Om aftenen sad hun sandsynligvis med et stykke håndarbejde.
I tiden op til jul havde Mathilde Brøsted ekstra travlt, for da var det skik og brug, at alt skulle gøres rent, så man ikke slæbte det forgangne års skidt med ind i det nye år. Julen var sparsommelig, som resten af året, men der blev alligevel gjort lidt ekstra ud af alting. Familien Brøsted ejede ikke en gris, men kunne købe kød på herregården Gammel Estrup, så deres julemad alligevel var flæskesteg eller medisterpølse med rødkål. Og så risengrøden, der var til dessert, men mon ikke der også blev sat en skålfuld ud til nisserne. Om aftenen og også julemorgen drak man varm øl, og børnene fik typisk en håndfuld pebernødder eller en appelsin som julegodter.
Juletiden var, også dengang, en tid, hvor man hjalp de fattige. På Djursland var der under 1930’ernes krise omstrejfende mennesker, der gik fra hjem til hjem for at få varmen og lidt mad. Og der er stor sandsynlighed for, at også skovarbejderfamilien har haft besøg af vagabondere og skærslibere, som de har beværtet med lidt brød og måske et krus øl.
Oliver Sauter har rejst sig for endnu en gang at lægge et par stykker træ i brændeovnen. Han er i ulden trøje med knapper og kraftige bukser, men skutter sig alligevel lidt i den kølige stue. For Simone Wildau er det at holde varmen også en udfordring. Hun er klædt i en kjole af bomuld, et forklæde, der dækker næsten hele kroppen, et tørklæde om hovedet og et par uldne sokker. I bryggerset hænger et tykt uldent sjal, som hun svøber omkring skuldrene, når hun skal på dasset eller møddingen. Deres fodtøj er også autentiske 1930-træsko og for Olivers vedkommende et par langskaftede støvler, han kan tage på i skoven. Frida har fået sine røde gummistøvler med hjemmefra, for museet havde ikke lige gammeldags fodtøj i den størrelse.
Søndagen er ved at være gået, og den lille familie fra Skødstrup skal snart vende tilbage til deres nutidige liv. Frida glæder sig til, at hun skal hjem og åbne tre låger i sin chokoladejulekalender, men for de voksne kommer hjemrejsen til at foregå med blandede følelser.
”Vi har oplevet en helt fantastisk ro her og en måde at være sammen på, som er anderledes end derhjemme,” siger Simone Wildau, og Oliver Sauter supplerer:
”Derhjemme skal Frida nok prikke lidt mere til os for at få opmærksom end her, hvor vi ikke har telefoner, computere og fjernsyn, men hvor der til gengæld er masser af praktisk arbejde. Det er tankevækkende.”