I dag har vi har vænnet os til, at teenagepiger (og for den sags skyld drenge) kan være uden for pædagogisk rækkevidde, når det kommer til deres idoler. Ikke nok med at væggene på værelset skal plastres til med plakater på glittet papir: Man kan få puder med Justin Bieber og T-shirts med Christopher, håndklæder med Medina og nøgleringe med Lukas Graham, så det skal også ind.
Idolerne følges døgnet rundt på de sociale medier Instagram og Twitter, for tænk nu, hvis man gik glip af et lille glimt af idolerne bag facaden?
Hvad teenagerne måske ikke ved, er, at deres bedstemødre engang har været mindst lige så besatte som dem selv. For går man 60 år tilbage i tiden, så fandtes fankulturen i høj grad herhjemme. Blot var den ikke så højlydt, og der gjaldt andre spilleregler for, hvor tæt man kunne komme på sit idol. Men bedstemødrene var, beviseligt, ikke en døjt bedre.
Bevismaterialet kan blandt andet ses på Det Kongelige Bibliotek, der i disse dage fremviser et udvalg af i alt 1100 fanbreve sendt til skuespilleren Ebbe Langberg, i årene efter han fik sit gennembrud som skuespiller. Gennembruddet kom med Morten Korch-filmen ”Flintesønnerne”, hvor den rødhårede Ebbe Langberg spiller den ene af to sønner på Flintegården.
Han og broderen (spillet af den kønne, krølhårede Ib Mossin) forelsker sig på samme tid i deres barndomsveninde, og så bryder et trekantsdrama ud i lys lue.
Mens Ib Mossin er castet som den pæne unge mand, der ikke gør en kat fortræd, så havde den rødhårede og i filmen meget temperamentsfulde Langberg noget farligt over sig, som gjorde ham til den mest populære af de to, fortæller Lene Eklund-Jürgensen, der er forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek.
”I ’Flintesønnerne’ er han den vilde og farlige af de to brødre, og det giver ham sådan et image af at være rå. Samtidig med at han selvfølgelig er enhver svigermors drøm,” siger hun.
I tiden efter ”Flintesønnernes” biografpremiere op mod jul i 1956 begyndte det at vælte ind med breve til Ebbe Langberg. Brevene blev for nogle år siden indleveret af Ebbe Langbergs familie som en del af hans bo og er den umiddelbart største samling af fanbreve, Lene Eklund-Jürgensen er faldet over fra den tid i bibliotekets samlinger.
Brevene er meget uskyldigt formulerede efter nutidens sprog og normer: ”Kære Hr. Langberg,” lyder det.
”Da jeg er en stor beundrer af Deres kunst, som jeg ofte har glædet mig over ved filmforestillinger, vil jeg være Dem meget taknemmelig, hvis de venligst vil sende mig Deres fotografi med autograf. De kan være forvisset om, at jeg vil bevare det som en kær erindring.”
Porto selvfølgelig vedlagt. Brevene viser en helt ny ting herhjemme på det tidspunkt: dét at være fan af nogen. Fankulturen kom egentlig fra USA i 1950’erne, og herhjemme så ungdomsbladet Tempo en forretningsmulighed i unge kvinders trang til at være ”tæt” på filmstjernerne.
Bladet angav adresse til filmselskabet, så man kunne skrive dertil, solgte samlemapper til fotografier af stjernerne og arrangerede ”meet n’ greet”, møder med stjernerne. I Tempos faste konkurrence ”Prinsesse for en dag” var den unge pige Eva for eksempel så heldig at møde Ebbe Langberg i 1957 til en kop kaffe og få taget et fotografi sammen med ham. Reportagen blev bragt i Tempo efterfølgende.
”De introducerer, hvad det vil sige at være ’fan’ herhjemme. De kalder det at have en ’fanstjerne’ eller et idol. Den danske ungdom uddannes simpelthen i det her meget amerikanske fænomen,” siger Lene Eklund-Jürgensen.
Bladet blev også forum for ”fanklubber”, som kunne skrive og annoncere efter ligesindede på en bestemt egn. På den måde kan man se, at fankulturen også i høj grad drejede sig om fællesskab, hvor unge kunne møde andre med samme interesse, forklarer Lene Eklund-Jürgensen. Samtidig var fansene del af en samlerkultur, hvor billeder med autografer var særligt værdifulde.
”Der var en særlig aura over et billede, som idolet selv havde haft i hånden og signeret,” understreger hun.
”For eksempel er der i samlingerne et brev fra en fanklub af otte piger fra Bording, hvis klubhus er brændt ned, og flere end 700 indsamlede billeder af Langberg er gået tabt i branden. De har nu, et år efter, fået genopbygget samlingen med over 500 breve, men skriver alligevel til ham og beder om ét fotografi af ham hver for at opveje tabet,” fortæller hun.
Men flere af Ebbe Langbergs fanbreve viser samtidig, at det for nogle af pigerne var en privat sag at være fan.
Et af de gulnede breve indeholder et lille udklippet hjerte med håndskrift, hvorpå en pige har skrevet en tydelig kærlighedserklæring, der går ud over det formelle ønske om et signeret fotografi og antyder en spirende seksualitet:
”Her er min mund og min hjerte,” står der på hjertet.
En anden pige ved navn Inge lader også idolet vide, at det for hende ikke er uden risiko at være fan:
”Hvis De vil gøre mig endnu en tjeneste, så lader De være med at skrive Deres navn og adresse bag på kuverten, for så griner mine forældre og brødre ad mig,” skriver hun
”Der er en selvbevidsthed, som også viser, at det kan være flovt og noget, man kan blive drillet med, typisk af forældre eller søskende,” siger Lene Eklund-Jürgensen, der afslører, at hun selv havde lidt af et hemmeligt ”crush” på skuespilleren Leonardo di Caprio, da hun var teenager.
”Men det var vidst ikke den bedst bevarede hemmelighed med alle de plakater på mit værelse.”
Svarede han så tilbage , den gode Ebbe Langberg? Ja, det ser det faktisk ud til, siger Lene Eklund-Jürgensen.
”Det virker ikke, som om han har stjernenykker. Han stiller sig gerne til rådighed,” siger hun.
Der er flere af brevene i samlingen, som er opfølgningsbreve, og som er skrevet, efter at Ebbe Langberg eller måske hans assistenter har sendt et signeret fotografi.
Pigerne spørger, om han mon giver skuespiltimer og deler mere intime dele af deres hverdagsliv. Et forsøg på at række ud efter det i princippet uopnåelige, mener Lene Eklund-Jürgensen. For tænk nu, hvis drømmen om at være prinsesse for en dag kunne blive til virkelighed?
I 1960’erne blev fankulturen noget mere højlydt med de skrigende Beatles-fans. Som om idolerne skulle råbes op, og et ”Kære Hr. Langberg” ikke længere var nok.
I dag er idolernes nærhed på skærmen nøje iscenesat og eksklusivitet ganske passé, med millioner af følgere.
”Der er kommet sådan en meget mere ’ud-af-kroppen’-kultur til siden dengang,” siger Lene Eklund-Jürgensen.
”De fans, som skrev til Ebbe Langberg, var del af en meget tidlig fankultur herhjemme, og det var tydeligvis meget nyt for danske teenagere at skulle kontakte et idol. Så brevene var meget forsigtige og høflige. Man ville jo endelig ikke trænge sig på, men alligevel gerne have kontakten.”
Og så er vi måske fremme ved det, fanbrevet kan, og som måske burde få nutidens teenagere til at overveje den gamle genre igen.
”Det er en genre, som har haft sin storhedstid. Men den eksisterer stadig, og jeg tror, det er, fordi den skaber et helt særligt intimt rum mellem fan og idol,” siger Lene Eklund-Jürgensen.