Med hvide spande og flettede kurve står både mænd, kvinder, børn og voksne i kø foran trappen til den store murstensbygning. Over den ene indgang står ”udlevering”, over den næste står ”spisesal”.
Billedet er taget under Første Verdenskrig, og bygningen, de alle står i kø til at komme ind i, rummer det store folkekøkken, der åbnede i Møllegade i København i begyndelsen af december 1917. Her kunne trængende hente mad og tage den med hjem i medbragte spande eller blive og spise i stedets spisesal – hvis der altså var plads, for køkkenet var populært.
Det kommunale folkekøkken på Nørrebro i København var ikke det eneste af sin slags.
Under Første Verdenskrig, der varede fra 1914 til 1918, var mad en mangelvare, og det betød, at der i 1917 og 1918 blev åbnet flere kommunale folkekøkkener i landets større byer, mens der hidtil kun havde eksisteret private folkekøkkener.
I København blev det første folkekøkken, hvor man for få penge kunne få udleveret varm mad en gang dagligt, åbnet i marts 1917. Det andet – folkekøkkenet i Møllegade – blev åbnet i december, og åbningen blev beskrevet i Folkets Avis den 5. december 1917:
”Københavns andet Folkekøkken er nu traadt i Virksomhed. Det åbnede i Gaar og indviedes af borgmester Viggo Christensen ved en lille Festlighed for en Række Indbudte, der satte Smag paa Dagens Retter: Kødsuppe og Peberrodskød. Køkkenets første Middag var særdeles vellykket: bedre Kødsuppe og bedre Peberrodskød serveres sikkert ikke i noget Hjem i Danmark,” lød det i artiklen, der også kunne meddele, at det nye køkken dagligt ville servere 6000 portioner middagsmad, bestående af to retter.
Hvis situationen i fremtiden skulle udvikle sig, og det blev nødvendigt at servere mad til endnu flere borgere, regnede man med at kunne ”fremskaffe 70.000 Middagsportioner i Døgnet”. ”Det er der dog foreløbig ikke Tider til, men hvem ved,” står der skrevet i den 100 år gamle avisartikel.
Lektor ved Aarhus Universitet Lisbeth Haastrup er som forsker tilknyttet formidlings- og forskningsprojektet ”Kampen om maden 1914-18”, der hører under museet Mosede Fort – Danmark 1914-18 og har fokus på mad under Første Verdenskrig. Ifølge hende var det ganske særligt, at man under krigen valgte at oprette kommunale folkekøkkener.
”Som stat accepterede man, at man stod i en nødsituation, og at der var legitim grund til, at nogle ikke kunne klare sig selv, men havde brug for socialpolitiske tiltag som folkekøkkener,” siger Lisbeth Haastrup.
Behovet for folkekøkkener opstod, da Danmark under Første Verdenskrig var neutral og dermed havde muligheder for at sælge fødevarer til begge af krigens parter og dermed tjene penge på mad. Det betød også, at madpriserne og brændselspriserne steg herhjemme. Derfor handlede det for staten om at få mest muligt ud af den mad, man havde.
”Der var ikke mange fødevarer under Første Verdenskrig, og man måtte derfor oprette en statshusholdning og en kommission, som gik ind og regulerede alt, ligesom der kom rationeringsmærker, og man lavede fordelingsnøgler ud fra en næringsvidenskabelig tilstand. Der var også argumenter for oprettelsen af folkekøkkener, som gik på effektivitet. Ved at lave maden mere professionelt og i større portioner, kunne man spare på både mad og brændsel og sikre, at maden gik til de rette munde,” siger Lisbeth Haastrup.
70.000 middagsportioner i døgnet blev det måske ikke til i Møllegade i København, men de kommunale folkekøkkener blev populære – og nok også mere populære, end man havde regnet med, lyder det fra Caroline Nyvang, der er madhistoriker og tilknyttet Det Kongelige Bibliotek som forsker.
”I 1917 var folkekøkkenerne bygget op omkring, at man skulle spise sammen under noget, der lignede hjemlige forhold. Men der var kæmpe efterspørgsel på de varme måltider, og derfor oplevede man, at der ikke var plads nok, og at folk måtte tage maden med hjem i spande,” siger Caroline Nyvang.
Men projektet med de kommunale folkekøkkener handlede ikke kun om at gøre danskerne mætte under krigen.
”Det varme middagsmåltid blev i dyrtidsperioden opfattet som en luksus, men også som et socialt bolværk mod samfundets forfald. Der var en tiltro til, at hvis man på nogenlunde normal vis kunne sikre det fælles måltid i familiens skød, blev også samfundet stående,” siger Caroline Nyvang.
Samtidig kom der også under Første Verdenskrig og i mellemkrigstiden for første gang fokus på ernæringens betydning for helbredet, hvilket også var årsag til, at det offentlige system ville sikre det varme måltid mad.
”Man var bekymret for, at den fattigste del af samfundet ikke fik ordentlig mad, fordi man vidste, hvad det kunne gøre ved helbredet og føre med sig af sygdom,” siger Caroline Nyvang, der ser det kommunale folkekøkken-projekt som meget vellykket og noget, der har været med til at forme vores samfund.
”Det er vigtigt at understrege det særegne i, at det fra kommunal side kunne lade sig gøre at etablere en sådan indsats. På mange måder foregreb folkekøkkenerne fra 1917 og 1918 organiseringen af den moderne velfærdsstat, som vi stadig kender den i dag. Det er et springende punkt i dansk historie, at folkekøkkenerne blev en statslig opgave, og det var noget, der fik betydning for rigtig mange mennesker,” siger Caroline Nyvang.
En af dem, der mærkede sulten og derfor søgte mod de nyoprettede kommunale folkekøkkener, var Peder Strøyer Pedersen. Han blev født i Vordingborg på Sydsjælland i 1897 og kom til København i 1918, hvor han fik arbejde på en møbelfabrik. I sin erindringer, som Københavns Stadsarkiv fik i 1969, lyder det om tiden:
”Jeg kom altså til København i 1918. Endnu var der krig rundt omkring, og vi havde en temmelig dårlig rationering på en lang række varer. For mit eget vedkommende var det især brødrationeringen, der føltes hård. Jeg kunne slet ikke få rugbrød nok til at spise mig mæt.”
”Efter fyraften gik jeg til folkekøkkenet og købte min mad der. Det var kommunale spisesteder, der var oprettet for at give den fattigste befolkning lejlighed til at få et billigt måltid varm mad. Prisen var også billig, kun 55 øre for to retter mad. Det var altid kogte retter, aldrig stegte sager. Ligegyldigt, hvad der stod på menuen, det være sig frikadeller eller bøf, alt var dampkogt, og ikke særligt velsmagende, men bare man kunne blive mæt, så man bort fra den slags,” skriver Peder Strøyer Pedersen i erindringen.
Selvom Peder Strøyer Pedersen ikke var lige så begejstret for smagen af folkekøkkenets mad som skribenten bag den gamle artikel fra Folkets Avis, der kaldte den første middag ”særdeles vellykket”, kan det alligevel siges, at hele idéen om folkekøkkener har været ”særdeles vellykket”. Folkekøkkentraditionen og det fælles måltid har nemlig overlevet gennem skiftende tider.
Allerede inden de første kommunale folkekøkkener åbnede under Første Verdenskrig, havde man set folkekøkkener i landet – der var blot færre, og de, der var, var private. Ifølge Den Store Danske Encyklopædi åbnede det første danske folkekøkken i 1859 i Odense som et privatejet dampkøkken med spisesal. Kirkelige organisationer og arbejderbevægelsen fulgte efter og oprettede folkekøkkener i større byer, mens det altså var i København, i 1917, at det første kommunale folkekøkken blev oprettet. Under begge verdenskrige og den økonomiske krise i 1930’erne blev der på opfordring af og med støtte fra den danske regering oprettet talrige kommunale folkekøkkener, som, enten gratis eller for et mindre beløb, delte mad ud til trængende. I Aarhus blev et folkekøkken etableret, efter at byrådet under et møde i januar 1941 blev enige om at etablere et folkekøkken til den mindrebemidlede del af befolkningen, som skulle have mulighed for at købe god og billig mad.
I efterkrigstiden begyndte de kommunale folkekøkkener dog igen at forsvinde – det sidste af Københavns Kommunes folkekøkkener, der lå placeret på Vesterbro, blev lukket i 1976. Modsat kommunerne har flere organisationer dog også siden holdt fast i at drive varmestuer, hvor samfundets svageste kan få et måltid mad.
I løbet af de seneste år er der opstået en ny form for folkekøkken, der hviler på den gamle tradition, men som ikke er målrettet samfundets svageste, men den gennemsnitlige dansker.
De moderne folkekøkken-arrangementer, som blandt andet kan afholdes i et kulturhus, en sportshal eller i en kirke, finder som regel sted på en fast ugedag, og menuen skifter fra uge til uge. Et af de steder, hvor der afholdes folkekøkkener, er i Nørrebrohallen, som hører under Københavns Kommune.
Folkekøkkenet, som man kan læse om på kommunens hjemmeside, er et af de første moderne folkekøkkener. Det bliver drevet af en privat forpagter og har eksisteret siden marts 2012 og er siden grundet stor popularitet gået fra at finde sted hver anden tirsdag til nu at finde sted hver tirsdag.
For selvom folkekøkkentraditionen i årene efter krigen blev overhalet indenom af bedre tider, har traditionen overlevet frem til i dag, hvor folkekøkkenernes ry dog er et lidt andet.
”Under Første Verdenskrig var der ikke noget prestige knyttet til at tage sin familie med hen for at spise i et folkekøkken. Det kan man sige, at der er i dag, når man tirsdag aften tager sin familie med til folkekøkken og måske også lige lægger et billede op af det på Instagram (socialt medie, red.),” siger Caroline Nyvang.
Men idéen om at spise sammen og sikre fællesmåltidet er den samme i dag, som den var, da folkekøkkenerne i sin tid kom til Danmark, mener hun. I dag er det bare af andre grunde end krig, at nogle kan føle, at fællesmåltidet er truet.
”Familiemåltidet er inde i en periode, hvor det ikke er penge, men tid, vi føler, vi mangler, og det kan folk prioritere ved at tænke alternativt og tage familien med til folkekøkken. Man køber sig tid med sin familie, når nogen klarer madlavningen og opvasken, samtidig med at det ikke helt er det samme som at gå på restaurant, men passer til idealet om at spise i de hjemlige rammer. Derfor tiltaler folkekøkkener mange i dag,” siger hun.
Samtidig kan familien gennem folkekøkkener også blive en del af et endnu større værdifællesskab.
”Mange vil i dag, især i storbyerne, gerne spise efter et bestemt dogme, der passer til deres overbevisning, men som de kan have svært ved at få tid til at efterleve. Her kan man finde et folkekøkken, der har fokus på vegansk, vegetarisk eller økologisk mad, og når man mødes om et godt måltid mad sammen med andre, der har de samme idealer, kan man få følelsen af, at ’vi nok ikke er så langt fra hinanden’. Når folk spiser under samme tag, sker der noget, og det er i det hele taget med til at skabe en naturlig ramme for et fællesskab,” siger Caroline Nyvang.8