Koldkrigsturisme og billig vin lokkede skeptiske danskere til Tyskland efter krigen

Postkort med rejsebeskrivelser og solskinshilsener fortæller en overraskende historie om, hvordan de mange danskere, som tog på ferie i Vesttyskland i årene efter Anden Verdenskrig, så på naboen mod syd. Ferien gav et positivt og nuanceret indtryk af landet, siger ph.d.-stipendiat Julie Andersen, der forsker i danskernes forhold til Tyskland efter krigen

Med udgangspunkt i postkort og interviews undersøger den ph.d.-studerende Julie Andersen, hvordan danskernes syn på Vesttyskland blev mere positivt i forbindelse med ferier i landet i perioden efter Anden Verdenskrig. – Alle fotos: Julie Andersen.

Kalenderbladet viser juli, vejrudsigten viser højtryk, og for mange danskere betyder det, at gps’en peges sydpå.

Men ét er at nyde en god bog på en italiensk liggestol, finde sin indre ro midt i en kroatisk familierestaurant eller slentre hånd i hånd gennem Granadas historiske gader. Noget helt andet og for nogle mennesker næsten lige så vigtigt, er at få dokumenteret det søde ferieliv over for omverdenen med billeder på sociale medier. Solnedgangen får sig et filter. Selfien udstyres med et hashtag. Og den helt særligt autentiske kop kaffe i den lille græske charmehavn ryger på Instagram, allerede inden den er drukket og betalt.

Men selvom mobilkameraer, trådløst internet og selfiestænger i nogen grad har afløst feriehilsenen fra verden af i går – det gode gamle postkort – er det ikke alle, der har mistet interessen for det rektangulære stykke karton med billedmotiv på den ene side og linjer med rejseminder og solhilsener på den anden.

En af dem, som på næsten dagligt plan vender opmærksomheden mod stakkevis af postkort med middelalderslotte, vinranker og brusende floder, er 32-årige Julie Andersen.

Hun er ph.d.-stipendiat på institut for historie på Syddansk Universitet, hvor hun har brugt de seneste fire år på at studere indtrykkene hos de danskere, som tog på ferie i Vesttyskland i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Sammen med interviews, magasin- artikler og privatfotos giver de gamle postkort nemlig et både interessant og overraskende indblik i, hvordan dans-kere på ferie i Vesttyskland oplevede landet i efterkrigstiden, fortæller hun.

”Vi ved, at holdningen til Vesttyskland herhjemme overvejende var negativ i årene efter krigen. Men når man så undersøger det trykte kildemateriale og taler med informanter fra den tid, er det opsigtsvækkende, hvor lidt Anden Verdenskrig og dens arv umiddelbart fylder.”

”Allerede fem-seks år efter Besættelsens afslutning tager vi gladeligt på ferie i Vesttyskland.”

For den spæde danske masseturisme var Vesttyskland det første store udflugtsmål – og tog man eksempelvis til købstæderne langs Rhinen eller det billedskønne Harzen med bjergkæder og borgruiner, kunne man få en eksotisk oplevelse i overskuelig køreafstand fra Danmark. Og det ovenikøbet til en billig penge.

”Kære Mor og Far! Ja, saa er vi naaet til Rhinen. Her er skønt. Vinen staar hernede paa Marken som Roen Hjemme,” lyder det begejstret fra Aage og Agnete, der i juni 1956 sendte hilsener hjem fra Rüdesheim ved Rhinens bred.

”For rigtig mange handlede det mest af alt om, at eksempelvis Harzen simpelthen var et økonomisk overkommeligt udflugtsmål. Du kunne komme ned og se bjergene og middelalderruiner og opleve noget eksotisk, uden at det var vildt dyrt eller meget langt væk. Og så er det samtidig et statussymbol at kunne tage på ferie,” fortæller Julie Andersen.

I 1961 kom Berlinmuren til, og med den pludseligt meget håndgribelige opdeling mellem Øst og Vest blev den kolde krig et udflugtsmål i sig selv.

”Det er helt tydeligt, hvordan det især fra begyndelsen af 1960’erne bliver noget, man decideret rejser efter. Det fascinerer de danske turister, fordi det opleves som lidt farligt, og samtidig er den kolde krig meget mere tydelig dernede, end den er i Danmark. I Berlin bliver der stillet plateauer op, så man kan stå og kigge direkte ind på ’fjenden’, ligesom guidebøgerne anbefaler parkeringspladser, hvorfra man kunne få sig et godt kig ind i det farlige Øst.”

Julie Andersens interesse for dansk-tysk historie går langt tilbage, og den sidste del af sin universitetsuddannelse tog hun netop i Berlin.

Alligevel var det lidt af en tilfældighed, at postkort, pensionister og rejsemagasiner fra 1950’erne og 1960’erne kom til at udgøre omdrejningspunktet i hendes afhandling. Faktisk kom idéen fra Julie Andersens morfar.

”Han snakkede altid om ferierne til Harzen sammen med min mor, moster og mormor. Og det lød som noget af det mest fantastiske. Alligevel har han aldrig kunnet fordrage tanken om at tage til Berlin eller Hamborg eller andre større byer, for det forbandt han med Anden Verdenskrig. Så der lå altså en eller anden dobbelthed i det der forhold til det tyske,” fortæller hun.

Julie Andersens morfar blev født i 1933. For ham, der var gartner, og mormoderen, som gik hjemme, var turene til Harzens campingpladser i 1960’erne enormt eksotiske. Og de var langt fra ene om at drages mod det land, som få år forinden havde ageret besættelsesmagt på dansk jord.

En undersøgelse fra Gallup i 1968 viser, at naboen mod syd i disse år var blandt de allermest populære rejsemål for den støt voksende del af den danske befolkning, som op igennem 1950’erne og ikke mindst 1960’erne fik råd til at holde sommerferie udenlands.

”Og med udgangspunkt i min morfars ret dobbelte forhold til Vesttyskland begyndte jeg at overveje, om der mon var andre fra samme årgang, altså danskere, der var vokset op under Anden Verdenskrig, og som senere havde den kolde krig helt tæt inde på livet, der havde det ligesom ham. Men for at finde ud af det, var jeg nødt til at søge mod nogle andre kilder end dem, som typisk findes i arkiverne,” fortæller hun.

Julie Andersen indrykkede efterlysninger i aviser, tog kontakt til seniorforeninger og opsøgte messer for frimærkeentusiaster. Snart havde hun både informanter, FDM-blade, guidebøger og ikke mindst godt 200 postkort (inklusive frimærker!), der tilsammen fortalte en både interessant og sammensat historie om danskernes møde med Tyskland og tyskerne i efterkrigstiden.

I enkelte af de 200 postkort, Julie Andersen har indsamlet, beretter de danske turister om et land, der er tydeligt mærket efter Anden Verdenskrig. Det gælder eksempelvis for Eva, der i 1958 sendte følgende besked hjem:

”Kære Mor! Er nu i Køln har i dag set Domkirken … glæder mig til at se noget der er kønnere (?) meget udbombet her. Kærlig hilsen Eva.”

Udbombet eller ej er et fællestræk for mange af de ferieglade danskere, at de mødte et venligt og imødekommende land, fortæller Julie Andersen.

”Mange får et langt mere positivt billede af Tyskland og tyskerne, mens de er af sted. Der sker simpelthen noget i mødet med det land og de mennesker, mange nok forbandt med krigen, inden de rejste af sted,” siger hun.

”Jeg interviewede for eksempel en mand, som havde tomlet ned gennem Tyskland til Frankrig. Han havde haft Anden Verdenskrig tæt inde på livet, og han startede med at omtale tyskerne som ’tyskersvin’. Og det var egentlig den tilgang, jeg troede, ville være den dominerende. Men i løbet af interviewet begyndte han pludselig at fortælle om de mange søde tyskere, han var stødt på, og hvor venlige og hjælpsomme de allesammen var. Og det er meget sigende for alle dem, jeg har interviewet.”

En del af forklaringen på, at det mest er positive indtryk af landet, der få år forinden havde ageret besættelsesmagt, som Julie Andersen er stødt på, hænger givetvis sammen med, at de mest Tysklands-kritiske rejste andre steder hen. Eller helt blev hjemme.

Men samtidig hersker der ifølge fors-keren heller ikke tvivl om, at ferierne satte de danske besøgende i stand til bedre at skelne den almindelige tysker fra oplevelserne under krigen.

”Mange tænkte, at de unge tyske mænd havde været tvunget i krig. Og de to, jeg har talt med, som virkelig ikke brød sig om tyskerne i begyndelsen, de har meget hurtigt set, at det jo ikke var de helt almindelige mennesker, de mødte på deres ferie, som de havde været i krig med,” fortæller hun.

”Og så skal man heller ikke undervurdere, hvor store chok en del af de tilrejsende har fået, når de med egne øjne har set, hvor ødelagt Tyskland var. Ødelæggelserne har helt sikkert gjort, at det for nogen er slået over i en slags sympati eller i hvert fald er blevet opfattet som en slags formildende omstændighed.”