Længe troede man ikke på det, at det rent faktisk ville ske. Men nu er foråret kommet! Der er mange måder at fejre dét på: Nogle stryger ud i haven og putter frø i jorden, andre finder solbrillerne frem og går i parken eller på fortovscafé. Eller ifører sig demonstrativt korte shorts.
Foråret fylder hver enkelt med lykke, men her i Norden har vi faktisk også en række fester og traditioner, der knytter sig til forårets komme. De såkaldte majskikke er skikke, der knytter sig til tiden mellem valborgsaften den 30. april og sankthans-aften den 23. juni, for eksempel majfest, majstang, majløv, majblus.
”Majskikke dækker et bredt spekter af forårsfejringer, et urbehov for at markere lys og liv og grøde, som har haft forskellige udtryk i løbet af historien og i forskellige miljøer,” siger Mette Havsteen-Mikkelsen, der er etnolog og tidligere museumsinspektør ved Ærø Museum og har skrevet en række bøger om blandt andet højskolekultur og bondesamfund.
Mange af majskikkene kan spores helt tilbage til hedensk tid, og maj måned har da også sit navn efter den romerske frugtbarhedsgudinde Maja.
At holde majblus eller valborgsblus, en fest, der ofte blev fulgt af et sankthans-lignende bål tændt med ”vild ild” på stedet, er en tradition kendt langt tilbage i landbosamfundet, siger Mette Hav-steen-Mikkelsen.
”Valborgsaften, altså aftenen før den 1. maj, samledes ungdommen og holdt et gilde. Man benyttede lejligheden til at komme sammen efter vinter, og man fik fundet ud af, hvem man skulle være kærester med næste år. Det har været noget med at komme ud af busken, og det har nogle steder gået vildt for sig,” siger hun.
Festlighederne omkring 1. maj har givetvis også fungeret som et slags ritual, der markerede skiftedagen i landbosamfundet. For når unge mennesker dengang skulle ud at tjene og fik plads på en gård, så skiftede man plads 1. maj og 1. november, forklarer hun.
”Festerne kommer på et tidspunkt, hvor det ikke kun var omgivelserne, der forandrede sig, men også livet for den enkelte. Der er noget magisk over 1. maj, for det markerer en ny periode, at nu skal der til at ske noget nyt,” siger Mette Havsteen-Mikkelsen.
Skiftetidspunktet kendes i øvrigt senere fra højskolerne. Karlene var på skole i vinterperioden, mens pigerne, der tjente, 1. maj overtog fra karlene, der skulle ud i marken og arbejde.
I forbindelse med majfestlighederne var det nogle steder skik at ”ride sommer i by” fra gård til gård på pyntede heste og invitere til aftenens fest. Måske sang man majsange undervejs og samlede mad ind til majgildet.
Til festen blev ”gadebasser” og ”gadelam” (karle og piger) parret – en praktisk foranstaltning til det kommende års gilder. Der blev danset omkring majstangen eller majtræet, nogle steder kaldt et sommerspir.
Selve majstangen er der mange forklaringer på. Mange forbinder majstangen med Sverige, hvor skikken har rykket sig fra maj til midsommer. Men den er altså også en skik, der har haft større udbredelse i Danmark, siger Mette Havsteen-Mikkelsen. Der findes overleveringer, der fortæller, at man eksempelvis dansede omkring et bestemt træ, eller man har rejst en stang og pyntet den med løv og grene, kranse og farvede bånd.
”Så holdt man i disse bånd, sang og dansede rundt og rundt. Jo mere, man dansede, jo mere slyngede disse bånd sig om stangen. Det har været ganske kønt,” siger hun.
Der er også mere stilfærdige majskikke, og at tage en buket nyudsprunge bøgegrene, majløv, ind i stuen er én af dem. Og drilagtige skikke: ”majkat” eksempelvis, som svarer til en aprilsnar. Udtrykket ”at maje sig ud” har også rod i den pyntesyge, naturen demonstrerer lige netop på denne årstid.
De helt traditionelle majfester er en skik, som har fortonet sig i takt med ændringerne af landbosamfundet.
”Det er fester, som stammer fra fællesskabstiden, kan man sige med et lidt ladet ord. Men i 1970’erne kom der faktisk en revitalisering af nogle af de gamle skikke, som markerer glæde og fællesskab omkring naturen. Og eksempelvis på Strynø ser man stadig i dag majfesten som en kær tradition,” siger Mette Havsteen-Mikkelsen.
Mange andre steder i landet holder man dog endnu byfest på denne årstid, og det er måske ikke tilfældigt.
”Byfester er vor tids måde at udtrykke sig på, men indholdet er det samme: glæden over lys og løv, grøden og frugtbarheden.”