I 1880’ernes København kunne man støde på en ung mand, der helt alvorligt mente, at vi alle burde tale volapyk. Ikke vrøvl og nonsens, nej, sproget volapyk (rigtigt stavet volapük), et kunstigt skabt sprog, hvis formål var verdensfred.
Manden hed Wilhelm Hansen, og han er i dag bedst kendt som stifteren af kunstmuseet Ordrupgaard nord for København med én af landets fineste samlinger af fransk impressionisme og dansk guldalderkunst. Men, som det fremgår af en ny bog om Ordrupgaard, ”Et museum bliver til. Ordrupgaard gennem hundrede år. En billedfortælling”, der netop er udkommet, så var Wilhelm Hansen en mand med mange facetter. Han var forsikringsmand, etatsråd, og så er han forfatter til stort set alle de lærebøger, der findes om volapyk på dansk, og i sine unge dage fastholdt han, at det måtte kunne lade sig gøre at forene verden i ét sprog.
Wilhelm Hansen var født i 1868 på Frederiksberg og studerede senere på Den Polytekniske Læreanstalt. Han underviste allerede midt i 1880’erne, som 19-årig, andre i volapyk. Ved hans 60-årsfødselsdag erindrede en ven fra skoletiden, at han havde mødt Wilhelm Hansen, to år efter de var gået ud af skolen, og at han på det tidspunkt kunne præsentere sig som ”professor i volapyk”:
”Ved et meget energisk Arbejde fra hans Side og ikke ringe Flid fra min, bragte Professoren mig i løbet af 12 Timer saa vidt, at jeg kunde udnævnes til ’Volapükaloped’, hvilket betyder Korrespondent i Verdenssproget,” skrev vennen i et festskrift.
Det var en tid, hvor nationalismen i Europa havde blomstret i årtier, men også en tid, der fostrede tanker om pacifisme og en verden uden voldsudgydelser. Virkeligheden blev, som bekendt, en anden i løbet af få årtier. Men tanken bag kunstsprog som volapyk, og senere esperanto og ido, sprog, der alle blev opfundet før Første Verdenskrig, var at skabe mødegrund for mennesker med forskellig etnicitet og forskellige modersmål. Og derigennem mindske risikoen for misforståelser, kommunikationskoks og krige. ”Menad bal – pük bal,” er volapyk og betyder: en menneskehed – et sprog.
Volapyk blev opfundet af den tyske præst Johann Martin Schleyer (1831-1912), som havde fået et tegn fra Gud om, at han skulle opfinde et nyt og samlende sprog. Han var selv kyndig i en lang række sprog og offentliggjorde sit eget konstruerede sprog i 1880. Sprogets grammatik kunne kun revideres af ham selv, og ordene var lavet sådan, at de så vidt muligt ikke havde direkte forbindelse til andre sprog.
Det er ikke lykkedes at finde frem til, hvordan Wilhelm Hansen i første omgang er stødt på verdenssproget. Men hans interesse for det er sigende, mener Janus Weinreich Boss, akademisk medarbejder på Ordrupgaard og bidragyder til den nye bog.
”Det er jo et meget klart udtryk for hans generelle tilgang til verden og det at være menneske. At alle bør kunne tale sammen og mødes på tværs, var hans vision, og det syn kommer også til udtryk i hans senere karriere,” siger Janus Weinreich Boss.
Det var på et volapykkursus, at Wilhelm Hansen mødte sin senere hustru, den dengang 16-årige Henny Nathalia Soelberg Jensen. ”Til min egen lille Henny fra Willy,” skrev Wilhelm Hansen til sin forlovede Henny Jensen på en lærebog, han selv havde skrevet i 1889 med den i dag morsomme titel: ”Fuldstændig Lærebog i Volapük”. Parret skyldte på mange måder volapyksproget en stor del af æren for, at de endte sammen. De skrev deres allerførste kærestebreve til hinanden på volapyk, hvilket kan have skyldtes, at Henny Jensens mor ikke brød sig om romancen. Pigen kom fra det bedre borgerskab, og et brev sendt mellem de to – på almindeligt dansk – viser Wilhelm Hansens fortolkning af morens misbilligelse:
”Du kan nok forstaa, at jeg ikke kan komme mere hos Dig, jeg forstaar i det hele taget ikke din Fru Moders Opførsel, dog saameget kan jeg forstaa, at hun gjerne vil have os fra hinanden igjen,” skrev Wilhelm Hansen i et brev sendt cirka 1886-1887 til Henny Jensen.
De to unge volapykister endte dog med at gifte sig i 1891 i Frederiksberg Kirke. Og det blev også begyndelsen på Wilhelm Hansens omfattende kunstsamling, idet han indkøbte sit allerførste kunstværk til ophængning i deres første fælles hjem i 1892.
Wilhelm Hansen gik ind i forsikringsbranchen og stod blandt andet bag oprettelsen af Dansk Folkeforsikringsanstalt i 1896, en fornyelse, som efter engelsk forbillede gjorde, at almindelige danskere uden den store formue kunne købe en livsforsikring.
Wilhelm Hansen viste, på flere måder, udsyn og samfundssind, mener Janus Weinreich Boss.
”I hans forsikringskarriere er der selvfølgelig en stor del, der handler om forretninger. Men der er også denne her idé om, at alle skulle have mulighed for at forsikre sig, og det er noget af baggrunden for, at han starter Dansk Folkeforsikringsanstalt,” siger han.
Han steg med årene opad på den sociale rangstige og blev etatsråd, en titel, man dengang fik af kongen. Men det, der virkelig blev hans hjertensbarn, var samlingen af billedkunst og Ordrup- gaard, landstedet nord for København, som han købte med det formål at åbne et kunstmuseum (og bo der). Stedet blev indviet i september 1918, og i talen ved den store åbningsfest testamenterede Wilhelm Hansen sin kunstsamling til den danske stat.
Derudover iværksatte Wilhelm Hansen i 1920 den danske komite for verdensfredsmærket, et brevmærke, der blev solgt med det formål at rejse penge til at genopføre katedralen i den franske by Reims, der var blevet bombet under krigen.
Verdensfredsmærket, var ”tænkt som Midlet til at forene alle Mennesker i en stor fælles handling og derved jævne lidt af Vejen til Udsoning og Forståelse efter den store Krig,” fremgår det af omslaget til mærket, der vises i bogen. I alt lykkedes det Wilhelm Hansen at rejse en million francs til formålet.
”Det er blandt andet, fordi han har skabt sig så godt et netværk. Efterhånden som hans kunstsamling voksede, fik han flere og flere kontakter i verden og fik store lån med sig hjem fra Louvre (kunstmuseum i Paris, red.). Og det er en god indikator på den respekt, han nød. Han rejste enormt meget efter datidens standarder og var også heldig at have en kone, der bar over med det. Han var en mand, der kørte på, som ikke tog et nej for et nej, og det hjalp ham i mange henseender,” siger Janus Weinreich Boss.
Wilhelm Hansen døde i 1936 efter et længere sygdomsforløb, som menes at være udløst af det chok, han fik, da han en mørk aften kørte ind i porten til Ordrupgaard og forulykkede med sin bil. Efter hans død fortsatte hustruen Henny med at låne billeder ud til andre museer og forvalte hans kunstsamling på Ordrupgaard, som i 1951, ved Henny Hansens testamentariske bestemmelse, overgik til offentligheden som en gave.
Volapyksproget lagde parret bag sig i ungdommen, og generelt blev sproget udfaset. Det viste sig for svært i forhold til et sprog som esperanto, som er blevet anvendt herhjemme indtil 1980’erne. I dag er der kun ganske få mennesker i verden, præcist hvor mange vides ikke, der kan begå sig på volapyk – sproget, Wilhelm Hansen var professor i.
”Som jeg forstår det, mistede han egentlig ikke interessen for sproget, men tiden var ikke til det mere. Vi har i forbindelse med bogen forsøgt at få nogle ting oversat, og der er mange, mange skridt på vejen til at få det. Kærestebrevene mellem Henny og Wilhelm har for nogles tilfælde ligget oversat i vores arkiv. Men der er andre breve, som vi ved er til Henny, skrevet af ilhelm på volapyk. Og vi ved ærligt talt ikke, hvad der står, men vi må formode i forhold til dateringen, at det handler om en spirende flirt mellem to unge mennesker,” siger Janus Weinreich Boss.