Kroppen er en kampplads, siger man, og det gælder i hvert fald i førsteudgaven af den legendariske håndbog, ”Kvinde kend din krop”, der udkom i 1975.
I et af bogens kapitler lærer kvinder, hvordan de kan undersøge deres underliv med et såkaldt speculum, en lommelygte og et spejl – og gerne en håndfuld veninder, der kan hjælpe med at holde de forskellige genstande og i øvrigt kigge med.
Det er ikke (kun) en fortrolig stund mellem kvinder, som lærer kroppen bedre at kende. Det er et oprør og en erobring af kontrol, i dette tilfælde mod datidens paternalistiske og formynderiske lægestand.
For med viden ”kan vi begynde at kæmpe imod den undertrykkelse, vi er udsat for. Og det er jo ikke bare det eksisterende forhold til lægerne, vi ændrer på den måde. Vores krop bliver på forskellig måde brugt til at holde os undertrykte, i mange andre sammenhænge i samfundet,” skriver forfatterkollegiet om selvundersøgelsen.
Kapitlets konklusion er samtidig bogens. Og på tværs af 45 år lyder den næsten som et kampråb for MeToo i dag:
”Det (er) vigtigt, at vi kvinder fortæller hinanden om vores problemer, følelser og fornemmelser. Når vi gør de førhen personlige problemer offentlige, finder vi ud af, at de fleste er generelle kvindeproblemer, og at de dermed er politiske.”
”Kvinde kend din krop” er en klassiker. Alene titlen er ikonisk, ja, nærmest et slogan ”vi burde have taget patent på”, siger April Young, uddannet cand.comm. og social- og sundhedsassistent og dengang forfatter til kapitlet om selvundersøgelse.
Siden 1975 er ”Kvinde kend din krop” kommet i fire udgaver, alle nyskrevne og tilpasset deres samtid.
For meget er sket med kvindefrigørelsen siden førsteudgaven – mens andre pointer altså består, så friske som havde de været opbevaret på køl, siger Nell Rasmussen, jurist og tidligere seniorkonsulent i Socialstyrelsen, som var med til at skrive bogens kapitel om voldtægt.
”Med MeToo står så mange kvinder frem og peger på den sexisme, der findes i så mange brancher, sammenhænge og institutioner. Det ligner meget den måde, vi førte kønskamp på dengang, ved at stå sammen og stå frem,” siger hun.
Når April Young dør, må der gerne stå på hendes gravsten, at hun var med til at skrive ”Kvinde kend din krop”.
”’ When you know better, you do better ’. Det har den amerikanske digter Maya Angelou sagt. Og det har jeg været med til at give kvinder: De ved mere, og viden er magt. Hvor mange kan sige det?”, giver hun som grund.
Hun skrev kapitlet om selvundersøgelse uden nogen faglig baggrund, men på baggrund af mange erfaringer.
”Dengang var lægen en halvgud, hvis ikke en gud, og det med at erobre lægens viden, det var revolutionerende. Det er forfærdeligt at føle sig dum, og det gjorde man tit, især hos lægen. Det var en del af feminismen på det tidspunkt, at man lagde mærke til, at der var ting, man ikke gad høre mere, plus at man begyndte at tvivle på, om det var rigtigt,” siger hun.
Kvinderne skal ifølge bogen lære at undersøge sig selv både for selv at opdage sygdom – på linje med selvundersøgelse for brystkræftknuder i dag – og for at udjævne forholdet til lægen, der i ”Kvinde kend din krop” fremstilles som den klassisk patriarkalske læge, der ordinerer sin behandling til en passiv patient.
Som et personligt eksempel oplevede April Young at blive rådgivet til at få en særlig spiral, der senere viste sig at perforere kvinders livmoder, og som også ødelagde April Young, så hun ikke kunne føde normalt.
Da spiralen kom ud, hang den i mange år på hendes opslagstavle: Dér skulle den minde hende om, hvor blindt hun havde stolet på lægens holdning til, hvad hun skulle have som prævention.
Bogens mantra – at gøre det private offentligt og dermed se, at det er politisk – kan i høj grad knyttes til de oplevelser, mange kvinder havde i sundhedssystemet, mener hun.
”Jeg tror ikke, vi kunne sige det på det tidspunkt, men jeg kan sige det nu: Når du begynder at koncentrere dig om dig selv, og hvordan du er manipuleret i konkrete tilfælde, så tænker du: ’Sker det andre steder?’. Så er springet fra at tale krop til at tale lønseddel ikke ret stort.”
Den grundlæggende skævhed mellem kønnene rakte ind i alle domæner af kvinders liv, selv orgasmen. Bogen igennem kobler forfatterne deres ærinde om oplysning med den strukturelle undertrykkelse af kvinder, de ser i samfundet.
”Mon ikke der er en sammenhæng mellem, at vi uden videre finder det rimeligt, at vi ikke får orgasme, og at vi uden videre finder det rimeligt, at der er så mange andre ting her i livet, vi bliver udelukket fra?” lyder det retoriske spørgsmål i et kapitel om kvinders seksualitet.
Det er skrevet af Else Christensen, som i dag er pensioneret seniorforsker fra Socialforskningsinstituttet (i dag VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd).
Dengang var der kvinder, som troede, de tissede ud af skeden, og som i løbet af et helt liv i ægteskab aldrig havde fået en orgasme, og ”det måtte gerne blive lavet om”, siger hun.
For hvordan skal en kvinde turde kræve sin plads i sengen, når hun er vant til at underordne sig og mest af alt har lært, at hun skal være andre tilpas:
”Dine seksuelle problemer er ikke kun dine. Problemerne opstår, fordi vi lever i et samfund, der bygger på, at nogle menneske har magt over andre,” står der i bogen som en grundlæggende forklaring på mange kvinders uforløste seksualliv.
Det gælder også omvendt, pointerer Else Christensen.
”Det er jo at give afkald på at være til stede og på at være hovedperson, hvis man for eksempel må underkaste sig et sexliv, hvor man aldrig får orgasme.”
Hun skrev i detaljer om, hvad der fysiologisk sker i kroppen, når en kvinde får orgasme. For når kvinden ved dét, kan hun selv tage ansvaret for at ændre på tingene, forklarer hun.
”Det var noget af friheden ved at være kvindesagsbevidst og rødstrømpe. At man gik ind og tog ansvaret selv. Det var en fantastisk tid, for pludselig kunne man brage igennem med, at kvinder var noget i sig selv. Verden er i hvert fald i høj grad ændret på den måde, at kvinder har en langt stærkere eksistens i dag, end vi havde dengang,” siger hun.
Jurist og konsulent Nell Rasmussen var medforfatter på bogens kapitel om voldtægt. Her bragte skrivekollektivet på én af siderne en illustration. Det er en hjemmetegnet og humoristisk ment ”annonce” for et ”exelent antivoldtægtsudstyr”, som der står.
Antivoldtægtsudstyret er et overskæg, ”næsten 100 sikker, 10 forskellige kulører”, står der også.
For dengang mente Nell Rasmussen og hendes medskribenter, at kvinder ville undgå undertrykkelse den dag, de blev mere som mænd:
”Vi troede, at hvis vi var ligesom mænd, så ville vi ikke blive voldtaget. Det siger noget, at vi tænkte, at det var vores rolle i samfundet, der skulle ændres, altså vores position. I dag vil kvinder og mænd også ændre kønsstrukturerne, for eksempel i MeToo. Men nu er det mænd, der skal ændre deres handlemønstre, mere end det er kvinder, der skal tage et antivoldtægtsskæg på, og det er en forskel,” siger hun.
Pointen er, at kønskampen har rykket sig. I dag er kvinderne trådt ind på mændenes arena. De har fået uddannelse, arbejde og en egen eksistens – og forlanger ifølge Nell Rasmussen nu, at mænd skal ændre deres kultur, hvis samfundet skal komme kønskrænkelser til livs.
I kapitlet gennemgår Nell Rasmussen også straffelovens voldtægtsparagraffer. De var på det tidspunkt fra 1930. Hun beskriver i den forbindelse lovens forarbejder. Her kan man læse, at det kun var modvilligt, at man i loven havde droppet tidligere tiders skelnen mellem, om en voldtaget kvinde havde et godt eller dårligt ry: Var kvinden ”berygtet”, fik manden en mildere straf.
Men tankegodset har måske hængt ved.
For er der noget, der (endnu) ikke har rykket sig, så er det, at voldtægt er en forbrydelse, der kun sjældent straffes. Nell Rasmussen har siden udgivelsen af ”Kvinde kend din krop” haft en lang karriere som forsker blandt andet i vold mod kvinder og skriver lige nu på et høringssvar til den ny lov om, at en person kan straffes for voldtægt, hvis ikke den anden part har samtykket til sex.
Hun oplyser, at der i 2019 faldt dom i 206 sager om voldtægt af voksne personer ud af 1364 anmeldelser og estimeret 6700 voldtægter.
”Det er en meget lav andel af domme i forhold til andre kriminalitetsformer, og det mønster er uændret siden 1970’erne, selvom voldtægtsparagraffen er ændret flere gange netop for at opnå, at flere sager fører til dom,” siger hun.
Den ny samtykkelov skiller sig ud, juridisk og idémæssigt:
”Det er en væsentlig ændring. Det er en anerkendelse af, at voldtægt altså ikke handler om, at en kvinde skal sige fra eller kæmpe sig fri fra en mand, der – i gåseøjne – tager sin ret. Men at begge parter er opmærksomme på, at det her gider jeg godt,” siger Nell Rasmussen.
Lige så idé-omstyrtende virker altså MeToo på indstillingen til sexchikane og sexisme, mener hun og peger på et citat fra bogen. Hun skrev det, da hun var 29 år, og på tværs af tiden runger det som en hilsen til dem, der er unge i dag.
”Vi må prøve at overskride de handlemuligheder, som mændene har givet os. For ligesom omverdenen påvirker vores handlemuligheder, vil vi, ved at overskride dem, kunne påvirke omverdenen og måske skabe grundlag for mere dybtgående samfundsforandringer – men kun hvis vi står sammen.”