En-cy-klo-pæ-di. Lige så velkendt som billedet af en encyklopædi, der fylder bogreolens hylder, kan være, lige så fremmed kan fem-stavelsesordet med de græske rødder føles i en dansk mund. Og selvom mange i dag nostalgisk kan huske tilbage på en barndom, hvor danske leksika og encyklopædier som Lademanns, Salmonsens og Gyldendals var en selvfølge og noget, man fandt i en boghandel frem for på internettet, var der engang, hvor ikke bare ordet, men også selve idéen om en samlet encyklopædi føltes ganske fremmed.
Vi skal tilbage til oplysningstiden. En periode, der i den aktuelt omdiskuterede encyklopædi Denstoredanske.dk beskrives som en ”periode i europæisk åndshistorie fra cirka 1690 til cirka 1780, der overordnet var præget af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft og en overbevisning om det nødvendige i at udbrede kendskab til al menneskelig viden med det formål at frisætte mennesket for traditionens og sædvanens snærende bånd.”
Den franske encyklopædi er et resultat af den tid. Den blev skabt i årene fra 1751 til 1765, hvor i alt 28 bind – 17 tekstbind og 11 bind med kobberstukne plancher – udkom. Med inspiration fra tidligere tideres encyklopædi-forsøg anførte den franske filosof og forfatter Denis Diderot og matematikeren og filosoffen d’Alembert det store vidensprojekt. Bag sig havde de en gruppe af litterære oplysningstænkere, der samlet kendes under navnet encyklopædisterne.
Professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz kalder sågar encyklopædien for ”den franske oplysningstids kronjuvel”. For selvom den franske encyklopædi blev et autoritært opslagsværk i både Nordamerika og Europa, var det franske projekt mere end bare det.
”Encyklopædien blev brugt til at vise, hvor bred oplysningstænkningen var. Man samlede alle de nye tanker om de forskellige videnskaber, så den rummede artikler om alt mellem himmel og jord, og så var den et udtryk for oplysningstænkernes relation til religion og kontrasten til kirken. Den bidrog til et sekulariserings-skub, fordi den havde forklaringer på alle mulige områder, som ikke var religiøse forklaringer,” siger Hans-Jørgen Schanz.
Men den franske encyklopædi har ikke kun rykket ved sin egen tid. Siden 1700-tallet har den dannet skole for encyklopædier, vurderer Anne Fastrup, der er lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og tidligere har forsket i oplysningstiden og Diderot.
”Den franske encyklopædi er blevet forbilledet, fordi det er et så grandiost og ambitiøst værk, der overgår alle sine forgængere med adskillige skridt, kilometer og mil,” siger hun.
Selvom det er endt sådan, var vejen dertil ikke ligetil for de franske encyklopædister.
”I første omgang var det et nationalt prestige-projekt for den franske konge, men efter et attentatforsøg på Ludvig XV i 1757 benyttede reaktionære kræfter, der betragtede encyklopædien som et forsøg på at undergrave kongens og kirkens magt, situationen til at få projektet forbudt. Ved samme lejlighed udstedte paven et forbud mod encyklopædien, hvilket fik d’Alembert, der var bange for at ryge i fængsel, til at forlade projektet, hvorefter Diderot stod alene tilbage med det enorme redigeringsarbejde. Encyklopædien blev herefter skrevet, redigeret, trykt og distribueret under mere eller mindre klandestine forhold frem til udgivelsen af de sidste bind i 1772,” siger Anne Fastrup.
De franske encyklopædister mødte modstand, fordi deres projekt gjorde op med de ellers faste normer i tiden. Sådan lyder det fra Frank Beck Lassen, der er ph.d. i idéhistorie, underviser på Testrup Højskole og står bag en dansk udgivelse af udvalgte artikler fra den franske encyklopædi.
”Før den franske encyklopædi var opslagsværker opdelt, så hvert tema eller kunst havde sin egen bog, hvilket betød, at der fandtes ét opslagsværk for håndtering af kød i køkkenet og ét for muslimsk kultur. Den franske encyklopædi var et forsøg på at sige, ’hvad nu hvis det er sådan, at alting i verden hænger sammen og skal ses i en sammenhæng for rigtigt at blive forstået?’. Det var helt nyt og unikt. Samtidig præsenterede den viden alfabetisk, hvor det før havde været en hierarkisk orden, hvor teologi og sjælens kvaliteter kom først, fordi det var vigtigst. Den sidestillede alt efter den forståelse, at uanset hvor man slår op, om det er under p eller x, så får man en indgang til hele verdens sammenhæng,” siger Frank Beck Lassen.
Og netop den tanke, at der i encyklopædien skulle skabes indgange til endnu mere viden, er noget, der er blevet holdt fast i siden, mener Frank Beck Lasen. Det gælder også for nye teknologier, som når en artikel på nettet i dag linker videre til en anden artikel, der berører samme emne. Men under oplysningstiden blev den funktion også brugt lidt mere drilskt – hvor særligt kirken stod for skud.
”Hvis man i encyklopædien læste i en artikel om nadveren, at vinen repræsenterede Kristi blod, og at man spiste Kristi legeme, viste det videre til kannibalisme,” siger Frank Beck Lassen.
Men det handlede ikke om en modstand over for religion, som det ellers kunne forstås. Kun enkelte encyklopædister var ateister, og resten mente faktisk, at religion spillede en positiv og bidragende rolle i samfundet, særligt af moralsk karakter. Det handlede derimod om en kritik af den franske, katolske kirke.
”Analysen var, at den katolske kirke i Frankrig havde skabt et kirkeligt hierarki og åndsliv, der var i modstrid med det oprindelige evangelium. Derfor handler nogle af de hidsigste artikler i encyklopædien om overtro, fanatisme og intolerance. Det er artikler, som handler om kirkens fejlagtige udvikling. Den er gået hen og blevet vogter over meningssandheder og en institution, der slår ned på folk, der tænker anderledes. Det var så også den tendens, de selv blev ramt af som følge af deres fritænkning,” siger Frank Beck Lassen.
Ifølge ham forsøgte encyklopædisterne ikke at destruere den bibelske fortælling, men med viden som et forbillede på at bevise de bibelske fortællinger, der i tiden blev opfattet som sandheden. Et billede på den uundgåelige konflikt er, at lige meget hvor mange forsøg og forskellige måleenheder der blev brugt til at regne sig frem til, hvordan der på Noas Ark havde været plads til alle dyrene og deres foder, kunne resultatet ikke passe til Bibelens beskrivelser. Men heller ikke ateismen slap for de franske encyklopædisters kritik, og ateister beskrives i det gamle opslagsværk som nogen, der burde forfølges og henrettes, da ateisme blev betragtet som et ønske om at ville sætte sig uden for samfundet, noget dæmonisk og et fravalg af moral, fortæller Frank Beck Lassen.
En stor del af historien om den franske encyklopædi er altså både barsk og dramatisk, men encyklopædien repræsenterede også noget mere fredeligt: et demokratisk dannelsesideal. Sådan lyder det fra professor ved Aalborg Universitet Frederik Stjernfelt.
”Der fandtes encyklopædier før, men det store kendte oplysningsmonument er Diderots store encyklopædi. Fra den blev skabt i 1750’erne og 1760’erne, har den været afgørende for vores måde at organisere viden på, og den har gjort det til et mål at samle al tilgængelig viden, både teoretisk og praktisk viden. Særligt den praktiske viden var en stor ting for den franske encyklopædi, der også rummede beskrivelser og store plancher med praktisk viden om tekniske apparater.”
”Den franske encyklopædi har det særlige karakteristiske træk, at den danner bro mellem videnskab og offentlighed. Encyklopædier er værker, der i princippet henvender sig til alle borgere. Det stammer fra en insisteren på, at viden ikke kun er noget, der hører til videnskabelige discipliner og tidsskrifter, men er noget, der løbende skal projiceres i en form, så den er tilgængelig for offentligheden. Den tanke er også vigtig for demokratiet som idé. Demokratiet er selvfølgelig båret af forskellige holdninger, der kommer til udtryk, men kræver også, at holdningerne ikke dannes ud af det blå, men på baggrund af viden,” siger Frederik Stjernfelt.
Og selvom der er tydelige spor fra 1700-tallets franske encyklopædi op til opslagsværkstraditionen i dag, er der også markante forskelle, mener lektor Anne Fastrup.
”Mange af opslagene i encyklopædien er skrevet i et poetisk, essayistisk og nogle gange ironisk sprog, der bærer vidnesbyrd om forfatternes personlige smag og holdninger. Det ser man ikke i moderne encyklopædier, hvor sproget er neutralt og faktuelt,” siger hun.
Lige sådan er der også i dag lagt mindre vægt på de store illustrationer, end der blev på Diderots tid. En anden forskel ses ved økonomien, taget i betragtning af at netudgaven af Den Store Danske Encyklopædi har været en underskudsforretning for forlaget Gyldendal. For ifølge Frank Beck Lassen blev forlæggeren bag den franske encyklopædi multimillionær på grund af projektet.