Livet er dødsensfarligt – også for historiens herskere og despoter

Forfatter Maria Helleberg og retsmediciner Jørgen Lange Thomsens nye bog fortæller historierne om berømte menneskers død. Fælles for dem er, at de levede, som om døden aldrig ville nå dem

Karen Blixen var på alle mulige måder en foregangskvinde i sin tid, hvor hun skrev fra familiens kaffefarm ved foden af Ngong Hills i Kenya. Hun endte med at være foruroligende tynd og brugte sit radmagre udseende til at forvandle sit image. – Foto: FADL’s forlag

Henrik den Ottende kigger fra bogsiden med små stikkende øjne. Overvægtig og iført en vams om sit tætte korpus. ”Den Henrik, som fiktionen skildrer, var stadig den fikse, høje sportsmand (…) Virkeligheden så lidt anderledes ud, men ingen mindede Henrik om det,” skriver Maria Helleberg.

Henrik den Ottende er i eftertiden især blevet kendt som en vital mand, der kæmpede en livslang kamp for at få en søn. Og for, da det ikke lykkedes, at dræbe sine koner. Men Henrik var også en mand, der i sine bestræbelser for at få sig en søn udviklede sig til et uberegneligt bjerg af en mand med et skrantende helbred, siger forfatter Maria Helleberg.

Ifølge retsmediciner Jørgen Lange Thomsen endte den ferme sportsmand som en fedladen serie-husmorder, der spiste sig selv ihjel.

”Henriks voldsomme spisning havde formentlig en psykisk årsag. Han fik stinkende sår på benene, der var typisk for sukkersyge-patienter, mens han samtidig forsøgte at producere mandlige arvinger. Hans dødsfald viste, at man også kan dø af overspisning, selvom man er kongelig og har adgang til al den mad og vin, man vil have. Han er et eksempel på, at storslåede mennesker ikke behøver ende deres liv på storslåede måder,” siger Jørgen Lange Thomsen.

I ”Berømte dødsfald” fortæller Maria Helleberg og Jørgen Lange Thomsen om 24 af historiens mest berømte dødsfald set fra historikerens og retsmedicinerens synsvinkel. De følger vores fascination af døden helt ind til den syge krop, til det, som plagede vores hovedpersoner og til sidst tog livet af dem. Ind i kernen af mødet mellem livet og døden, historien og videnskaben.

Fælles for bogens 24 hovedpersoner er, at de levede, som om døden aldrig skulle komme til dem. Men for mange kom døden i både voldsom og dramatisk form, og for nogen blev den også en grundsten i selve fortællingen om dem:

Jesus blev korsfæstet, Julius Cæsar stukket ned og Jeanne D’Arc brændt på bålet, historisk anerkendt som en fænomenal forsvarer mod det kætteri, hun var anklaget for. Kvindelig feltherre i kraft af sin karisma og brændt på bålet – ikke fordi hun var kætter, men fordi hun forsøgte at ophæve forskellene mellem køn.

Hendes død fortæller os også i dag en vigtig menneskelig historie, siger Maria Helleberg.

”For mange af de prominente mennesker blev deres dødsfald en grundlæggende del af deres fortælling. Jeanne D’Arc var et mærkeligt lille menneske med en kæmpe militær begavelse. Hendes forhør viser, at hun var lynende intelligent. Man brændte hende for at iføre sig mandetøj, men ved at brænde hende – ved at dræbe hende på den værst tænkelige måde – endte man også med at ophøje hende,” siger hun.

I Danmark revolutionerede to af dansk histories mest toneangivende kvindelige forfattere på hver deres måde vores syn på døden.

Tove Ditlevsen ændrede vores opfattelse af selvmordet med sin ”glade, smukke dødsdrift”, der ad to omgange drev hende til at forsøge at begå selvmord, siger Jørgen Lange Thomsen. Da det første gang mislykkedes, langede Johannes Møllehave ud efter hende for at være et dårligt forbillede for sine læsere.

Tove Ditlevsen svarede igen i et filosofisk forsvar for sit selvmord: ”Jeg bilder mig ikke ind, at et menneske ville tage livet af sig, fordi jeg har gjort det (…) Selv de mest fanatiske beundrere af van Gogh finder vel heller ikke på at skære deres ene øre af.”

Mens Tove Ditlevsen udfordrede synet på selvmordet som en svagelig kapitulation fra livet, brugte Karen Blixen sin sygdom som en identitetsskaber. Hun besluttede at blive verdens tyndeste kvinde, feteret og beundret, ikke bare for sit forfatterskab, men for sit udseende og udstråling. Ved at tage afføringsmidler blev hun radmager, og røntgenbilleder viste, at hendes tarme til sidst satte ud af drift. Folk puttede syfilis på hende som et dramatisk emblem af sex, sygdom og straf, men realiteten var, at hun døde af sult, siger Jørgen Lange Thomsen.

”Når Karen Blixen så sig selv i spejlet, så hun måske sig selv som den unge, buttede pige. Realiteten var det modsatte. Hun var anorektiker, misbruger og hypokonder. Folk tror, hun døde af syfilis, men det gjorde hun ikke. Hun levede et liv, hvor hun flirtede og kørte rundt med sin omgangskreds og snød lægerne og verden. Men hendes død viser, at hun også snød sig selv,” siger han.

Berømtes dødsfald er i dag omgærdet af myter og mystik, siger Maria Helleberg. Vi undrer os over, om ekstraordinære liv kan ende i helt almindelig – eller ualmindelig ubehagelig – død. Bogen besvarer historiens spørgsmål med både et ja og et nej: Det rige, isolerede liv beskyttede til dels mod fattigdom og smitte, men udsatte andre for bratte og grumme dødsfald.

Marie Antoinette var dronning af Europas magtfulde Solrige, men hun endte også livet med i tre sekunders forfærdende bevidsthed at kunne opfatte sit eget hoved rulle fra sin krop.

”Vi var begge morbidt og videnskabeligt fascinerede af, hvad der sker med mennesker i de forskellige henrettelsesformer. Hvad sker der, hvis man bliver brændt på et bål? Hvad sker der, når man bliver guillotineret? Under den franske revolution sendte de læger ud for at gribe hovederne, se de henrettede i øjnene, se panikken. De kunne konstatere, at der gik op til tre sekunder, før kontakten blev brudt,” siger Maria Helleberg.

Det minder os om, at livet er dødsensfarligt – også for historiens herskere og despoter, siger Jørgen Lange Thomsen.

”Marie Antoinette sad i fængsel og ventede på sin henrettelse i måneder. Jeanne D’Arc måtte stå og brænde op i timevis. Janis Joplin blev overladt til sig selv og sit misbrug. Berømtheden havde bivirkninger: ensomhed, misbrug og folks tro på deres udødelighed. Historien viser, at berømte er akkurat lige så dødelige. På den måde blev det en bog med et memento: Husk, at du skal dø,” siger han.