Dette er ikke en ”lystfiskerhistorie”, ikke det mindste. At få denne historie på krogen er faktisk præcis lige så stort, som det lyder: Lystfiskeriet boomer under coronapandemien. Det er Gordon P. Henriksen, Danmarks vel nok mest kendte lystfisker, der fortæller den, og journalisten, han har fået besøg af i hjemmet i Lejre på Midtsjælland, kradser ned på blokken, alt hvad hun har lært. Han er ikke ligefrem upartisk, men samtidig må han siges at være én af dem, der har fingeren mest på pulsen, hvad lystfiskeri angår:
”Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Det gode vejr, at folk skal lave noget med deres børn, eller om man bare har brug for at gøre noget andet end at sidde derhjemme. Det, jeg kan se, er bare, at der er helt vildt mange ude at fiske,” siger Gordon P. Henriksen.
Nogle vil måske have set ham i diverse friluftsprogrammer i fjernsynet (for eksempel ”Nak & æd” og ”Storrygeren”) hvor han, iført lys camouflagekasket og solbriller, ofte er den, der guider de mindre fiskestangsbevendte til en god fangst, eller også har man hørt ham som vært på Radio24syv-programmet ”Fisketegn”.
Derudover arrangerer han fisketure, events, foredrag, kurser og alt muligt andet fiskerelateret i sin enmandsbiks. I otte år har han levet af at være fuldtidslystfisker, og han har nydt hvert et øjeblik. Det nye er, at han også er forfatter og netop har fået udgivet sin første lystfiskerbog. Den hedder ”Et liv i fisk” og skiller sig med sit stærkt orange bind ud blandt de mange titler på reolen med fiskelitteratur, som Gordon P. Henriksen har stående i sin ”fiskehule”. Dem skal vi se nærmere på senere.
Egentlig skulle vi have været ude på fisketur, ét af de hundreder af gode steder, han kender. Men fordi han har så travlt for tiden, hvor selv en af Danmarks mest populære youtubere, Rasmus Brohave, keder sig så meget, at han har besluttet at lære sig selv at fiske, ville Gordon P. Henriksen allerhelst tage en stille og rolig snak herhjemme i ”hulen”.
Lystfiskeri er i øvrigt meget andet end at smide en stang i vandet og have heldet med sig. Det er hele og halve timers forberedelse, fluebinding, oliering af hjul og udvælgelse af de helt rigtige spinnere. Og når man kommer hjem, skal der filtres liner ud.
Man kunne forestille sig, at mange mænd og drenge (og hankønsvæsenerne er ”ærgerligt nok” stadig pænt overrepræsenteret, som Gordon P. Henriksen formulerer det) ville drømme om et sted som dette:
Fiskestængerne hænger på rad og række oppe under det lave loft og på væggen. I en magasinholder ved væggen står Sportsfiskeren, Fisk & Fri og fiskemagasiner fra udlandet. På et lille brunt skrivebord flyder et festligt rod af lyserød og sølvfarvet lametta, kobbertråde og grønne neonfjer. En svag duft af voks rammer næseborene. Journalisten er pludselig syv år og sidder på sin fars kontor og ser ham lave små, glitrende kopier af rigtige fluer, larver og insekter.
Gordon P. Henriksen sætter sig ned ved fluebindingsbordet og placerer en krog i holderen. Hurtigere end øjet kan følge med, har han snoet syv-otte runder kobbertråd om krogen, så tager han lidt kobberfarvet glimmertråd og lægger på, og vupti, så er dén færdig:
”Det her er verdens nemmeste flue, ’kobberbassen’. Den ligner sådan en lille reje eller tangloppe. Den ser ikke ud af meget, men den er rigtig god. Jeg fangede en fisk på den i forgårs,” siger han og løsner den lille snydereje fra holderen.
Selvom Gordon P. Henriksen pryder forsiden på flere af fiskemagasinerne i holderen med store fangster i armene, hænger der ingen pralebilleder af ham selv her i hulen. Eller afklippede fiskehaler eller andre trofæer. Han har fanget alt for mange fisk gennem tiden til at gide den slags, og i øvrigt er der vægtigere argumenter for at kaste sig ud i lystfiskeri end at lade sig fotografere med en stor fisk. Selvom det også er ret fedt.
”Nu er det jo mit arbejde, og bagsiden ved det er, at jeg ret sjældent har den dér følelse af, at fiskeriet er et totalt frirum. Så er der lige et billede, der skal tages, eller noget, der skal lægges op på de sociale medier. Men en gang imellem har jeg sådan en tur, hvor...”
Han stirrer saligt ud i luften og siger så, at han kender flere, der bruger lystfiskeriet som stressbekæmpelse eller ser fiskeriet lidt som at gå til yoga én gang om ugen. Her ligger måske også en del af forklaringen på ”coronaboomet”.
Gordon P. Henriksen mener, at det, at der er et formål med lystfiskeri (altså at fange en fisk), er med til at gøre noget godt for sjælen.
”Man går ikke bare en lang tur langs stranden, bare for at gå en tur. Man prøver at blive klog på, hvad havørrederne spiser nu. Er det rejer, eller er det kutlinger? Man prøver at forstå naturen for at overvinde den. Og det gør, at man ser sin omverden mere intenst. Man mærker den mere, og det giver for mig den dér følelse af at være del af noget større. Jeg er også bare et væsen, som en kutling eller en havørred. Og for mig er der også noget spirituelt i at blive mindet om, hvor lille man er. Jeg elsker at fiske under Møns Klint, for eksempel. Det er et af mine yndlingssteder, og jeg føler altid en større mening med tingene, når jeg fisker dér.”
Der er ingen pralebilleder i fiskehulen, til gengæld er der masser af små ting, der har stor affektionsværdi. På en hylde ligger et gammelt fiskehjul ved siden af et sort-hvidt fotografi af en mand, der holder en stor fisk i halen. Manden er Gordon P. Henriksens ”morfar” (hans biologiske morfar døde, før Gordon P. Henriksen blev født, men han var også lystfisker!) fra Florida, USA, hvor Gordon P. Henriksens mor er født, og som han har besøgt flere gange. Hjulet er også morfaderens.
Et andet fotografi hængt i ramme på væggen er også taget i Florida. Det viser ham selv som knægt, på en badebro med sin mors veninde og hendes mand ved siden af. I strakt arm holder den otteårige Gordon P. Henriksen en line, og for enden hænger en lille fisk. Det dér er hans første fisk, men det var herhjemme, han blev bidt af at fiske, fortæller han.
”Da jeg var 12 eller deromkring, havde min far en kæreste, som havde en søn, der hed Mikkel. Han var lidt ældre end mig, og han kunne fiske, så ham fulgte jeg i hælene på. Så travede vi langs åerne og fangede bækørreder sammen. Og så gik jeg ellers på biblioteket og lånte alt, hvad Jens Ploug Hansen har skrevet,” siger han og smiler stort.
Han begynder at hive bøger ned fra reolen og lægger dem ud på parade på gulvet. En skægget mand i lys fiskevest pryder flere af omslagene. Det er måske ikke alle, der kender til Jens Ploug Hansen (1948-1998), men det er altså forfatteren til en overraskende lang række bøger på dansk om lystfiskeri. Han er Gordon P. Henriksens store helt:
”Jamen, hans skrivestil er bare helt vildt fed. Den ser jeg virkelig op til, og jeg nød at læse ham som dreng. Når jeg havde læst én bog, strøg jeg ned på biblioteket og lånte en ny,” siger han.
Vi kan ikke finde ”Den gamle mand og havet” på hylden, og det irriterer Gordon P. Henriksen.
”Det er grunden til, at man aldrig skal låne sine bøger ud,” griner han.
”Hemingways skrivestil er jeg også superfan af, selvom jeg ikke ved, om man rigtigt kan kalde ’Den gamle mand og havet’ for en lystfiskerbog.”
Lystfiskerbogsgenren er en slags hybridgenre, der både trækker på den faglitterære og skønlitterære tradition. Den måske første lystfiskerbog er den engelske klassiker ”The Compleat Angler” (Den fuldkomne fisker), skrevet af Izaak Walton i 1653. Bogen, der i 1676 blev udvidet med et kapitel om fluefiskeri skrevet af Charles Cotton, er en hymne til naturen, som Izaak Walton oplevede den, når han gik rundt i det sydengelske landskab og fiskede ved vandløb og i floder. Alt imens hans landsmænd udadtil havde travlt med at erobre den store verden.
Som motto referede Izaak Walton i originaludgaven Bibelens Johannesevangelium: ”Simon Peter sagde til dem: ’Jeg går ud at fiske.’ De sagde: ’Vi tager med dig.’” (Joh. 21-3).
”The Compleat Angler” er dog ikke Gordon P. Henriksens favoritlæsning, men det dér med at sætte den nære natur først kan han som uddannet miljøbiolog sagtens relatere til.
Hans egen, knaldorange fiskebog ligner de andre ”lystfiskerbøger” ved at have en lille tegning af en fisk på vej op af vandet på forsiden. Det er et nik til historien, og ud over det beskriver han bogen som ”en drengerøvsbog”, hvor der både er plads til madopskrifter, råd til turen med drengene og politiske noter. Det politiske kommer man ikke uden om, heller ikke blandt danske lystfiskere. Her er der blandt andet diskussionen om, hvorvidt man skal slå alle de fisk over mindstemål, man fanger, ihjel, eller lave ”catch and release”, altså sætte dem fri.
Gordon P. Henriksen er ikke til enten det ene eller det andet. Der kan være noget smukt ved at ”gokke” en fisk, men bestemt også noget smukt ved at slippe den fri igen, siger han.
”Jeg ved ikke, om der er en særlig dansk måde at lystfiske på. Den danske lystfiskerkultur er meget segmenteret og kæmper også lidt med sig selv. Nogle er fuldt ud for at genudsætte fisk, og andre går bare efter maden. Sådan har det altid været med garnfiskeriet, som der jo også rent kulturhistorisk er tradition for i Danmark, og som bør bevares. Men med lystfiskeriet kan man jo vælge at sætte ud, og jeg har det selv sådan, at jeg synes, der er gode grunde til at sætte en stor fisk ud igen, når man har fanget den. Der er meget bæredygtighed i de her spørgsmål også.”
Inde i ministeriet i København kunne de godt lave en bedre forvaltning af hele området, mener han.
”I USA og Canada er de langt fremme og har arter, der er udnævnt til ’game fish’, og som må fiskes, men kun med stang. De har også regler for max antal fisk, man må tage med sig hjem fra en fisketur, og det kan være super effektivt. Og så har de også det, der hedder ’vinduesmål’, altså mål for, hvor stor en fisk må være, ikke kun hvor lille.”
Gordon P. Henriksen lukker døren til fiskehulen og går ud i haven og ser ned mod den å, der løber i hans baghave. Der er alt for få fisk i den å, og sådan ser det desværre ud rigtig mange steder. Derfor en lille opsang her til slut fra lystfiskeren og miljøbiologen:
”Klimadebatten fylder rigtig meget lige nu. Men i hele den snak er det vigtigt at have fokus på små miljøtiltag også. Hvordan vi beholder de snoede vandløb og undgår kvælstofudledning fra landbruget. Der er ikke tvivl om, at den måde, vi har valgt at dyrke Danmark så intensivt på, ikke er godt for fiskene. Og det er også derfor, man skal lade de store og stærke fisk gå, for hvorfor skulle det være de små eksemplarer, der skulle føre arten videre?”.
Men går det ikke fuldstændig imod alt i dig at give slip på en stor, flot fisk, når den først er fanget?
”Nej. Sejren ville jo stadig være der. Og jeg ville få en fantastisk glæde ved at se den svømme videre. Det giver fuld mening i mit perspektiv.”